3. Søndag i advent, anden række

En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.

Teksten:

67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80

Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.

I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.

Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.

Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.

De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.

Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.

Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.

I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.

Love, huske, forløse.

Oprejse, besøge.

Davids hus.

Fred.

Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.

Noget tilsvarende sker inden i mig

Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.

Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.

Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.

Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.

Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.

Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.

David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.

David betyder: åben til en guddommelig dimension.

Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.

Disposition

Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.

Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.

Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--

67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.

Anden søndag i advent, anden række.

Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...

(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)

Teksten:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut

Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:

"Min elskede er en rose"

Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."

Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.

Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.

Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.

I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.

Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).

Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.

Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.

Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.

Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.

Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....

Disposition:

Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.

Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.

Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.

Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν

1. Søndag i advent, anden række

Hævnen, der blev væk.


Teksten:

16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. 17 Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. 21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« 22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« 23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« 24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. 25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; 26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«
28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; 29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. 30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukas 4,16-30 tekst slut

---

Jeg betragter fænomenet evangelium som et kys fra evigheden. Evighed er noget andet end den tid, jeg er bundet til. Tid har rækkefølger og bundne regler, fx kan den kun gå en vej. Nåde er et billede på tid, der går flere veje. Nåde er fx udeblivelsen af hævn. Hævn er tid, fordi hævn repræsenterer følgen (latin: konsekvens). Udeblivelsen af konsekvens er et kys fra evigheden.

I dagens evangelium opfylder Jesus en profeti. Tiden er fyldt op og er kommet Ikke gået.

I esajascitatet udelader Jesus en vigtig sætning:

" En hævndag fra Gud." (Es 61)

Denne udeladelse svarer til den underfulde ophævelse at lynchstemningen på kanten af den verden, han kom fra....

--

16 Καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρά, οὗ ἦν τεθραμμένος, καὶ εἰσῆλθεν κατὰ τὸ εἰωθὸς αὐτῷ ἐν τῇ ἡμέρᾳ τῶν σαββάτων εἰς τὴν συναγωγὴν καὶ ἀνέστη ἀναγνῶναι. 17 καὶ ἐπεδόθη αὐτῷ βιβλίον τοῦ προφήτου Ἠσαΐου καὶ ἀναπτύξας τὸ βιβλίον εὗρεν τὸν τόπον οὗ ἦν γεγραμμένον•
18 πνεῦμα κυρίου ἐπʼ ἐμὲ
οὗ εἵνεκεν ἔχρισέν με
εὐαγγελίσασθαι πτωχοῖς,
ἀπέσταλκέν με,
κηρύξαι αἰχμαλώτοις ἄφεσιν
καὶ τυφλοῖς ἀνάβλεψιν,
ἀποστεῖλαι τεθραυσμένους ἐν ἀφέσει,
19 κηρύξαι ἐνιαυτὸν κυρίου δεκτόν.
20 καὶ πτύξας τὸ βιβλίον ἀποδοὺς τῷ ὑπηρέτῃ ἐκάθισεν• καὶ πάντων οἱ ὀφθαλμοὶ ἐν τῇ συναγωγῇ ἦσαν ἀτενίζοντες αὐτῷ. 21 ἤρξατο δὲ λέγειν πρὸς αὐτοὺς ὅτι σήμερον πεπλήρωται ἡ γραφὴ αὕτη ἐν τοῖς ὠσὶν ὑμῶν. 22 Καὶ πάντες ἐμαρτύρουν αὐτῷ καὶ ἐθαύμαζον ἐπὶ τοῖς λόγοις τῆς χάριτος τοῖς ἐκπορευομένοις ἐκ τοῦ στόματος αὐτοῦ καὶ ἔλεγον• οὐχὶ υἱός ἐστιν Ἰωσὴφ οὗτος; 23 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• πάντως ἐρεῖτέ μοι τὴν παραβολὴν ταύτην• ἰατρέ, θεράπευσον σεαυτόν• ὅσα ἠκούσαμεν γενόμενα εἰς τὴν Καφαρναοὺμ ποίησον καὶ ὧδε ἐν τῇ πατρίδι σου. 24 εἶπεν δέ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐδεὶς προφήτης δεκτός ἐστιν ἐν τῇ πατρίδι αὐτοῦ. 25 ἐπʼ ἀληθείας δὲ λέγω ὑμῖν, πολλαὶ χῆραι ἦσαν ἐν ταῖς ἡμέραις Ἠλίου ἐν τῷ Ἰσραήλ, ὅτε ἐκλείσθη ὁ οὐρανὸς ἐπὶ ἔτη τρία καὶ μῆνας ἕξ, ὡς ἐγένετο λιμὸς μέγας ἐπὶ πᾶσαν τὴν γῆν, 26 καὶ πρὸς οὐδεμίαν αὐτῶν ἐπέμφθη Ἠλίας εἰ μὴ εἰς Σάρεπτα τῆς Σιδωνίας πρὸς γυναῖκα χήραν. 27 καὶ πολλοὶ λεπροὶ ἦσαν ἐν τῷ Ἰσραὴλ ἐπὶ Ἐλισαίου τοῦ προφήτου, καὶ οὐδεὶς αὐτῶν ἐκαθαρίσθη εἰ μὴ Ναιμὰν ὁ Σύρος. 28 καὶ ἐπλήσθησαν πάντες θυμοῦ ἐν τῇ συναγωγῇ ἀκούοντες ταῦτα 29 καὶ ἀναστάντες ἐξέβαλον αὐτὸν ἔξω τῆς πόλεως καὶ ἤγαγον αὐτὸν ἕως ὀφρύος τοῦ ὄρους ἐφʼ οὗ ἡ πόλις ᾠκοδόμητο αὐτῶν ὥστε κατακρημνίσαι αὐτόν•

