4. Søndag i advent, anden række
Den glade forlover...
Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.
Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.
Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.
Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.
Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.
I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).
Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.
Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.
Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.
Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.
Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---
25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν.
mandag den 14. december 2015
søndag den 6. december 2015
3. Søndag i advent, anden række
3. Søndag i advent, anden række
En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.
Teksten:
67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80
Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.
I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.
Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.
Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.
De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.
Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.
Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.
I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.
Love, huske, forløse.
Oprejse, besøge.
Davids hus.
Fred.
Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.
Noget tilsvarende sker inden i mig
Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.
Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.
Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.
Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.
Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.
David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.
David betyder: åben til en guddommelig dimension.
Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.
Disposition
Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.
Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.
Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...
--
67 Καὶ Ζαχαρίας ὁ πατὴρ αὐτοῦ ἐπλήσθη πνεύματος ἁγίου καὶ ἐπροφήτευσεν λέγων•
68 Εὐλογητὸς κύριος ὁ θεὸς τοῦ Ἰσραήλ,
ὅτι ἐπεσκέψατο καὶ ἐποίησεν λύτρωσιν τῷ λαῷ αὐτοῦ,
69 καὶ ἤγειρεν κέρας σωτηρίας ἡμῖν
ἐν οἴκῳ Δαυὶδ παιδὸς αὐτοῦ,
70 καθὼς ἐλάλησεν διὰ στόματος τῶν ἁγίων ἀπʼ αἰῶνος προφητῶν αὐτοῦ,
71 σωτηρίαν ἐξ ἐχθρῶν ἡμῶν καὶ ἐκ χειρὸς πάντων τῶν μισούντων ἡμᾶς,
72 ποιῆσαι ἔλεος μετὰ τῶν πατέρων ἡμῶν
καὶ μνησθῆναι διαθήκης ἁγίας αὐτοῦ,
73 ὅρκον ὃν ὤμοσεν πρὸς Ἀβραὰμ τὸν πατέρα ἡμῶν,
τοῦ δοῦναι ἡμῖν 74 ἀφόβως ἐκ χειρὸς ἐχθρῶν ῥυσθέντας
λατρεύειν αὐτῷ 75 ἐν ὁσιότητι καὶ δικαιοσύνῃ
ἐνώπιον αὐτοῦ πάσαις ταῖς ἡμέραις ἡμῶν.
76 Καὶ σὺ δέ, παιδίον, προφήτης ὑψίστου κληθήσῃ•
προπορεύσῃ γὰρ ἐνώπιον κυρίου ἑτοιμάσαι ὁδοὺς αὐτοῦ,
77 τοῦ δοῦναι γνῶσιν σωτηρίας τῷ λαῷ αὐτοῦ
ἐν ἀφέσει ἁμαρτιῶν αὐτῶν,
78 διὰ σπλάγχνα ἐλέους θεοῦ ἡμῶν,
ἐν οἷς ἐπισκέψεται ἡμᾶς ἀνατολὴ ἐξ ὕψους,
79 ἐπιφᾶναι τοῖς ἐν σκότει καὶ σκιᾷ θανάτου καθημένοις,
τοῦ κατευθῦναι τοὺς πόδας ἡμῶν εἰς ὁδὸν εἰρήνης.
80 Τὸ δὲ παιδίον ηὔξανεν καὶ ἐκραταιοῦτο πνεύματι, καὶ ἦν ἐν ταῖς ἐρήμοις ἕως ἡμέρας ἀναδείξεως αὐτοῦ πρὸς τὸν Ἰσραήλ.
mandag den 30. november 2015
2. Søndag i advent, anden række
2. Søndag i Advent, anden række
Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...
(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)
Teksten:
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut
Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:
"Min elskede er en rose"
Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."
Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.
Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.
Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.
I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.
Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).
Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.
Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.
Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.
Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.
Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....
Disposition:
Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.
Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.
Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.
Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν.
Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...
(Eller fra Uh! til Ah! Se sidste afsnit)
Teksten:
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut
Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:
"Min elskede er en rose"
Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."
Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.
Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.
Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.
I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.
Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).
Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.
Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.
Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.
Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.
Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....
Disposition:
Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.
Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.
Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.
Eller:
Jesus taler: Uh!
Kristus frelser: Ah!
Kristus betyder den salvede, dvs ham med olien.
Den, der siger: " Jesus er Kristus" er ikke uden olie..
