lørdag den 20. august 2016

14. Søndag efter Trinitatis, anden række

14. Søndag efter Trinitatis

Jeg har ikke et menneske

Teksten:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. 3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. 4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« 9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« 11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« 12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. 14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« 15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. (Tekst slut john 15,1-15)

Plus:-)
(16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.)

----

Nb: v 4 er ikke en del af den originale tekst. Det indføjede vers " forbedrer" teksten hvad angår teologi og tid. Kapløbet bliver ridset op som præmis og vandets røre tilskrives en herrens engel, hvilket er en uhistorisk, idet helligstedet nok var hedensk.

Det er væsentligt at medlæse den nære kontekst v16-18 for at få fokus på det væsentlige: at Jesu Kristus er Guds Søn og at han frelser gennem den død, som er resultat af den manglende forståelse af ham.

Den syges manglende adgang til det oppiskede vand er en frustration for en læser i en køkultur. Hvis frekvensen af oppiskningen er så hyppig som det iterative verbum antyder, er det påfaldende for os at der ikke er en odning after tur. Eller det det?

Synd og straf. I dialogen mellem jesus og den syge vers 14 ser det ud som om, der er en direkte forbindelse mellem at synde og at være syg. I moderne kristendom går grænsen mellem tro og overtro netop igennem feltet "effekt".

Den helbredtes status uden for sygdom og uden for synd giver anledning til at udlægge de løsninger, den lutherske kristendom har fremelsket: simul justus et peccator. Denne løsning er så godt som i mål med at adskille religion og effekt.

----

Disposition

Fortælling
Jeg har ikke et menneske

Forvandling
Jeg har et menneske

Landsætning
Min næste har et menneske


Kun således kan et menneske haves.



Μετὰ ταῦτα ἦν ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων καὶ ἀνέβη Ἰησοῦς εἰς Ἱεροσόλυμα.
2 Ἔστιν δὲ ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις ἐπὶ τῇ προβατικῇ κολυμβήθρα ἡ ἐπιλεγομένη Ἑβραϊστὶ Βηθζαθὰ πέντε στοὰς ἔχουσα. 3 ἐν ταύταις κατέκειτο πλῆθος τῶν ἀσθενούντων, τυφλῶν, χωλῶν, ξηρῶν. 5 ἦν δέ τις ἄνθρωπος ἐκεῖ τριάκοντα [καὶ] ὀκτὼ ἔτη ἔχων ἐν τῇ ἀσθενείᾳ αὐτοῦ• 6 τοῦτον ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς κατακείμενον καὶ γνοὺς ὅτι πολὺν ἤδη χρόνον ἔχει, λέγει αὐτῷ• θέλεις ὑγιὴς γενέσθαι; 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ ὁ ἀσθενῶν• κύριε, ἄνθρωπον οὐκ ἔχω ἵνα ὅταν ταραχθῇ τὸ ὕδωρ βάλῃ με εἰς τὴν κολυμβήθραν• ἐν ᾧ δὲ ἔρχομαι ἐγώ, ἄλλος πρὸ ἐμοῦ καταβαίνει. 8 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 9 καὶ εὐθέως ἐγένετο ὑγιὴς ὁ ἄνθρωπος καὶ ἦρεν τὸν κράβαττον αὐτοῦ καὶ περιεπάτει.
῏Ην δὲ σάββατον ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 10 ἔλεγον οὖν οἱ Ἰουδαῖοι τῷ τεθεραπευμένῳ• σάββατόν ἐστιν, καὶ οὐκ ἔξεστίν σοι ἆραι τὸν κράβαττόν σου. 11 ὁ δὲ ἀπεκρίθη αὐτοῖς• ὁ ποιήσας με ὑγιῆ ἐκεῖνός μοι εἶπεν• ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 12 ἠρώτησαν αὐτόν• τίς ἐστιν ὁ ἄνθρωπος ὁ εἰπών σοι• ἆρον καὶ περιπάτει; 13 ὁ δὲ ἰαθεὶς οὐκ ᾔδει τίς ἐστιν, ὁ γὰρ Ἰησοῦς ἐξένευσεν ὄχλου ὄντος ἐν τῷ τόπῳ. 14 μετὰ ταῦτα εὑρίσκει αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἴδε ὑγιὴς γέγονας, μηκέτι ἁμάρτανε, ἵνα μὴ χεῖρόν σοί τι γένηται. 15 ἀπῆλθεν ὁ ἄνθρωπος καὶ ἀνήγγειλεν τοῖς Ἰουδαίοις ὅτι Ἰησοῦς ἐστιν ὁ ποιήσας αὐτὸν ὑγιῆ. (16 καὶ διὰ τοῦτο ἐδίωκον οἱ Ἰουδαῖοι τὸν Ἰησοῦν, ὅτι ταῦτα ἐποίει ἐν σαββάτῳ.
17 Ὁ δὲ [Ἰησοῦς] ἀπεκρίνατο αὐτοῖς• ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται κἀγὼ ἐργάζομαι• 18 διὰ τοῦτο οὖν μᾶλλον ἐζήτουν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι ἀποκτεῖναι, ὅτι οὐ μόνον ἔλυεν τὸ σάββατον, ἀλλὰ καὶ πατέρα ἴδιον ἔλεγεν τὸν θεὸν ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ.)


