4.søndag efter Trinitatis, første række

Syn og relation, Lk 6,36-42

36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

39 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.

41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? 42 Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.

Kontekst:

Vi befinder os midt i den såkaldte sletteprædiken, som er Lukasevangeliets pendant til Mattæus' bjergprædiken. Det kan give indhold til en prædiken, at den ene evangelist siger, at Jesus taler på et bjerg, mens den anden udførligt anfører et ikke-bjerg, hvis bjerget forstås som lovstedet.

Inden vores perikope handler det om fjendekærlighed og om at yde uden modydelse - og umiddelbart efter perikopen kommer det gode træ og dets frugter samt huset på klippegrund. Der er et crescendo i retning af dom.

"Fordøm...".

Den græske verbum καταδικάζετε, som er oversat til "fordøm", ser jeg som indeholdende kata (ned) og dik- (noget med retfærdighed, hæderlighed). Jeg læser verbet som en talehandling, der hiver et andet menneskes værdighed / ry / social habilitet ned. Når værdigheden er trukket ned, kan den bedømmes af en lav dommer (hyppokritæs, engelsk: hypocrite, da: hykler).

Se:

1 Der er det, jeg selv kan se og som andre også kan se.
2 Der er det, som jeg selv kan se, som andre ikke kan se.
3 Der er det, de andre kan se, som jeg ikke selv kan se.
4 Der er det, som jeg ikke selv kan se og som andre heller ikke kan se.

Dagens evangelium handler om, hvilken rolle man hhv. tager og får i kommunikationen om nr 2 og 3. Hvis man læser hele sletteprædikenen, vil der være kraft til at oversætte interaktionen i 2 og 3 til noget, der svarer til 1 og 4.

1'eren er en relation uden udfordringer. 4'eren er så udfordrende, at den er Guds område. 4'eren synes at henligge helt i mørke, men er dog den, der giver lys til de tre andre: Vi skal være overfor hinanden, som om det, vi tror, vi ser, er lige så guddommeligt, som det, ingen ser.

Det interne dømmeri og kiggen på hinanden er hevet ud og hedder nu: Dommen (Menneskesønnen 6,22 ødelæggelsen 6,49) og ligger derfor et andet sted, hvilket gør parterne menneske/menneske til een part i menneske/gud-forholdet.

Far/Barmhjertig

Den store forvandling i teksten ligger i den første sætning: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.

Vi glemmer tit, at det er Israels Gud, som af Jesus får disse prædikater overfor mennesker, for hvem lykken kan beskrives som et topfyldt mål (mad).

En Pi-prædikens forvandlingsdel kunne sagtens udfoldes ved at beskrive en vred og straffende Gud, der styrer gennem konger og profeter, og som forvandles til de fattiges kærlige far. 

Forvandlingen kan overføres til et parallelt personligt plan ved at forandre mig selv fra vred og straffende til barmhjertig - og til seende.

Den, der taler, hænger selv på bjælken, hvilket i evighed forandrer Guds rolle og tager dommen bort...

 

3. Søndag efter Trinitatis, første række

Når jeg findes, er jeg ikke alene. Eksistere, må jeg klare selv...

15,1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse: 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, 6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. 7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Lk 15,1-10

Kontekst: trip, trap - og en manglende træsko.

Teksten udgøres af to ud af tre findelignelser, som kulminerer med den lignelse, som fejlagtigt har fået navnet Den fortabte Søn, hvilket er et navn lavet af nogen, der har ligeså ondt i røven som dem, lignelsen var rettet imod.  Denne lignelse har i fortælledelen en hovedperson, sønnen, som meget vel kan forstås som Kristus - derfor er det uheldigt, når de ikke læses sammen: Hyrden, kvinden og sønnen. I de første to lignelser, som altså er dagens tekst, er findegenstanden passiv, hvilket gør omvendelsen uforståelig, som akt.

Kirke-noi'eren

Jeg gentager gerne, at "omvendelse" bør transkiberes fra græsk, således at vi får udtrykket metanoia. Det er lettere at forstå end "omvendelse". De fleste kender para-noia og vil kunne forstå, at meta-noia er, når sindet er koblet til det øvre. "Jeg får noi'eren," kunne blive til kirkenoi'eren, som er noget godt. 

Mønter på tøjet

Jeg forestiller mig, at kvinden har haft mønterne hængende som pynt i kanten af sit tørklæde, således at ansigtet har været omkranset af skinnende mønter - og at det er en af disse mønter, der er røget af. Det er træls, og alle har vidst det og har vidst, at hun gik og ledte efter den og har måttet gennemgå alt strøelset i gulvet. Jubelråbet tænker jeg som dette syngende trillefløjtehyl, som tiltrækker alle med glæde.

