Salmer: 722, 12, 588 -- 673, 473, 6
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11
---
Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.
Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.
Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.
Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.
Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.
At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).
Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.
Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.
Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.
Disposition:
Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.
Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.
Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...
---
Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς
onsdag den 2. maj 2018
tirsdag den 24. april 2018
4. Søndag efter Påske, anden række
28 Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. 29 Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« 30 Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. 36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Tekst slut,Johs8,28-36
---
At menneskesønnen skal ophøjes og at verbet står i passiv fremtid med menneskesønnen som objekt er en spændende omvendthed, som ligger i tråd med op-og-ned snakken i den nære kontekst. Menneskesønnen skal typisk komme oppefra, men her er dette oppe-perspektiv udskudt til en fremtidig erkendelse. Menneskesønnen er en apokalyptisk dommer. Der er lagt op til en initieret, indre apokalypse.
Frihed er et begreb, der bruges så ofte, at det helt har mistet sin betydning. At knytte dette uløseligt til Sandheden, får fx de politiske friheder til at blegne. Sandhed knyttes andetsteds til Guds væren, som nås idet Sønnen og faderen er et og Sønnen nås gennem tro. Den virkelige frihed er ikke-synd og beskrives adverbielt ὄντως, altså i henhold til væren. Synd beskives som noget man gør, men også som et begreb. Det gjorte er bare synligt, at fangenskabet er.
Gad vide, hvordan alt sådan noget mærkes?
(Fortsættes)
28 εἶπεν οὖν [αὐτοῖς] ὁ Ἰησοῦς• ὅταν ὑψώσητε τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου, τότε γνώσεσθε ὅτι ἐγώ εἰμι, καὶ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ποιῶ οὐδέν, ἀλλὰ καθὼς ἐδίδαξέν με ὁ πατὴρ ταῦτα λαλῶ. 29 καὶ ὁ πέμψας με μετʼ ἐμοῦ ἐστιν• οὐκ ἀφῆκέν με μόνον, ὅτι ἐγὼ τὰ ἀρεστὰ αὐτῷ ποιῶ πάντοτε.
30 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος πολλοὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτόν. 31 ἔλεγεν οὖν ὁ Ἰησοῦς πρὸς τοὺς πεπιστευκότας αὐτῷ Ἰουδαίους• ἐὰν ὑμεῖς μείνητε ἐν τῷ λόγῳ τῷ ἐμῷ, ἀληθῶς μαθηταί μού ἐστε 32 καὶ γνώσεσθε τὴν ἀλήθειαν, καὶ ἡ ἀλήθεια ἐλευθερώσει ὑμᾶς. 33 ἀπεκρίθησαν πρὸς αὐτόν• σπέρμα Ἀβραάμ ἐσμεν καὶ οὐδενὶ δεδουλεύκαμεν πώποτε• πῶς σὺ λέγεις ὅτι ἐλεύθεροι γενήσεσθε; 34 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πᾶς ὁ ποιῶν τὴν ἁμαρτίαν δοῦλός ἐστιν τῆς ἁμαρτίας. 35 ὁ δὲ δοῦλος οὐ μένει ἐν τῇ οἰκίᾳ εἰς τὸν αἰῶνα, ὁ υἱὸς μένει εἰς τὸν αἰῶνα. 36 ἐὰν οὖν ὁ υἱὸς ὑμᾶς ἐλευθερώσῃ, ὄντως ἐλεύθεροι ἔσεσθε
31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. 36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Tekst slut,Johs8,28-36
---
At menneskesønnen skal ophøjes og at verbet står i passiv fremtid med menneskesønnen som objekt er en spændende omvendthed, som ligger i tråd med op-og-ned snakken i den nære kontekst. Menneskesønnen skal typisk komme oppefra, men her er dette oppe-perspektiv udskudt til en fremtidig erkendelse. Menneskesønnen er en apokalyptisk dommer. Der er lagt op til en initieret, indre apokalypse.
Frihed er et begreb, der bruges så ofte, at det helt har mistet sin betydning. At knytte dette uløseligt til Sandheden, får fx de politiske friheder til at blegne. Sandhed knyttes andetsteds til Guds væren, som nås idet Sønnen og faderen er et og Sønnen nås gennem tro. Den virkelige frihed er ikke-synd og beskrives adverbielt ὄντως, altså i henhold til væren. Synd beskives som noget man gør, men også som et begreb. Det gjorte er bare synligt, at fangenskabet er.
Gad vide, hvordan alt sådan noget mærkes?
(Fortsættes)
28 εἶπεν οὖν [αὐτοῖς] ὁ Ἰησοῦς• ὅταν ὑψώσητε τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου, τότε γνώσεσθε ὅτι ἐγώ εἰμι, καὶ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ποιῶ οὐδέν, ἀλλὰ καθὼς ἐδίδαξέν με ὁ πατὴρ ταῦτα λαλῶ. 29 καὶ ὁ πέμψας με μετʼ ἐμοῦ ἐστιν• οὐκ ἀφῆκέν με μόνον, ὅτι ἐγὼ τὰ ἀρεστὰ αὐτῷ ποιῶ πάντοτε.