(Fortsættes)

13. Søndag efter Trinitatis, anden række

13. Søndag efter Trinitatis, anden række

Nej drenge, mit rige er ikke et kalifat men et nederlag, som åbner evigheden.

Teksten:

20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. 21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« 22 Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. 23 Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. 26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt 20,20-28 tekst slut
---
At Zeb-sønnerne sender mama i byen for at få en karriere efter Jesu magtovertagelse (som altså er misforstået) kunne åbne en prædiken om at være voksen nu om dage - og om at være mand!

Den nuværende sikkerhedpolitiske situation (Kalifatet) understreger, hvad magt er og ikke er.

Pladsen ved Jesu venstre og højre side blev givet ved hans tronbestigelse. Tronen var korset og pladserne givet til røvere (terrorister?)

Forvandlingen i dagens tekst er, at Jesu fornedrelse med skurke på begge sider, åbner for både min herlighed og min ydmyghed som menneske i magtverdenen, hvor alle mama'er skubber drenge frem...

Drikke bægeret betyder skæbne, men er også en nadverallusion.


Disposition:
Fortælling:
Formel og uformel magt. Samfundet, familien, vennerne, dem, der hele tiden ejer en bid af min fremtid og min udfoldelse.

Forvandling:
Det lykkelige øjeblik, hvor skæbnefællesskabet mellem den magtfulde og den magtede skaber en fælles frihed til gensidig udfoldelse. Fælles, fordi det, der er større end os gør os lige. Magten ønsker at højne, men fornedrer. I min tro og i min dåb har jeg taget en fælles neder med Gud og ophøjes sammen med røvere og andre mine ligemænd.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og møde mit medmenneske med største mildhed. Den, der har magt vil jeg byde af min fremtid, en lækker luns, fordi jeg er høj.

-----

Forvandlingsstykket kan også være en udlægning af magt som tid versus fx tilgivelse, som hærger tiden ved at smelte fortid, nutid og fremtid, og som derved er et kys fra en anden dimension, evigheden, som mama til Zebedæussønnerne ikke havde forstået.

----

20 Τότε προσῆλθεν αὐτῷ ἡ μήτηρ τῶν υἱῶν Ζεβεδαίου μετὰ τῶν υἱῶν αὐτῆς προσκυνοῦσα καὶ αἰτοῦσά τι ἀπʼ αὐτοῦ. 21 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῇ• τί θέλεις; λέγει αὐτῷ• εἰπὲ ἵνα καθίσωσιν οὗτοι οἱ δύο υἱοί μου εἷς ἐκ δεξιῶν σου καὶ εἷς ἐξ εὐωνύμων σου ἐν τῇ βασιλείᾳ σου. 22 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐκ οἴδατε τί αἰτεῖσθε. δύνασθε πιεῖν τὸ ποτήριον ὃ ἐγὼ μέλλω πίνειν; λέγουσιν αὐτῷ• δυνάμεθα. 23 λέγει αὐτοῖς• τὸ μὲν ποτήριόν μου πίεσθε, τὸ δὲ καθίσαι ἐκ δεξιῶν μου καὶ ἐξ εὐωνύμων οὐκ ἔστιν ἐμὸν [τοῦτο] δοῦναι, ἀλλʼ οἷς ἡτοίμασται ὑπὸ τοῦ πατρός μου.
24 Καὶ ἀκούσαντες οἱ δέκα ἠγανάκτησαν περὶ τῶν δύο ἀδελφῶν. 25 ὁ δὲ Ἰησοῦς προσκαλεσάμενος αὐτοὺς εἶπεν• οἴδατε ὅτι οἱ ἄρχοντες τῶν ἐθνῶν κατακυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ μεγάλοι κατεξουσιάζουσιν αὐτῶν. 26 οὐχ οὕτως ἔσται ἐν ὑμῖν, ἀλλʼ ὃς ἐὰν θέλῃ ἐν ὑμῖν μέγας γενέσθαι ἔσται ὑμῶν διάκονος, 27 καὶ ὃς ἂν θέλῃ ἐν ὑμῖν εἶναι πρῶτος ἔσται ὑμῶν δοῦλος• 28 ὥσπερ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου οὐκ ἦλθεν διακονηθῆναι ἀλλὰ διακονῆσαι καὶ δοῦναι τὴν ψυχὴν αὐτοῦ λύτρον ἀντὶ πολλῶν.