--
25 Τότε ὁμοιωθήσεται ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν δέκα παρθένοις, αἵτινες λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν ἐξῆλθον εἰς ὑπάντησιν τοῦ νυμφίου. 2 πέντε δὲ ἐξ αὐτῶν ἦσαν μωραὶ καὶ πέντε φρόνιμοι. 3 αἱ γὰρ μωραὶ λαβοῦσαι τὰς λαμπάδας αὐτῶν οὐκ ἔλαβον μεθʼ ἑαυτῶν ἔλαιον. 4 αἱ δὲ φρόνιμοι ἔλαβον ἔλαιον ἐν τοῖς ἀγγείοις μετὰ τῶν λαμπάδων ἑαυτῶν. 5 χρονίζοντος δὲ τοῦ νυμφίου ἐνύσταξαν πᾶσαι καὶ ἐκάθευδον. 6 μέσης δὲ νυκτὸς κραυγὴ γέγονεν• ἰδοὺ ὁ νυμφίος, ἐξέρχεσθε εἰς ἀπάντησιν [αὐτοῦ]. 7 τότε ἠγέρθησαν πᾶσαι αἱ παρθένοι ἐκεῖναι καὶ ἐκόσμησαν τὰς λαμπάδας ἑαυτῶν. 8 αἱ δὲ μωραὶ ταῖς φρονίμοις εἶπαν• δότε ἡμῖν ἐκ τοῦ ἐλαίου ὑμῶν, ὅτι αἱ λαμπάδες ἡμῶν σβέννυνται. 9 ἀπεκρίθησαν δὲ αἱ φρόνιμοι λέγουσαι• μήποτε οὐ μὴ ἀρκέσῃ ἡμῖν καὶ ὑμῖν• πορεύεσθε μᾶλλον πρὸς τοὺς πωλοῦντας καὶ ἀγοράσατε ἑαυταῖς. 10 ἀπερχομένων δὲ αὐτῶν ἀγοράσαι ἦλθεν ὁ νυμφίος, καὶ αἱ ἕτοιμοι εἰσῆλθον μετʼ αὐτοῦ εἰς τοὺς γάμους καὶ ἐκλείσθη ἡ θύρα. 11 ὕστερον δὲ ἔρχονται καὶ αἱ λοιπαὶ παρθένοι λέγουσαι• κύριε κύριε, ἄνοιξον ἡμῖν. 12 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ οἶδα ὑμᾶς. 13 γρηγορεῖτε οὖν, ὅτι οὐκ οἴδατε τὴν ἡμέραν οὐδὲ τὴν ὥραν.
mandag den 23. november 2015
1. Søndag i advent, anden række
1. Søndag i advent, anden række
Hævnen, der blev væk.
Teksten:
16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. 17 Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. 21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« 22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« 23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« 24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. 25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; 26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«
28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; 29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. 30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukas 4,16-30 tekst slut
---
Jeg betragter fænomenet evangelium som et kys fra evigheden. Evighed er noget andet end den tid, jeg er bundet til. Tid har rækkefølger og bundne regler, fx kan den kun gå en vej. Nåde er et billede på tid, der går flere veje. Nåde er fx udeblivelsen af hævn. Hævn er tid, fordi hævn repræsenterer følgen (latin: konsekvens). Udeblivelsen af konsekvens er et kys fra evigheden.
I dagens evangelium opfylder Jesus en profeti. Tiden er fyldt op og er kommet Ikke gået.
I esajascitatet udelader Jesus en vigtig sætning:
" En hævndag fra Gud." (Es 61)
Denne udeladelse svarer til den underfulde ophævelse at lynchstemningen på kanten af den verden, han kom fra....
--
16 Καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρά, οὗ ἦν τεθραμμένος, καὶ εἰσῆλθεν κατὰ τὸ εἰωθὸς αὐτῷ ἐν τῇ ἡμέρᾳ τῶν σαββάτων εἰς τὴν συναγωγὴν καὶ ἀνέστη ἀναγνῶναι. 17 καὶ ἐπεδόθη αὐτῷ βιβλίον τοῦ προφήτου Ἠσαΐου καὶ ἀναπτύξας τὸ βιβλίον εὗρεν τὸν τόπον οὗ ἦν γεγραμμένον•
18 πνεῦμα κυρίου ἐπʼ ἐμὲ
οὗ εἵνεκεν ἔχρισέν με
εὐαγγελίσασθαι πτωχοῖς,
ἀπέσταλκέν με,
κηρύξαι αἰχμαλώτοις ἄφεσιν
καὶ τυφλοῖς ἀνάβλεψιν,
ἀποστεῖλαι τεθραυσμένους ἐν ἀφέσει,
19 κηρύξαι ἐνιαυτὸν κυρίου δεκτόν.
