Borte, borte - tit, tit!
Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.
Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22
Klog mand på fødsler, dér.
Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.
Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.
Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.
Kontekst:
Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.
Fra sorg via glæde til kærlighed
En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.
Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:
Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.
Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)
Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...
16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.
19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.
onsdag den 3. maj 2017
torsdag den 27. april 2017
2. Søndag efter påske, første række
En latterlig vikar for mit eget liv.
Teksten:.11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Tekst slut Johs 10,11-16)
(Se ældre indlæg nedenfor)
Kontekst. Teksten er en helstøbt perikope, men lader sig bedst forstå, hvis man læser den nære kontekst med. Umiddelbart i den teksten er der et mærkeligt åben-dør/tyv/død billede, men efter perikopen er der en forklarende sammenhæng mellem at give og få liv.
Til den fjernere kontekst hører alle de øvrige "jeg er" formler som igen viser til den endnu fjernere brændende tornebusk "jeg er jeg er". Sammenhængen er, at sand væren er i Kristus.
Som billede på dagens tekst kan bruges fortællinger om den dårlige vikar - eller sndigere: fortællinger om vikaren, der tager glansen fra den, der tager sliddet (slængkappeconsultant).
Hyrden er et anti-moderne billede, idet det moderne menneske er selvberoende, hvorved 'pastor' og 'fader' bliver uvedkommende figurer. Hyrden er dermed noget i mig selv ligesom den dårlige vikar.
Når jeg skal elske min næste, som mig selv, er min kærlighed til medmennesket altså afhængigt at et selvelskende aktiv. Dette selvelskende aktiv er blandet af negativt og positivt. For at kunne elske mig selv på den måde, som gør kærligheden til medmennesket god, skal jeg kunne passe ægte på mig selv. Dette ægte er hyrdebilledet.
Hvornår er jeg en latterlig vikar for mit liv? Måske, når jeg passer på mit selv ud fra belønning. Hurra-vikaren vil levere glimmer, som falder til jorden. Men mit virkelige selvkærlighed er at være elsket uden forbindelse til så at eller for at. Altså uden tid - dvs evigt og i forbindelse til ER.
Disposition:
Fortælling:
den latterlige vikar og umuligheden af en hyrde i moderniteten.
Forvandling:
det i mig, som skal passe på mig, er ægte, når det ER. Dvs når det ikke er fedtet ind i opnå-trummerummen, løsrevet fra tidens irreversible 'for at' og 'så at' - alt det, der handler om konsekvens. Jesus har taget konsekvensen og erstattet den med evighed (anti-konsekvens, som ikke er inkonsekvens) for at jeg kan fyre latterlighedsvikaren i mig og erstatte den med ER.
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke og elske mennesker som de ER, fordi jeg kan elske mig selv.
11 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλός. ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς τὴν ψυχὴν αὐτοῦ τίθησιν ὑπὲρ τῶν προβάτων• 12 ὁ μισθωτὸς καὶ οὐκ ὢν ποιμήν, οὗ οὐκ ἔστιν τὰ πρόβατα ἴδια, θεωρεῖ τὸν λύκον ἐρχόμενον καὶ ἀφίησιν τὰ πρόβατα καὶ φεύγει - καὶ ὁ λύκος ἁρπάζει αὐτὰ καὶ σκορπίζει - 13 ὅτι μισθωτός ἐστιν καὶ οὐ μέλει αὐτῷ περὶ τῶν προβάτων.
14 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς καὶ γινώσκω τὰ ἐμὰ καὶ γινώσκουσί με τὰ ἐμά, 15 καθὼς γινώσκει με ὁ πατὴρ κἀγὼ γινώσκω τὸν πατέρα, * καὶ τὴν ψυχήν μου τίθημι ὑπὲρ τῶν προβάτων. 16 καὶ ἄλλα πρόβατα ἔχω ἃ οὐκ ἔστιν ἐκ τῆς αὐλῆς ταύτης• κἀκεῖνα δεῖ με ἀγαγεῖν καὶ τῆς φωνῆς μου ἀκούσουσιν, καὶ γενήσονται μία ποίμνη, εἷς ποιμήν.
