6. Søndag efter Trinitatis

Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?

20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)

Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?

Er det en Jesustale til alle?

Er det en Kristustale til nogle?

Er det en Kristustale til alle?

Er det en Mattæustale til nogle?

Er det en Matthæustale til alle? 

Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse. 

Alle jøder.

Visse jøder.

Alle kristne

Visse kristne.

Jesu discipe

Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)

Visse kristne i tid (fx munke og nonner)

Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.

Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:

Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...

Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død". 

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper.

5. Søndag efter Trinitatis, første række

Mad, frygt, glæde

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, 2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. 3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« 5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« 6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. 7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« 9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået 10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« 11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. LK 6,1-11

Mirakler.

Det er lidt kedeligt at være bundet til en tekst, hvor mirakler er et positivt virkemiddel. Pædagogik idag er bundet til det almindelige og det forståelige, dengang til det ualmindelige og det uforståelige.

"Mad" er forståeligt.

Teksthygge

Når jeg rigtig skal hygge mig med en tekst og finde de stumper og energier, der kan udfoldes til forvandlingsdelen af en pi-prædiken, hvilket er det første jeg leder efter - begynder jeg med en oversættelse fra græsk til dansk (lurerkigger også i king james og vulgata). Herefter laver jeg en parafrase. Herefter igen en bestemmelse af nær og fjern kontekst.

Det er ikke altid jeg når det - så henter jeg mere tilfældigt et billede ud af teksten, måske ligefrem ud fra en fordom, jeg har om teksten.

I oversættelsen af dagens tekst er jeg stødt på en vidunderlig indledning: Og det skete i skarens trængsel om ham og deres høren guds ord og han stod ved søen Genezareth...

Lukas imiterer med sine substantiverede akkusativer med inifinitiver i dativ de septuagintæiske gengivelser af præfigerede infinitiv construktus. Sammen med indgangsformlen Og det skete, giver det hele perikoen et stærkt hebraiseret præg.

Med andre ord: Lukas spiller på GT-banjo for  fuld skrue.

At imitere det gamle testamente, er en måde at vinde autoritet. Men man skal kende koden - ellers er det bare dårligt sprog.

Parafrase

Parafrasen er en måde at forsøge at registrere, hvad man finder i teksten. Jeg har aldrig lavet en parafrase uden at finde mere, end ved blot at læse teksten.

v1 scenen sættes: Sø (plus lille forkyndelsessummarion)

v2 Scenespecifikation til nyt hændelsesscenarie: 2 både og nogle fiskere i fiskerislutfase.

v3 anvendelse nr 1 af 1 båd. Navn på 1 fisker: Simon

v4 Inledning af anvendelse 2 af fisker både. Hevendelse til Simon om fiskeristartfase.

5 erfaringbaseret negativ kvalificering af initiativ. Herefter accept på grundlag af ord (autoritet).

v6-8 gennemførelse af initiativ med eskalerende positivt resultat: Fangst.

Underet ikke forstået: Rædsel, afstand.

v9-10a Simons reaktion på positivt resultat: Underkastelse og ønske om afstand på grund af syndighed. Simons og øvriges reaktion på resultat: Rædsel.

Underet forstået: Tegn, inklusion, opgave.

10b Jesu eliminering af Simons frygt. Ny opgave til Simon: Fiske mennesker.

v11 anvendelse nr 3 af både: Forlades. De implicerede forlader alt og følger Jesus.

Nær kontekst: Perikopen falder indenfor en række af helbredelser og kaldelser i begyndelsen af Jesu virke i Galilæa. Jesus har kort forinden helbredt Simons svigermor og kort efter perikopen færdiggøres kaldelsen af de 12 med Levi til sidst.

Fjern kontekst: I Apg 2 og 10 ser vi Peter i funktion som menneskefisker. Mange føjes til fællesskabet ved hans prædiken i 2 og specifikt cornelius (romersk officer) i 10.

Jeg oplever noget fantastisk, wåuw hvor er jeg lækker!

Peters reaktion på underet, svarer ikke til et moderne menneskes forventede reaktion.