30 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος πολλοὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτόν. 31 ἔλεγεν οὖν ὁ Ἰησοῦς πρὸς τοὺς πεπιστευκότας αὐτῷ Ἰουδαίους• ἐὰν ὑμεῖς μείνητε ἐν τῷ λόγῳ τῷ ἐμῷ, ἀληθῶς μαθηταί μού ἐστε 32 καὶ γνώσεσθε τὴν ἀλήθειαν, καὶ ἡ ἀλήθεια ἐλευθερώσει ὑμᾶς. 33 ἀπεκρίθησαν πρὸς αὐτόν• σπέρμα Ἀβραάμ ἐσμεν καὶ οὐδενὶ δεδουλεύκαμεν πώποτε• πῶς σὺ λέγεις ὅτι ἐλεύθεροι γενήσεσθε; 34 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πᾶς ὁ ποιῶν τὴν ἁμαρτίαν δοῦλός ἐστιν τῆς ἁμαρτίας. 35 ὁ δὲ δοῦλος οὐ μένει ἐν τῇ οἰκίᾳ εἰς τὸν αἰῶνα, ὁ υἱὸς μένει εἰς τὸν αἰῶνα. 36 ἐὰν οὖν ὁ υἱὸς ὑμᾶς ἐλευθερώσῃ, ὄντως ἐλεύθεροι ἔσεσθε
Bededag
Undertiden var døren lukket, undertiden fik jeg en slange...
Teksten:
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. 8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. 9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, 10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? 11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!
12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. 14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
(Tekst slut, Matt 7,7-14)
7-9 er fuld af håb og nåde.
12 er fuld af fornuftig formaning
13-14 er truende eskatologisk - måske på baggrund af 12, men hvad tæller så 7-9?
Mattæusevangeliets pædagogik er truende med et godt sigte: nåde og kærlighed.
---
Talen er sandsynligvis holdt til mennesker, hvis strategiske udfordring har været: det næste måltid.
Til dem lyder, bed/gives, bank bank/åbne. Angiveligt til håb, virkeligt håb.
Disposition:
Fortælling:
Jeg er barn og banker på en dør. Bag døren venter legen, hvis de er hjemme. Eventyret. Jeg får ondt i knoerne og jeg tolker alle lyde som den rumsteren, der fører til at jeg bliver lukket ind og skal lege, trylle, kæmpe, forsvinde.
Forvandling.
Der er givet mig en dør. Døren. Bag den venter forvandlingen. Alle andre døre bliver forklaret bag den. Både de lukkede og de åbne. Dem, det var godt de var lukkede, dem, det var ulykkeligt, at de stod åbne. De slanger, jeg fik. Brødet og de gode åbne døre. Bag den dør skal jeg lege, tumle og more mig. Bag den dør hører jeg rumsteren: en fortælling om Gud, der deler vilkår med mig.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med ømme knoer. Med en barnlig fryd over det, der rumsterer i huset. Jeg vil være ham, der giver brød, jeg vil være ham, der giver håb, når nogen med ømme knoer lytter efter forjættende puslen
Teksten:
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. 8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. 9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, 10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? 11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!
12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. 14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
(Tekst slut, Matt 7,7-14)
7-9 er fuld af håb og nåde.
12 er fuld af fornuftig formaning
13-14 er truende eskatologisk - måske på baggrund af 12, men hvad tæller så 7-9?
Mattæusevangeliets pædagogik er truende med et godt sigte: nåde og kærlighed.
---
Talen er sandsynligvis holdt til mennesker, hvis strategiske udfordring har været: det næste måltid.
Til dem lyder, bed/gives, bank bank/åbne. Angiveligt til håb, virkeligt håb.
Disposition:
Fortælling:
Jeg er barn og banker på en dør. Bag døren venter legen, hvis de er hjemme. Eventyret. Jeg får ondt i knoerne og jeg tolker alle lyde som den rumsteren, der fører til at jeg bliver lukket ind og skal lege, trylle, kæmpe, forsvinde.
Forvandling.
Der er givet mig en dør. Døren. Bag den venter forvandlingen. Alle andre døre bliver forklaret bag den. Både de lukkede og de åbne. Dem, det var godt de var lukkede, dem, det var ulykkeligt, at de stod åbne. De slanger, jeg fik. Brødet og de gode åbne døre. Bag den dør skal jeg lege, tumle og more mig. Bag den dør hører jeg rumsteren: en fortælling om Gud, der deler vilkår med mig.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med ømme knoer. Med en barnlig fryd over det, der rumsterer i huset. Jeg vil være ham, der giver brød, jeg vil være ham, der giver håb, når nogen med ømme knoer lytter efter forjættende puslen
mandag den 16. april 2018
3. Søndag efter Påske, anden række
3. Søndag efter påske, anden række
Salmer: 379, 7, -- 376, 722
En forfærdende kakofoni af boligtilbud...
Teksten:
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! 2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? 3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« 5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« 6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. 7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« 9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? 10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. 11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. (Johannes 14,1-11 tekst slut)
-----
Moderniteten er skøn i sin rummelighed og dæmonisk i sin mangefacetterethed. Der er flere forvandlinger i dagens tekst. Forfærdelsen forsvinder og boligers mængde er et tegn på rummelighed. Vejen er også målet...
Jeg læser den tilstand, som skal forlades som "forfærdede hjerter". Jeg læser dette som en tilstand af ufred i mennesket. Mangel på indre hvile, fred til at fortsætte.