Ældre indlæg:
2. Søndag efter påske
ER!
Johannes 10,11-16
Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.
Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.
Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...
Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.
I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.
Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger
1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.
2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.
3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.
----
Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.
Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.
Disposition:
Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.
Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu
Teksten:.11 Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. 12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; 13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene.
14 Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, 15 ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. 16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. (Tekst slut Johs 10,11-16)
(Se ældre indlæg nedenfor)
Kontekst. Teksten er en helstøbt perikope, men lader sig bedst forstå, hvis man læser den nære kontekst med. Umiddelbart i den teksten er der et mærkeligt åben-dør/tyv/død billede, men efter perikopen er der en forklarende sammenhæng mellem at give og få liv.
Til den fjernere kontekst hører alle de øvrige "jeg er" formler som igen viser til den endnu fjernere brændende tornebusk "jeg er jeg er". Sammenhængen er, at sand væren er i Kristus.
Som billede på dagens tekst kan bruges fortællinger om den dårlige vikar - eller sndigere: fortællinger om vikaren, der tager glansen fra den, der tager sliddet (slængkappeconsultant).
Hyrden er et anti-moderne billede, idet det moderne menneske er selvberoende, hvorved 'pastor' og 'fader' bliver uvedkommende figurer. Hyrden er dermed noget i mig selv ligesom den dårlige vikar.
Når jeg skal elske min næste, som mig selv, er min kærlighed til medmennesket altså afhængigt at et selvelskende aktiv. Dette selvelskende aktiv er blandet af negativt og positivt. For at kunne elske mig selv på den måde, som gør kærligheden til medmennesket god, skal jeg kunne passe ægte på mig selv. Dette ægte er hyrdebilledet.
Hvornår er jeg en latterlig vikar for mit liv? Måske, når jeg passer på mit selv ud fra belønning. Hurra-vikaren vil levere glimmer, som falder til jorden. Men mit virkelige selvkærlighed er at være elsket uden forbindelse til så at eller for at. Altså uden tid - dvs evigt og i forbindelse til ER.
Disposition:
Fortælling:
den latterlige vikar og umuligheden af en hyrde i moderniteten.
Forvandling:
det i mig, som skal passe på mig, er ægte, når det ER. Dvs når det ikke er fedtet ind i opnå-trummerummen, løsrevet fra tidens irreversible 'for at' og 'så at' - alt det, der handler om konsekvens. Jesus har taget konsekvensen og erstattet den med evighed (anti-konsekvens, som ikke er inkonsekvens) for at jeg kan fyre latterlighedsvikaren i mig og erstatte den med ER.
Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke og elske mennesker som de ER, fordi jeg kan elske mig selv.
11 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλός. ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς τὴν ψυχὴν αὐτοῦ τίθησιν ὑπὲρ τῶν προβάτων• 12 ὁ μισθωτὸς καὶ οὐκ ὢν ποιμήν, οὗ οὐκ ἔστιν τὰ πρόβατα ἴδια, θεωρεῖ τὸν λύκον ἐρχόμενον καὶ ἀφίησιν τὰ πρόβατα καὶ φεύγει - καὶ ὁ λύκος ἁρπάζει αὐτὰ καὶ σκορπίζει - 13 ὅτι μισθωτός ἐστιν καὶ οὐ μέλει αὐτῷ περὶ τῶν προβάτων.
14 Ἐγώ εἰμι ὁ ποιμὴν ὁ καλὸς καὶ γινώσκω τὰ ἐμὰ καὶ γινώσκουσί με τὰ ἐμά, 15 καθὼς γινώσκει με ὁ πατὴρ κἀγὼ γινώσκω τὸν πατέρα, * καὶ τὴν ψυχήν μου τίθημι ὑπὲρ τῶν προβάτων. 16 καὶ ἄλλα πρόβατα ἔχω ἃ οὐκ ἔστιν ἐκ τῆς αὐλῆς ταύτης• κἀκεῖνα δεῖ με ἀγαγεῖν καὶ τῆς φωνῆς μου ἀκούσουσιν, καὶ γενήσονται μία ποίμνη, εἷς ποιμήν.
Ældre indlæg:
2. Søndag efter påske
ER!