Jeg har mistet mig selv - eller noget af det

I dag kunne man forestille sig, at en person går rundt, mens alle ved at personen arbejder med sig selv, fordi der er noget, der ikke er på plads. Der mangler en stump, eller der er en relation, som er blokkeret eller et traume, der skal forliges eller have sin plads. Pludselig er det fundet og genkendt, og alle er velkomne til at dele glæden.

Findes

Vi bruger udtrykket "findes" om det, der er. Det er værd at lytte til verbet i dette udtryk. For at det findes, må der være nogen til at finde det. Derfor, når jeg findes, er jeg ikke alene. En gidseltagers vigtigste bedrift er at fratage sin fange troen på, at nogen vil finde fangen. Fangens mentale sundhed beror på fangens evne til at fastholde, at der foregår en proces derude - at viljen til at finde er intakt. Findes kan jeg ikke alene, det er en relation. Dette "ikke-alene" er "meta-noia" - jeg er koblet op.. Eksistere gør jeg alene. 

Slås

Findes og slås er begge passiver af hhv. finde og slå. Det ene har dog en interaktion i sig: Slås. Det gør vi indbyrdes. Jeg elsker at slås, kappes, i politik, fægtining: Når klingerne hvisker stållyd, ved jeg, hvor jeg skal sætte min fod næste gang. Tænk, hvis man kunne hente energien og interaktionen i slås og oversætte den til findes. 

Så kunne man sige: Kom, lad os findes!

Så ville korset være tegnet lodret: Vi er koblet op, metanoia, findes, glæde i himlen. Vandret: Vi finder hinanden. 

Disposition:

Fortælling: 

En kvinde har hængt sin medgift i kanten af sit tørklæde. Mønterne glimter og oplyser skiftevis hendes øjne og smilehuller i genskinnet. Jeg har omhængt mit ansigt med en identitet, men der mangler en stump, og det ved alle. Kvinden har tabt en af mønterne. Hun fejer og gennemgår alt lergulvets strøelse. Jeg roder i kit liv for at finde det, der mangler.

Forvandling: 

Vi finder det. Vi vil gerne fortælle det. Vi findes. Fordi jeg kender glæden ved at finde det, der var væk, kender jeg en himmelsk glæde ved at jeg findes og bliver fundet. Historien om dette fund af mig, handler om finde-manden (trin III), der ikke fandt sig i at blive i svineriet: Jesus (svinesønnen, der gik til sin far og blev modtaget på trods af den sure storebror, den gamle pagt). Tænk, hvis Gud er så stor, at jeg ved siden af ham intet er. Så er det hele mig, der skal findes. 

Landsætning:

Kom, lad os findes. Jeg vil gå fra kirke og blive dygtig til at se, hvad andre finder i deres liv og glæde mig ved det. Jeg vil oversætte energien fra at slås til at findes, så at min fundethed bliver til min evne til at finde andre og blive fundet af dem...

2. Søndag efter Trinitatis, første række

Relationer, reaktioner, resultater og invitationer...

(15 Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!«) 16 Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. 17 Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! 18 Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19 En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20 Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. 22 Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. 23 Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. 24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

Den nære kontekst

Den nære kontekst er væsentlig til forståelse af nærværende lignelse. Omkring lignelsen handler det om at ydmyge sig ved gæstebud, at tilsidesætte protokollen og invitere socialt svage samt at kendte relationer er værd at annullere, hvis det gælder Guds rige.

Dette siger noget om, hvem vi skal være for hinanden og hvad riget koster og går ud på.

Dagens tekst handler om om spørgsmålet: hvorfor er jeg med til denne fest?

Det er nemlig ikke indlysende, at vi som europæiske nordboere er arvinger til en mellemøstlig religions tanker om opfyldelse.

Pointen er tydelig: Det folk, som havde forjættelsen hos sig, undskyldte sig, hvorved forjættelsen blev andres. Vi er altså set over de brede strøg med på et afbud, hvilket bliver hovedfortællingen i "Lukas II" (Apostlenes gerninger).

