Mariæ bebudelse, første række

Mariæ Bebudelse


Lukas er ikke gynækolog

Texten:
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38 text slut.

Sprog: sproget er ikke så septuagintæisk, som johannesbebudelsen og som Jesu fødsel. Den er ikke oversået med και εγενετο og med præpositionerede infinitiver etc, men der er et kendeligt GT præg i konstruktlignende kæder og parataxe. Konsultér evt ældre oversættelser for at få detaljer så som "jeg har jo ikke kendt en mand".


Kontekst

Bemærk, at teksten er en hel tekst, at den handler om Maria, men at den begynder (på dansk eksplicit) og slutter med Elisabeth; som tidsangivelse først og som power-ord til sidst.

Fortællingen om Maria, der "udnævnes til gravid" er en del af en slags fuga (Luk 1-2) hvor den gamle pagt og den nye pagt så at sige synger duet og kanon (Zakarias' lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang) og sammen skubber historien fremad, mens det nye overstråler det gamle.

Maria og Elisabeth bliver gravide med et halvt års mellemrum. Fortællingen om Elisabeth følger et
Abraham/Sara motiv og har templet som omdrejningspunkt med manden i centrum og en præstekalender som tidangivelse.

"Den nye førstestemme" har kvinden i centrum og har hele verdens kalender (Augustus) som tidsangivelse). Men typisk for Lukas fortælles det som samlet udvikling - ikke et brud.

Dogmet om jomfruen

Maria mistede sin dyd ved Højesteret i 1916. Sådan kan man fortælle dansk kirkehistorie, idet præsten fra Vaalse fik lov at mene at Maria måske ikke teknisk set var jomfru. Det vakte en del postyr og præsten kom under en anden biskops tilsyn (lex Vaalse).

Men hvorfor er det vigtigt at hun er jomfru - altså ikke har haft sex?
Det er vigtigt, hvis man synes at sex er noget griseri og noget socialt farligt, så kan Maria blive en dydsmodel, som overgår alle ved at at kunne blive mor uden sex.

En sådan disciplinerende funktion tjener ikke et evangelium, som har frihed som sit kendetegn.

At hun er jomfru er et dogme. Et dogme er en kirkelig læresætning. At den er kirkelig betyder at den lærer om kirkens herre, Kristus. At han er kristus betyder, at han er frelser. Et dogme har altså den funktion at sikre frelsen.

Kan Jesus ikke være frelser, hvis Maria ikke er jomfru? I følge visse tankerækker ikke! Følger man tanken om arvesynden, er det nødvendigt at een, som ikke er behæftet med arvesynd betaler prisen for alle, som er behæftet med arvesynd.

Derfor er det i følge dette ræsonnement nødvendigt, at Maria ikke har haft sex, fordi hendes afkom i dette tilfælde ikke er behæftet med den synd som nedarves gennem sex (den ubesmittede undfangelse) og dette afkom dør uden at have fortjent det som dene eneste, hvorved alle, der har fortjent det går fri.

Men hvad nu hvis synd bare er noget, der er der og ikke smitter på den måde? Og hvad nu hvis Jesus er Guds søn efter en anden opskrift (fx "udnævnelse" som i Markusevangeliet)?

Jeg har en uvilje mod dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Vil kirken miste magt? Jeg elsker at sysle med dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Er Kristus da død forgæves? (frelse eller ej).

Lukas giver ikke dogmatiske svar på, hvorfor Helligånden så at sige skal være far sammen med den højestes skyggende kraft. Det eneste svar vi får er, at han skal kaldes Hellig, Guds Søn.

For mig er Maria bebudelse en tilbagevendende åndelig leg: At tænke Gud ind i verden og mig selv ud af den i samme bevægelse; eller rettere: Gud ind i min verden og jeg ind i Hans. Befrugtelse er slet ikke noget tosset billede i den sammenhæng.

Til en Pi-prædiken skal bruges et forvandlingsbillede og det bedste jeg kan finde er i salmen: Nu kom der bud: Lad mig blive gravid med himmelen!


Disposition 1: Jeg bliver benådet fra min dobbelthed

Fortælling:
Jeg kender Guds vilje med mig og ved, at han vil sætte mig fri - alligevel lever jeg med hårde krav til mig selv, et pres, en nederen, en hårdhed. De to stemmer taler til hinanden ligesom de to stemmer i Lukas' indledning: Den gamle pagt og den nye pagt. Den gamle pagt hedder: Jeg skal komme efter dig/vent til Far kommer hjem. Den nye hedder: Jeg ved du kan, for jeg elsker dig.

Forvandling.
Jeg modtager en hilsen, som forskrækker mig: Du benådede. Jeg er benådet fra min dobbelthed. (det er skrækkeligt, fordi jeg er afhængig af den gamle pagt).