20 καὶ πτύξας τὸ βιβλίον ἀποδοὺς τῷ ὑπηρέτῃ ἐκάθισεν• καὶ πάντων οἱ ὀφθαλμοὶ ἐν τῇ συναγωγῇ ἦσαν ἀτενίζοντες αὐτῷ. 21 ἤρξατο δὲ λέγειν πρὸς αὐτοὺς ὅτι σήμερον πεπλήρωται ἡ γραφὴ αὕτη ἐν τοῖς ὠσὶν ὑμῶν. 22 Καὶ πάντες ἐμαρτύρουν αὐτῷ καὶ ἐθαύμαζον ἐπὶ τοῖς λόγοις τῆς χάριτος τοῖς ἐκπορευομένοις ἐκ τοῦ στόματος αὐτοῦ καὶ ἔλεγον• οὐχὶ υἱός ἐστιν Ἰωσὴφ οὗτος; 23 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• πάντως ἐρεῖτέ μοι τὴν παραβολὴν ταύτην• ἰατρέ, θεράπευσον σεαυτόν• ὅσα ἠκούσαμεν γενόμενα εἰς τὴν Καφαρναοὺμ ποίησον καὶ ὧδε ἐν τῇ πατρίδι σου. 24 εἶπεν δέ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐδεὶς προφήτης δεκτός ἐστιν ἐν τῇ πατρίδι αὐτοῦ. 25 ἐπʼ ἀληθείας δὲ λέγω ὑμῖν, πολλαὶ χῆραι ἦσαν ἐν ταῖς ἡμέραις Ἠλίου ἐν τῷ Ἰσραήλ, ὅτε ἐκλείσθη ὁ οὐρανὸς ἐπὶ ἔτη τρία καὶ μῆνας ἕξ, ὡς ἐγένετο λιμὸς μέγας ἐπὶ πᾶσαν τὴν γῆν, 26 καὶ πρὸς οὐδεμίαν αὐτῶν ἐπέμφθη Ἠλίας εἰ μὴ εἰς Σάρεπτα τῆς Σιδωνίας πρὸς γυναῖκα χήραν. 27 καὶ πολλοὶ λεπροὶ ἦσαν ἐν τῷ Ἰσραὴλ ἐπὶ Ἐλισαίου τοῦ προφήτου, καὶ οὐδεὶς αὐτῶν ἐκαθαρίσθη εἰ μὴ Ναιμὰν ὁ Σύρος. 28 καὶ ἐπλήσθησαν πάντες θυμοῦ ἐν τῇ συναγωγῇ ἀκούοντες ταῦτα 29 καὶ ἀναστάντες ἐξέβαλον αὐτὸν ἔξω τῆς πόλεως καὶ ἤγαγον αὐτὸν ἕως ὀφρύος τοῦ ὄρους ἐφʼ οὗ ἡ πόλις ᾠκοδόμητο αὐτῶν ὥστε κατακρημνίσαι αὐτόν•
Hævnen, der blev væk.
Teksten:
16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. 17 Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. 21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« 22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« 23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« 24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. 25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; 26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«
28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; 29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. 30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukas 4,16-30 tekst slut
---
Jeg betragter fænomenet evangelium som et kys fra evigheden. Evighed er noget andet end den tid, jeg er bundet til. Tid har rækkefølger og bundne regler, fx kan den kun gå en vej. Nåde er et billede på tid, der går flere veje. Nåde er fx udeblivelsen af hævn. Hævn er tid, fordi hævn repræsenterer følgen (latin: konsekvens). Udeblivelsen af konsekvens er et kys fra evigheden.
I dagens evangelium opfylder Jesus en profeti. Tiden er fyldt op og er kommet Ikke gået.