onsdag den 18. maj 2016

Pi

Glædelig trefoldighedsfest.
Pi-prædiken-bloggen har nu noter til alle kirkeårets tekstrækker. Nogle mere grundige end andre.
Hvis du savner dispositioner til bestemte dage, må du meget gerne skrive eller ringe jeac@km.dk +4527240861.
Kh
Andreas

Trinitatis, anden række

Trinitatis Søndag, anden række

16 Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. 17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. 18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, 20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28, 16-20

Der er nok at tage fat på: hvorledes skal kirken fortsætte arbejdet med at døbe og skabe disciple med imperialisme i bagagen? Hvad er verdens ende? Hvordan gebærder kristendommen sig i modernitetens individualisme med sit budskab om hele universets totale herre? Er triniteten klar i Mattæus eller er det bare en triadisk besværgelse? Betyder τηρεῖν i v20 "overholde" eller "bevare"?

Kirken er missionerende og for mig at se, er den væsentligste ambassadøropgave for kærlighedens budskab at være troværdig på aktiv kærlighed: vi er det, vi siger. Vi giver mad til sultne fx.

Verdens ende er for mig. Jeg opfatter ikke verdens ende som en fysisk begivenhed med en dato. Min herre er Kristus. Han er herre over min himmel og jord, som nok ligesåvel er noget indre.

Triniteten er en tanke senere end det ny testamente. Materialet til en trinitetsteologi er tilstede i det ny testamente, men er ikke færdig.

Den treenige Gud er for mig garanten for at Gud ikke bliver gammel. Det ny testamente er altid nyt. Skaberen, genløseren og fornyeren er samme Gud. Det er Guds Ånd, som gør, at min oplevelse af at være skabt (gave, liv) bliver ny i lyset af, at jeg er genløst - dvs skabt til midlertidighed og befriet til evighed, hvilket indvirker på min måde at varetage mit midlertidige liv.

Med evigt liv i sigte, kan jeg stoppe med at være nærig med mit liv, hvilket giver min næste ny betydning. Evighedens skænkes af sønnens gerning, at han blev mit medmenneske, hvorved ethvert medmenneske bliver mit møde med Gud.

Således bliver Fader, Søn, Helligånd til Gave, Ven, varme.

Fortælling:
Faster Anna står af toget i Korsbæk. Hun forarges over, at hendes brødre Mads og Kresten beholder, men ikke overholder hendes bud.

Forvandling
Den levende tro med ånden, er, at hun bliver sat på toget igen.

Landsætning
Jeg vil mærke at ånden altid gør min tro fri fra tvang, altid gør den ny. Gud fader som gav mig livet og Guds Søn, som befriede mig ind i evigheden sender hele tiden Ånden, så glæden pver gaven bliver glæden over at møde mit medmenneske og sætte tvangen på toget og modtage lysten...



(Fortsættes)

----

16 Οἱ δὲ ἕνδεκα μαθηταὶ ἐπορεύθησαν εἰς τὴν Γαλιλαίαν εἰς τὸ ὄρος οὗ ἐτάξατο αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς, 17 καὶ ἰδόντες αὐτὸν προσεκύνησαν, οἱ δὲ ἐδίστασαν. 18 καὶ προσελθὼν ὁ Ἰησοῦς ἐλάλησεν αὐτοῖς λέγων· ἐδόθη μοι πᾶσα ἐξουσία ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπὶ [τῆς] γῆς. 19 πορευθέντες οὖν μαθητεύσατε πάντα τὰ ἔθνη, βαπτίζοντες αὐτοὺς εἰς τὸ ὄνομα τοῦ πατρὸς καὶ τοῦ υἱοῦ καὶ τοῦ ἁγίου πνεύματος, 20 διδάσκοντες αὐτοὺς τηρεῖν πάντα ὅσα ἐνετειλάμην ὑμῖν· καὶ ἰδοὺ ἐγὼ μεθ᾽ ὑμῶν εἰμι πάσας τὰς ἡμέρας ἕως τῆς συντελείας τοῦ αἰῶνος.

2. Pinsedag, anden række

44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. 46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« johs 6,44-51

---

Har Johannes erstattet en nadver med rigtig mad med en troshandling: er det at spise brødet noget overført? Johannesevangeliets skærtorsdag har en fodvaskning der, hvor de tre andre evangelister har indstiftelsen af Nadveren. Til gengæld er Johannesevangeliet fuld af brødteologi.