Sidste søndag i kirkeåret, første række

Evighed som (op)gave.

Diskurs:
Den dobbelte udgang er en diskussion, der føres mellem mennesker (kun?*), blandt hvilke mindst een part udelukkende tænker guds evighed som forstået på tidens præmisser: fremadskridende/irreversibel. Et apokalyptisk scenarie er imidlertid skabelsen spillet baglæns og forlæns samtidig, hvorfor en nutidig deltagelse i apokalyptiken bliver amputeret og dennesidig, dersom tidens fortsatte logik tænkes med.
Tiden beskrives i sproget som fx følge, for hvilken vi har navnlig tre udtryk: succes, effekt, konsekvens.
Dagens tekst ophæver succes og lader ikke-succes stå sammen med herligthed hvilket er overraskende. Ligeså overraskende er, at ild og ligegyldighed hænger sammen.
Men at lave en mekanisme, hvor mennesket kan have herlighedssucces som en effekt af konsekvenstænkning, er ikkegud.
Evighed er noget andet end tid.
(*den bør føres med ånd blandt engle).

Teksten:

31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. 34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. 44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46
Tekst slut

-----

Jeg er fascineret af, at kirkeåret slutter med Menneskesønnen og begynder med menneskevordelsen. Hele kirkeåret er som en Pi-prædiken: Den løfter med fortællingen om skaberordet, der kommer ind i verden, et menneske som dig og mig. Det forvandler med budskabet om dette menneskes sejr over døden og det landsætter mig med opgaven: Det andet menneske.

Forvandler jeg mit medmenneske fra tanke til handling gennem Jesus, frelser, gudmand, dommer?

----

To fremmede kvaliteter, to udfald. Og det, i midten.

Jeg hæfter mig ved to kvaliteter i tekstens begyndelse og slutning. Det ene er Herlighed (og herligheds trone) og det andet er Evig (som i Evig straf og Evigt liv. (Det modsatte af straf er normalt belønning, men her, liv). Jeg mener, at både Herlighed og Evig er to kvaliteter, vi ikke må skøjte hen over bare fordi kalkmalere og andre har låst os fast på, hvad det betyder.

Herlighed (gr Doxa, lat Maiestas) og Evig (gr aiånos og lat Aeternus) skal forstås religiøst og dermed noget, der ligger udenfor det normale, det fattelige.

Herlighed er noget, som kan mærkes, det kan fx bestå af lys og/eller lyd. Det er en form for synlig eller usynlig energi, som omspænder noget ophøjet og styrker det ophøjede i at være ophøjet.

Det særlige ved denne Doxa er, at vi tilsyneladende skal i kontakt med den, muligvis præges af den og indlemmes i den.

Evig er mere forbundet med Herlig, end man skulle tro. Jeg kunne godt tænke mig en oversættelse, hvor aiånos ikke blev forvekslet med uendelig eller uophørlig. Man kunne skrive "til æonisk liv og til æonisk fornedrelse" så ville kvaliteten stå mere åben.