Gud og os - mig og medmennesket. To modeller:
I 

Jeg kan ikke

En v-prædiken (som vil anskueliggøre synden for at postulere nåden - i stedet for at anskueliggøre nåden for at vække kærligheden) kunne lave en dobbelt undskyldning: Ligesom Guds folk undskyldte sig og skulle noget andet (pløje, en ny kæreste, ha' noget i ovnen, eller hvad det var) således siger vi ækle syndere hele tiden nej til Guds invitation: at feste med de fattige. Herefter kan prædikenen nulstille den negative energi ved at invitere til nadver og gentage den sonende død på Golgata.

II
Wow jeg er til fest!

Fortælling
En pi-prædiken (som vil løfte med fortælleingen, føre gennem forvanlingen og landsætte til ny gerning) kunne tage udgangspunkt i de oplevelser af fest, som kommer bag på os. Det kan enten være dem, hvor man virkelig ikke gider (relationer er svære) og hvor man så pludselig får et brag af en oplevelse - eller dem, hvor noget, der ikke skulle være en fest, udviklede sig til det. Jeg så en gang billeder fra dem, der ikke skulle med til bryllupsfesten, men kun skulle med til receptionen: De tømte alle slatterne og fortsatte i byen til den lyse morgen. Det var de inviterede, der kom tidligst i seng. 

Forvandling:
Oplevelsen af pludselig at være til fest uden at man var klar over det, kan føre til en besindelse på, at vi er med på et afbud. Et råb om befrielse fra Mesopotamien er blevet til en fest i Skandinavien. Det er noget af en bytur. Jeg er lige nu til fest hos Gud. Det er en kunst at mærke denne glædelige, ukomplicerede relation. Det kræver at jeg dygtigt henter alle erfaringer af fest ind - og at undskyldningernes land fortbar sig i tågerne.

Landsætning
Når jeg går fra kirke, er jeg stadig til fest. Musikken er omkring mig. Måske er jeg heldig at blive ledt hen til en, som er med på et afbud eller en, som aldrig ellers bliver inviteret. Måske er der en, der crasher min generthed og ser mig som et elsket menneske...

.

1. Søndag efter Trinitatis, første række

Hvis jeg var en slatten lutheraner...

19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. 20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, 21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. 22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. 24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. 25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. 26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. 27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, 28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. 29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. 30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. 31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Kirkeårets fester er forbi. Hvis man har messehageler, er det arbejdstøjet, der skal på: Grøn. Vi skal tage fat. Korsets tværgående bjælke skal styrkes. Gud har ved tre store fester + Trinitatis etableret en lodret forbindelse af kærlighed og tak. Nu skal den oversættes til tværgående: Næstekærlighed.

Hvis jeg var en slatten lutheraner, ville jeg holde en prædiken om, at vores velstand er et vilkår og at Jesu død tilgiver os for vores fortsatte og dermed velsignede og uforandrede forhold til de fattige. Men jeg er ikke en slatten lutheraner og jeg vil bruge lignelsen til at tænke det evige liv som en gave, som skal omsættes til mad og vand lige nu.

Frihed til at tænker mange slags evigt liv

Jeg elsker "salonkommunisten" Lukas. Jeg elsker hans på een gang leflen for de rige med snobberi som historieskrivning, fortællekunst, LXX imitationer, adressen til Theofilus og samtidig den vedvarende insisteren på, at fattigdom er en blivende opgave for en kristen kirke.

Der tales så meget meget om kirkelukninger, kirkefremmede, tab af salmesangstradition osv. Jesus har så vidt jeg ved aldrig bedt nogen om hænge en malmklokke op i et tegltårn, at bygge orgeler, at ansætte organister og præster, at sidde på bænke og synge salmer. Men de fattige har har vi. Kirken består af budskab og opgave. Resten er stads. 

Ud over Lukas' stil og indignation, elsker jeg fortællingen. Navnlig denne fortælling, fordi den giver en alternativ efterlivsfiktion. Her er det ikke himmel og helvede, men eet dødsrige med to afdelinger. En for dem, der har haft det godt - og en for dem, der havde det til gode.

Jeg hæfter mig ved, at Lukas, som kender andre saligheds- og efterlivsscenarier, kan lade denne fortælling finde plads.

Det er en åbenhed, jeg vil lade mig inspirere af. Det evige liv, livet efter døden kan ikke låses til een model. Det er hele tiden i gang med at blive bygget af kærlige tanker.

Abrahams skød

Jeg elsker at sidde på skødet, men jeg er blevet for stor til det. Måske er saligheden at sidde på skødet af pagten: Det vil sige på det, der var meningen hele tiden, den oprindelige kærlighed og trofasthed.