I esajascitatet udelader Jesus en vigtig sætning:
" En hævndag fra Gud." (Es 61)
Denne udeladelse svarer til den underfulde ophævelse at lynchstemningen på kanten af den verden, han kom fra....
--
16 Καὶ ἦλθεν εἰς Ναζαρά, οὗ ἦν τεθραμμένος, καὶ εἰσῆλθεν κατὰ τὸ εἰωθὸς αὐτῷ ἐν τῇ ἡμέρᾳ τῶν σαββάτων εἰς τὴν συναγωγὴν καὶ ἀνέστη ἀναγνῶναι. 17 καὶ ἐπεδόθη αὐτῷ βιβλίον τοῦ προφήτου Ἠσαΐου καὶ ἀναπτύξας τὸ βιβλίον εὗρεν τὸν τόπον οὗ ἦν γεγραμμένον•
18 πνεῦμα κυρίου ἐπʼ ἐμὲ
οὗ εἵνεκεν ἔχρισέν με
εὐαγγελίσασθαι πτωχοῖς,
ἀπέσταλκέν με,
κηρύξαι αἰχμαλώτοις ἄφεσιν
καὶ τυφλοῖς ἀνάβλεψιν,
ἀποστεῖλαι τεθραυσμένους ἐν ἀφέσει,
19 κηρύξαι ἐνιαυτὸν κυρίου δεκτόν.
20 καὶ πτύξας τὸ βιβλίον ἀποδοὺς τῷ ὑπηρέτῃ ἐκάθισεν• καὶ πάντων οἱ ὀφθαλμοὶ ἐν τῇ συναγωγῇ ἦσαν ἀτενίζοντες αὐτῷ. 21 ἤρξατο δὲ λέγειν πρὸς αὐτοὺς ὅτι σήμερον πεπλήρωται ἡ γραφὴ αὕτη ἐν τοῖς ὠσὶν ὑμῶν. 22 Καὶ πάντες ἐμαρτύρουν αὐτῷ καὶ ἐθαύμαζον ἐπὶ τοῖς λόγοις τῆς χάριτος τοῖς ἐκπορευομένοις ἐκ τοῦ στόματος αὐτοῦ καὶ ἔλεγον• οὐχὶ υἱός ἐστιν Ἰωσὴφ οὗτος; 23 καὶ εἶπεν πρὸς αὐτούς• πάντως ἐρεῖτέ μοι τὴν παραβολὴν ταύτην• ἰατρέ, θεράπευσον σεαυτόν• ὅσα ἠκούσαμεν γενόμενα εἰς τὴν Καφαρναοὺμ ποίησον καὶ ὧδε ἐν τῇ πατρίδι σου. 24 εἶπεν δέ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐδεὶς προφήτης δεκτός ἐστιν ἐν τῇ πατρίδι αὐτοῦ. 25 ἐπʼ ἀληθείας δὲ λέγω ὑμῖν, πολλαὶ χῆραι ἦσαν ἐν ταῖς ἡμέραις Ἠλίου ἐν τῷ Ἰσραήλ, ὅτε ἐκλείσθη ὁ οὐρανὸς ἐπὶ ἔτη τρία καὶ μῆνας ἕξ, ὡς ἐγένετο λιμὸς μέγας ἐπὶ πᾶσαν τὴν γῆν, 26 καὶ πρὸς οὐδεμίαν αὐτῶν ἐπέμφθη Ἠλίας εἰ μὴ εἰς Σάρεπτα τῆς Σιδωνίας πρὸς γυναῖκα χήραν. 27 καὶ πολλοὶ λεπροὶ ἦσαν ἐν τῷ Ἰσραὴλ ἐπὶ Ἐλισαίου τοῦ προφήτου, καὶ οὐδεὶς αὐτῶν ἐκαθαρίσθη εἰ μὴ Ναιμὰν ὁ Σύρος. 28 καὶ ἐπλήσθησαν πάντες θυμοῦ ἐν τῇ συναγωγῇ ἀκούοντες ταῦτα 29 καὶ ἀναστάντες ἐξέβαλον αὐτὸν ἔξω τῆς πόλεως καὶ ἤγαγον αὐτὸν ἕως ὀφρύος τοῦ ὄρους ἐφʼ οὗ ἡ πόλις ᾠκοδόμητο αὐτῶν ὥστε κατακρημνίσαι αὐτόν•
søndag den 15. november 2015
Sidste søndag i kirkeåret
Sidste søndag i kirkeåret
Evighed som (op)gave.