Den tilstand, som skal afløse dette, finder sted i to tempi. Det ene er den fred, der indfinder sig nu. Den anden er den fred, som den nuværende fred retter sig imod. Det vigtigste er det, der forbinder disse to.
Måske kommer indre ufred af frygten for at falde igennem. Frygten for at de andre skal opdage, at jeg ikke er sand, at jeg ikke er autentisk og rigtig, men bare som om.
Er de mange boliger et udtryk for, hvor mange forskellige, der er plads til hos Gud, eller bare et stort antal? Er mange godt eller virkelig skrækkeligt, ligesom modernitetens kakofoni af tilbud om identiteter, der skal overdøve frygten for at falde igennem, men vi bliver ens?
At blive afsløret er at falde igennem, men samtidig at få fred. For nu er der ikke mere at lade som om. At få indre fred er at være i kontakt og blive forvandlet af det sandt værende, det, der forbliver (μένων v 10).
Når jeg selv er urolig, kan jeg bruge denne tekst til at lære mig selv, at det ikke er mig, men noget uden for mig, der giver mig den fred, som vidner om, at jeg er evig (sand). Dette udenfor mig er Gud, som er kommet, værende i Sønnen og som samtidig er den proces, som fører mig til den fred, som allerede er i mig og som er lavet af den evighed, som er altings ophav og beståen.
Den fred, der er i mig er sand, fordi dens modsætning er ikke-væren. Det modsatte af sand er når noget ikke-værende udgiver sig for at være eller noget værende udgiver sig for ikke at være.
At falde igennem er at komme i kontakt med væren, sandhed. Måske falder man opad...
Eller:
"Jeg", "Er", "Vejen", "Sandheden" samt "Livet". Dvs Mig, Gud, retning/proces hvorfor/hvodan og "at vs intet"?
Hvis tiden er reversibel og Jesus har taget konsekvensen (følgen) og dermed rækkefølgen, så sætningen ikke er kausal, kan den læses i erfaringsperspektiver: jeg blev vejen, jeg var jo vejen, vejen bliver mig.
Μὴ ταρασσέσθω ὑμῶν ἡ καρδία• πιστεύετε εἰς τὸν θεὸν καὶ εἰς ἐμὲ πιστεύετε. 2 ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ πατρός μου μοναὶ πολλαί εἰσιν• εἰ δὲ μή, εἶπον ἂν ὑμῖν ὅτι πορεύομαι ἑτοιμάσαι τόπον ὑμῖν; 3 καὶ ἐὰν πορευθῶ καὶ ἑτοιμάσω τόπον ὑμῖν, πάλιν ἔρχομαι καὶ παραλήμψομαι ὑμᾶς πρὸς ἐμαυτόν, ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ καὶ ὑμεῖς ἦτε. 4 καὶ ὅπου [ἐγὼ] ὑπάγω οἴδατε τὴν ὁδόν.
5 Λέγει αὐτῷ Θωμᾶς• κύριε, οὐκ οἴδαμεν ποῦ ὑπάγεις• πῶς δυνάμεθα τὴν ὁδὸν εἰδέναι; 6 λέγει αὐτῷ [ὁ] Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ἡ ὁδὸς καὶ ἡ ἀλήθεια καὶ ἡ ζωή• οὐδεὶς ἔρχεται πρὸς τὸν πατέρα εἰ μὴ διʼ ἐμοῦ. 7 εἰ ἐγνώκατέ με, καὶ τὸν πατέρα μου γνώσεσθε. καὶ ἀπʼ ἄρτι γινώσκετε αὐτὸν καὶ ἑωράκατε αὐτόν.
8 Λέγει αὐτῷ Φίλιππος• κύριε, δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα, καὶ ἀρκεῖ ἡμῖν. 9 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• τοσούτῳ χρόνῳ μεθʼ ὑμῶν εἰμι καὶ οὐκ ἔγνωκάς με, Φίλιππε; ὁ ἑωρακὼς ἐμὲ ἑώρακεν τὸν πατέρα• πῶς σὺ λέγεις• δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα; 10 οὐ πιστεύεις ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί ἐστιν; τὰ ῥήματα ἃ ἐγὼ λέγω ὑμῖν ἀπʼ ἐμαυτοῦ οὐ λαλῶ, ὁ δὲ πατὴρ ἐν ἐμοὶ μένων ποιεῖ τὰ ἔργα αὐτοῦ. 11 πιστεύετέ μοι ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί• εἰ δὲ μή, διὰ τὰ ἔργα αὐτὰ πιστεύετε.
Salmer: 379, 7, -- 376, 722
En forfærdende kakofoni af boligtilbud...
Teksten:
Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! 2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? 3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« 5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« 6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. 7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« 9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? 10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. 11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. (Johannes 14,1-11 tekst slut)
-----
Moderniteten er skøn i sin rummelighed og dæmonisk i sin mangefacetterethed. Der er flere forvandlinger i dagens tekst. Forfærdelsen forsvinder og boligers mængde er et tegn på rummelighed. Vejen er også målet...
Jeg læser den tilstand, som skal forlades som "forfærdede hjerter". Jeg læser dette som en tilstand af ufred i mennesket. Mangel på indre hvile, fred til at fortsætte.
Den tilstand, som skal afløse dette, finder sted i to tempi. Det ene er den fred, der indfinder sig nu. Den anden er den fred, som den nuværende fred retter sig imod. Det vigtigste er det, der forbinder disse to.