Spørgsmålet er, om en ikke-jødisk, græsktalende førstegenerationsbruger af Lukas' tekst også har været fremmed overfor en negativ kvalificering af et unders oplever. Tekstens skal muligvis netop understrege Guds majestæt og den troendes nye status som nåderamt synder. 

En Gudstjeneste

Det, der foregår i teksten, er ud fra en klassisk betragtning en gudstjeneste: Et troende menneske eksponeres for Guds majestæt, tages til nåde som synder og går derfra med en opgave. Det er ikke mere mirakuløst end hvad der sker 1000 gange hver søndag :-)

Missionsfest

Hvis man elsker at se sit gudsforhold som en strategisk platform, hvorfra andre også skal bringes til tro, er denne dag en festdag. Den missionerende kanonkonge kan lægge sig godt til i bunden af kanonen og lade sig slynge ud i verden. Fremad!

Hvis man er historisk bevidst, kan man glæde sig over, at Peters opgave blev taget alvorligt: Ordet kom til vore kolde egne. Nu dræber vi ikke hinden til fest og for sjov. Vi skuer bagud med tak.

Forvandlingen

Jeg vil gerne lave en prædiken, hvis forvandlingsdel tager udgangspunkt i den åndshistoriske forandring, der er sket i tid og rum, siden Lukas' blæk lå og tørrede, påsmurt for første gang.

Der er tre forhold, jeg vil se på:

Forholdet til mirakler (som pædagogik)

Forholdet til synd (som gudsforhold)

forholdet til mad (solidarisk)

(fortsættes)...

4.søndag efter Trinitatis, første række

Syn og relation, Lk 6,36-42

36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

39 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.

41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? 42 Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

Kontekst:

Vi befinder os midt i den såkaldte sletteprædiken, som er Lukasevangeliets pendant til Mattæus' bjergprædiken. Det kan give indhold til en prædiken, at den ene evangelist siger, at Jesus taler på et bjerg, mens den anden udførligt anfører et ikke-bjerg, hvis bjerget forstås som lovstedet.

Inden vores perikope handler det om fjendekærlighed og om at yde uden modydelse - og umiddelbart efter perikopen kommer det gode træ og dets frugter samt huset på klippegrund. Der er et crescendo i retning af dom.

"Fordøm...".

Den græske verbum καταδικάζετε, som er oversat til "fordøm", ser jeg som indeholdende kata (ned) og dik- (noget med retfærdighed, hæderlighed). Jeg læser verbet som en talehandling, der hiver et andet menneskes værdighed / ry / social habilitet ned. Når værdigheden er trukket ned, kan den bedømmes af en lav dommer (hyppokritæs, engelsk: hypocrite, da: hykler).

Se:

1 Der er det, jeg selv kan se og som andre også kan se.
2 Der er det, som jeg selv kan se, som andre ikke kan se.
3 Der er det, de andre kan se, som jeg ikke selv kan se.
4 Der er det, som jeg ikke selv kan se og som andre heller ikke kan se.

Dagens evangelium handler om, hvilken rolle man hhv. tager og får i kommunikationen om nr 2 og 3. Hvis man læser hele sletteprædikenen, vil der være kraft til at oversætte interaktionen i 2 og 3 til noget, der svarer til 1 og 4.

1'eren er en relation uden udfordringer. 4'eren er så udfordrende, at den er Guds område. 4'eren synes at henligge helt i mørke, men er dog den, der giver lys til de tre andre: Vi skal være overfor hinanden, som om det, vi tror, vi ser, er lige så guddommeligt, som det, ingen ser.

Det interne dømmeri og kiggen på hinanden er hevet ud og hedder nu: Dommen (Menneskesønnen 6,22 ødelæggelsen 6,49) og ligger derfor et andet sted, hvilket gør parterne menneske/menneske til een part i menneske/gud-forholdet.

Far/Barmhjertig

Den store forvandling i teksten ligger i den første sætning: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.

Vi glemmer tit, at det er Israels Gud, som af Jesus får disse prædikater overfor mennesker, for hvem lykken kan beskrives som et topfyldt mål (mad).