Landsætning:
Jeg vil gå og grunde over, hvad den hilsen skal betyde. Jeg vil holde op med at frygte at være benådet. Jeg vil møde andre mennesker med bevidstheden om denne dobbelthed og de krav vi stiller til os selv. Jeg vil være nænsom.

Disposition 2: Jeg har himlen i maven

Fortælling:
Jeg elsker Mariæ bebudelse, fordi jeg ved, at denne kundgørelse af denne graviditet er til for mig.

Forvandling:
Jeg bliver overskygget af Guds kraft og noget i mig lever og gror: Det er himlen. I mig, i min mave er nu sol og blå farve. Det er ikke kun uden for mig, uopnåeligt.

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og dele ud af blåhed og stråler, som lever i mig.

Disposition 3: Jakob og riget:

Fortælling: Et rige er defineret ved grænser. Definere betyder at afgrænse. Tænk et rige uden grænser i tid og rum.

Forvandling:
Så kommer der en engel og giver en melding: Der skal komme en søn, som skal lade dette rige komme. Det er evigt, dvs det overskrider grænserne for tid og rum.

Landsætning:
Jeg vil gå ud i verden og smile ad grænser, de kan vel være praktiske, men er aldrig det egentlige.

-----

26 Ἐν δὲ τῷ μηνὶ τῷ ἕκτῳ ἀπεστάλη ὁ ἄγγελος Γαβριὴλ ἀπὸ τοῦ θεοῦ εἰς πόλιν τῆς Γαλιλαίας ᾗ ὄνομα Ναζαρὲθ 27 πρὸς παρθένον ἐμνηστευμένην ἀνδρὶ ᾧ ὄνομα Ἰωσὴφ ἐξ οἴκου Δαυὶδ καὶ τὸ ὄνομα τῆς παρθένου Μαριάμ. 28 καὶ εἰσελθὼν πρὸς αὐτὴν εἶπεν• χαῖρε, κεχαριτωμένη, ὁ κύριος μετὰ σοῦ. 29 ἡ δὲ ἐπὶ τῷ λόγῳ διεταράχθη καὶ διελογίζετο ποταπὸς εἴη ὁ ἀσπασμὸς οὗτος. 30 καὶ εἶπεν ὁ ἄγγελος αὐτῇ•
μὴ φοβοῦ, Μαριάμ, εὗρες γὰρ χάριν παρὰ τῷ θεῷ.
31 καὶ ἰδοὺ συλλήμψῃ ἐν γαστρὶ καὶ τέξῃ υἱὸν
καὶ καλέσεις τὸ ὄνομα αὐτοῦ Ἰησοῦν.
32 οὗτος ἔσται μέγας καὶ υἱὸς ὑψίστου κληθήσεται
καὶ δώσει αὐτῷ κύριος ὁ θεὸς τὸν θρόνον Δαυὶδ τοῦ πατρὸς αὐτοῦ,
33 καὶ βασιλεύσει ἐπὶ τὸν οἶκον Ἰακὼβ εἰς τοὺς αἰῶνας
καὶ τῆς βασιλείας αὐτοῦ οὐκ ἔσται τέλος.
34 εἶπεν δὲ Μαριὰμ πρὸς τὸν ἄγγελον• πῶς ἔσται τοῦτο, ἐπεὶ ἄνδρα οὐ γινώσκω; 35 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ ἄγγελος εἶπεν αὐτῇ•
πνεῦμα ἅγιον ἐπελεύσεται ἐπὶ σὲ
καὶ δύναμις ὑψίστου ἐπισκιάσει σοι•
διὸ καὶ τὸ γεννώμενον ἅγιον κληθήσεται υἱὸς θεοῦ.
36 καὶ ἰδοὺ Ἐλισάβετ ἡ συγγενίς σου καὶ αὐτὴ συνείληφεν υἱὸν ἐν γήρει αὐτῆς καὶ οὗτος μὴν ἕκτος ἐστὶν αὐτῇ τῇ καλουμένῃ στείρᾳ• 37 ὅτι οὐκ ἀδυνατήσει παρὰ τοῦ θεοῦ πᾶν ῥῆμα.
38 εἶπεν δὲ Μαριάμ• ἰδοὺ ἡ δούλη κυρίου• γένοιτό μοι κατὰ τὸ ῥῆμά σου. καὶ ἀπῆλθεν ἀπʼ αὐτῆς ὁ ἄγγελος.

Midfaste søndag, første række.

Jeg døber min tunge i mundvand

Teksten:
Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15 (tekst slut)


Teksten er i sig selv en Pi-prædiken

En pi-prædiken (se, Hvad er en pi-prædiken) består typisk af en fortælling, en forklaring og en "landsætning", hvor tilhøreren til sidst sættes tilbage i sin virkelighed med forvandlingen som erfaring.