Måske kommer indre ufred af frygten for at falde igennem. Frygten for at de andre skal opdage, at jeg ikke er sand, at jeg ikke er autentisk og rigtig, men bare som om.
Er de mange boliger et udtryk for, hvor mange forskellige, der er plads til hos Gud, eller bare et stort antal? Er mange godt eller virkelig skrækkeligt, ligesom modernitetens kakofoni af tilbud om identiteter, der skal overdøve frygten for at falde igennem, men vi bliver ens?
At blive afsløret er at falde igennem, men samtidig at få fred. For nu er der ikke mere at lade som om. At få indre fred er at være i kontakt og blive forvandlet af det sandt værende, det, der forbliver (μένων v 10).
Når jeg selv er urolig, kan jeg bruge denne tekst til at lære mig selv, at det ikke er mig, men noget uden for mig, der giver mig den fred, som vidner om, at jeg er evig (sand). Dette udenfor mig er Gud, som er kommet, værende i Sønnen og som samtidig er den proces, som fører mig til den fred, som allerede er i mig og som er lavet af den evighed, som er altings ophav og beståen.
Den fred, der er i mig er sand, fordi dens modsætning er ikke-væren. Det modsatte af sand er når noget ikke-værende udgiver sig for at være eller noget værende udgiver sig for ikke at være.
At falde igennem er at komme i kontakt med væren, sandhed. Måske falder man opad...
Eller:
"Jeg", "Er", "Vejen", "Sandheden" samt "Livet". Dvs Mig, Gud, retning/proces hvorfor/hvodan og "at vs intet"?
Hvis tiden er reversibel og Jesus har taget konsekvensen (følgen) og dermed rækkefølgen, så sætningen ikke er kausal, kan den læses i erfaringsperspektiver: jeg blev vejen, jeg var jo vejen, vejen bliver mig.
Μὴ ταρασσέσθω ὑμῶν ἡ καρδία• πιστεύετε εἰς τὸν θεὸν καὶ εἰς ἐμὲ πιστεύετε. 2 ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ πατρός μου μοναὶ πολλαί εἰσιν• εἰ δὲ μή, εἶπον ἂν ὑμῖν ὅτι πορεύομαι ἑτοιμάσαι τόπον ὑμῖν; 3 καὶ ἐὰν πορευθῶ καὶ ἑτοιμάσω τόπον ὑμῖν, πάλιν ἔρχομαι καὶ παραλήμψομαι ὑμᾶς πρὸς ἐμαυτόν, ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ καὶ ὑμεῖς ἦτε. 4 καὶ ὅπου [ἐγὼ] ὑπάγω οἴδατε τὴν ὁδόν.
5 Λέγει αὐτῷ Θωμᾶς• κύριε, οὐκ οἴδαμεν ποῦ ὑπάγεις• πῶς δυνάμεθα τὴν ὁδὸν εἰδέναι; 6 λέγει αὐτῷ [ὁ] Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ἡ ὁδὸς καὶ ἡ ἀλήθεια καὶ ἡ ζωή• οὐδεὶς ἔρχεται πρὸς τὸν πατέρα εἰ μὴ διʼ ἐμοῦ. 7 εἰ ἐγνώκατέ με, καὶ τὸν πατέρα μου γνώσεσθε. καὶ ἀπʼ ἄρτι γινώσκετε αὐτὸν καὶ ἑωράκατε αὐτόν.
8 Λέγει αὐτῷ Φίλιππος• κύριε, δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα, καὶ ἀρκεῖ ἡμῖν. 9 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• τοσούτῳ χρόνῳ μεθʼ ὑμῶν εἰμι καὶ οὐκ ἔγνωκάς με, Φίλιππε; ὁ ἑωρακὼς ἐμὲ ἑώρακεν τὸν πατέρα• πῶς σὺ λέγεις• δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα; 10 οὐ πιστεύεις ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί ἐστιν; τὰ ῥήματα ἃ ἐγὼ λέγω ὑμῖν ἀπʼ ἐμαυτοῦ οὐ λαλῶ, ὁ δὲ πατὴρ ἐν ἐμοὶ μένων ποιεῖ τὰ ἔργα αὐτοῦ. 11 πιστεύετέ μοι ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί• εἰ δὲ μή, διὰ τὰ ἔργα αὐτὰ πιστεύετε.
søndag den 8. april 2018
2. Søndag efter påske, anden række
Salmer: 403, 242 -- 662, 236, 234
'Mobbe' kommer af "the mob", hoben.
Teksten:
22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, 23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. 24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« 25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. 26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. 27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. 29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. 30 Jeg og Faderen er ét.« (31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.) johannes 10,22-30(31) tekst slut
----
Kontekst: det er ikke helt tydeligt, hvorvidt v 31 er begyndelsen på en ny perikope eller resultatet af 22-30. Noget kunne tyde på, at v31 er en ny situation en nyt sted, men det hænger sammen og anklagen om blasfemi er gennemgående.