Teksten:
31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. 34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. 44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46
Tekst slut
-----
Jeg er fascineret af, at kirkeåret slutter med Menneskesønnen og begynder med menneskevordelsen. Hele kirkeåret er som en Pi-prædiken: Den løfter med fortællingen om skaberordet, der kommer ind i verden, et menneske som dig og mig. Det forvandler med budskabet om dette menneskes sejr over døden og det landsætter mig med opgaven: Det andet menneske.
Forvandler jeg mit medmenneske fra tanke til handling gennem Jesus, frelser, gudmand, dommer?
----
To fremmede kvaliteter, to udfald. Og det, i midten.
Jeg hæfter mig ved to kvaliteter i tekstens begyndelse og slutning. Det ene er Herlighed (og herligheds trone) og det andet er Evig (som i Evig straf og Evigt liv. (Det modsatte af straf er normalt belønning, men her, liv). Jeg mener, at både Herlighed og Evig er to kvaliteter, vi ikke må skøjte hen over bare fordi kalkmalere og andre har låst os fast på, hvad det betyder.
Herlighed (gr Doxa, lat Maiestas) og Evig (gr aiånos og lat Aeternus) skal forstås religiøst og dermed noget, der ligger udenfor det normale, det fattelige.
Herlighed er noget, som kan mærkes, det kan fx bestå af lys og/eller lyd. Det er en form for synlig eller usynlig energi, som omspænder noget ophøjet og styrker det ophøjede i at være ophøjet.
Det særlige ved denne Doxa er, at vi tilsyneladende skal i kontakt med den, muligvis præges af den og indlemmes i den.
Evig er mere forbundet med Herlig, end man skulle tro. Jeg kunne godt tænke mig en oversættelse, hvor aiånos ikke blev forvekslet med uendelig eller uophørlig. Man kunne skrive "til æonisk liv og til æonisk fornedrelse" så ville kvaliteten stå mere åben.
Evig betyder ikke nødvendigvis uendelig, men meget mere. Det er udenfor tid og over tid. Det er uendeligt i den forstand, at det er hævet over tidsafslutning, som kendes.
Idet, jeg kommer i kontakt med budskabet i dagens tekst, bliver jeg smittet med herlighed og evighed som energi fra en anden verden. Disse bye virkeligheder virker magnetiske på mig - på andre vil de virke modsat og skal nedtones, mens noget andet i teksten skal fremhæves.
Jeg bliver således suget ind i et scenarie, hvor der venter mig en gave og en opgave. Man kunne tolke på ordet Opgave, som en gave, der er smittet med dimensionen Op.
Gaven er, at jeg får afsløret, at herligheden kendes ved sin modsætning, nøgen, fremmed, fanget, sulten. Gaven er, at herlighedsdommeren selv lader sig finde i modsætningen. Gaven er, at herlighedsdommeren allerede har byttet med mig, idet min ikke-æoniske gøren og laden betales af hans ikke-æoniske fornedrelse, som således bliver til min æoniske ikke-fornedrelse.
Vi møder altså dommeren både som ekseplet på ikke-herlighed og som bærer af ikke-liv. Dette giver mig evighed og herlighed, som er ikke-tid og dermed også nu.
Gave og opgave.
Evighed som (op)gave.
Teksten:
31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. 34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. 44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46
Tekst slut
-----
Jeg er fascineret af, at kirkeåret slutter med Menneskesønnen og begynder med menneskevordelsen. Hele kirkeåret er som en Pi-prædiken: Den løfter med fortællingen om skaberordet, der kommer ind i verden, et menneske som dig og mig. Det forvandler med budskabet om dette menneskes sejr over døden og det landsætter mig med opgaven: Det andet menneske.
Forvandler jeg mit medmenneske fra tanke til handling gennem Jesus, frelser, gudmand, dommer?
----
To fremmede kvaliteter, to udfald. Og det, i midten.