Som sådan er teksten til midfaste søndag i sig selv en pi-prædiken: En fortælling om en måltidssituation, en forvandling (lidt bli'r til meget) og en reaktion: Han er profetEN. (og så tilmed en lille ekstraopgave i landsættelsen: husk: ikke en konge af "verden").

Hvis man vil lave en V-prædiken, kan man bruge det misforståede kongemotiv som syndsdelen, eller man kan lade menneskets mangelfuldhed være menneskets synd: Gud kan frembringe mad i de mængder, det passer Gud.

Vi er endvidere syndere, fordi vi er ligeglade med sultne.

Tal


Hvis man er til talsymbolik, er det værd at undersøge, hvorfor 7 (2+5) bliver til 12. I Apostlenes gerninger er det omvendt (12 disciple bliver til 7 fattigforstandere, mad).

Kontekst

Perikopen er som sådan en hel perikope, men er bundet til hele kapitel 6 om livets brød. Bemærk, at Johannesevangeliet ikke har nogen indstiftelsesscene i den nat, Jesus bliver forrådt (ligesom synoptikerne). Denne scene er hos Johannes erstattet af fodvaskningen. Kapitel 6 fungerer derfor som Johannesevangeliets nadverindstiftelse.

Derfor er visse detaljer i teksten vigtige: Tiden: Det er ved at være påske. Stedet: Vi er ved Søen (Tiberias/Galilæas) hvilket er vigtigt, fordi søen er en afstand, hvis overvindelse (Jesus går på vandet) giver anledning til den i intensitet stigende dialog, som ender med, at Jesus sætter "er" mellem sig og livsbrød (6,35): "Jeg er livets brød" ("ER" er Guds navn).

Mad er sansning

En stor del af TV's sendeflade fyldes af madprogrammer. Vi lever i en kultur, hvor det er vigtigere hvad vi skal spise, i forhold til om vi skal spise.

Det første spørgsmål hører til i den 1. verden, det andet i den 3. verden. Det er kedeligt at høre om folk, der sulter. Det er spændende at se kendte danskere snakke om mad.

Madprogrammer er god underholdning, fordi de inddrager vore sanser. Levende billeder af en citron, der presses over dampende smør med frisk rosmarin i, får øjnene til at alarmere alle andre sanser.

Jeg mener derfor det er vigtigt at inddrage sanserne i fortælledelen af en pi-prædiken.

I den forbindelse kan det være gavnligt at udmale, hvilken fisk og hvilket brød, der er tale om.

Idet vi begynder i prædikenen at spørge om madvarernes kvalitet, er tilhøreren aktiv med mange dele af kroppen.

Man behøver ikke en gang have de rette historiske fakta om den lille drengs 2 madvarer for at kunne begynde sansningen.

Er bygbrød sprødt, fluffy, groft, fint, trægt? Er det evt friskbagt - og hvordan dufter friskbagt bygbrød? Er det bagt i ovn eller på en slags pande (naan)?

Og fisken (selvom den forsvinder ud af historien i løbet af kap 6): Hvis en lille dreng kan medbringe 2 fisk i et mellemøstligt klima i førteknologisk tid, er der enten tale om meget frisk fisk, tørret fisk eller fisk, der er i opløsning.

Da der er tale om småfisk (bemærk lille dreng, lille antal og små fisk kontrasterer mængderne efter underet) og jeg forestiller mig at de er tørrede og kan haves i lommen eller tilsvarende - måske i en snor. Der er tale om en snack.

Hvordan smager tørret fisk? Er den salt? Det siges, at den lugter.

Visse ting er svære at begynde at spise - visse svære ting kommer man til at holde af. Mange af klodens mennesker kan ikke være kræsne.

En tør knasende lommevarm lugtefisk med et anstrøg af sandstøv er et godt proteintilskud i en brødkultur. Jeg tror man kan vænne sin gane til den og længes efter den. Jeg vil øve mig i tanken om at glæde mig til denne spise og mærke i min mund, hvad de to madvarer, bygbrød og fisk gør ved min gane.

Disposition:

Fortælling (sansning)
Om at være sulten og glæde sig til at smage noget bestemt, noget stærkt, lugtende og noget med fad smag. Noget hårdt, noget blødt.

Forvandlinger
Min mund kan blive fuld af vand, når jeg tænker på noget bestemt, navnlig spejderhagl. De er der ikke, men munden reagerer, som om de er der. Gud er gået ind i verden ved at lade sit ord blive menneske - reagerer vi som om det er sket? Kan mit sultende medmenneske komme ind i mig som om han/hun er der? Tror jeg på et bespisningsunder før jeg selv har set mad blive til i menneskers liv uventet?