Inden vi hører om, at jøderne slår ring om ham, gives et par stedsangivelser, som rummer koder til forståelse af perikopen. Templet nævnes ikke specifikt i grundteksten, men ἐγκαίνια må forstås som omhandlende templet. Byen og templet har altså en fest, som handler om fornyelse. Byen og templet er forbindelsessted til Gud. "Ny forbindelse" er en kode. At det er vinter hentyder til det vejr som gør det plausibelt at opholde sig i søjlegangen (regn?). "Salomon" er navnet på den vise og på det legitime tempel, den lykkelige forbindelse til Gud. Det er netop visdom, Jesus leverer som uimodsigeligt svar til "the mob". Denne visdom handler om en ny og eksklusiv forbindelse til Gud.
"Hvor længe vil du holde os hen?" Er en mild oversættelse. Grundteksten har sjælen med og der menes noget med: hvor langt vil du køre vores sjæl til kanten?
Jesus er altså omringet af mennesker, som er nået til en grænse. Det er opskriften på mobning. Mobning har en særlig energi i sig en slags rus. Noget destruktivt, som konstituerer hoben som rigtig og levedygtig på en primitiv måde.
Jesus svarer dem med: hørelse, syn, fader, tro, forgæves.
Herefter med den vellykkede relation: høre, kende, følge, evighed.
Som en understregning af det vellykkede forhold bruges Hånd som ikke kan rives ud af. Dette billede køres parallelt jesus/fader som samme hånd. Denne kombination leder til blasfemianklagen 31f. At de samler sten op, er hånd-billedet på vrangen, under mobbefortegnet.
Disposition:
Teksten med nærmeste kontekst kan ses som bestående af følgende:
Ny forbindelse til Gud (genindvielse)
Visdom (Salomon)
Ond kreds
Krise: uvidenhed
Søn/fader, høre, kende, evig, hyrde/hånd, fader/hånd
(Hånd/sten).
En disposition kan være en tematisk baglænsspilning af billeder:
Jeg står med en sten i hånden. Jeg kan kaste den, fordi jeg har ret. Stenen kan forlade min hånd med ond kraft. Jeg forvandles, fordi jeg kender en stemme. Jeg husker at jeg selv er i en hånd. En hånd som har god kraft. Jeg skal ikke forlade den hånd. Den er god. Den er lavet af sammenhæng mellem søn og fader. Det er visdom. Det er en ny indvielse. En ny forbindelse til Gud. Jeg står med en sten i hånden. Jeg vil bygge et hus til Gud og mennesker.
----
22 Ἐγένετο τότε τὰ ἐγκαίνια ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις, χειμὼν ἦν, 23 καὶ περιεπάτει ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ ἐν τῇ στοᾷ τοῦ Σολομῶνος. 24 ἐκύκλωσαν οὖν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ ἔλεγον αὐτῷ• ἕως πότε τὴν ψυχὴν ἡμῶν αἴρεις; εἰ σὺ εἶ ὁ χριστός, εἰπὲ ἡμῖν παρρησίᾳ. 25 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἶπον ὑμῖν καὶ οὐ πιστεύετε• τὰ ἔργα ἃ ἐγὼ ποιῶ ἐν τῷ ὀνόματι τοῦ πατρός μου ταῦτα μαρτυρεῖ περὶ ἐμοῦ• 26 ἀλλὰ ὑμεῖς οὐ πιστεύετε, ὅτι οὐκ ἐστὲ ἐκ τῶν προβάτων τῶν ἐμῶν. 27 τὰ πρόβατα τὰ ἐμὰ τῆς φωνῆς μου ἀκούουσιν, κἀγὼ γινώσκω αὐτὰ καὶ ἀκολουθοῦσίν μοι, 28 κἀγὼ δίδωμι αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον καὶ οὐ μὴ ἀπόλωνται εἰς τὸν αἰῶνα καὶ οὐχ ἁρπάσει τις αὐτὰ ἐκ τῆς χειρός μου. 29 ὁ πατήρ μου ὃ δέδωκέν μοι πάντων μεῖζόν ἐστιν, καὶ οὐδεὶς δύναται ἁρπάζειν ἐκ τῆς χειρὸς τοῦ πατρός. 30 ἐγὼ καὶ ὁ πατὴρ ἕν ἐσμεν.
31 Ἐβάστασαν πάλιν λίθους οἱ Ἰουδαῖοι ἵνα λιθάσωσιν αὐτόν
'Mobbe' kommer af "the mob", hoben.
Teksten:
22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, 23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. 24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« 25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. 26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. 27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, 28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. 29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. 30 Jeg og Faderen er ét.« (31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.) johannes 10,22-30(31) tekst slut
----
Kontekst: det er ikke helt tydeligt, hvorvidt v 31 er begyndelsen på en ny perikope eller resultatet af 22-30. Noget kunne tyde på, at v31 er en ny situation en nyt sted, men det hænger sammen og anklagen om blasfemi er gennemgående.
Inden vi hører om, at jøderne slår ring om ham, gives et par stedsangivelser, som rummer koder til forståelse af perikopen. Templet nævnes ikke specifikt i grundteksten, men ἐγκαίνια må forstås som omhandlende templet. Byen og templet har altså en fest, som handler om fornyelse. Byen og templet er forbindelsessted til Gud. "Ny forbindelse" er en kode. At det er vinter hentyder til det vejr som gør det plausibelt at opholde sig i søjlegangen (regn?). "Salomon" er navnet på den vise og på det legitime tempel, den lykkelige forbindelse til Gud. Det er netop visdom, Jesus leverer som uimodsigeligt svar til "the mob". Denne visdom handler om en ny og eksklusiv forbindelse til Gud.