Jeg hæfter mig ved to kvaliteter i tekstens begyndelse og slutning. Det ene er Herlighed (og herligheds trone) og det andet er Evig (som i Evig straf og Evigt liv. (Det modsatte af straf er normalt belønning, men her, liv). Jeg mener, at både Herlighed og Evig er to kvaliteter, vi ikke må skøjte hen over bare fordi kalkmalere og andre har låst os fast på, hvad det betyder.
Herlighed (gr Doxa, lat Maiestas) og Evig (gr aiånos og lat Aeternus) skal forstås religiøst og dermed noget, der ligger udenfor det normale, det fattelige.
Herlighed er noget, som kan mærkes, det kan fx bestå af lys og/eller lyd. Det er en form for synlig eller usynlig energi, som omspænder noget ophøjet og styrker det ophøjede i at være ophøjet.
Det særlige ved denne Doxa er, at vi tilsyneladende skal i kontakt med den, muligvis præges af den og indlemmes i den.
Evig er mere forbundet med Herlig, end man skulle tro. Jeg kunne godt tænke mig en oversættelse, hvor aiånos ikke blev forvekslet med uendelig eller uophørlig. Man kunne skrive "til æonisk liv og til æonisk fornedrelse" så ville kvaliteten stå mere åben.
Evig betyder ikke nødvendigvis uendelig, men meget mere. Det er udenfor tid og over tid. Det er uendeligt i den forstand, at det er hævet over tidsafslutning, som kendes.
Idet, jeg kommer i kontakt med budskabet i dagens tekst, bliver jeg smittet med herlighed og evighed som energi fra en anden verden. Disse bye virkeligheder virker magnetiske på mig - på andre vil de virke modsat og skal nedtones, mens noget andet i teksten skal fremhæves.
Jeg bliver således suget ind i et scenarie, hvor der venter mig en gave og en opgave. Man kunne tolke på ordet Opgave, som en gave, der er smittet med dimensionen Op.
Gaven er, at jeg får afsløret, at herligheden kendes ved sin modsætning, nøgen, fremmed, fanget, sulten. Gaven er, at herlighedsdommeren selv lader sig finde i modsætningen. Gaven er, at herlighedsdommeren allerede har byttet med mig, idet min ikke-æoniske gøren og laden betales af hans ikke-æoniske fornedrelse, som således bliver til min æoniske ikke-fornedrelse.
Vi møder altså dommeren både som ekseplet på ikke-herlighed og som bærer af ikke-liv. Dette giver mig evighed og herlighed, som er ikke-tid og dermed også nu.
Gave og opgave.
søndag den 8. november 2015
24. Søndag efter Trinitatis, første række
24. Søndag efter Trinitatis
Teksten:
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26
Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...
Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.
Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.
Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.
Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...
Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?
Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:
Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)
Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.
Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.
Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.
Hun spiser
Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).
Messiashemmeligheden.
Prædikenstof:
For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.
I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:
Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.
Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.
Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.
Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.
Hun spiser
Jeg spiser (nadver)
Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed
Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.
Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.
Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.
18 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος αὐτοῖς, ἰδοὺ ἄρχων εἷς ἐλθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων ὅτι ἡ θυγάτηρ μου ἄρτι ἐτελεύτησεν• ἀλλὰ ἐλθὼν ἐπίθες τὴν χεῖρά σου ἐπʼ αὐτήν, καὶ ζήσεται. 19 καὶ ἐγερθεὶς ὁ Ἰησοῦς ἠκολούθησεν αὐτῷ καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
20 Καὶ ἰδοὺ γυνὴ αἱμορροοῦσα δώδεκα ἔτη προσελθοῦσα ὄπισθεν ἥψατο τοῦ κρασπέδου τοῦ ἱματίου αὐτοῦ• 21 ἔλεγεν γὰρ ἐν ἑαυτῇ• ἐὰν μόνον ἅψωμαι τοῦ ἱματίου αὐτοῦ σωθήσομαι. 22 ὁ δὲ Ἰησοῦς στραφεὶς καὶ ἰδὼν αὐτὴν εἶπεν• θάρσει, θύγατερ• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε. καὶ ἐσώθη ἡ γυνὴ ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.