En Pi-prædikens forvandlingsdel kunne sagtens udfoldes ved at beskrive en vred og straffende Gud, der styrer gennem konger og profeter, og som forvandles til de fattiges kærlige far. 

Forvandlingen kan overføres til et parallelt personligt plan ved at forandre mig selv fra vred og straffende til barmhjertig - og til seende.

Den, der taler, hænger selv på bjælken, hvilket i evighed forandrer Guds rolle og tager dommen bort...

 

3. Søndag efter Trinitatis, første række

Når jeg findes, er jeg ikke alene. Eksistere, må jeg klare selv...

15,1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse: 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, 6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. 7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Lk 15,1-10

Kontekst: trip, trap - og en manglende træsko.

Teksten udgøres af to ud af tre findelignelser, som kulminerer med den lignelse, som fejlagtigt har fået navnet Den fortabte Søn, hvilket er et navn lavet af nogen, der har ligeså ondt i røven som dem, lignelsen var rettet imod.  Denne lignelse har i fortælledelen en hovedperson, sønnen, som meget vel kan forstås som Kristus - derfor er det uheldigt, når de ikke læses sammen: Hyrden, kvinden og sønnen. I de første to lignelser, som altså er dagens tekst, er findegenstanden passiv, hvilket gør omvendelsen uforståelig, som akt.

Kirke-noi'eren

Jeg gentager gerne, at "omvendelse" bør transkiberes fra græsk, således at vi får udtrykket metanoia. Det er lettere at forstå end "omvendelse". De fleste kender para-noia og vil kunne forstå, at meta-noia er, når sindet er koblet til det øvre. "Jeg får noi'eren," kunne blive til kirkenoi'eren, som er noget godt. 

Mønter på tøjet

Jeg forestiller mig, at kvinden har haft mønterne hængende som pynt i kanten af sit tørklæde, således at ansigtet har været omkranset af skinnende mønter - og at det er en af disse mønter, der er røget af. Det er træls, og alle har vidst det og har vidst, at hun gik og ledte efter den og har måttet gennemgå alt strøelset i gulvet. Jubelråbet tænker jeg som dette syngende trillefløjtehyl, som tiltrækker alle med glæde.

Jeg har mistet mig selv - eller noget af det

I dag kunne man forestille sig, at en person går rundt, mens alle ved at personen arbejder med sig selv, fordi der er noget, der ikke er på plads. Der mangler en stump, eller der er en relation, som er blokkeret eller et traume, der skal forliges eller have sin plads. Pludselig er det fundet og genkendt, og alle er velkomne til at dele glæden.

Findes

Vi bruger udtrykket "findes" om det, der er. Det er værd at lytte til verbet i dette udtryk. For at det findes, må der være nogen til at finde det. Derfor, når jeg findes, er jeg ikke alene. En gidseltagers vigtigste bedrift er at fratage sin fange troen på, at nogen vil finde fangen. Fangens mentale sundhed beror på fangens evne til at fastholde, at der foregår en proces derude - at viljen til at finde er intakt. Findes kan jeg ikke alene, det er en relation. Dette "ikke-alene" er "meta-noia" - jeg er koblet op.. Eksistere gør jeg alene. 

Slås

Findes og slås er begge passiver af hhv. finde og slå. Det ene har dog en interaktion i sig: Slås. Det gør vi indbyrdes. Jeg elsker at slås, kappes, i politik, fægtining: Når klingerne hvisker stållyd, ved jeg, hvor jeg skal sætte min fod næste gang. Tænk, hvis man kunne hente energien og interaktionen i slås og oversætte den til findes. 

Så kunne man sige: Kom, lad os findes!

Så ville korset være tegnet lodret: Vi er koblet op, metanoia, findes, glæde i himlen. Vandret: Vi finder hinanden. 

Disposition:

Fortælling: 

En kvinde har hængt sin medgift i kanten af sit tørklæde. Mønterne glimter og oplyser skiftevis hendes øjne og smilehuller i genskinnet. Jeg har omhængt mit ansigt med en identitet, men der mangler en stump, og det ved alle. Kvinden har tabt en af mønterne. Hun fejer og gennemgår alt lergulvets strøelse. Jeg roder i kit liv for at finde det, der mangler.