Skød kan også være underliv. Altså der, hvor man avler fra. På den måde kan det være at Lazarus går i sin mor igen i hankøn. Måske bliver han en sædcelle, der svømmer der, hvor man har det bedst. Jeg giver mig selv lov til at tænke det evige liv som det bedste af alt. Lys og frihed og relationer med noget andet end konsekvenser, noget ukendt.

(konsekvens er en tidsfølge, der kan kan køre een vej; evighed er noget andet end tid, derfor tænker jeg evighed som konsekvens ophøjet til noget reversibelt eller "multiversibelt". Tilgivelse er et tegn på reversibel konsekvens).

Lukas II og kærligheden

Når så jeg læser "Lukas II" (også kendt som apostlenes gerninger) bliver jeg klar over, at jeg som troende kristen er med i en kirke, der har lov at læse Lazaruslignelsen bagfra:

En er opstået fra de døde. Han har placeret mig i Abrahams skød. Her lever jeg fuld af kærlighed og herfra skydes jeg tilbage til verden, hvor jeg giver de fattige mad og fest.

Bli'r det så til noget?

Ja, inden næste års Trinitatis, har jeg giver mad til i hvert fald en håndfuld Lazarusser og givet dem fest. Hvis ikke, må jeg tilbage og smage på den fest, som etablerede forbindelsen af kærlighed fra himlen til mig. Mærke den og begynde igen....

Trinitatis søndag, første række

Fuck, hvor skal jeg i bad...

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. 2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« 3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« 4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« 5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. 6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. 7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
9 Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« 10 Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? 11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. 12 Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? 13 Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, 15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Johs 3,1-15

Kontekst og lidt sprogligt.

Bemærk, at "Født på ny" også kan oversættes: Født ovenfra. Sidstnævnte mulighed lægger sig op af min forståelse af metanoia (at være koblet op på noget mentalt i stedet for omvendelse) og min forståelse af Evighed som noget man kan hænge sammen med (Olam).

Den nære kontekst til dagens tekst er den begrundende: "Thi således elskede Gud verden... " (2. pinsedag).  Det er gavnligt at tænke disse sammen, idet Nikodemus' mørke kommer til at hænge sammen med de mørke "de elskede" og slangens ophøjelse kommer til at hænge sammen med "gav" eller "overgav".

Tømmermanden:

Der er ingen tvivl om, at man kan lave en meget lang og fin teologisk prædiken om Nikodemus og Jesus. Til Trinitatis søndag kan det også være spændende at fortælle, hvordan fader, søn og ånd næsten er klar til en egentlig trinitetsteologi i johannesevangeliet. Man kan også glæde sig over, at Ånden er det dynamiske princip (vinden) som sikrer, at kristendom aldrig bliver fundamentalisme.

Når det er sagt, vil jeg prøve at oversætte Nikodemusdialogen (som er en mærkelig dialog, fordi den begynder med et svar på et spørgsmål, som ikke er stillet osv) til et genkendeligt scenarie: Hvor glad man er for mørke, når man har tømmermænd!

"Jeg vågner ved at en lyskile hamrer ind i mine øjne og bliver til et lydløst negle-mod-tavle bagest i mine øjne. Det er langt op ad formiddagen og lyset tegnes af en lille sprække mellem mine gardiner. Jeg vender mig om, Jeg hader lyset nu. Det smertefulde lys har sat sig fast i min nethinde og aftenens mange lys begynder at vende tilbage. Discokuglens glimt i de mange og alt for forskellige glas jeg har fået. Blandede jeg champagne og små grå? yrf. jeg skal kaste op. Endnu er lys i hukommelsen: Et glimt. Lys op vor synd som lyn. Det var en blitz! Jo, jeg blev fotograferet. Hvad var det jeg havde på hovedet, mens jeg dansede til Sussi og Leo? Jeg kan ikke huske det, men det ligger ude på facebook nu. Jeg hader mig selv og jeg hader lyset.

Jeg står på benene. Måske skal jeg tale i den store hvide telefon, måske ikke. Det vil være skidt men gøre godt. Jeg ser mig i spejlet: Jeg ligner noget, der er løgn.

Jeg ligner løgn og jeg elsker mørke. Hvordan bliver jeg et menneske igen? 

Kort efter står jeg under bruseren. Bare lyden af det klaskende vand giver mig hukommelsen tilbage. Det er muligt at vende tilbage til livet. Jeg bliver omgivet af vand. Lunt vand. Nænsomt vand. Den hårde stråle masserer min hovedbund, løber på mit ansigt og mit bryst.