"Hvor længe vil du holde os hen?" Er en mild oversættelse. Grundteksten har sjælen med og der menes noget med: hvor langt vil du køre vores sjæl til kanten?
Jesus er altså omringet af mennesker, som er nået til en grænse. Det er opskriften på mobning. Mobning har en særlig energi i sig en slags rus. Noget destruktivt, som konstituerer hoben som rigtig og levedygtig på en primitiv måde.
Jesus svarer dem med: hørelse, syn, fader, tro, forgæves.
Herefter med den vellykkede relation: høre, kende, følge, evighed.
Som en understregning af det vellykkede forhold bruges Hånd som ikke kan rives ud af. Dette billede køres parallelt jesus/fader som samme hånd. Denne kombination leder til blasfemianklagen 31f. At de samler sten op, er hånd-billedet på vrangen, under mobbefortegnet.
Disposition:
Teksten med nærmeste kontekst kan ses som bestående af følgende:
Ny forbindelse til Gud (genindvielse)
Visdom (Salomon)
Ond kreds
Krise: uvidenhed
Søn/fader, høre, kende, evig, hyrde/hånd, fader/hånd
(Hånd/sten).
En disposition kan være en tematisk baglænsspilning af billeder:
Jeg står med en sten i hånden. Jeg kan kaste den, fordi jeg har ret. Stenen kan forlade min hånd med ond kraft. Jeg forvandles, fordi jeg kender en stemme. Jeg husker at jeg selv er i en hånd. En hånd som har god kraft. Jeg skal ikke forlade den hånd. Den er god. Den er lavet af sammenhæng mellem søn og fader. Det er visdom. Det er en ny indvielse. En ny forbindelse til Gud. Jeg står med en sten i hånden. Jeg vil bygge et hus til Gud og mennesker.
----
22 Ἐγένετο τότε τὰ ἐγκαίνια ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις, χειμὼν ἦν, 23 καὶ περιεπάτει ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ ἐν τῇ στοᾷ τοῦ Σολομῶνος. 24 ἐκύκλωσαν οὖν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ ἔλεγον αὐτῷ• ἕως πότε τὴν ψυχὴν ἡμῶν αἴρεις; εἰ σὺ εἶ ὁ χριστός, εἰπὲ ἡμῖν παρρησίᾳ. 25 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἶπον ὑμῖν καὶ οὐ πιστεύετε• τὰ ἔργα ἃ ἐγὼ ποιῶ ἐν τῷ ὀνόματι τοῦ πατρός μου ταῦτα μαρτυρεῖ περὶ ἐμοῦ• 26 ἀλλὰ ὑμεῖς οὐ πιστεύετε, ὅτι οὐκ ἐστὲ ἐκ τῶν προβάτων τῶν ἐμῶν. 27 τὰ πρόβατα τὰ ἐμὰ τῆς φωνῆς μου ἀκούουσιν, κἀγὼ γινώσκω αὐτὰ καὶ ἀκολουθοῦσίν μοι, 28 κἀγὼ δίδωμι αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον καὶ οὐ μὴ ἀπόλωνται εἰς τὸν αἰῶνα καὶ οὐχ ἁρπάσει τις αὐτὰ ἐκ τῆς χειρός μου. 29 ὁ πατήρ μου ὃ δέδωκέν μοι πάντων μεῖζόν ἐστιν, καὶ οὐδεὶς δύναται ἁρπάζειν ἐκ τῆς χειρὸς τοῦ πατρός. 30 ἐγὼ καὶ ὁ πατὴρ ἕν ἐσμεν.
31 Ἐβάστασαν πάλιν λίθους οἱ Ἰουδαῖοι ἵνα λιθάσωσιν αὐτόν
torsdag den 5. april 2018
1. Søndag efter Påske, anden række
At elske og bevare...
Kærlighed er evig. Planer er tidslige. Jesus stresser kærligheden med en evig plan...
Salmer: 408, 448, 442. -- 192, 473, 696
Teksten:
15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« 16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« 17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« 19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Johannes21,15-19 tekst slut
---
Kærlighed er mange ting og at elske og elske er ikke altid det samme. Da de når hinanden er det det samme verbum, der bruges. Kærlighed mellem mænd i østlige egne er fascinerende; det er mere naturligt at holde i hånd, ligge i ske og nusse. I vore egne er det stadig grænseoverskridende adfærd.
Stikord. Kærlighed/evighed. Plan, opgave/forløb. Magt, afmagt. Fortid, nutid, fremtid, evighed.
----
Når jeg elsker et menneske føles det som evigt, bestandigt og alligevel som et sårbart nu. Når jeg elsker føler jeg en kæmpe energi, men man kan ikke stille krav til den. Følelsen retter på en måde sin energi mod fremtiden, men lan ikke eje den. Kærligheden har energien til en plans begyndelse, men idet det bliver en strategi, er det ikke-tidslige forrådt.
I dagens tekst bruges flere udtryk for at elske. De har nok forskellig betydning. Jeg vil ikke rode mig ud i hvilket. Men for at åbne viften af betydninger:
Være forelsket, optaget af, knytte bånd, tiltrukket af, sætte højere end andet, givet hen til, opslugt af, beskæftiger mig med hele tiden.