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og døbe min tunge i mundvand. Hver gang mine tænder løber i vand, vil jeg tænke på det som en forandring, ligesom den forandring, at en trang hos Gud har ført mig tilbage til hans evighed (vist hans søn som tegn), ligesom den forandring, at et andet menneskes nød kan blive min handling...

6 Μετὰ ταῦτα ἀπῆλθεν ὁ Ἰησοῦς πέραν τῆς θαλάσσης τῆς Γαλιλαίας τῆς Τιβεριάδος. 2 ἠκολούθει δὲ αὐτῷ ὄχλος πολύς, ὅτι ἐθεώρουν τὰ σημεῖα ἃ ἐποίει ἐπὶ τῶν ἀσθενούντων. 3 ἀνῆλθεν δὲ εἰς τὸ ὄρος Ἰησοῦς καὶ ἐκεῖ ἐκάθητο μετὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ. 4 ἦν δὲ ἐγγὺς τὸ πάσχα, ἡ ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων.

5 Ἐπάρας οὖν τοὺς ὀφθαλμοὺς ὁ Ἰησοῦς καὶ θεασάμενος ὅτι πολὺς ὄχλος ἔρχεται πρὸς αὐτὸν λέγει πρὸς Φίλιππον• πόθεν ἀγοράσωμεν ἄρτους ἵνα φάγωσιν οὗτοι; 6 τοῦτο δὲ ἔλεγεν πειράζων αὐτόν• αὐτὸς γὰρ ᾔδει τί ἔμελλεν ποιεῖν. 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ [ὁ] Φίλιππος• διακοσίων δηναρίων ἄρτοι οὐκ ἀρκοῦσιν αὐτοῖς ἵνα ἕκαστος βραχύ [τι] λάβῃ. 8 λέγει αὐτῷ εἷς ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ, Ἀνδρέας ὁ ἀδελφὸς Σίμωνος Πέτρου• 9 ἔστιν παιδάριον ὧδε ὃς ἔχει πέντε ἄρτους κριθίνους καὶ δύο ὀψάρια• ἀλλὰ ταῦτα τί ἐστιν εἰς τοσούτους; 10 εἶπεν ὁ Ἰησοῦς• ποιήσατε τοὺς ἀνθρώπους ἀναπεσεῖν. ἦν δὲ χόρτος πολὺς ἐν τῷ τόπῳ. ἀνέπεσαν οὖν οἱ ἄνδρες τὸν ἀριθμὸν ὡς πεντακισχίλιοι. 11 ἔλαβεν οὖν τοὺς ἄρτους ὁ Ἰησοῦς καὶ εὐχαριστήσας διέδωκεν τοῖς ἀνακειμένοις ὁμοίως καὶ ἐκ τῶν ὀψαρίων ὅσον ἤθελον. 12 ὡς δὲ ἐνεπλήσθησαν, λέγει τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• συναγάγετε τὰ περισσεύσαντα κλάσματα, ἵνα μή τι ἀπόληται. 13 συνήγαγον οὖν καὶ ἐγέμισαν δώδεκα κοφίνους κλασμάτων ἐκ τῶν πέντε ἄρτων τῶν κριθίνων ἃ ἐπερίσσευσαν τοῖς βεβρωκόσιν. 14 Οἱ οὖν ἄνθρωποι ἰδόντες ὃ ἐποίησεν σημεῖον ἔλεγον ὅτι οὗτός ἐστιν ἀληθῶς ὁ προφήτης ὁ ἐρχόμενος εἰς τὸν κόσμον. 15 Ἰησοῦς οὖν γνοὺς ὅτι μέλλουσιν ἔρχεσθαι καὶ ἁρπάζειν αὐτὸν ἵνα ποιήσωσιν βασιλέα, * ἀνεχώρησεν πάλιν εἰς τὸ ὄρος αὐτὸς μόνος.

3. Søndag i fasten, første række

Jeg bliver gravid med ørerne


Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.

Men nogle af dem sagde:

»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.

Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus.
Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.

Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede:

»Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

Handler om mange ting

Undertiden ved man først, hvad man har spurgt om, når man hører svaret. For et svar er med til at producere meningen med det spørgsmål, der bliver stillet. Derfor er man sårbar som spørger, fordi man lægger retten til at danne mening ud og væk.

I dagens evangelium er der spørgsmål og svar. Svarene er i høj grad styrende for spørgerens rolle; navnlig det sidste udråb, som svares og giver udråbet ny betydning: Der råbes om graviditet og amning - der svares om at høre Guds ord. Sammenligningen er, at Guds ord går ind i mennesker, hvor det vokser som om det er en baby, fødes og bliver til.... (jeg vil mene kærlighed og gerninger, men det står ikke i teksten).