Evig betyder ikke nødvendigvis uendelig, men meget mere. Det er udenfor tid og over tid. Det er uendeligt i den forstand, at det er hævet over tidsafslutning, som kendes.

Idet, jeg kommer i kontakt med budskabet i dagens tekst, bliver jeg smittet med herlighed og evighed som energi fra en anden verden. Disse bye virkeligheder virker magnetiske på mig - på andre vil de virke modsat og skal nedtones, mens noget andet i teksten skal fremhæves.

Jeg bliver således suget ind i et scenarie, hvor der venter mig en gave og en opgave. Man kunne tolke på ordet Opgave, som en gave, der er smittet med dimensionen Op.

Gaven er, at jeg får afsløret, at herligheden kendes ved sin modsætning, nøgen, fremmed, fanget, sulten. Gaven er, at herlighedsdommeren selv lader sig finde i modsætningen. Gaven er, at herlighedsdommeren allerede har byttet med mig, idet min ikke-æoniske gøren og laden betales af hans ikke-æoniske fornedrelse, som således bliver til min æoniske ikke-fornedrelse.

Vi møder altså dommeren både som eksemplet på ikke-herlighed og som bærer af ikke-liv. Dette giver mig evighed og herlighed, som er ikke-tid og dermed også nu.

Gave og opgave.

31 Ὅταν δὲ ἔλθῃ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐν τῇ δόξῃ αὐτοῦ καὶ πάντες οἱ ἄγγελοι μετʼ αὐτοῦ, τότε καθίσει ἐπὶ θρόνου δόξης αὐτοῦ• 32 καὶ συναχθήσονται ἔμπροσθεν αὐτοῦ πάντα τὰ ἔθνη, καὶ ἀφορίσει αὐτοὺς ἀπʼ ἀλλήλων, ὥσπερ ὁ ποιμὴν ἀφορίζει τὰ πρόβατα ἀπὸ τῶν ἐρίφων, 33 καὶ στήσει τὰ μὲν πρόβατα ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ, τὰ δὲ ἐρίφια ἐξ εὐωνύμων. 34 τότε ἐρεῖ ὁ βασιλεὺς τοῖς ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ• δεῦτε οἱ εὐλογημένοι τοῦ πατρός μου, κληρονομήσατε τὴν ἡτοιμασμένην ὑμῖν βασιλείαν ἀπὸ καταβολῆς κόσμου. 35 ἐπείνασα γὰρ καὶ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ ἐποτίσατέ με, ξένος ἤμην καὶ συνηγάγετέ με, 36 γυμνὸς καὶ περιεβάλετέ με, ἠσθένησα καὶ ἐπεσκέψασθέ με, ἐν φυλακῇ ἤμην καὶ ἤλθατε πρός με. 37 τότε ἀποκριθήσονται αὐτῷ οἱ δίκαιοι λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα καὶ ἐθρέψαμεν, ἢ διψῶντα καὶ ἐποτίσαμεν; 38 πότε δέ σε εἴδομεν ξένον καὶ συνηγάγομεν, ἢ γυμνὸν καὶ περιεβάλομεν; 39 πότε δέ σε εἴδομεν ἀσθενοῦντα ἢ ἐν φυλακῇ καὶ ἤλθομεν πρός σε; 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ βασιλεὺς ἐρεῖ αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἀδελφῶν μου τῶν ἐλαχίστων, ἐμοὶ ἐποιήσατε. 41 τότε ἐρεῖ καὶ τοῖς ἐξ εὐωνύμων• πορεύεσθε ἀπʼ ἐμοῦ [οἱ] κατηραμένοι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον τὸ ἡτοιμασμένον τῷ διαβόλῳ καὶ τοῖς ἀγγέλοις αὐτοῦ. 42 ἐπείνασα γὰρ καὶ οὐκ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ οὐκ ἐποτίσατέ με, 43 ξένος ἤμην καὶ οὐ συνηγάγετέ με, γυμνὸς καὶ οὐ περιεβάλετέ με, ἀσθενὴς καὶ ἐν φυλακῇ καὶ οὐκ ἐπεσκέψασθέ με. 44 τότε ἀποκριθήσονται καὶ αὐτοὶ λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα ἢ διψῶντα ἢ ξένον ἢ γυμνὸν ἢ ἀσθενῆ ἢ ἐν φυλακῇ καὶ οὐ διηκονήσαμέν σοι; 45 τότε ἀποκριθήσεται αὐτοῖς λέγων• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον οὐκ ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἐλαχίστων, οὐδὲ ἐμοὶ ἐποιήσατε. 46 καὶ ἀπελεύσονται οὗτοι εἰς κόλασιν αἰώνιον, οἱ δὲ δίκαιοι εἰς ζωὴν αἰώνιον.