Forvandling: 

Vi finder det. Vi vil gerne fortælle det. Vi findes. Fordi jeg kender glæden ved at finde det, der var væk, kender jeg en himmelsk glæde ved at jeg findes og bliver fundet. Historien om dette fund af mig, handler om finde-manden (trin III), der ikke fandt sig i at blive i svineriet: Jesus (svinesønnen, der gik til sin far og blev modtaget på trods af den sure storebror, den gamle pagt). Tænk, hvis Gud er så stor, at jeg ved siden af ham intet er. Så er det hele mig, der skal findes. 

Landsætning:

Kom, lad os findes. Jeg vil gå fra kirke og blive dygtig til at se, hvad andre finder i deres liv og glæde mig ved det. Jeg vil oversætte energien fra at slås til at findes, så at min fundethed bliver til min evne til at finde andre og blive fundet af dem...

2. Søndag efter Trinitatis, første række

Relationer, reaktioner, resultater og invitationer...

(15 Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!«) 16 Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. 17 Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! 18 Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19 En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20 Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. 22 Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. 23 Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. 24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

Den nære kontekst

Den nære kontekst er væsentlig til forståelse af nærværende lignelse. Omkring lignelsen handler det om at ydmyge sig ved gæstebud, at tilsidesætte protokollen og invitere socialt svage samt at kendte relationer er værd at annullere, hvis det gælder Guds rige.

Dette siger noget om, hvem vi skal være for hinanden og hvad riget koster og går ud på.

Dagens tekst handler om om spørgsmålet: hvorfor er jeg med til denne fest?

Det er nemlig ikke indlysende, at vi som europæiske nordboere er arvinger til en mellemøstlig religions tanker om opfyldelse.

Pointen er tydelig: Det folk, som havde forjættelsen hos sig, undskyldte sig, hvorved forjættelsen blev andres. Vi er altså set over de brede strøg med på et afbud, hvilket bliver hovedfortællingen i "Lukas II" (Apostlenes gerninger).

Gud og os - mig og medmennesket. To modeller:
I 

Jeg kan ikke

En v-prædiken (som vil anskueliggøre synden for at postulere nåden - i stedet for at anskueliggøre nåden for at vække kærligheden) kunne lave en dobbelt undskyldning: Ligesom Guds folk undskyldte sig og skulle noget andet (pløje, en ny kæreste, ha' noget i ovnen, eller hvad det var) således siger vi ækle syndere hele tiden nej til Guds invitation: at feste med de fattige. Herefter kan prædikenen nulstille den negative energi ved at invitere til nadver og gentage den sonende død på Golgata.

II
Wow jeg er til fest!

Fortælling
En pi-prædiken (som vil løfte med fortælleingen, føre gennem forvanlingen og landsætte til ny gerning) kunne tage udgangspunkt i de oplevelser af fest, som kommer bag på os. Det kan enten være dem, hvor man virkelig ikke gider (relationer er svære) og hvor man så pludselig får et brag af en oplevelse - eller dem, hvor noget, der ikke skulle være en fest, udviklede sig til det. Jeg så en gang billeder fra dem, der ikke skulle med til bryllupsfesten, men kun skulle med til receptionen: De tømte alle slatterne og fortsatte i byen til den lyse morgen. Det var de inviterede, der kom tidligst i seng. 

Forvandling:
Oplevelsen af pludselig at være til fest uden at man var klar over det, kan føre til en besindelse på, at vi er med på et afbud. Et råb om befrielse fra Mesopotamien er blevet til en fest i Skandinavien. Det er noget af en bytur. Jeg er lige nu til fest hos Gud. Det er en kunst at mærke denne glædelige, ukomplicerede relation. Det kræver at jeg dygtigt henter alle erfaringer af fest ind - og at undskyldningernes land fortbar sig i tågerne.

Landsætning
Når jeg går fra kirke, er jeg stadig til fest. Musikken er omkring mig. Måske er jeg heldig at blive ledt hen til en, som er med på et afbud eller en, som aldrig ellers bliver inviteret. Måske er der en, der crasher min generthed og ser mig som et elsket menneske...

.