Teksten kan blive ubehagelig i sin eksklusivitet, hvis man læser v44 som "KUN dem, faderen driver..." Det pædagogiske sigte må være, at lade Faderen drive den troende til sønnen, som giver evighed ved at være givet til verden og dermed være evighedsmad, som kan indtages.

Relevansen af denne bevægelse er svær at se i selve teksten, hvis man vil omsætte forvandlingen til handling. "Liv for verden" er muligvis verdens udfrielse ind i evigheden - men liv og levende kan udlægges parænetisk: kom, lad os leve, fordi vi har livet i verden...

"Alle skal være oplært af Gud" er et brud eller et alternativ til den meget eksklusive åndsmeddelelse, som kendes fra GT. Der er tale om et eskatologisk scenarie, som altså er brudt igennem, idet ånden nu gives til hele flokken. Ånden som almindelig og særlig er i øvrigt spændende som emne for en samtale med troende mennesker. Kirken taler om ånd i almindelighed (skænket i dåben) men kan vi rumme de mange subjektive fortællinger om åndsmeddelelser, som noget særligt?

----

Jeg vil nok helst prædike over Ezekiel teksten, da jeg er ved at være træt af johannes...

Disposition:

Fortælling
Jeg trækker vejret og mærker åndepust i sommerluften, men er det noget særligt? Er den ånd, jeg fik i dåben særlig? Skal jeg mærke mere end det?

Forvandling.
Jeg er i verden, men er samtidig lukket ind i Guds evige virkelighed. Jeg tror det og har evigt liv. Mit liv er mere end det jeg lan tage at føle på. Evigheden er tilstede som himmelmad. Jeg spiser en fortælling om livets sejr.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og prøve mig selv som himmelmenneske. Jeg vil ikke spekulere over ånden som noget særligt, men min næste som noget særligt. Jeg vil dele ud af evigheden som kærlighed og opmærksomhed, for jeg har liv nok. Liv i evighed...

---

Disposition II

Fortælling
Næring: jeg indtager mad, brød, det kommer ind i min krop og bliver nedbrudt og udsætter dermed den uafvendelige nedbrydning af mig selv.

Forvandling
Noget nyt kommer ind i mig, fordi jeg er med i noget større. Mad til evighed. Nedbrydning er al min erfaring, men nu skal jeg oplæres til noget nyt

Landsætning
Jeg er i gang med at blive oplært til det modsatte af nedbrydning. Jeg vil prøve det på relationer. Relationer kommer og går, men jeg vil se det evige i dem - det, der bærer fra kærlighedsdimensionen.

---

44 οὐδεὶς δύναται ἐλθεῖν πρός με ἐὰν μὴ ὁ πατὴρ ὁ πέμψας με ἑλκύσῃ αὐτόν, κἀγὼ ἀναστήσω αὐτὸν ἐν τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. 45 ἔστιν γεγραμμένον ἐν τοῖς προφήταις• καὶ ἔσονται πάντες διδακτοὶ θεοῦ• πᾶς ὁ ἀκούσας παρὰ τοῦ πατρὸς καὶ μαθὼν ἔρχεται πρὸς ἐμέ. 46 οὐχ ὅτι τὸν πατέρα ἑώρακέν τις εἰ μὴ ὁ ὢν παρὰ τοῦ θεοῦ, οὗτος ἑώρακεν τὸν πατέρα. 47 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὁ πιστεύων ἔχει ζωὴν αἰώνιον. 48 Ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς. 49 οἱ πατέρες ὑμῶν ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ τὸ μάννα καὶ ἀπέθανον• 50 οὗτός ἐστιν ὁ ἄρτος ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβαίνων, ἵνα τις ἐξ αὐτοῦ φάγῃ καὶ μὴ ἀποθάνῃ. 51 ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος ὁ ζῶν ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβάς• ἐάν τις φάγῃ ἐκ τούτου τοῦ ἄρτου ζήσει εἰς τὸν αἰῶνα, καὶ ὁ ἄρτος δὲ ὃν ἐγὼ δώσω ἡ σάρξ μού ἐστιν ὑπὲρ τῆς τοῦ κόσμου ζωῆς.

Pinsedag, anden række

Pinsedag 2. Række

Teksten

15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).

---

Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.

Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?

Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.

Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.

Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.

Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.

Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.

Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .

Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..

Disposition

Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.

Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!

Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.


15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν.

lørdag den 7. maj 2016

6. Søndag efter Påske, anden række

6. Søndag efter påske

Teksten

20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26

V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.

Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.

Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".

Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.

Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.

Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .

Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.

----

Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.

En pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.

----

20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς.