Langfredag
191 v 1-3, v4-6, v7-10 -- v11, v12(nadver) v14-16
Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.
Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.
Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.
Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.
----
Teksten.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)
onsdag den 21. marts 2018
Skærtorsdag, anden række
Salmer 366, 671, 473 -- 178, 321, 472.
Skærtorsdag, anden række
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet har i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregning af dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med forvandling, idet teologer til alle tider har villet forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes
13 Πρὸ δὲ τῆς ἑορτῆς τοῦ πάσχα εἰδὼς ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἦλθεν αὐτοῦ ἡ ὥρα ἵνα μεταβῇ ἐκ τοῦ κόσμου τούτου πρὸς τὸν πατέρα, ἀγαπήσας τοὺς ἰδίους τοὺς ἐν τῷ κόσμῳ εἰς τέλος ἠγάπησεν αὐτούς. 2 καὶ δείπνου γινομένου, τοῦ διαβόλου ἤδη βεβληκότος εἰς τὴν καρδίαν ἵνα παραδοῖ αὐτὸν Ἰούδας Σίμωνος Ἰσκαριώτου, 3 εἰδὼς ὅτι πάντα ἔδωκεν αὐτῷ ὁ πατὴρ εἰς τὰς χεῖρας * καὶ ὅτι ἀπὸ θεοῦ ἐξῆλθεν καὶ πρὸς τὸν θεὸν ὑπάγει, 4 ἐγείρεται ἐκ τοῦ δείπνου καὶ τίθησιν τὰ ἱμάτια καὶ λαβὼν λέντιον διέζωσεν ἑαυτόν• 5 εἶτα βάλλει ὕδωρ εἰς τὸν νιπτῆρα καὶ ἤρξατο νίπτειν τοὺς πόδας τῶν μαθητῶν καὶ ἐκμάσσειν τῷ λεντίῳ ᾧ ἦν διεζωσμένος. 6 ἔρχεται οὖν πρὸς Σίμωνα Πέτρον• λέγει αὐτῷ• κύριε, σύ μου νίπτεις τοὺς πόδας; 7 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὃ ἐγὼ ποιῶ σὺ οὐκ οἶδας ἄρτι, γνώσῃ δὲ μετὰ ταῦτα. 8 λέγει αὐτῷ Πέτρος• οὐ μὴ νίψῃς μου τοὺς πόδας εἰς τὸν αἰῶνα. ἀπεκρίθη Ἰησοῦς αὐτῷ• ἐὰν μὴ νίψω σε, οὐκ ἔχεις μέρος μετʼ ἐμοῦ. 9 λέγει αὐτῷ Σίμων Πέτρος• κύριε, μὴ τοὺς πόδας μου μόνον ἀλλὰ καὶ τὰς χεῖρας καὶ τὴν κεφαλήν. 10 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὁ λελουμένος οὐκ ἔχει χρείαν εἰ μὴ τοὺς πόδας νίψασθαι, ἀλλʼ ἔστιν καθαρὸς ὅλος• καὶ ὑμεῖς καθαροί ἐστε, ἀλλʼ οὐχὶ πάντες. 11 ᾔδει γὰρ τὸν παραδιδόντα αὐτόν• διὰ τοῦτο εἶπεν ὅτι οὐχὶ πάντες καθαροί ἐστε.
12 Ὅτε οὖν ἔνιψεν τοὺς πόδας αὐτῶν [καὶ] ἔλαβεν τὰ ἱμάτια αὐτοῦ καὶ ἀνέπεσεν πάλιν, εἶπεν αὐτοῖς• γινώσκετε τί πεποίηκα ὑμῖν; 13 ὑμεῖς φωνεῖτέ με• ὁ διδάσκαλος, καί• ὁ κύριος, καὶ καλῶς λέγετε• εἰμὶ γάρ. 14 εἰ οὖν ἐγὼ ἔνιψα ὑμῶν τοὺς πόδας ὁ κύριος καὶ ὁ διδάσκαλος, καὶ ὑμεῖς ὀφείλετε ἀλλήλων νίπτειν τοὺς πόδας• 15 ὑπόδειγμα γὰρ ἔδωκα ὑμῖν ἵνα καθὼς ἐγὼ ἐποίησα ὑμῖν καὶ ὑμεῖς ποιῆτε. 16 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ ἔστιν δοῦλος μείζων τοῦ κυρίου αὐτοῦ οὐδὲ ἀπόστολος μείζων τοῦ πέμψαντος αὐτόν. 17 εἰ ταῦτα οἴδατε, μακάριοί ἐστε ἐὰν ποιῆτε αὐτά.
Skærtorsdag, anden række
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet har i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregning af dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med forvandling, idet teologer til alle tider har villet forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes
13 Πρὸ δὲ τῆς ἑορτῆς τοῦ πάσχα εἰδὼς ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἦλθεν αὐτοῦ ἡ ὥρα ἵνα μεταβῇ ἐκ τοῦ κόσμου τούτου πρὸς τὸν πατέρα, ἀγαπήσας τοὺς ἰδίους τοὺς ἐν τῷ κόσμῳ εἰς τέλος ἠγάπησεν αὐτούς. 2 καὶ δείπνου γινομένου, τοῦ διαβόλου ἤδη βεβληκότος εἰς τὴν καρδίαν ἵνα παραδοῖ αὐτὸν Ἰούδας Σίμωνος Ἰσκαριώτου, 3 εἰδὼς ὅτι πάντα ἔδωκεν αὐτῷ ὁ πατὴρ εἰς τὰς χεῖρας * καὶ ὅτι ἀπὸ θεοῦ ἐξῆλθεν καὶ πρὸς τὸν θεὸν ὑπάγει, 4 ἐγείρεται ἐκ τοῦ δείπνου καὶ τίθησιν τὰ ἱμάτια καὶ λαβὼν λέντιον διέζωσεν ἑαυτόν• 5 εἶτα βάλλει ὕδωρ εἰς τὸν νιπτῆρα καὶ ἤρξατο νίπτειν τοὺς πόδας τῶν μαθητῶν καὶ ἐκμάσσειν τῷ λεντίῳ ᾧ ἦν διεζωσμένος. 6 ἔρχεται οὖν πρὸς Σίμωνα Πέτρον• λέγει αὐτῷ• κύριε, σύ μου νίπτεις τοὺς πόδας; 7 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὃ ἐγὼ ποιῶ σὺ οὐκ οἶδας ἄρτι, γνώσῃ δὲ μετὰ ταῦτα. 8 λέγει αὐτῷ Πέτρος• οὐ μὴ νίψῃς μου τοὺς πόδας εἰς τὸν αἰῶνα. ἀπεκρίθη Ἰησοῦς αὐτῷ• ἐὰν μὴ νίψω σε, οὐκ ἔχεις μέρος μετʼ ἐμοῦ. 9 λέγει αὐτῷ Σίμων Πέτρος• κύριε, μὴ τοὺς πόδας μου μόνον ἀλλὰ καὶ τὰς χεῖρας καὶ τὴν κεφαλήν. 10 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὁ λελουμένος οὐκ ἔχει χρείαν εἰ μὴ τοὺς πόδας νίψασθαι, ἀλλʼ ἔστιν καθαρὸς ὅλος• καὶ ὑμεῖς καθαροί ἐστε, ἀλλʼ οὐχὶ πάντες. 11 ᾔδει γὰρ τὸν παραδιδόντα αὐτόν• διὰ τοῦτο εἶπεν ὅτι οὐχὶ πάντες καθαροί ἐστε.
12 Ὅτε οὖν ἔνιψεν τοὺς πόδας αὐτῶν [καὶ] ἔλαβεν τὰ ἱμάτια αὐτοῦ καὶ ἀνέπεσεν πάλιν, εἶπεν αὐτοῖς• γινώσκετε τί πεποίηκα ὑμῖν; 13 ὑμεῖς φωνεῖτέ με• ὁ διδάσκαλος, καί• ὁ κύριος, καὶ καλῶς λέγετε• εἰμὶ γάρ. 14 εἰ οὖν ἐγὼ ἔνιψα ὑμῶν τοὺς πόδας ὁ κύριος καὶ ὁ διδάσκαλος, καὶ ὑμεῖς ὀφείλετε ἀλλήλων νίπτειν τοὺς πόδας• 15 ὑπόδειγμα γὰρ ἔδωκα ὑμῖν ἵνα καθὼς ἐγὼ ἐποίησα ὑμῖν καὶ ὑμεῖς ποιῆτε. 16 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ ἔστιν δοῦλος μείζων τοῦ κυρίου αὐτοῦ οὐδὲ ἀπόστολος μείζων τοῦ πέμψαντος αὐτόν. 17 εἰ ταῦτα οἴδατε, μακάριοί ἐστε ἐὰν ποιῆτε αὐτά.
tirsdag den 13. marts 2018
Mariæ Bebudelse, anden række
Løfte og løfte
Nå og nå
(Salmer: 71, 448, 441, -- 72, 201, 80)
Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55
Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.
Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).
Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.
Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"
Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.
Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.
Nb Marias lovsang er en del af en Lukansk fuga (se julesøndag, første række) hvor den gamle pagt battler med den nye (Zakarias lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang). Det er to musikstemmer, der kappes om glansen. Den gamle pagt hedder: "du skal eller jeg smadrer dig", den bye hedder: "jeg elsker dig og jeg ved, du kan". Eller er det en ung og ny pagt, som kæmper med at give ansvaret sit sidste udtryk?
-----
46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα
Nå og nå
(Salmer: 71, 448, 441, -- 72, 201, 80)
Teksten:
46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Lukas 1,46-55
Teksten følger pi-prædikenens rute, idet der først er et løft: sjæl og ånd begiver sig op, hvor forvandlingens rum er: guds navn, som nu har prædikatet Frelser.
Herefter nævnes forvandlinger, som både kan forstås på jordplan og på kristologisk plan.
Lidt sprog: "slægt" i vers 55 er oversat fra σπέρματι, som betyder sæd. "Evig tid" er uheldigt oversat fra τὸν αἰῶνα, som betyder æonen eller Evigheden. "Tid" bør udelades, da jeg mener, at evighed er noget andet end tid. "Tanker" er oversat fra διανοίᾳ, som må forstås, som den processuelle del af nous, noget i retning af "hensigt". Bemærk, at ordet er i familie med både Metanoia (omvendelse) og Paranoia (vrangforestilling).
Salmen må tilskrives Lukas' hånd og skal ses i sammenhæng med de øvrige lovsange i Lk prologen, med hvilken begivenheder og poesi springer buk (en fuga) indtil den nye pagt har viklet sig ud af den gamle. (Se 3. Søndag i advent, II). Salmen må siges at være et teologisk og litterært mesterstykke i forsøget på at imitere LXX og dermed lade de gamle løfter få legitimt fodfæste i en ganske ny måde at tro.
Salmens enkelte vers kan hver især være udgangspunktet til en prædiken i sig selv, idet hvert vers læses konkret, kristologisk og "for mig"
Man kan også lave en pi-prædiken, hvor man følger salmensdisposition i rækkefølgen 1,3,2.
1 og 3 er hhv et menneske, hvis ånd og sjæl hæver Gud op (det er det mennesket skal ifølge det dobbelte kærlighedsbud) og "i evighed" . 1 og 3 er ånd og evighed. 2' eren er en omkalfatring af styrkeforholdet rig/fattig, stærk/svag, hovmodig/sagtmodig.
Disposition:
Fortælling
Et menneske lykkes med sin ånd og sin sjæl at højne Gud
Forvandling
I denne højnelse ligger Guds nedbøjelse til den ringe, dette skænker os evogheden, guds dimension.
Landsætning.
Kom, lad os se hovmodet blive afløst af sagtmodighed. Lad os se de fattige blive rige.
Nb Marias lovsang er en del af en Lukansk fuga (se julesøndag, første række) hvor den gamle pagt battler med den nye (Zakarias lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang). Det er to musikstemmer, der kappes om glansen. Den gamle pagt hedder: "du skal eller jeg smadrer dig", den bye hedder: "jeg elsker dig og jeg ved, du kan". Eller er det en ung og ny pagt, som kæmper med at give ansvaret sit sidste udtryk?
-----
46 Καὶ εἶπεν Μαριάμ•
Μεγαλύνει ἡ ψυχή μου τὸν κύριον,
47 καὶ ἠγαλλίασεν τὸ πνεῦμά μου ἐπὶ τῷ θεῷ τῷ σωτῆρί μου,
48 ὅτι ἐπέβλεψεν ἐπὶ τὴν ταπείνωσιν τῆς δούλης αὐτοῦ.
ἰδοὺ γὰρ ἀπὸ τοῦ νῦν μακαριοῦσίν με πᾶσαι αἱ γενεαί,
49 ὅτι ἐποίησέν μοι μεγάλα ὁ δυνατός.
καὶ ἅγιον τὸ ὄνομα αὐτοῦ,
50 καὶ τὸ ἔλεος αὐτοῦ εἰς γενεὰς καὶ γενεὰς
τοῖς φοβουμένοις αὐτόν.
51 Ἐποίησεν κράτος ἐν βραχίονι αὐτοῦ,
διεσκόρπισεν ὑπερηφάνους διανοίᾳ καρδίας αὐτῶν•
52 καθεῖλεν δυνάστας ἀπὸ θρόνων
καὶ ὕψωσεν ταπεινούς,
53 πεινῶντας ἐνέπλησεν ἀγαθῶν
καὶ πλουτοῦντας ἐξαπέστειλεν κενούς.
54 ἀντελάβετο Ἰσραὴλ παιδὸς αὐτοῦ,
μνησθῆναι ἐλέους,
55 καθὼς ἐλάλησεν πρὸς τοὺς πατέρας ἡμῶν,
τῷ Ἀβραὰμ καὶ τῷ σπέρματι αὐτοῦ εἰς τὸν αἰῶνα
lørdag den 3. marts 2018
Midfaste, anden række
Midfaste, anden række
Fra gudsarbejde til Guds arbejde
Teksten
24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. 25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« 26 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« 28 Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« 29 Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? 31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « 32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. 33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« 35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. (Johs 6,24-35)
---
V 28 "hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?" Kan også oversættes i retning af: "Hvad skal vi gøre for at mestre gudsarbejdet?". Gerninger er et teologisk kodeord (tro vs gerninger) mens at mestre/ arbejde med/mestre er mere processuelt.
Den latinske tekst siger nærmest: hvad skal vi gøre, for at operere Guds opera? (28 dixerunt ergo ad eum
quid faciemus ut operemur opera Dei
29 respondit Iesus et dixit eis
hoc est opus Dei ut credatis in eum quem misit ille)
Teksten markerer et skifte fortalt i en strøm af undren og gemmeleg.
De tegn, der gjorde Moses troværdige varsles forandret til tro på at Gud har sendt sin søn
Den mad, som folket fik i ørkenen er ændret til mad i en anden forstand, nemlig sønnen selv.
Sammenhængen med Faderen er bla. Til stede i:
Jeg Er (v 35) som er Guds navn i 2. Mos.
For en Lutheraner er det interessant, at der sker en ændring fra gerninger til tro.
Hvis man gerne vil lave en Pi-prædiken, som ender med gerninger igen, kunne dispositionen være
Gerninger til Gud (det, man gør, for at gøre gud glad)
Gerninger fra Gud (at han gør alle menneskelige bestræbelser til intet ved at sende sin søn)
Gerninger til mennesker, nu skal vi nå gud gennem tro og mennesker gennem arbejde...
(Fortaættes)...
24 ὅτε οὖν εἶδεν ὁ ὄχλος ὅτι Ἰησοῦς οὐκ ἔστιν ἐκεῖ οὐδὲ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ, ἐνέβησαν αὐτοὶ εἰς τὰ πλοιάρια καὶ ἦλθον εἰς Καφαρναοὺμ ζητοῦντες τὸν Ἰησοῦν. 25 καὶ εὑρόντες αὐτὸν πέραν τῆς θαλάσσης εἶπον αὐτῷ• ῥαββί, πότε ὧδε γέγονας;
26 Ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ζητεῖτέ με οὐχ ὅτι εἴδετε σημεῖα, ἀλλʼ ὅτι ἐφάγετε ἐκ τῶν ἄρτων καὶ ἐχορτάσθητε. 27 ἐργάζεσθε μὴ τὴν βρῶσιν τὴν ἀπολλυμένην ἀλλὰ τὴν βρῶσιν τὴν μένουσαν εἰς ζωὴν αἰώνιον, ἣν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ὑμῖν δώσει• τοῦτον γὰρ ὁ πατὴρ ἐσφράγισεν ὁ θεός. 28 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• τί ποιῶμεν ἵνα ἐργαζώμεθα τὰ ἔργα τοῦ θεοῦ; 29 ἀπεκρίθη [ὁ] Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτό ἐστιν τὸ ἔργον τοῦ θεοῦ, ἵνα πιστεύητε εἰς ὃν ἀπέστειλεν ἐκεῖνος.
30 Εἶπον οὖν αὐτῷ• τί οὖν ποιεῖς σὺ σημεῖον, ἵνα ἴδωμεν καὶ πιστεύσωμέν σοι; τί ἐργάζῃ; 31 οἱ πατέρες ἡμῶν τὸ μάννα ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ, καθώς ἐστιν γεγραμμένον• ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἔδωκεν αὐτοῖς φαγεῖν. 32 εἶπεν οὖν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐ Μωϋσῆς δέδωκεν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ, ἀλλʼ ὁ πατήρ μου δίδωσιν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ τὸν ἀληθινόν• 33 ὁ γὰρ ἄρτος τοῦ θεοῦ ἐστιν ὁ καταβαίνων ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καὶ ζωὴν διδοὺς τῷ κόσμῳ. 34 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• κύριε, πάντοτε δὸς ἡμῖν τὸν ἄρτον τοῦτον. 35 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς• * ὁ ἐρχόμενος πρὸς ἐμὲ οὐ μὴ πεινάσῃ, καὶ ὁ πιστεύων εἰς ἐμὲ οὐ μὴ διψήσει πώποτε.
Fra gudsarbejde til Guds arbejde
Teksten
24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. 25 Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« 26 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. 27 Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« 28 Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« 29 Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«
30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? 31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « 32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. 33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« 35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. (Johs 6,24-35)
---
V 28 "hvad skal vi gøre for at gøre Guds gerninger?" Kan også oversættes i retning af: "Hvad skal vi gøre for at mestre gudsarbejdet?". Gerninger er et teologisk kodeord (tro vs gerninger) mens at mestre/ arbejde med/mestre er mere processuelt.
Den latinske tekst siger nærmest: hvad skal vi gøre, for at operere Guds opera? (28 dixerunt ergo ad eum
quid faciemus ut operemur opera Dei
29 respondit Iesus et dixit eis
hoc est opus Dei ut credatis in eum quem misit ille)
Teksten markerer et skifte fortalt i en strøm af undren og gemmeleg.
De tegn, der gjorde Moses troværdige varsles forandret til tro på at Gud har sendt sin søn
Den mad, som folket fik i ørkenen er ændret til mad i en anden forstand, nemlig sønnen selv.
Sammenhængen med Faderen er bla. Til stede i:
Jeg Er (v 35) som er Guds navn i 2. Mos.
For en Lutheraner er det interessant, at der sker en ændring fra gerninger til tro.
Hvis man gerne vil lave en Pi-prædiken, som ender med gerninger igen, kunne dispositionen være
Gerninger til Gud (det, man gør, for at gøre gud glad)
Gerninger fra Gud (at han gør alle menneskelige bestræbelser til intet ved at sende sin søn)
Gerninger til mennesker, nu skal vi nå gud gennem tro og mennesker gennem arbejde...
(Fortaættes)...
24 ὅτε οὖν εἶδεν ὁ ὄχλος ὅτι Ἰησοῦς οὐκ ἔστιν ἐκεῖ οὐδὲ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ, ἐνέβησαν αὐτοὶ εἰς τὰ πλοιάρια καὶ ἦλθον εἰς Καφαρναοὺμ ζητοῦντες τὸν Ἰησοῦν. 25 καὶ εὑρόντες αὐτὸν πέραν τῆς θαλάσσης εἶπον αὐτῷ• ῥαββί, πότε ὧδε γέγονας;
26 Ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ζητεῖτέ με οὐχ ὅτι εἴδετε σημεῖα, ἀλλʼ ὅτι ἐφάγετε ἐκ τῶν ἄρτων καὶ ἐχορτάσθητε. 27 ἐργάζεσθε μὴ τὴν βρῶσιν τὴν ἀπολλυμένην ἀλλὰ τὴν βρῶσιν τὴν μένουσαν εἰς ζωὴν αἰώνιον, ἣν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ὑμῖν δώσει• τοῦτον γὰρ ὁ πατὴρ ἐσφράγισεν ὁ θεός. 28 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• τί ποιῶμεν ἵνα ἐργαζώμεθα τὰ ἔργα τοῦ θεοῦ; 29 ἀπεκρίθη [ὁ] Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτό ἐστιν τὸ ἔργον τοῦ θεοῦ, ἵνα πιστεύητε εἰς ὃν ἀπέστειλεν ἐκεῖνος.
30 Εἶπον οὖν αὐτῷ• τί οὖν ποιεῖς σὺ σημεῖον, ἵνα ἴδωμεν καὶ πιστεύσωμέν σοι; τί ἐργάζῃ; 31 οἱ πατέρες ἡμῶν τὸ μάννα ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ, καθώς ἐστιν γεγραμμένον• ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἔδωκεν αὐτοῖς φαγεῖν. 32 εἶπεν οὖν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐ Μωϋσῆς δέδωκεν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ, ἀλλʼ ὁ πατήρ μου δίδωσιν ὑμῖν τὸν ἄρτον ἐκ τοῦ οὐρανοῦ τὸν ἀληθινόν• 33 ὁ γὰρ ἄρτος τοῦ θεοῦ ἐστιν ὁ καταβαίνων ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καὶ ζωὴν διδοὺς τῷ κόσμῳ. 34 εἶπον οὖν πρὸς αὐτόν• κύριε, πάντοτε δὸς ἡμῖν τὸν ἄρτον τοῦτον. 35 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς• * ὁ ἐρχόμενος πρὸς ἐμὲ οὐ μὴ πεινάσῃ, καὶ ὁ πιστεύων εἰς ἐμὲ οὐ μὴ διψήσει πώποτε.
3. Søndag i fasten, anden række
3. Søndag i Fasten
( ......41 I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«)
42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. 44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. 45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. 46 Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? 47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« 49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
(52 Da sagde jøderne til ham: »Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden...) tekst slut (jeg tog lige lidt af konteksten med)
----
At være i sandheden betyder at være i kontakt med selve væren (skaberordet).
Kodeordene handler om væren ikkeværen i evighed. ...(morder betyder, den, der røver væren)
Måske skulle vi gøre som de frafaldne israelitter i Mosesteksten: Dyrke glimmer og nosser.
Eller vi kunne vende os mod sandhed på højeste plan....
----
Teksten er en amputeret perkope. Læs hele kap 8, dette kan genindføre en næsten meditativ mildhed, som den afkortede tekst savner.
----
Kontakt med væren i ren form.
Dagens tekst fremstår som et skænderi mellem Jesus og jødedommen som sådan. Historisk har den næppe fundet sted, men udtrykker en sandhed på et andet plan. Stridens historicitet er snarere et skænderi mellem på den ene siden den unge kirke som nyt trossamfund og på den anden en synagogejødedom udenfor det ødelagte Jerusalem, nok i græsktalende (og tænkende) område.
Teksten er altså en meditation over Kristus som Sandhed lagt i munden på Jesus selv overfor en tænkt modstander i hans levetid.
Denne mangel på historicitet tager jeg ikke som løgn, men som en tilgang til sandhed, vi ikke længere anvender i almindelighed - altså tilgangen, ikke sandheden. Den har vi.
Jeg mener, det er historisk (objektiv sandhed), at Jesus havde opgør med jødedommen. Jeg mener (subjektiv sandhed) at Jesus er Sandheden. Jeg mener ikke, dialogen har fundet sted, som den står, men den udtrykker sandheden.
Jeg går i kirke for at være i kontakt med Gud gennem hans ord. Ordet er både et budskab og samtidig selve Sønnen.
At være i kontakt med Gud på den rette måde, betyder at være evig lige nu. Dette betyder en række ting og sager. Det kan udtrykkes som fravær af ophør af liv. Det kan udtrykkes som vedblivende skabelse.
I begge tilfælde kan kontakten mellem mig som troende og Gud beskrives som strukturer med forskellige navne.
Kærlighed er en af dem. Kærlighed til Gud Søn, som fortsætter den til Gud.
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af ikke-evighed, som kaldes synd).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af løgn, som er fravær af sandhed, som er væren uden ophør - afbrydelsen Løgn, er afbrydelsen af evig væren).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af Morderen, som er den, der får liv til at ophøre). Den ikke-afbrudte forbindelse er altså Liv.
En samhøringhed gennem at høre.
Holde fast ved Ord.
At ære er en af forbindelserne også (ikke- ære) er afbrydelsen.
"Være det rette sted"er en forbindelse. Afbrydelsen hedder her u-sted, fx Samaria.
Ikke-krænket hedder en anden forbindelse, dæmonbesat hedder sfbrydelsen.
Jeg er i kirke for at få forbindelse, jeg kender forbindelsen elske, fordi jeg kender til at elske og blive elsket. Jeg kender forbindelsen Sandhed, fordi jeg kender til at tale sandt, nogle gange...
---
Når man slås, slår man
Når man skændes, skænder man.
At skænde er at gøre grim
Dagen tekst består af linier af skænderier. Jeg vil rette linierne ud og spille dem baglæns, så grimhederne forsvinder en for en og skønhed opstår...
(Bemærk at "uægte børn" rettere bør oversættes "luderbørn" πορνείας...γεγ.. ).
(41 ὑμεῖς ποιεῖτε τὰ ἔργα τοῦ πατρὸς ὑμῶν. εἶπαν [οὖν] αὐτῷ• ἡμεῖς ἐκ πορνείας οὐ γεγεννήμεθα, ἕνα πατέρα ἔχομεν τὸν θεόν.) 42 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἰ ὁ θεὸς πατὴρ ὑμῶν ἦν ἠγαπᾶτε ἂν ἐμέ, ἐγὼ γὰρ ἐκ τοῦ θεοῦ ἐξῆλθον καὶ ἥκω• οὐδὲ γὰρ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ἐλήλυθα, ἀλλʼ ἐκεῖνός με ἀπέστειλεν. 43 διὰ τί τὴν λαλιὰν τὴν ἐμὴν οὐ γινώσκετε; ὅτι οὐ δύνασθε ἀκούειν τὸν λόγον τὸν ἐμόν. 44 ὑμεῖς ἐκ τοῦ πατρὸς τοῦ διαβόλου ἐστὲ καὶ τὰς ἐπιθυμίας τοῦ πατρὸς ὑμῶν θέλετε ποιεῖν. ἐκεῖνος ἀνθρωποκτόνος ἦν ἀπʼ ἀρχῆς καὶ ἐν τῇ ἀληθείᾳ οὐκ ἔστηκεν, ὅτι οὐκ ἔστιν ἀλήθεια ἐν αὐτῷ. ὅταν λαλῇ τὸ ψεῦδος, ἐκ τῶν ἰδίων λαλεῖ, ὅτι ψεύστης ἐστὶν καὶ ὁ πατὴρ αὐτοῦ. 45 ἐγὼ δὲ ὅτι τὴν ἀλήθειαν λέγω, οὐ πιστεύετέ μοι. 46 τίς ἐξ ὑμῶν ἐλέγχει με περὶ ἁμαρτίας; εἰ ἀλήθειαν λέγω, διὰ τί ὑμεῖς οὐ πιστεύετέ μοι; 47 ὁ ὢν ἐκ τοῦ θεοῦ τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ ἀκούει• διὰ τοῦτο ὑμεῖς οὐκ ἀκούετε, ὅτι ἐκ τοῦ θεοῦ οὐκ ἐστέ.
48 Ἀπεκρίθησαν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ εἶπαν αὐτῷ• οὐ καλῶς λέγομεν ἡμεῖς ὅτι Σαμαρίτης εἶ σὺ καὶ δαιμόνιον ἔχεις; 49 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς• ἐγὼ δαιμόνιον οὐκ ἔχω, ἀλλὰ τιμῶ τὸν πατέρα μου, καὶ ὑμεῖς ἀτιμάζετέ με. 50 ἐγὼ δὲ οὐ ζητῶ τὴν δόξαν μου• ἔστιν ὁ ζητῶν καὶ κρίνων. 51 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐάν τις τὸν ἐμὸν λόγον τηρήσῃ, θάνατον οὐ μὴ θεωρήσῃ εἰς τὸν αἰῶνα.( 52 εἶπον [οὖν] αὐτῷ οἱ Ἰουδαῖοι• νῦν ἐγνώκαμεν ὅτι δαιμόνιον ἔχεις. Ἀβραὰμ ἀπέθανεν καὶ οἱ προφῆται, καὶ σὺ λέγεις• ἐάν τις τὸν λόγον μου τηρήσῃ, οὐ μὴ γεύσηται θανάτου εἰς τὸν αἰῶνα)
( ......41 I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.«)
42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. 43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. 44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. 45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. 46 Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? 47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
48 Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« 49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
(52 Da sagde jøderne til ham: »Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden...) tekst slut (jeg tog lige lidt af konteksten med)
----
At være i sandheden betyder at være i kontakt med selve væren (skaberordet).
Kodeordene handler om væren ikkeværen i evighed. ...(morder betyder, den, der røver væren)
Måske skulle vi gøre som de frafaldne israelitter i Mosesteksten: Dyrke glimmer og nosser.
Eller vi kunne vende os mod sandhed på højeste plan....
----
Teksten er en amputeret perkope. Læs hele kap 8, dette kan genindføre en næsten meditativ mildhed, som den afkortede tekst savner.
----
Kontakt med væren i ren form.
Dagens tekst fremstår som et skænderi mellem Jesus og jødedommen som sådan. Historisk har den næppe fundet sted, men udtrykker en sandhed på et andet plan. Stridens historicitet er snarere et skænderi mellem på den ene siden den unge kirke som nyt trossamfund og på den anden en synagogejødedom udenfor det ødelagte Jerusalem, nok i græsktalende (og tænkende) område.
Teksten er altså en meditation over Kristus som Sandhed lagt i munden på Jesus selv overfor en tænkt modstander i hans levetid.
Denne mangel på historicitet tager jeg ikke som løgn, men som en tilgang til sandhed, vi ikke længere anvender i almindelighed - altså tilgangen, ikke sandheden. Den har vi.
Jeg mener, det er historisk (objektiv sandhed), at Jesus havde opgør med jødedommen. Jeg mener (subjektiv sandhed) at Jesus er Sandheden. Jeg mener ikke, dialogen har fundet sted, som den står, men den udtrykker sandheden.
Jeg går i kirke for at være i kontakt med Gud gennem hans ord. Ordet er både et budskab og samtidig selve Sønnen.
At være i kontakt med Gud på den rette måde, betyder at være evig lige nu. Dette betyder en række ting og sager. Det kan udtrykkes som fravær af ophør af liv. Det kan udtrykkes som vedblivende skabelse.
I begge tilfælde kan kontakten mellem mig som troende og Gud beskrives som strukturer med forskellige navne.
Kærlighed er en af dem. Kærlighed til Gud Søn, som fortsætter den til Gud.
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af ikke-evighed, som kaldes synd).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af løgn, som er fravær af sandhed, som er væren uden ophør - afbrydelsen Løgn, er afbrydelsen af evig væren).
En ikke afbrudt forbindelse (kunne ellers være afbrudt af Morderen, som er den, der får liv til at ophøre). Den ikke-afbrudte forbindelse er altså Liv.
En samhøringhed gennem at høre.
Holde fast ved Ord.
At ære er en af forbindelserne også (ikke- ære) er afbrydelsen.
"Være det rette sted"er en forbindelse. Afbrydelsen hedder her u-sted, fx Samaria.
Ikke-krænket hedder en anden forbindelse, dæmonbesat hedder sfbrydelsen.
Jeg er i kirke for at få forbindelse, jeg kender forbindelsen elske, fordi jeg kender til at elske og blive elsket. Jeg kender forbindelsen Sandhed, fordi jeg kender til at tale sandt, nogle gange...
---
Når man slås, slår man
Når man skændes, skænder man.
At skænde er at gøre grim
Dagen tekst består af linier af skænderier. Jeg vil rette linierne ud og spille dem baglæns, så grimhederne forsvinder en for en og skønhed opstår...
(Bemærk at "uægte børn" rettere bør oversættes "luderbørn" πορνείας...γεγ.. ).
(41 ὑμεῖς ποιεῖτε τὰ ἔργα τοῦ πατρὸς ὑμῶν. εἶπαν [οὖν] αὐτῷ• ἡμεῖς ἐκ πορνείας οὐ γεγεννήμεθα, ἕνα πατέρα ἔχομεν τὸν θεόν.) 42 εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• εἰ ὁ θεὸς πατὴρ ὑμῶν ἦν ἠγαπᾶτε ἂν ἐμέ, ἐγὼ γὰρ ἐκ τοῦ θεοῦ ἐξῆλθον καὶ ἥκω• οὐδὲ γὰρ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ἐλήλυθα, ἀλλʼ ἐκεῖνός με ἀπέστειλεν. 43 διὰ τί τὴν λαλιὰν τὴν ἐμὴν οὐ γινώσκετε; ὅτι οὐ δύνασθε ἀκούειν τὸν λόγον τὸν ἐμόν. 44 ὑμεῖς ἐκ τοῦ πατρὸς τοῦ διαβόλου ἐστὲ καὶ τὰς ἐπιθυμίας τοῦ πατρὸς ὑμῶν θέλετε ποιεῖν. ἐκεῖνος ἀνθρωποκτόνος ἦν ἀπʼ ἀρχῆς καὶ ἐν τῇ ἀληθείᾳ οὐκ ἔστηκεν, ὅτι οὐκ ἔστιν ἀλήθεια ἐν αὐτῷ. ὅταν λαλῇ τὸ ψεῦδος, ἐκ τῶν ἰδίων λαλεῖ, ὅτι ψεύστης ἐστὶν καὶ ὁ πατὴρ αὐτοῦ. 45 ἐγὼ δὲ ὅτι τὴν ἀλήθειαν λέγω, οὐ πιστεύετέ μοι. 46 τίς ἐξ ὑμῶν ἐλέγχει με περὶ ἁμαρτίας; εἰ ἀλήθειαν λέγω, διὰ τί ὑμεῖς οὐ πιστεύετέ μοι; 47 ὁ ὢν ἐκ τοῦ θεοῦ τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ ἀκούει• διὰ τοῦτο ὑμεῖς οὐκ ἀκούετε, ὅτι ἐκ τοῦ θεοῦ οὐκ ἐστέ.
48 Ἀπεκρίθησαν οἱ Ἰουδαῖοι καὶ εἶπαν αὐτῷ• οὐ καλῶς λέγομεν ἡμεῖς ὅτι Σαμαρίτης εἶ σὺ καὶ δαιμόνιον ἔχεις; 49 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς• ἐγὼ δαιμόνιον οὐκ ἔχω, ἀλλὰ τιμῶ τὸν πατέρα μου, καὶ ὑμεῖς ἀτιμάζετέ με. 50 ἐγὼ δὲ οὐ ζητῶ τὴν δόξαν μου• ἔστιν ὁ ζητῶν καὶ κρίνων. 51 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐάν τις τὸν ἐμὸν λόγον τηρήσῃ, θάνατον οὐ μὴ θεωρήσῃ εἰς τὸν αἰῶνα.( 52 εἶπον [οὖν] αὐτῷ οἱ Ἰουδαῖοι• νῦν ἐγνώκαμεν ὅτι δαιμόνιον ἔχεις. Ἀβραὰμ ἀπέθανεν καὶ οἱ προφῆται, καὶ σὺ λέγεις• ἐάν τις τὸν λόγον μου τηρήσῃ, οὐ μὴ γεύσηται θανάτου εἰς τὸν αἰῶνα)
onsdag den 21. februar 2018
2. Søndag i fasten, tillæg...
Krise og effekt
Den form for tro, som er til stede i Markus 9 og som har skullet have en effekt på Markusevangeliets samtidige (Wow:dæmonen skred!), er så fjern fra min trospraksis, at jeg bliver nødt til at bringe både teksten og min egen tro ind i et andet (tredje) fortolkningsrum, for at det fælles - troen på Kristus - kan bringes i spil, og evangeliet kaldes: helligt, altså det, der bringer mig sammen med Gud.
Det handler om kritik og effekt.
Kritik betyder ikke at man kritiserer sønder og sammen, snarere tvært i mod. Kritik er at tage krisen sammen med genstanden og lade det stå åbent, hvem der er mest virkelig, den eller jeg.
At tillade sig at blive kastet hid eller did.
Hvis jeg læser hele markusevangeliet som musik, kan jeg leve mig ind i dets anliggende. Buldrende pauker og skrigende violiner er dæmoner og farisæere som understætter livets melodi, selvom de prøver at spille imod. Jeg kommer trygt ud af vildnisset, spændt ud mellem hykleri og tilintetgørelse.
Men når jeg går i detaljen, er jeg ved at brække mig. "Kun ved bøn" . Skulle jeg anbefale en familie, at lade anden behandling til side og be'?
Der findes stadig dæmonuddrivere, også i Danmark. Jeg har set på tv et ægtepar køre rundt i en Toyota og rense det ene hus efter det andet med bønner og besværgelser. Jeg bliver ikke glad, ej heller overbevist. Kun overbevist om, at nutidens religionsforskrækkelse har noget at have det i.
Det er Markusevangeliets forståelsesmiljøs syn på årsag og virkning, som tricker mig. Sygdom og besættelse er i eftertiden afdækket som noget andet. Tro og helbredelse er afdækket som forskellige ting.
Årsag og virkning, er det, der holder alting oppe i moderniteten. For meget faktisk. Fint nok, at vi hænger hele den fysiske verden op på "effekt". Det virker. Men hvad med relationer? Hvad med mig selv?
Hvis vi læser Markus 9 som en relation mellem en far og hans dreng, kommer der en fin kritik af modernitetens relationssygdomme: effekt.
Hvem er jeg i moderniteten? Jeg er den lækkerhed, som er effekten af min iscenesættelse. Hvem er min næste? Min næste er den, der mest effektivt støtter denne iscenesættelse.
Og pludselig findes der relationer, hvis effekt er uden for kontrol. Mennesker bundet til hinanden af andet end den effekt, deres produktion af lækkerhed kan måles i. En far og hans kærlighed og det, vi ville ønske ville gå væk, det destruktive. Det vedholdende ønske.
Kunne vi ydmygt lade os inspirere af andre forestillingsuniverser, hvor ikke alt er styret af effekt og hvor andre effekter, end dem, vi kender, er virksomme i konkurrence til kendte forestillinger til støtte for relationer, der er større end de effektive?
Måske er det tanken om effekt, der skal uddrives.
Måske kunne vi lære at lade mennesker uden effekt være i fred. Måske kunne vi elske dem, der har den helt gale effekt
Den form for tro, som er til stede i Markus 9 og som har skullet have en effekt på Markusevangeliets samtidige (Wow:dæmonen skred!), er så fjern fra min trospraksis, at jeg bliver nødt til at bringe både teksten og min egen tro ind i et andet (tredje) fortolkningsrum, for at det fælles - troen på Kristus - kan bringes i spil, og evangeliet kaldes: helligt, altså det, der bringer mig sammen med Gud.
Det handler om kritik og effekt.
Kritik betyder ikke at man kritiserer sønder og sammen, snarere tvært i mod. Kritik er at tage krisen sammen med genstanden og lade det stå åbent, hvem der er mest virkelig, den eller jeg.
At tillade sig at blive kastet hid eller did.
Hvis jeg læser hele markusevangeliet som musik, kan jeg leve mig ind i dets anliggende. Buldrende pauker og skrigende violiner er dæmoner og farisæere som understætter livets melodi, selvom de prøver at spille imod. Jeg kommer trygt ud af vildnisset, spændt ud mellem hykleri og tilintetgørelse.
Men når jeg går i detaljen, er jeg ved at brække mig. "Kun ved bøn" . Skulle jeg anbefale en familie, at lade anden behandling til side og be'?
Der findes stadig dæmonuddrivere, også i Danmark. Jeg har set på tv et ægtepar køre rundt i en Toyota og rense det ene hus efter det andet med bønner og besværgelser. Jeg bliver ikke glad, ej heller overbevist. Kun overbevist om, at nutidens religionsforskrækkelse har noget at have det i.
Det er Markusevangeliets forståelsesmiljøs syn på årsag og virkning, som tricker mig. Sygdom og besættelse er i eftertiden afdækket som noget andet. Tro og helbredelse er afdækket som forskellige ting.
Årsag og virkning, er det, der holder alting oppe i moderniteten. For meget faktisk. Fint nok, at vi hænger hele den fysiske verden op på "effekt". Det virker. Men hvad med relationer? Hvad med mig selv?
Hvis vi læser Markus 9 som en relation mellem en far og hans dreng, kommer der en fin kritik af modernitetens relationssygdomme: effekt.
Hvem er jeg i moderniteten? Jeg er den lækkerhed, som er effekten af min iscenesættelse. Hvem er min næste? Min næste er den, der mest effektivt støtter denne iscenesættelse.
Og pludselig findes der relationer, hvis effekt er uden for kontrol. Mennesker bundet til hinanden af andet end den effekt, deres produktion af lækkerhed kan måles i. En far og hans kærlighed og det, vi ville ønske ville gå væk, det destruktive. Det vedholdende ønske.
Kunne vi ydmygt lade os inspirere af andre forestillingsuniverser, hvor ikke alt er styret af effekt og hvor andre effekter, end dem, vi kender, er virksomme i konkurrence til kendte forestillinger til støtte for relationer, der er større end de effektive?
Måske er det tanken om effekt, der skal uddrives.
Måske kunne vi lære at lade mennesker uden effekt være i fred. Måske kunne vi elske dem, der har den helt gale effekt
2. Søndag i fasten, anden række
Jeg tror ikke på dæmoner, men jeg anerkender evangelistens komposition. Jeg bliver selv rykket hid og did af kræfter, som får mig til at synes død, hvis jeg slipper dem...
Teksten:
14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. 15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. 16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« 17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. 18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« 19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. 21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. 22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« 23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« 24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« 26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Markus 9,14-29 tekst slut.
----
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte, men fortællingen som sin begyndelse. Fortællingen kan enten være noget, jeg bliver mindet om ved teksten, teksten selv(hvis den trænger til at blive tydeliggjort) eller fx tekstens tolkningshistorie. I. Dette tilfælde ville det være på sin plads, at fortælle om synet på sygdom dengang og nu.
Jeg anerkender tekstens pointe: Jesus er Guds Søn.
Jesus er kommet ned fra et bjerg som en anden Moses og møder frafaldet i form af magtesløshed, men demonstrerer sin myndighed. For mig er Jesus Guds Søn og har derfor al myndighed, men jeg ser ikke på mennesker som besatte eller ikkebesatte.
For en læser 1 af Markus tekst har dæmonhistorierne måske været en styrkelse af budskabet om Jesus som Guds Søn. For en læser i dag vil samme historier stå som en svækkelse: "jesus er ikke guds søn, fordi denne titel underbygges med overtro."
Hvis vi nu forlader dæmonerne som noget reelt og skrider til et kig på hele Markusevangeliets komposition, går dæmonerne fra at være et problem til at være en stemme i et stykke musik.
Markusevangeliet kan læses som et stykke musik med forskellige stemmer, der har rollerne kende/ikke kende, som opgave: mennesker kender måske lidt guds søn, men står i stigende grad uforstående. Dæmonerne kan kende ham, men må ikke og vil ikke. De religiøse autoriteter (skriftkloge mm) bør kunne se ham, men vil kun se sig selv. De fremmede (romerne) har til gode at se ham, men hjælper hans herlighed på vej gennem den forkastelse, som dæmonerne nok ved er forgæves, men som de skriftkloge tror er løsningen. Alle bliver til skamme ved opstandelsen.
----
Måske findes der et mørke i mig, som kender Jesus, men helst vil af med ham. Måske findes der en religiøsitet i mig, som får mig til at se og dyrke mig selv. Måske bliver jeg slynget hid og did af kræfter, som bilder mig ind, at jeg er som død, hvis jeg ikke følger med. Men der er en hånd, som oprejser mig.
---
Oversættelse er ikke helt fiks: "han fik ham til at rejse sig". Det hedder: "Han oprejste ham," hvilket er opstandelsesverbet.
Bøn er det, der er tilbage, når alt det andet er væk.
14 Καὶ ἐλθόντες πρὸς τοὺς μαθητὰς εἶδον ὄχλον πολὺν περὶ αὐτοὺς καὶ γραμματεῖς συζητοῦντας πρὸς αὐτούς. 15 καὶ εὐθὺς πᾶς ὁ ὄχλος ἰδόντες αὐτὸν ἐξεθαμβήθησαν καὶ προστρέχοντες ἠσπάζοντο αὐτόν. 16 καὶ ἐπηρώτησεν αὐτούς• τί συζητεῖτε πρὸς αὐτούς; 17 καὶ ἀπεκρίθη αὐτῷ εἷς ἐκ τοῦ ὄχλου• διδάσκαλε, ἤνεγκα τὸν υἱόν μου πρὸς σέ, ἔχοντα πνεῦμα ἄλαλον• 18 καὶ ὅπου ἐὰν αὐτὸν καταλάβῃ ῥήσσει αὐτόν, καὶ ἀφρίζει καὶ τρίζει τοὺς ὀδόντας καὶ ξηραίνεται• καὶ εἶπα τοῖς μαθηταῖς σου ἵνα αὐτὸ ἐκβάλωσιν, καὶ οὐκ ἴσχυσαν. 19 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς αὐτοῖς λέγει• ὦ γενεὰ ἄπιστος, ἕως πότε πρὸς ὑμᾶς ἔσομαι; ἕως πότε ἀνέξομαι ὑμῶν; φέρετε αὐτὸν πρός με. 20 καὶ ἤνεγκαν αὐτὸν πρὸς αὐτόν. καὶ ἰδὼν αὐτὸν τὸ πνεῦμα εὐθὺς συνεσπάραξεν αὐτόν, καὶ πεσὼν ἐπὶ τῆς γῆς ἐκυλίετο ἀφρίζων. 21 καὶ ἐπηρώτησεν τὸν πατέρα αὐτοῦ• πόσος χρόνος ἐστὶν ὡς τοῦτο γέγονεν αὐτῷ; ὁ δὲ εἶπεν• ἐκ παιδιόθεν• 22 καὶ πολλάκις καὶ εἰς πῦρ αὐτὸν ἔβαλεν καὶ εἰς ὕδατα ἵνα ἀπολέσῃ αὐτόν• ἀλλʼ εἴ τι δύνῃ, βοήθησον ἡμῖν σπλαγχνισθεὶς ἐφʼ ἡμᾶς. 23 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• τὸ εἰ δύνῃ, πάντα δυνατὰ τῷ πιστεύοντι. 24 εὐθὺς κράξας ὁ πατὴρ τοῦ παιδίου ἔλεγεν• πιστεύω• βοήθει μου τῇ ἀπιστίᾳ. 25 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἐπισυντρέχει ὄχλος, ἐπετίμησεν τῷ πνεύματι τῷ ἀκαθάρτῳ λέγων αὐτῷ• τὸ ἄλαλον καὶ κωφὸν πνεῦμα, ἐγὼ ἐπιτάσσω σοι, ἔξελθε ἐξ αὐτοῦ καὶ μηκέτι εἰσέλθῃς εἰς αὐτόν. 26 καὶ κράξας καὶ πολλὰ σπαράξας ἐξῆλθεν• καὶ ἐγένετο ὡσεὶ νεκρός, ὥστε τοὺς πολλοὺς λέγειν ὅτι ἀπέθανεν. 27 ὁ δὲ Ἰησοῦς κρατήσας τῆς χειρὸς αὐτοῦ ἤγειρεν αὐτόν, καὶ ἀνέστη.