Johannes 10,11-16
Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.
Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.
Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...
Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.
I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.
Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger
1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.
2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.
3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.
----
Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.
Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.
Disposition:
Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.
Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu
tirsdag den 18. april 2017
1. Søndag efter påske.
Få fingeren ud, Thomas
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side.
Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31
Kontekst
Tekstafsnittet er ikke skåret over og er som sådan helt. Umiddelbart forinden læser vi kapitel 20, 1-18, hvor Maria og 2 disciple "springer buk" i en slags erkendelseskapløb, hvor det handler om at møde, tro og forstå den opstandne.
Vinderen af erkendelsesdisciplinen synes at være Maria, som reagerer på en stemme - altså indenfor katagorien "at høre".
For en forkyndende fortolker er det gavnligt at opleve alle de implicerede personer, som eet og samme menneskes forsøg på at nå til tro gennem erkendelse. (1. s.e.påske første række)
Selvom dagens tekst slutter med en opsummering, som sagtens kunne være hele Johannesevangeliets afslutning, fortsættes der med et kap 21, som så enten er den rigtige slutning eller en klump tillægslegender. Jeg vil ikke kaste mig ind i den leg med konfetti, som Johannesevangeliets redaktionshistorie kan være.
Dagens tekst falder i følgende afsnit:
Visning af Jesus: Fred.
Glæde, Mer' fred.
Den lille Pinse.
Thomas tror ikke.
Thomas tror alligevel.
Opsummering - det handler om at tro.
Jeg lyver, sagde løgneren
Teksten refererer på en sjov måde til sig selv. På den ene side bliver man ikke i tvivl om, at den fineste måde at tro på, er at droppe kravet om et fysisk bevis - på den anden side servicerer teksten dem, der har brug for et sådant bevis.
Fred, Kirke, tro, fup/fakta, salighed
Det må være disse temaer, der kan vælges imellem, når dispositionen lægges. De hænger naturligvis sammen:
Ufred har den, der er i tvivl og ikke har Ånd. Kirken forkynder tro og dermed Ånd og dermed fred, salighed.
Afsnittet om Ånden og forsamlingens mandat til at forlade eller ikke forlade synder, ville jeg notere kort i en prædiken og derefter love at det bliver uddybet en anden dag - den store pinse.
På sanseniveauet er det dog gavnligt at snuse ind og huske, at han blæste ånde i deres næsebor, hvilket er en gentagelse af Adams komme til livet. Alle kender snuset af frisk ilt efter et langt møde eller efter en lang køretur til naturen - eller iltindtaget ved en lettelse.
Tro er ikke transport af valid information
Johannesevangeliet er skrevet med formålet tro. Tegnene er til tro. Skriftet nærmest trækker vejret gennem biller af noget, der er inden i hinanden: De troende er i Jesus som er i Faderen. (Bemærk slutordet i Marias genkendelse af Jesus' stemme: Jesus siger: Minm Gud og Jeres Gud).
Når Thomas stikker fingeren ind hullerne i Jesus, overvinder han en afstand og får vished, men misser dermed troens kvalitet, som netop henter sin energi fra fraværet, afstanden og dermed mangelen på vished.
Tro er altså overvindelsen af en afstand og overvindelsen af fraværet af vished.
Tro er en bevægelse. En bevægelse mellem den, der tror og det, der tros. Denne bevægelse er noget særligt netop fordi, der er en afstand og netop fordi der er uvished.
Bevægelsen, eller "mellemenergien" er lavet af kærlighed og kommer til udtryk ved kærlighed.
Måske kan den sammenlignes med at savne, som også er en vældig energi mellem et subjekt og et objekt.
Derfor skal Thomas få fingeren ud og derfor skal vi have lov at tro med uvished og afstand lavet af kærlighed og kendetegnet ved kærlighed.
Hvis man endelig skulle stikke fingeren i troen, kunne det være i den troende. Jeg tror, at tro er konkret og jeg er sikker på at der er lavet målinger af den troendes blodtryk, endorfinniveau etc.
Salig betyder at jeg hænger sammen med Gud i Evighed. Det gør jeg i kraft af kærlighed, gennem Jesus ved tro.