23. Søndag efter Trinitatis, første række

Økonomisk sammenbrud

Texten: 15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. 16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. 17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« 18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? 19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. 20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« 21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« 22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Text slut Matt 22.15-22

---

Dagens tekst er blevet brugt som allegori til at cementere et særligt forhold mellem stat og kirke, verdsligt og åndeligt. Imidlertid vil jeg gerne kigge nærmere på de tolkninger, der sætter sig helt ud over en økonomisk afhængighed.

Pointen i at give kejseren, hvad kejserens er, er at det er hans penge og han kan have dem allesammen. Der er et billede på, hvilket er en krænkelse af billedforbuddet og spørgeren bliver gjort klart, at han må afgive alle disse afgudsbilleder og ophøre med at være til rådighed for det system, kejseren stiller til rådighed.

To billeder:
Hvad Guds er, er nok mennesket selv, af hele sit sind, hjerte og sjæl. Dette gudsbillede skal gives til Gud.

Kan man det?

Ikke uden Kristus...

(Fortsættes)


15 Τότε πορευθέντες οἱ Φαρισαῖοι συμβούλιον ἔλαβον ὅπως αὐτὸν παγιδεύσωσιν ἐν λόγῳ. 16 καὶ ἀποστέλλουσιν αὐτῷ τοὺς μαθητὰς αὐτῶν μετὰ τῶν Ἡρῳδιανῶν λέγοντες• διδάσκαλε, οἴδαμεν ὅτι ἀληθὴς εἶ καὶ τὴν ὁδὸν τοῦ θεοῦ ἐν ἀληθείᾳ διδάσκεις καὶ οὐ μέλει σοι περὶ οὐδενός• οὐ γὰρ βλέπεις εἰς πρόσωπον ἀνθρώπων, 17 εἰπὲ οὖν ἡμῖν τί σοι δοκεῖ• ἔξεστιν δοῦναι κῆνσον Καίσαρι ἢ οὔ; 18 γνοὺς δὲ ὁ Ἰησοῦς τὴν πονηρίαν αὐτῶν εἶπεν• τί με πειράζετε, ὑποκριταί; 19 ἐπιδείξατέ μοι τὸ νόμισμα τοῦ κήνσου. οἱ δὲ προσήνεγκαν αὐτῷ δηνάριον. 20 καὶ λέγει αὐτοῖς• τίνος ἡ εἰκὼν αὕτη καὶ ἡ ἐπιγραφή; 21 λέγουσιν αὐτῷ• Καίσαρος. τότε λέγει αὐτοῖς• ἀπόδοτε οὖν τὰ Καίσαρος Καίσαρι καὶ τὰ τοῦ θεοῦ τῷ θεῷ. 22 καὶ ἀκούσαντες ἐθαύμασαν, καὶ ἀφέντες αὐτὸν ἀπῆλθαν.

22. Søndag efter Trinitatis, første række

Matt 18,21-35


En overbygning åbner sig over os...

-------

21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35

--------

Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.

Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.

Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:

En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.

Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.

Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.

Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.

Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.

Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).

Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.

Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.

Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.

I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.

Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)

Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve

Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.

Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke-tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.

En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.

Gud bevæges - jeg bevæges.

Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.

-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.

Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?

I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker

Alle Helgens Dag, første række

Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.

Igennem hele bjergprædikenen beskrives en voldsom transport af energi mellem tid og evighed, mellem gud og menneske, mellem menneske og menneske. Ruterne er vandret, lodret. I denne voldsomme og nænsomme tranport er der noget, der hele tiden rasler af - noget, som ellers altid hænger fast: det materielle og status...


Teksten:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:


3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut

Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.

Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).

Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:

1 Makarios-råbet. (8 gange plus 1 gang med "Jer" plus 1 gang med "glæde Jer..")
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)

Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.

Et par kommentarer

V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.

V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)

V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.

V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.

V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela

Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.

Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...

Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.

På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.

Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.



(Fortsættes)







Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.