1. Søndag efter Trinitatis, første række

Hvis jeg var en slatten lutheraner...

19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. 20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, 21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. 22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. 24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. 25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. 26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. 27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, 28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. 29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. 30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. 31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Kirkeårets fester er forbi. Hvis man har messehageler, er det arbejdstøjet, der skal på: Grøn. Vi skal tage fat. Korsets tværgående bjælke skal styrkes. Gud har ved tre store fester + Trinitatis etableret en lodret forbindelse af kærlighed og tak. Nu skal den oversættes til tværgående: Næstekærlighed.

Hvis jeg var en slatten lutheraner, ville jeg holde en prædiken om, at vores velstand er et vilkår og at Jesu død tilgiver os for vores fortsatte og dermed velsignede og uforandrede forhold til de fattige. Men jeg er ikke en slatten lutheraner og jeg vil bruge lignelsen til at tænke det evige liv som en gave, som skal omsættes til mad og vand lige nu.

Frihed til at tænker mange slags evigt liv

Jeg elsker "salonkommunisten" Lukas. Jeg elsker hans på een gang leflen for de rige med snobberi som historieskrivning, fortællekunst, LXX imitationer, adressen til Theofilus og samtidig den vedvarende insisteren på, at fattigdom er en blivende opgave for en kristen kirke.

Der tales så meget meget om kirkelukninger, kirkefremmede, tab af salmesangstradition osv. Jesus har så vidt jeg ved aldrig bedt nogen om hænge en malmklokke op i et tegltårn, at bygge orgeler, at ansætte organister og præster, at sidde på bænke og synge salmer. Men de fattige har har vi. Kirken består af budskab og opgave. Resten er stads. 

Ud over Lukas' stil og indignation, elsker jeg fortællingen. Navnlig denne fortælling, fordi den giver en alternativ efterlivsfiktion. Her er det ikke himmel og helvede, men eet dødsrige med to afdelinger. En for dem, der har haft det godt - og en for dem, der havde det til gode.

Jeg hæfter mig ved, at Lukas, som kender andre saligheds- og efterlivsscenarier, kan lade denne fortælling finde plads.

Det er en åbenhed, jeg vil lade mig inspirere af. Det evige liv, livet efter døden kan ikke låses til een model. Det er hele tiden i gang med at blive bygget af kærlige tanker.

Abrahams skød

Jeg elsker at sidde på skødet, men jeg er blevet for stor til det. Måske er saligheden at sidde på skødet af pagten: Det vil sige på det, der var meningen hele tiden, den oprindelige kærlighed og trofasthed.

Skød kan også være underliv. Altså der, hvor man avler fra. På den måde kan det være at Lazarus går i sin mor igen i hankøn. Måske bliver han en sædcelle, der svømmer der, hvor man har det bedst. Jeg giver mig selv lov til at tænke det evige liv som det bedste af alt. Lys og frihed og relationer med noget andet end konsekvenser, noget ukendt.

(konsekvens er en tidsfølge, der kan kan køre een vej; evighed er noget andet end tid, derfor tænker jeg evighed som konsekvens ophøjet til noget reversibelt eller "multiversibelt". Tilgivelse er et tegn på reversibel konsekvens).

Lukas II og kærligheden

Når så jeg læser "Lukas II" (også kendt som apostlenes gerninger) bliver jeg klar over, at jeg som troende kristen er med i en kirke, der har lov at læse Lazaruslignelsen bagfra:

En er opstået fra de døde. Han har placeret mig i Abrahams skød. Her lever jeg fuld af kærlighed og herfra skydes jeg tilbage til verden, hvor jeg giver de fattige mad og fest.

Bli'r det så til noget?

Ja, inden næste års Trinitatis, har jeg giver mad til i hvert fald en håndfuld Lazarusser og givet dem fest. Hvis ikke, må jeg tilbage og smage på den fest, som etablerede forbindelsen af kærlighed fra himlen til mig. Mærke den og begynde igen....

Trinitatis søndag, første række

Fuck, hvor skal jeg i bad...

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. 2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« 3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« 4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« 5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. 7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
9 Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« 10 Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? 11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. 12 Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? 13 Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, 15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Johs 3,1-15

Kontekst og lidt sprogligt.