Det er en provokation, at Jesus spørger til kærligheden. Den har lidt, idet der spørges. 3 gange er rigeligt. Den opstandne reparerer de tre fornægtelser ved hanens galen.
Da de tre tilsagn har repareret svigtet, stilles opgaven for tredje gang og fuldes med en efterfølgelsesforudsigelse.
Dermed bringes tid og evighed i spil som følger.
Jesus krænker den kærlighed, der kun kan være nutid og evig ved st spørge kontrollerende (efter-prøvende) til den. Når man er død, er det for sent at forlige fortiden, men Jesus er opstanden og taler på den anden side af den grænse. Derfor gør han fortiden god, selvom han er død.
Han giver Simon Peter en opgave, som indebærer hans egen død (efterfølgelse) og som handler om at bevare et budskab levende i en flok (kaldet får). Dette budskab er en genfortælling af fortiden (jesu sonende død) som skal holdes i live i fremtiden, for at de hørende skal blive evige. Målet er evighed og kærlighed.
Hvad Simon Peters vogteropgave går ud på, kan retrospektivt beskrives som en mangefacetteret virkningshistorie: embeder, pavedømmer, dogmer, alment præstedømme etc.
Alt dette må man lægge bag sig og se det væsentlige. Der bliver spurgt til kærligheden og målet er kærligheden. Den evighed, der er så sårbar i sit evige nu, bliver vundet fra fortiden ind i nutiden og ud i fremtiden gennem en soning, som er tidsophævende.
Disposition
Fortælling
Jeg lever i nuet og elsker i nuet.
Planer og krav gør min kærlighed til strategi og ophæver det magiske.
Forvandling.
Jeg møder et tripple spørgsmål om kærlighed, et sonende gentagende spørgsmål, som genindsætter mig i nuet. Jeg husker buet, mærker den ubundne kærlighed, som kan alt.
Landsætning
Jeg skal vogte et budskab, passe på en historie, som er så fantastisk, at den kan sætte et menneske ind i den virkelighed, som ellers kun kendes fra det sarte nu, bestandigt.
15 Ὅτε οὖν ἠρίστησαν λέγει τῷ Σίμωνι Πέτρῳ ὁ Ἰησοῦς• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με πλέον τούτων; λέγει αὐτῷ• ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• βόσκε τὰ ἀρνία μου. 16 λέγει αὐτῷ πάλιν δεύτερον• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με; λέγει αὐτῷ. ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• ποίμαινε τὰ πρόβατά μου. 17 λέγει αὐτῷ τὸ τρίτον• Σίμων Ἰωάννου, φιλεῖς με; ἐλυπήθη ὁ Πέτρος ὅτι εἶπεν αὐτῷ τὸ τρίτον• φιλεῖς με; καὶ λέγει αὐτῷ• κύριε, πάντα σὺ οἶδας, σὺ γινώσκεις ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ [ὁ Ἰησοῦς]• βόσκε τὰ πρόβατά μου. 18 ἀμὴν ἀμὴν λέγω σοι, ὅτε ἦς νεώτερος, ἐζώννυες σεαυτὸν καὶ περιεπάτεις ὅπου ἤθελες• ὅταν δὲ γηράσῃς, ἐκτενεῖς τὰς χεῖράς σου, καὶ ἄλλος σε ζώσει καὶ οἴσει ὅπου οὐ θέλεις. 19 τοῦτο δὲ εἶπεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ δοξάσει τὸν θεόν. καὶ τοῦτο εἰπὼν λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι
Kærlighed er evig. Planer er tidslige. Jesus stresser kærligheden med en evig plan...
Salmer: 408, 448, 442. -- 192, 473, 696
Teksten:
15 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« 16 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« 17 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« 19 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Johannes21,15-19 tekst slut
---
Kærlighed er mange ting og at elske og elske er ikke altid det samme. Da de når hinanden er det det samme verbum, der bruges. Kærlighed mellem mænd i østlige egne er fascinerende; det er mere naturligt at holde i hånd, ligge i ske og nusse. I vore egne er det stadig grænseoverskridende adfærd.
Stikord. Kærlighed/evighed. Plan, opgave/forløb. Magt, afmagt. Fortid, nutid, fremtid, evighed.
----
Når jeg elsker et menneske føles det som evigt, bestandigt og alligevel som et sårbart nu. Når jeg elsker føler jeg en kæmpe energi, men man kan ikke stille krav til den. Følelsen retter på en måde sin energi mod fremtiden, men lan ikke eje den. Kærligheden har energien til en plans begyndelse, men idet det bliver en strategi, er det ikke-tidslige forrådt.
I dagens tekst bruges flere udtryk for at elske. De har nok forskellig betydning. Jeg vil ikke rode mig ud i hvilket. Men for at åbne viften af betydninger:
Være forelsket, optaget af, knytte bånd, tiltrukket af, sætte højere end andet, givet hen til, opslugt af, beskæftiger mig med hele tiden.
Det er en provokation, at Jesus spørger til kærligheden. Den har lidt, idet der spørges. 3 gange er rigeligt. Den opstandne reparerer de tre fornægtelser ved hanens galen.
Da de tre tilsagn har repareret svigtet, stilles opgaven for tredje gang og fuldes med en efterfølgelsesforudsigelse.
Dermed bringes tid og evighed i spil som følger.