23 Καὶ ἐλθὼν ὁ Ἰησοῦς εἰς τὴν οἰκίαν τοῦ ἄρχοντος καὶ ἰδὼν τοὺς αὐλητὰς καὶ τὸν ὄχλον θορυβούμενον 24 ἔλεγεν• ἀναχωρεῖτε, οὐ γὰρ ἀπέθανεν τὸ κοράσιον ἀλλὰ καθεύδει. καὶ κατεγέλων αὐτοῦ. 25 ὅτε δὲ ἐξεβλήθη ὁ ὄχλος εἰσελθὼν ἐκράτησεν τῆς χειρὸς αὐτῆς, καὶ ἠγέρθη τὸ κοράσιον. 26 καὶ ἐξῆλθεν ἡ φήμη αὕτη εἰς ὅλην τὴν γῆν ἐκείνην.
Teksten:
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26
Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...
Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.
Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.
Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.
Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...
Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?
Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:
Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)
Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.
Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.
Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.
Hun spiser
Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).
Messiashemmeligheden.
Prædikenstof:
For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.
I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:
Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.
Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.
Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.
Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.
Hun spiser
Jeg spiser (nadver)
Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed
Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.
Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.
Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.
18 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος αὐτοῖς, ἰδοὺ ἄρχων εἷς ἐλθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων ὅτι ἡ θυγάτηρ μου ἄρτι ἐτελεύτησεν• ἀλλὰ ἐλθὼν ἐπίθες τὴν χεῖρά σου ἐπʼ αὐτήν, καὶ ζήσεται. 19 καὶ ἐγερθεὶς ὁ Ἰησοῦς ἠκολούθησεν αὐτῷ καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
20 Καὶ ἰδοὺ γυνὴ αἱμορροοῦσα δώδεκα ἔτη προσελθοῦσα ὄπισθεν ἥψατο τοῦ κρασπέδου τοῦ ἱματίου αὐτοῦ• 21 ἔλεγεν γὰρ ἐν ἑαυτῇ• ἐὰν μόνον ἅψωμαι τοῦ ἱματίου αὐτοῦ σωθήσομαι. 22 ὁ δὲ Ἰησοῦς στραφεὶς καὶ ἰδὼν αὐτὴν εἶπεν• θάρσει, θύγατερ• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε. καὶ ἐσώθη ἡ γυνὴ ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.
23 Καὶ ἐλθὼν ὁ Ἰησοῦς εἰς τὴν οἰκίαν τοῦ ἄρχοντος καὶ ἰδὼν τοὺς αὐλητὰς καὶ τὸν ὄχλον θορυβούμενον 24 ἔλεγεν• ἀναχωρεῖτε, οὐ γὰρ ἀπέθανεν τὸ κοράσιον ἀλλὰ καθεύδει. καὶ κατεγέλων αὐτοῦ. 25 ὅτε δὲ ἐξεβλήθη ὁ ὄχλος εἰσελθὼν ἐκράτησεν τῆς χειρὸς αὐτῆς, καὶ ἠγέρθη τὸ κοράσιον. 26 καὶ ἐξῆλθεν ἡ φήμη αὕτη εἰς ὅλην τὴν γῆν ἐκείνην.
søndag den 1. november 2015
23. Søndag efter Trinitatis, første række
Økonomisk sammenbrud
Texten: 15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. 16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. 17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« 18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? 19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. 20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« 21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« 22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Text slut Matt 22.15-22
---
Dagens tekst er blevet brugt som allegori til at cementere et særligt forhold mellem stat og kirke, verdsligt og åndeligt. Imidlertid vil jeg gerne kigge nærmere på de tolkninger, der sætter sig helt ud over en økonomisk afhængighed.
Pointen i at give kejseren, hvad kejserens er, er at det er hans penge og han kan have dem allesammen. Der er et billede på, hvilket er en krænkelse af billedforbuddet og spørgeren bliver gjort klart, at han må afgive alle disse afgudsbilleder og ophøre med at være til rådighed for det system, kejseren stiller til rådighed.
To billeder:
Hvad Guds er, er nok mennesket selv, af hele sit sind, hjerte og sjæl. Dette gudsbillede skal gives til Gud.
Kan man det?
Ikke uden Kristus...