Jeg bliver født på ny. Smerten er ikke væk, men den mister sin magt. Jeg må vist hellere ringe og spørge om jeg skal komme over og hjælpe med at rydde op efter festen... og få hjælp til at rydde op i mit liv.

Jeg er blæst og har brug for andre mennesker. Det er Ånd.

Treenighed og dåb - korsets tegn

For mig er Trinitatis Søndag en festdag, afslutningen på kirkeårets festdel. Jeg kunne derfor ønske mig en prædikentekst, som var mere lys og mindre finurlig end nikodemushistorien.

Men med udgangspunkt i nat-samtalen, mener jeg godt, man kan lave en opsummering af kirkeåret fuld af liv og tak.

Faderens kærlighed (jul). Jeg er skabt: født første gang

Sønnens gerning: Han har forløst mig ved at blive givet og ophøjet (født anden gang)

Ånden gør denne historie levende inden i mig og blæser mig i armene på mit medmenneske og blæser liv i mit forhold til medmennesket.

korsets lnier tegnet af livets gave: Ovenfra og ned. Tak for liv og forløsning: Nedefra og op. Blæsten hen og hen: Den vandrette....

2. Pinsedag, første række

Kap 3 v16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 17 For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. 18 Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. 19 Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. 20 For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. 21 Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.
Johs 3,16-21

Lys og kærlighed:

Når foråret og sommeren og solskinnet kommer, begynder jeg at gøre lys-ting, som gør mig klogere på johannesevangeliet.

Folk bliver kåde og glade i det første lys og jeg er en af dem.

Jeg cykler mig en tur og lader solen varme mine kinder.

Jeg smiler til folk og de smiler tilbage. Vi kender ikke hinanden, men vi er glade sammen over at lyset er kommet tilbage.

Jeg tør godt smile til dem, hvilket ellers ville være en pinlig indladenhed. Jeg tør godt komme frem i lyset som en, der bare er glad for at cykle forbi nogle andre mennesker i solskin.

Mørket er væk og vi bliver bundet sammen af det nye lys.

Jeg elsker de mennesker, jeg cykler forbi, bare fordi vi er i det samme lys.

Jeg er ikke bange for at blive afsløret som en smilende tosse.


 Jeg har været sur hele vinteren, men jeg tør godt stille mig ud i lyset alligevel.

Verden:

Hvis man vil holde en ordentlig v-prædiken, er det godt at huske på, hvad "verden" betyder i johannesevangeliet.

Verden er ikke bare menneskenes sted, skabt af Gud. Nej, verden er negativ: Den er stedet, hvor onde mekanismer råder og hvor kontakten til Gud er gået tabt. Mørket hersker her. Vi er en del af disse mekanismer og vi er så afhængige af dem, at vi helst ikke vil ud i lyset og blive afsløret. Denne onde verden elsker Gud! Så meget, at han giver sin søn, overgiver ham, osv...

Men hvis man vil holde en pi-prædiken vil det være på sin plads at lade vores kendskab til lys være den læsefærdighed, der gør at vi kan tyde invitationen til at komme ind i et meget stort lys.

I Johannesevangeliet bliver det, vi kender sat til at runge, det får en klangoverbygning, så det vi kender, bliver kendt i en større dimension og oversat til samvær med Gud - og samvær med mennesker:

Lys er ikke bare lys. Sandt er ikke bare sandt, brød er ikke bare brød. Det er koder til kontakt med væren i ren form.

Disposition:

Fortælling:
Jeg kender lyset og jeg genkender, at jeg elsker andre mennesker spontant, når vi er i det samme lys.

Forvandling:
Jeg får en invitation af Gud: Læs med lys, at det lys du kender er større end du kan fatte: Overgiv dig til lyset ved at tro på at Gud har foretaget en overgivelse. Mørket kan stadig få fat i dig, men dets magt er brudt og du er med i denne bevægelse.

Landsætning:
Elsk nu i lys. Brug erfaringen af lys og brug øvelsen at tro til at tænke det mørke væk, som har mistet sin magt. Det mørke, der nogle gange sænker sig over mennesker og mellem mennesker kan tænkes væk og skubbes ud. Så lyset vinder: Med venner i lys vi tale.

Med venner i lys vi tale:
PS: et billede:
Et menneske lægger sig til at sove i ensomhed, i ked af det hed. Lyset bliver slukket. Mobilen bliver sat til kl 0630, alarm til. Der er mørkt. Så lyser telefonen: Et menneske vil noget: skal vi ses...?

Pinsedag

Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.

Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.

Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.

Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.

Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.

Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.

Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.

Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...

Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...