Bemærk, at "Født på ny" også kan oversættes: Født ovenfra. Sidstnævnte mulighed lægger sig op af min forståelse af metanoia (at være koblet op på noget mentalt i stedet for omvendelse) og min forståelse af Evighed som noget man kan hænge sammen med (Olam).

Den nære kontekst til dagens tekst er den begrundende: "Thi således elskede Gud verden... " (2. pinsedag).  Det er gavnligt at tænke disse sammen, idet Nikodemus' mørke kommer til at hænge sammen med de mørke "de elskede" og slangens ophøjelse kommer til at hænge sammen med "gav" eller "overgav".

Tømmermanden:

Der er ingen tvivl om, at man kan lave en meget lang og fin teologisk prædiken om Nikodemus og Jesus. Til Trinitatis søndag kan det også være spændende at fortælle, hvordan fader, søn og ånd næsten er klar til en egentlig trinitetsteologi i johannesevangeliet. Man kan også glæde sig over, at Ånden er det dynamiske princip (vinden) som sikrer, at kristendom aldrig bliver fundamentalisme.

Når det er sagt, vil jeg prøve at oversætte Nikodemusdialogen (som er en mærkelig dialog, fordi den begynder med et svar på et spørgsmål, som ikke er stillet osv) til et genkendeligt scenarie: Hvor glad man er for mørke, når man har tømmermænd!

"Jeg vågner ved at en lyskile hamrer ind i mine øjne og bliver til et lydløst negle-mod-tavle bagest i mine øjne. Det er langt op ad formiddagen og lyset tegnes af en lille sprække mellem mine gardiner. Jeg vender mig om, Jeg hader lyset nu. Det smertefulde lys har sat sig fast i min nethinde og aftenens mange lys begynder at vende tilbage. Discokuglens glimt i de mange og alt for forskellige glas jeg har fået. Blandede jeg champagne og små grå? yrf. jeg skal kaste op. Endnu er lys i hukommelsen: Et glimt. Lys op vor synd som lyn. Det var en blitz! Jo, jeg blev fotograferet. Hvad var det jeg havde på hovedet, mens jeg dansede til Sussi og Leo? Jeg kan ikke huske det, men det ligger ude på facebook nu. Jeg hader mig selv og jeg hader lyset.

Jeg står på benene. Måske skal jeg tale i den store hvide telefon, måske ikke. Det vil være skidt men gøre godt. Jeg ser mig i spejlet: Jeg ligner noget, der er løgn.

Jeg ligner løgn og jeg elsker mørke. Hvordan bliver jeg et menneske igen? 

Kort efter står jeg under bruseren. Bare lyden af det klaskende vand giver mig hukommelsen tilbage. Det er muligt at vende tilbage til livet. Jeg bliver omgivet af vand. Lunt vand. Nænsomt vand. Den hårde stråle masserer min hovedbund, løber på mit ansigt og mit bryst.

Jeg bliver født på ny. Smerten er ikke væk, men den mister sin magt. Jeg må vist hellere ringe og spørge om jeg skal komme over og hjælpe med at rydde op efter festen... og få hjælp til at rydde op i mit liv.

Jeg er blæst og har brug for andre mennesker. Det er Ånd.

Treenighed og dåb - korsets tegn

For mig er Trinitatis Søndag en festdag, afslutningen på kirkeårets festdel. Jeg kunne derfor ønske mig en prædikentekst, som var mere lys og mindre finurlig end nikodemushistorien.

Men med udgangspunkt i nat-samtalen, mener jeg godt, man kan lave en opsummering af kirkeåret fuld af liv og tak.

Faderens kærlighed (jul). Jeg er skabt: født første gang

Sønnens gerning: Han har forløst mig ved at blive givet og ophøjet (født anden gang)

Ånden gør denne historie levende inden i mig og blæser mig i armene på mit medmenneske og blæser liv i mit forhold til medmennesket.

korsets lnier tegnet af livets gave: Ovenfra og ned. Tak for liv og forløsning: Nedefra og op. Blæsten hen og hen: Den vandrette....