(Fortsættes)
15 Τότε πορευθέντες οἱ Φαρισαῖοι συμβούλιον ἔλαβον ὅπως αὐτὸν παγιδεύσωσιν ἐν λόγῳ. 16 καὶ ἀποστέλλουσιν αὐτῷ τοὺς μαθητὰς αὐτῶν μετὰ τῶν Ἡρῳδιανῶν λέγοντες• διδάσκαλε, οἴδαμεν ὅτι ἀληθὴς εἶ καὶ τὴν ὁδὸν τοῦ θεοῦ ἐν ἀληθείᾳ διδάσκεις καὶ οὐ μέλει σοι περὶ οὐδενός• οὐ γὰρ βλέπεις εἰς πρόσωπον ἀνθρώπων, 17 εἰπὲ οὖν ἡμῖν τί σοι δοκεῖ• ἔξεστιν δοῦναι κῆνσον Καίσαρι ἢ οὔ; 18 γνοὺς δὲ ὁ Ἰησοῦς τὴν πονηρίαν αὐτῶν εἶπεν• τί με πειράζετε, ὑποκριταί; 19 ἐπιδείξατέ μοι τὸ νόμισμα τοῦ κήνσου. οἱ δὲ προσήνεγκαν αὐτῷ δηνάριον. 20 καὶ λέγει αὐτοῖς• τίνος ἡ εἰκὼν αὕτη καὶ ἡ ἐπιγραφή; 21 λέγουσιν αὐτῷ• Καίσαρος. τότε λέγει αὐτοῖς• ἀπόδοτε οὖν τὰ Καίσαρος Καίσαρι καὶ τὰ τοῦ θεοῦ τῷ θεῷ. 22 καὶ ἀκούσαντες ἐθαύμασαν, καὶ ἀφέντες αὐτὸν ἀπῆλθαν.
Texten: 15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. 16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. 17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« 18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? 19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. 20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« 21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« 22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Text slut Matt 22.15-22
---
Dagens tekst er blevet brugt som allegori til at cementere et særligt forhold mellem stat og kirke, verdsligt og åndeligt. Imidlertid vil jeg gerne kigge nærmere på de tolkninger, der sætter sig helt ud over en økonomisk afhængighed.
Pointen i at give kejseren, hvad kejserens er, er at det er hans penge og han kan have dem allesammen. Der er et billede på, hvilket er en krænkelse af billedforbuddet og spørgeren bliver gjort klart, at han må afgive alle disse afgudsbilleder og ophøre med at være til rådighed for det system, kejseren stiller til rådighed.
To billeder:
Hvad Guds er, er nok mennesket selv, af hele sit sind, hjerte og sjæl. Dette gudsbillede skal gives til Gud.
Kan man det?
Ikke uden Kristus...
(Fortsættes)
15 Τότε πορευθέντες οἱ Φαρισαῖοι συμβούλιον ἔλαβον ὅπως αὐτὸν παγιδεύσωσιν ἐν λόγῳ. 16 καὶ ἀποστέλλουσιν αὐτῷ τοὺς μαθητὰς αὐτῶν μετὰ τῶν Ἡρῳδιανῶν λέγοντες• διδάσκαλε, οἴδαμεν ὅτι ἀληθὴς εἶ καὶ τὴν ὁδὸν τοῦ θεοῦ ἐν ἀληθείᾳ διδάσκεις καὶ οὐ μέλει σοι περὶ οὐδενός• οὐ γὰρ βλέπεις εἰς πρόσωπον ἀνθρώπων, 17 εἰπὲ οὖν ἡμῖν τί σοι δοκεῖ• ἔξεστιν δοῦναι κῆνσον Καίσαρι ἢ οὔ; 18 γνοὺς δὲ ὁ Ἰησοῦς τὴν πονηρίαν αὐτῶν εἶπεν• τί με πειράζετε, ὑποκριταί; 19 ἐπιδείξατέ μοι τὸ νόμισμα τοῦ κήνσου. οἱ δὲ προσήνεγκαν αὐτῷ δηνάριον. 20 καὶ λέγει αὐτοῖς• τίνος ἡ εἰκὼν αὕτη καὶ ἡ ἐπιγραφή; 21 λέγουσιν αὐτῷ• Καίσαρος. τότε λέγει αὐτοῖς• ἀπόδοτε οὖν τὰ Καίσαρος Καίσαρι καὶ τὰ τοῦ θεοῦ τῷ θεῷ. 22 καὶ ἀκούσαντες ἐθαύμασαν, καὶ ἀφέντες αὐτὸν ἀπῆλθαν.
Abonner på:
Opslag (Atom)