Udgangspunktet for fortællingen er en helbredelse forstået som en uddrivelse af en dæmon, som gør værtsmennesket stumt.

En sådan opfattelse af sygdom ligger uden for min virkeighedsopfattelse, men jeg kan forstå et mørke, som forhindrer os i at nå hinanden med sprog.

Den vellykkede uddrivelse giver anledning til anklage om, at Jesus er i ledtog med Fanden selv, idet Jesus opfattes som en, der har adgang til det ondes ledelse - herunder, hvor dæmoner skal befinde sig.

Heller ikke denne præmis ligger inden for min virkelighedsopfattelse. Jeg anerkender ikke eksistensen af en beelzebub. Jeg er fascineret af historien om tilblivelsen af forestillingen om en sådan onskabsfyrste og af historien om, hvordan navnet Beelzebub er blevet til: almindeig rivalisering mellem religioner gør, at den ene religion gør den andens gud til det onde.

Men at Jesus anklages for at være i ledtog med det onde, svarer for mig til den plagsomme tilstand, at nogle siger: Religion er skadeligt og kristendom er med til at gøre ondt værre.

En sådan anklage kalder på den teolog, der kan argumentere faktuelt, teologisk, historisk, adfærdsvidenskabeligt etc. En sådan indsats vil svare til Jesu svar i situationen.

Ud over anklagen om ondskab, plages Jesus af dem, der vil se et tegn fra himlen. Med udgangsreplikken må svaret være, at tegnet er i den der hører.

Det svar, Jesus giver, flyder udenfor situationen og er nok sammensat af replikker fra flere sammenhænge.

I begyndelsen af svaret kommer der to stykker: et billede og "et selvmål" til de andre. Billedet er, at ondt ikke kan hæmme ondt (indre splid) og at anklagen kan rettes mod enhver, der gør sådanne gode ting (jødernes egne kloge).

Efter at have vendt argumentet 180 grader, åbnes der for, at det er Guds finger og dermed Rigets nærhed. (om tidens midte se 1.søndag i fasten)

Herefter ryger svarene ud i en mere generel og spredt visdomgenre, hvor kroppen synes at være en bolig, der kan forsvares - og angriberne kan styrkes ved forsvaret selv (våbnene). Der kommer et domsudsagn om at være med Jesus eller imod, om at sprede eller samle (truende tone) og lidt lærdom om ånder, der vender styrket tilbage i antal.

Igen skal jeg oversætte præmissen til andre scenarier end besættelse for at kunne udlægge den: Ja, menesker er sårbare. Ja, sårbarheden kan misbruges og vendes; ja, tilhøresforholdet til Jesus er et JA, og ja: Det menneske, der tror sig fri fra det onde er klar til det mægtiste tilbagefald.

Heldigvis stoppes palaveren af dameskriget: Din mor er salig!

Dette kunne åbne for en mariakult - men man kan også gøre enhver troende til en maria: Ånden kommer og gør ordet i mig levende: Jeg bliver gravid med ørerne, det vokser lykkeligt i mig og vil ud.

Jeg ønsker enhver bevægelse fra mørke til lys fra ondt til godt for mit medmenneske.

Disposition

Fortælling:
Jeg er en del af en stor historie. En historie, hvor mennesker tror på guder og mirakler. Mine forfædre troede, at en menneskerkrop er syg, fordi den er vært for usynlige væsener under ledelse af den onde selv. Det tror jeg ikke, men jeg ved, at omstændigheder - ja også min evne til at gøre et andet menneske lykkeligt eller ulykkeligt, kan få det ene eller det andet kemiske stof til at cirkulere i menneskekroppen.

Forvandling:
Mørke er mørke, hvilken tid, der end forsøger at beskrive det. Jeg vil gerne hænge sammen med ham, som har lyset og overvinder mørket. Jeg har ikke selv evnen, men den kan plantes i mig: Der råbte en kvinde: Lykkelig det liv, der bar dig, Jesus. Og Jesus svarede: Lykkelig den, der hører og bevarer Guds ord. Jeg kan altså blive gravid gennem øret og få Guds ord ind i mig

Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke med et ord i mig, der vokser: Et ord om, at jeg hører sammen med Jesus. Jeg er i sidste ende beskyttet mod det onde - selvom jeg stadig lever i den tid, hvor mennesker altid har beskyldt hinanden for at være i ledtog med det onde. Jeg vil lede efter lys og jeg vil være klar til at smide mørket på porten. Jeg vil være glad og fri. Jeg vil føde godhed til andre. Jeg har givet det onde et spark og jeg er klar til at sparke 7 gange mere - stadig glad. Jeg vil nå min næste med det modsatte af stumhed. Tale og danne lyse billeder.
---
14 Καὶ ἦν ἐκβάλλων δαιμόνιον [καὶ αὐτὸ ἦν] κωφόν• ἐγένετο δὲ τοῦ δαιμονίου ἐξελθόντος ἐλάλησεν ὁ κωφὸς καὶ ἐθαύμασαν οἱ ὄχλοι. 15 τινὲς δὲ ἐξ αὐτῶν εἶπον• ἐν Βεελζεβοὺλ τῷ ἄρχοντι τῶν δαιμονίων ἐκβάλλει τὰ δαιμόνια• 16 ἕτεροι δὲ πειράζοντες σημεῖον ἐξ οὐρανοῦ ἐζήτουν παρʼ αὐτοῦ. 17 αὐτὸς δὲ εἰδὼς αὐτῶν τὰ διανοήματα εἶπεν αὐτοῖς• πᾶσα βασιλεία ἐφʼ ἑαυτὴν διαμερισθεῖσα ἐρημοῦται καὶ οἶκος ἐπὶ οἶκον πίπτει. 18 εἰ δὲ καὶ ὁ σατανᾶς ἐφʼ ἑαυτὸν διεμερίσθη, πῶς σταθήσεται ἡ βασιλεία αὐτοῦ; ὅτι λέγετε ἐν Βεελζεβοὺλ ἐκβάλλειν με τὰ δαιμόνια. 19 εἰ δὲ ἐγὼ ἐν Βεελζεβοὺλ ἐκβάλλω τὰ δαιμόνια, οἱ υἱοὶ ὑμῶν ἐν τίνι ἐκβάλλουσιν; διὰ τοῦτο αὐτοὶ ὑμῶν κριταὶ ἔσονται. 20 εἰ δὲ ἐν δακτύλῳ θεοῦ [ἐγὼ] ἐκβάλλω τὰ δαιμόνια, ἄρα ἔφθασεν ἐφʼ ὑμᾶς ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 21 ὅταν ὁ ἰσχυρὸς καθωπλισμένος φυλάσσῃ τὴν ἑαυτοῦ αὐλήν, ἐν εἰρήνῃ ἐστὶν τὰ ὑπάρχοντα αὐτοῦ• 22 ἐπὰν δὲ ἰσχυρότερος αὐτοῦ ἐπελθὼν νικήσῃ αὐτόν, τὴν πανοπλίαν αὐτοῦ αἴρει ἐφʼ ᾗ ἐπεποίθει καὶ τὰ σκῦλα αὐτοῦ διαδίδωσιν. 23 Ὁ μὴ ὢν μετʼ ἐμοῦ κατʼ ἐμοῦ ἐστιν, καὶ ὁ μὴ συνάγων μετʼ ἐμοῦ σκορπίζει.

24 Ὅταν τὸ ἀκάθαρτον πνεῦμα ἐξέλθῃ ἀπὸ τοῦ ἀνθρώπου, διέρχεται διʼ ἀνύδρων τόπων ζητοῦν ἀνάπαυσιν καὶ μὴ εὑρίσκον• [τότε] λέγει• ὑποστρέψω εἰς τὸν οἶκόν μου ὅθεν ἐξῆλθον• 25 καὶ ἐλθὸν εὑρίσκει σεσαρωμένον καὶ κεκοσμημένον. 26 τότε πορεύεται καὶ παραλαμβάνει ἕτερα πνεύματα πονηρότερα ἑαυτοῦ ἑπτὰ καὶ εἰσελθόντα κατοικεῖ ἐκεῖ• καὶ γίνεται τὰ ἔσχατα τοῦ ἀνθρώπου ἐκείνου χείρονα τῶν πρώτων.

27 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ λέγειν αὐτὸν ταῦτα ἐπάρασά τις φωνὴν γυνὴ ἐκ τοῦ ὄχλου εἶπεν αὐτῷ• μακαρία ἡ κοιλία ἡ βαστάσασά σε καὶ μαστοὶ οὓς ἐθήλασας. 28 αὐτὸς δὲ εἶπεν• μενοῦν μακάριοι οἱ ἀκούοντες τὸν λόγον τοῦ θεοῦ καὶ φυλάσσοντες.

Anden søndag i fasten, første række

Må kvinder og hunde sidde med ved bordet?
(Hvad fanden ved man, når man er født i en krybbe).

Tekst:
21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. 22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« 23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« 24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« 26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Text slut
Matt 15, 21-28

Der foregår en overskridelse i dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde, der får sin vilje (og Guds) ved at argumentere med Jesus.

Bevægelsen består af flere lag:
Geografisk bevægelse til kritisk område: Tyrus og Sidon (bibelsk skældeudland med onde dronninger)
En bevægelse fra skam til accept: kvinden adresserer en mand i det offentlige rum, hindres men lykkes.
En bevægelse fra hedensk til jødisk (fra no go til go område). Først hindret med hundeargument, derefter lykkes ved accept af metaforen.
En bevægelse af en ond kraft (dæmon) ud af datteren.