Teksten giver et eksempel på vished, men også en lovprisning af den salighed, der hører til den kærlighedsenergi, som afstand giver.
Disposition
Fortælling
Frisk luft i næsen. Nyt liv til Adam, nyt liv til den, der er lettet, den der holder pause fra et møde, den der stiger ud af bilen, den der får ilten tilbage.
Forvandling
Jeg kender til nyt liv fra min vejrtrækning og jeg får et budskab om liv sammen med selve livets herkomst: Gud. Det går gennem tro. Tro er en energi over afstand på trods af uvished. Den er lavet af kærlighed. Jeg er nu sammen med Gud i evighed, fordi jeg elsker ham og elsker andre mennesker og har tillid til at hans Søn har vundet over døden.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og mærke kærligheden mellem mennesker som noget, der binder sammen over afstand. En bevægelse fra den ene til den anden. Jeg vil minde mig selv om, at den samme bevægelse mellem Gud og mig gør mig evig.
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side.
Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31
Kontekst
Tekstafsnittet er ikke skåret over og er som sådan helt. Umiddelbart forinden læser vi kapitel 20, 1-18, hvor Maria og 2 disciple "springer buk" i en slags erkendelseskapløb, hvor det handler om at møde, tro og forstå den opstandne.
Vinderen af erkendelsesdisciplinen synes at være Maria, som reagerer på en stemme - altså indenfor katagorien "at høre".
For en forkyndende fortolker er det gavnligt at opleve alle de implicerede personer, som eet og samme menneskes forsøg på at nå til tro gennem erkendelse. (1. s.e.påske første række)
Selvom dagens tekst slutter med en opsummering, som sagtens kunne være hele Johannesevangeliets afslutning, fortsættes der med et kap 21, som så enten er den rigtige slutning eller en klump tillægslegender. Jeg vil ikke kaste mig ind i den leg med konfetti, som Johannesevangeliets redaktionshistorie kan være.
Dagens tekst falder i følgende afsnit:
Visning af Jesus: Fred.
Glæde, Mer' fred.
Den lille Pinse.
Thomas tror ikke.
Thomas tror alligevel.
Opsummering - det handler om at tro.
Jeg lyver, sagde løgneren
Teksten refererer på en sjov måde til sig selv. På den ene side bliver man ikke i tvivl om, at den fineste måde at tro på, er at droppe kravet om et fysisk bevis - på den anden side servicerer teksten dem, der har brug for et sådant bevis.
Fred, Kirke, tro, fup/fakta, salighed
Det må være disse temaer, der kan vælges imellem, når dispositionen lægges. De hænger naturligvis sammen:
Ufred har den, der er i tvivl og ikke har Ånd. Kirken forkynder tro og dermed Ånd og dermed fred, salighed.
Afsnittet om Ånden og forsamlingens mandat til at forlade eller ikke forlade synder, ville jeg notere kort i en prædiken og derefter love at det bliver uddybet en anden dag - den store pinse.
På sanseniveauet er det dog gavnligt at snuse ind og huske, at han blæste ånde i deres næsebor, hvilket er en gentagelse af Adams komme til livet. Alle kender snuset af frisk ilt efter et langt møde eller efter en lang køretur til naturen - eller iltindtaget ved en lettelse.
Tro er ikke transport af valid information
Johannesevangeliet er skrevet med formålet tro. Tegnene er til tro. Skriftet nærmest trækker vejret gennem biller af noget, der er inden i hinanden: De troende er i Jesus som er i Faderen. (Bemærk slutordet i Marias genkendelse af Jesus' stemme: Jesus siger: Minm Gud og Jeres Gud).
Når Thomas stikker fingeren ind hullerne i Jesus, overvinder han en afstand og får vished, men misser dermed troens kvalitet, som netop henter sin energi fra fraværet, afstanden og dermed mangelen på vished.
Tro er altså overvindelsen af en afstand og overvindelsen af fraværet af vished.
Tro er en bevægelse. En bevægelse mellem den, der tror og det, der tros. Denne bevægelse er noget særligt netop fordi, der er en afstand og netop fordi der er uvished.
Bevægelsen, eller "mellemenergien" er lavet af kærlighed og kommer til udtryk ved kærlighed.