Jesus krænker den kærlighed, der kun kan være nutid og evig ved st spørge kontrollerende (efter-prøvende) til den. Når man er død, er det for sent at forlige fortiden, men Jesus er opstanden og taler på den anden side af den grænse. Derfor gør han fortiden god, selvom han er død.
Han giver Simon Peter en opgave, som indebærer hans egen død (efterfølgelse) og som handler om at bevare et budskab levende i en flok (kaldet får). Dette budskab er en genfortælling af fortiden (jesu sonende død) som skal holdes i live i fremtiden, for at de hørende skal blive evige. Målet er evighed og kærlighed.
Hvad Simon Peters vogteropgave går ud på, kan retrospektivt beskrives som en mangefacetteret virkningshistorie: embeder, pavedømmer, dogmer, alment præstedømme etc.
Alt dette må man lægge bag sig og se det væsentlige. Der bliver spurgt til kærligheden og målet er kærligheden. Den evighed, der er så sårbar i sit evige nu, bliver vundet fra fortiden ind i nutiden og ud i fremtiden gennem en soning, som er tidsophævende.
Disposition
Fortælling
Jeg lever i nuet og elsker i nuet.
Planer og krav gør min kærlighed til strategi og ophæver det magiske.
Forvandling.
Jeg møder et tripple spørgsmål om kærlighed, et sonende gentagende spørgsmål, som genindsætter mig i nuet. Jeg husker buet, mærker den ubundne kærlighed, som kan alt.
Landsætning
Jeg skal vogte et budskab, passe på en historie, som er så fantastisk, at den kan sætte et menneske ind i den virkelighed, som ellers kun kendes fra det sarte nu, bestandigt.
15 Ὅτε οὖν ἠρίστησαν λέγει τῷ Σίμωνι Πέτρῳ ὁ Ἰησοῦς• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με πλέον τούτων; λέγει αὐτῷ• ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• βόσκε τὰ ἀρνία μου. 16 λέγει αὐτῷ πάλιν δεύτερον• Σίμων Ἰωάννου, ἀγαπᾷς με; λέγει αὐτῷ. ναὶ κύριε, σὺ οἶδας ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ• ποίμαινε τὰ πρόβατά μου. 17 λέγει αὐτῷ τὸ τρίτον• Σίμων Ἰωάννου, φιλεῖς με; ἐλυπήθη ὁ Πέτρος ὅτι εἶπεν αὐτῷ τὸ τρίτον• φιλεῖς με; καὶ λέγει αὐτῷ• κύριε, πάντα σὺ οἶδας, σὺ γινώσκεις ὅτι φιλῶ σε. * λέγει αὐτῷ [ὁ Ἰησοῦς]• βόσκε τὰ πρόβατά μου. 18 ἀμὴν ἀμὴν λέγω σοι, ὅτε ἦς νεώτερος, ἐζώννυες σεαυτὸν καὶ περιεπάτεις ὅπου ἤθελες• ὅταν δὲ γηράσῃς, ἐκτενεῖς τὰς χεῖράς σου, καὶ ἄλλος σε ζώσει καὶ οἴσει ὅπου οὐ θέλεις. 19 τοῦτο δὲ εἶπεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ δοξάσει τὸν θεόν. καὶ τοῦτο εἰπὼν λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι
lørdag den 31. marts 2018
2. Påskedag, anden række
Min tro løber om kap med dem, der så det. Og den er sart...
218, 236 -- 369, 245
Teksten:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. 2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« 3 Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. 4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; 5 han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. 6 Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der 7 og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. 8 Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. 9 Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. 10 Disciplene gik så hjem igen.
Den opstandne Jesus og Maria Magdalene
11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven 12 og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. 13 De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« 14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16 Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. 17 Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« 18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Johannes 20,1-18 tekst slut
Hvem er den elskede, ukendte discipel? Det er dig, min elskede. Til jul kan vi spørge: "Hvad sker der for dig?" Og svare: "Der sker det for mig, at verden er fuld af sang, himlen er åben og jeg elsker dig." Anden påskedag kan vi spørge:"Hvad sker der med dig?" Og svare: "Jeg er den elskede discipel, som løber om kap med førstehåndsvidnerne og ser og tror og er sart og ulykkelig i troen, men bliver trøstet af min levende herre ... " tænk at have en herre. En herre, som byder mig at tro og elske.
218, 236 -- 369, 245
Teksten:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. 2 Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« 3 Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. 4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; 5 han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. 6 Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der 7 og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. 8 Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. 9 Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. 10 Disciplene gik så hjem igen.
Den opstandne Jesus og Maria Magdalene
11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven 12 og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. 13 De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« 14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« 16 Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. 17 Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« 18 Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Johannes 20,1-18 tekst slut
Hvem er den elskede, ukendte discipel? Det er dig, min elskede. Til jul kan vi spørge: "Hvad sker der for dig?" Og svare: "Der sker det for mig, at verden er fuld af sang, himlen er åben og jeg elsker dig." Anden påskedag kan vi spørge:"Hvad sker der med dig?" Og svare: "Jeg er den elskede discipel, som løber om kap med førstehåndsvidnerne og ser og tror og er sart og ulykkelig i troen, men bliver trøstet af min levende herre ... " tænk at have en herre. En herre, som byder mig at tro og elske.
Abonner på:
Opslag (Atom)