Enhver, der sidder på en kirkebænk og hører denne fortælling, må have svært ved ikke at rejse sig med frydeskrig og høje hop på stedet i jubel over, at Guds forjættelse nu er kommet til os, hundefolk, udenfor, fordi denne kvinde knækkede koden og accepterede rollen som kæle/husdyr, hvorved hendes datter blev befriet fra dæmonen, et billede på vores befrielse fra død og djævel ind i det evige liv!

Imidlertid er problematikken blevet fjern, sløret og glemt i en selvfølgelighed, hvorved det er de andre, der er blevet hundene - vi er jo kristne. Tiden har fået os til at glemme, hvad vi har fået.

Disposition

Fortælling
Der findes tider og steder, hvor mennesker ikke må henvende sig til mennesker på grund af skam.
Hvem har set det? Hvem kan huske det? Kender vi nogen, som ikke må henvende sig til os - selv i den værste nød?

Forvandling
Jeg er blevet forvandlet af en mor. Hun var udenfor, men insisterede på at komme ind. Da hun kom ind, kom jeg ind. Ellers havde jeg været udenfor. Et mørke forsvandt fra hendes liv. Lyset kom ind i mit.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og lede efter dem, der er udenfor, dem jeg synes er for klamme til at ha' med til bords. Jeg vil huske hvordan det var selv at være ude.

----

Andre ideer: overskridelser inde i mig selv. Zoner, som er urørlige og forbliver det, selvom de nu er inddraget? Sam og vittighed mødes..

En mors kærlighed til sit barn er den kærlighed, der lukker mig ind i guds rige.

---

21 Καὶ ἐξελθὼν ἐκεῖθεν ὁ Ἰησοῦς ἀνεχώρησεν εἰς τὰ μέρη Τύρου καὶ Σιδῶνος. 22 καὶ ἰδοὺ γυνὴ Χαναναία ἀπὸ τῶν ὁρίων ἐκείνων ἐξελθοῦσα ἔκραζεν λέγουσα• ἐλέησόν με, κύριε υἱὸς Δαυίδ• ἡ θυγάτηρ μου κακῶς δαιμονίζεται. 23 ὁ δὲ οὐκ ἀπεκρίθη αὐτῇ λόγον. καὶ προσελθόντες οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ ἠρώτουν αὐτὸν λέγοντες• ἀπόλυσον αὐτήν, ὅτι κράζει ὄπισθεν ἡμῶν. 24 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἀπεστάλην εἰ μὴ εἰς τὰ πρόβατα τὰ ἀπολωλότα οἴκου Ἰσραήλ. 25 ἡ δὲ ἐλθοῦσα προσεκύνει αὐτῷ λέγουσα• κύριε, βοήθει μοι. 26 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἔστιν καλὸν λαβεῖν τὸν ἄρτον τῶν τέκνων καὶ βαλεῖν τοῖς κυναρίοις. 27 ἡ δὲ εἶπεν• ναὶ κύριε, καὶ γὰρ τὰ κυνάρια ἐσθίει ἀπὸ τῶν ψιχίων τῶν πιπτόντων ἀπὸ τῆς τραπέζης τῶν κυρίων αὐτῶν. 28 τότε ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῇ• ὦ γύναι, μεγάλη σου ἡ πίστις• γενηθήτω σοι ὡς θέλεις. καὶ ἰάθη ἡ θυγάτηρ αὐτῆς ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης

1. Søndag i fasten, første række

Var finanskrisen en god ørken?


(Hvis man hellere vil tale om terror, kan man analysere det ældre udtryk: Så tog fanden ved ham).

Matt 4,1-11

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Moral eller religion?

Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.

Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.

Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.

Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.

For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.

Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.

Koder

De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.

I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".

Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23

I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen.

Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.

Fanden findes ikke

For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.

Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"

Selve fingergivningen kunne ritualiseres.

Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan.

Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.

For mig er denne fortælling virkelig således:

Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.

Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan.

Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.

Matt 4 1-11 er en af disse.

Tilbage til virkeligheden

Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.

Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.

Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.

Disposition I

Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.

Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.


Disposition II...

Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.

De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.

Adam er en eventyrfigur, men..

Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.

Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.

Skamfingeren og pegelæberne

Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".

Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.

Menneskets bestemmelse

Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.

Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.

Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.

Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.

Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.

Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?

Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.


Brød og flyvning

Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.

Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?


Jeg æder ikke støv

Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.

Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.



Disposition

Fortælling
En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.

Forvandling
Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..