28 Καὶ εἰσελθόντος αὐτοῦ εἰς οἶκον οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ κατʼ ἰδίαν ἐπηρώτων αὐτόν• ὅτι ἡμεῖς οὐκ ἠδυνήθημεν ἐκβαλεῖν αὐτό; 29 καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτο τὸ γένος ἐν οὐδενὶ δύναται ἐξελθεῖν εἰ μὴ ἐν προσευχῇ
Teksten:
14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. 15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. 16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« 17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. 18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« 19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. 21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. 22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« 23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« 24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« 26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Markus 9,14-29 tekst slut.
----
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte, men fortællingen som sin begyndelse. Fortællingen kan enten være noget, jeg bliver mindet om ved teksten, teksten selv(hvis den trænger til at blive tydeliggjort) eller fx tekstens tolkningshistorie. I. Dette tilfælde ville det være på sin plads, at fortælle om synet på sygdom dengang og nu.
Jeg anerkender tekstens pointe: Jesus er Guds Søn.
Jesus er kommet ned fra et bjerg som en anden Moses og møder frafaldet i form af magtesløshed, men demonstrerer sin myndighed. For mig er Jesus Guds Søn og har derfor al myndighed, men jeg ser ikke på mennesker som besatte eller ikkebesatte.
For en læser 1 af Markus tekst har dæmonhistorierne måske været en styrkelse af budskabet om Jesus som Guds Søn. For en læser i dag vil samme historier stå som en svækkelse: "jesus er ikke guds søn, fordi denne titel underbygges med overtro."
Hvis vi nu forlader dæmonerne som noget reelt og skrider til et kig på hele Markusevangeliets komposition, går dæmonerne fra at være et problem til at være en stemme i et stykke musik.
Markusevangeliet kan læses som et stykke musik med forskellige stemmer, der har rollerne kende/ikke kende, som opgave: mennesker kender måske lidt guds søn, men står i stigende grad uforstående. Dæmonerne kan kende ham, men må ikke og vil ikke. De religiøse autoriteter (skriftkloge mm) bør kunne se ham, men vil kun se sig selv. De fremmede (romerne) har til gode at se ham, men hjælper hans herlighed på vej gennem den forkastelse, som dæmonerne nok ved er forgæves, men som de skriftkloge tror er løsningen. Alle bliver til skamme ved opstandelsen.
----
Måske findes der et mørke i mig, som kender Jesus, men helst vil af med ham. Måske findes der en religiøsitet i mig, som får mig til at se og dyrke mig selv. Måske bliver jeg slynget hid og did af kræfter, som bilder mig ind, at jeg er som død, hvis jeg ikke følger med. Men der er en hånd, som oprejser mig.
---
Oversættelse er ikke helt fiks: "han fik ham til at rejse sig". Det hedder: "Han oprejste ham," hvilket er opstandelsesverbet.
Bøn er det, der er tilbage, når alt det andet er væk.
14 Καὶ ἐλθόντες πρὸς τοὺς μαθητὰς εἶδον ὄχλον πολὺν περὶ αὐτοὺς καὶ γραμματεῖς συζητοῦντας πρὸς αὐτούς. 15 καὶ εὐθὺς πᾶς ὁ ὄχλος ἰδόντες αὐτὸν ἐξεθαμβήθησαν καὶ προστρέχοντες ἠσπάζοντο αὐτόν. 16 καὶ ἐπηρώτησεν αὐτούς• τί συζητεῖτε πρὸς αὐτούς; 17 καὶ ἀπεκρίθη αὐτῷ εἷς ἐκ τοῦ ὄχλου• διδάσκαλε, ἤνεγκα τὸν υἱόν μου πρὸς σέ, ἔχοντα πνεῦμα ἄλαλον• 18 καὶ ὅπου ἐὰν αὐτὸν καταλάβῃ ῥήσσει αὐτόν, καὶ ἀφρίζει καὶ τρίζει τοὺς ὀδόντας καὶ ξηραίνεται• καὶ εἶπα τοῖς μαθηταῖς σου ἵνα αὐτὸ ἐκβάλωσιν, καὶ οὐκ ἴσχυσαν. 19 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς αὐτοῖς λέγει• ὦ γενεὰ ἄπιστος, ἕως πότε πρὸς ὑμᾶς ἔσομαι; ἕως πότε ἀνέξομαι ὑμῶν; φέρετε αὐτὸν πρός με. 20 καὶ ἤνεγκαν αὐτὸν πρὸς αὐτόν. καὶ ἰδὼν αὐτὸν τὸ πνεῦμα εὐθὺς συνεσπάραξεν αὐτόν, καὶ πεσὼν ἐπὶ τῆς γῆς ἐκυλίετο ἀφρίζων. 21 καὶ ἐπηρώτησεν τὸν πατέρα αὐτοῦ• πόσος χρόνος ἐστὶν ὡς τοῦτο γέγονεν αὐτῷ; ὁ δὲ εἶπεν• ἐκ παιδιόθεν• 22 καὶ πολλάκις καὶ εἰς πῦρ αὐτὸν ἔβαλεν καὶ εἰς ὕδατα ἵνα ἀπολέσῃ αὐτόν• ἀλλʼ εἴ τι δύνῃ, βοήθησον ἡμῖν σπλαγχνισθεὶς ἐφʼ ἡμᾶς. 23 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• τὸ εἰ δύνῃ, πάντα δυνατὰ τῷ πιστεύοντι. 24 εὐθὺς κράξας ὁ πατὴρ τοῦ παιδίου ἔλεγεν• πιστεύω• βοήθει μου τῇ ἀπιστίᾳ. 25 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἐπισυντρέχει ὄχλος, ἐπετίμησεν τῷ πνεύματι τῷ ἀκαθάρτῳ λέγων αὐτῷ• τὸ ἄλαλον καὶ κωφὸν πνεῦμα, ἐγὼ ἐπιτάσσω σοι, ἔξελθε ἐξ αὐτοῦ καὶ μηκέτι εἰσέλθῃς εἰς αὐτόν. 26 καὶ κράξας καὶ πολλὰ σπαράξας ἐξῆλθεν• καὶ ἐγένετο ὡσεὶ νεκρός, ὥστε τοὺς πολλοὺς λέγειν ὅτι ἀπέθανεν. 27 ὁ δὲ Ἰησοῦς κρατήσας τῆς χειρὸς αὐτοῦ ἤγειρεν αὐτόν, καὶ ἀνέστη.
28 Καὶ εἰσελθόντος αὐτοῦ εἰς οἶκον οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ κατʼ ἰδίαν ἐπηρώτων αὐτόν• ὅτι ἡμεῖς οὐκ ἠδυνήθημεν ἐκβαλεῖν αὐτό; 29 καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτο τὸ γένος ἐν οὐδενὶ δύναται ἐξελθεῖν εἰ μὴ ἐν προσευχῇ
Abonner på:
Opslag (Atom)