Måske kan den sammenlignes med at savne, som også er en vældig energi mellem et subjekt og et objekt.
Derfor skal Thomas få fingeren ud og derfor skal vi have lov at tro med uvished og afstand lavet af kærlighed og kendetegnet ved kærlighed.
Hvis man endelig skulle stikke fingeren i troen, kunne det være i den troende. Jeg tror, at tro er konkret og jeg er sikker på at der er lavet målinger af den troendes blodtryk, endorfinniveau etc.
Salig betyder at jeg hænger sammen med Gud i Evighed. Det gør jeg i kraft af kærlighed, gennem Jesus ved tro.
Teksten giver et eksempel på vished, men også en lovprisning af den salighed, der hører til den kærlighedsenergi, som afstand giver.
Disposition
Fortælling
Frisk luft i næsen. Nyt liv til Adam, nyt liv til den, der er lettet, den der holder pause fra et møde, den der stiger ud af bilen, den der får ilten tilbage.
Forvandling
Jeg kender til nyt liv fra min vejrtrækning og jeg får et budskab om liv sammen med selve livets herkomst: Gud. Det går gennem tro. Tro er en energi over afstand på trods af uvished. Den er lavet af kærlighed. Jeg er nu sammen med Gud i evighed, fordi jeg elsker ham og elsker andre mennesker og har tillid til at hans Søn har vundet over døden.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og mærke kærligheden mellem mennesker som noget, der binder sammen over afstand. En bevægelse fra den ene til den anden. Jeg vil minde mig selv om, at den samme bevægelse mellem Gud og mig gør mig evig.
tirsdag den 4. april 2017
Anden påskedag, første række
Det hele var meningen
Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.
Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?
Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.
Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".
Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.
Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.
Det er aha'et, der giver mening.
Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.
I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.
Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.
Hvornår gik jeg med Jesus
Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.
Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?
Dispostion:
Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?
Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.
Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.
"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".
Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.
Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?
Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.
Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".
Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.
Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.
Det er aha'et, der giver mening.
Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.
I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.
Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.
Hvornår gik jeg med Jesus
Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.
Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?
Dispostion:
Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?
Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.
Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.
"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".
Påskedag!
Påskedag!
De turde heller ikke sige noget.
Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .
Jeg vil ikke kaste mig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.
Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?
Det mindste rum og den blå hvælving.
For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.
Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.
Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...
Leve op!
Man kan også prædike over forskellen på at leve op og leve op til. Påskemorgen handler om at leve op. "Leve op til" er noget vi presses til og som giver skyld, fordi vi ikke kan leve op til alt. Men påske morgen lever vi bare op ved guds under.
De turde heller ikke sige noget.
Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .
Jeg vil ikke kaste mig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.
Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?
Det mindste rum og den blå hvælving.
For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.
Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.
Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...
Leve op!
Man kan også prædike over forskellen på at leve op og leve op til. Påskemorgen handler om at leve op. "Leve op til" er noget vi presses til og som giver skyld, fordi vi ikke kan leve op til alt. Men påske morgen lever vi bare op ved guds under.
Påskelørdagnat
Påskelørdag
Under jorden
Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.
"Det var en tvekamp underfuld".
Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.
Hvis man holder midnatsgudstjeneste frem mod påskemorgen, er Jonas 2 god at prædike over
Under jorden
Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.
"Det var en tvekamp underfuld".
Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.
Hvis man holder midnatsgudstjeneste frem mod påskemorgen, er Jonas 2 god at prædike over
Langfredag..
Langfredag Ps 22,17
En brik, der mangler
Fortælling
Jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er usynlige på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.
Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.
Sådan noget kan mennesker også gøre.
Forvandling
Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.
Landsætning
Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.
Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mk 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at recitere færdig.
Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mk 15 går alle rundt med de forkerte brikker...
Salme 22.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
Markus 15,20-39:
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
En brik, der mangler
Fortælling
Jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er usynlige på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.
Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.
Sådan noget kan mennesker også gøre.
Forvandling
Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.
Landsætning
Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.
Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mk 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at recitere færdig.
Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mk 15 går alle rundt med de forkerte brikker...
Salme 22.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
Markus 15,20-39:
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Abonner på:
Opslag (Atom)