Landsætning
Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed

Fastelavn, første række

Jeg er i kontakt med ild og åbne himle

Nederst i dette blogindlæg har jeg sat dagens tekst (Matt 3,13-17) med sin nærmeste forudgående kontekst. Teksten til fastelavns søndag er nemlig en kulmination efter en trinvis stigning:
Præsentation af Johannes og hans praksis, hans Esajasforbindelse, hans domsprædiken, hans foreløbige dåbspraksis med syndsbekendelse, hans skideballe til farisæere og saddukæere (Abraham og sten, se Store Bededag 1) og ikke mindst præsentationen af hans efterfølger: Ånd og ild, skovl og tærskeplads - evig ild.

Det er med denne baggrund, Jesus bliver døbt.

Efter at Jesus er blevet døbt, slutter fortælingen brat. Hvis jeg var en søvnig afskriver af Mattæus i håndskrifternes tid kunne jeg nemt være faldet for vanen med at skrive: Dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten der siger: ... Men det står der ikke. Både Esajas os Ps 2 er inkluderet i selve fortællingen og den hopper direkte over i ørken og fristelse (4,1f).

Når jeg gør opmærksom på den nære forudgående kontekst, er det for at forhindre, at scenariet omkring Jesu dåb, bliver for yndigt. De åbne himle er kulminationen på fortællingen om en praksis og en forkyndelse, som er voldsom. Afgørende voldsom.

Til den fjerne kontekst hører Matt 28,19-20 bedre kendt som missionsbefalingen, hvor det at døbe og lære er omtalt helt kort og uden ild og skovle og med Fader, Søn og Helligånd som tre navne og ikke tre aktører, som i fortællingen og Jesu dåb.

Hvis man gerne vil holde en V-prædiken, er det gavnligt at forklare om dåben dogmatisk: Et bad, en pagt til syndernes forladelse.

Udfordringen ved at holde en Pi-prædiken over denne tekst er, at dåben let bliver en Johannes-dåb; altså en omvendelsesdåb, idet Pi-prædikenen som sit omdrejningspunkt har forandringen/forvandlingen. De, der kom til Johannes, blev vasket efter at have bekendt deres synder. Det er en gang fra tilstand 1 til tilstand 2.

Forvandlingen

Den forvandling, jeg vil fokusere på i denne Pi-disposition er forvandlingen fra at tænke dåb som noget lille (borgerlig yndig barnedåb) til at tænke dåb som noget stort (apokalyptisk scenarie med ild og åbne himle).

Denne forvandling kunne være at gå fra at tænke min dåb som Johannæisk til at være en Kristus-dåb.

Den kan også fortælles som at være en forandring fra den gamle pagt (jeg gør noget for Gud) til den nye pagt (Gud gør noget for mig).

En prædiken om dåbens dogmatiske indhold, ville jeg afholde mig fra.

Disposition

Fortælling:
Jeg drømmer om min egen dåb. Jeg drømmer om, at vand løber over mit hoved og at det betyder noget. Alverdens mørke bliver skyllet væk. Jeg associerer til alle lykkelige badescener: Fra morgengrimhed til sang under bruser - fra sved til dukkert i Vesterhav. Jeg går fra at være verdens grimmeste til at være verdens lækreste.

Forvandling:
Jeg vil tænke hele universets kraft ind i min dåb. Jeg vil tillade min fantasi at forstå verdens tilblivelse og verdens fuldendelse som noget mere end det kolde mekaniske univers. De dråber, der faldt på min pande, da jeg var spæd, var dråber indeholdende Ånd, som både kan være ild og due. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i gyset ved, at være i hænderne på ham, der har en skovl - det skal være et gys fuld af kærlighed. Jeg vil tro på, at han virkelig er Guds Søn, fordi flere himle åbner sig over mig og kæmpestemmen råber det ud.

Landsætning
Når jeg er færdig med at bruge min fantasi, vil jeg stille og roligt gå fra kirke med en ild inden i mig. Det er levende ånd, som fortæller mig at jeg er med i et stort projekt. I det projekt bliver menesker befriet af Gud. jeg har for et minut siden siddet på en skovl og er blevet kastet den rigtige vej - nu vil jeg åbne himle for andre og dømme dem frie. Jeg vil tænke på et bad, der gør menesker dejlige...


v1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2 »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3 Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
v4 Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
v7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? v8 Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, v9 og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. v10 Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
v11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. v12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«
Jesu dåb

v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Sexagesima søndag, første række

Nedfaren i jorden

Markus 4,1-20


Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så.

Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.

Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«

Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«



Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.


Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.

Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.

Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« tekst slut.

V-prædiken eller Pi-prædiken?

Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.

I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død.

Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.

Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen:

Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.

Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.

Korn og fattigdom

En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling.

At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.

www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)

Bekymring som mangel på evighed

Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt.

Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.

Med hvad så med bekymringen?

Disposition

Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.

Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.

Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse?

Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.