Første søndag i advent, første række

1. søndag i advent, første tekstrække




Første søndag i advent, første tekstrække.

Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9


Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut

Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:

(brainstorm)

Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.

Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.

Opsamlet i strammere dispositioner:

Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.

Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.

Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.


...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.

Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!

Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.

----

Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.

Sidste søndag i kirkeåret, anden række.

Sidste søndag i kirkeåret, anden række

Kom!

Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.

---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.

I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.

En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.

V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.

Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.

V 27 klinger næsten johannæisk.

Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.

Disposition:

Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".

Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...

---

PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.

PPS: der findes stadig slaver.

---

25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.

25. Søndag efter Trinitatis, anden række

Har apokalyptikken tabt pusten?

Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.

I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.

Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.

Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.

Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).

Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.

Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.

Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.

Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.

Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.

Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.

Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.

Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.

Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).

Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?

Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.

Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.

(Fortsætte)






20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36  To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )

Alle helgens dag

Alle helgens dag

Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.

Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.


Teksten:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:

3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut

Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.

Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).

Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:

1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)

Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.

Et par kommentarer

V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.

V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)

V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.

V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.

V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela

Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.

Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...

Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.

På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.

Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.


Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:

Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.


Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.

23. Søndag efter Trinitatis, anden række

Det årlige tjek: Er vi en religion?

Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).

Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.

Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.

Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.

I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).

Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.

Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.

Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!

Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.

Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.



38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.

22. Søndag efter Trinitatis, anden række

Jeg er et lille, elsket menneske uden anden status, end at jeg har en engel, som tuller rundt og kigger direkte på Gud, hvor er det vidunderligt.(v10)


Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11  For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.

V11 er nok ikke originalt.

De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.

Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.

Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.

Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.

V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".

Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.

Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..

Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.

Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.

De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.

Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.

Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...

Disposition:

Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet

Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)

Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.

---

Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.

21. Søndag efter Trinitatis, anden række

Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).



Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).

----

Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.

Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.

Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.

Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.

Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.

Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!

Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.

Disposition:

Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.

Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.

Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.

---

Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.