Hellig 3 Konger
De gik en anden vej hjem
Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.
"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).
Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.
Hvad står der ikke i teksten?
En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.
F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".
Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.
Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.
Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.
Jeg elsker H3K
Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.
Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.
Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.
Matthæus' kabale
Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.
"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).
Det er ikke to begivenheder, men een energi.
Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.
Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.
I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.
Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).
Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.
Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.
Kontekst
Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.
Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.
Disposition
En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.
Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.
Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.
Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.
----
Yderligere:
Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.
De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.
De gik ikke magtens vej hjem
Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.
Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.
Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.
Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.
Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.
Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.
---
Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.
fredag den 2. januar 2015
tirsdag den 30. december 2014
Nytår, første række
Nytår
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
lørdag den 20. december 2014
Julesøndag, Første række
Julesøndag, første tekstrække
Vi lever i lysets tid
25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
----
Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.
Simeon har mindst tre roller.
For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".
For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.
For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).
Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....
Udad og indad
Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...
Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.
I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.
Poesi
Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.
Disposition 1 At se lys
Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...
Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.
Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)
Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.
Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.
Vi lever i lysets tid
25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
----
Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.
Simeon har mindst tre roller.
For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".
For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.
For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).
Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....
Udad og indad
Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...
Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.
I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.
Poesi
Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.
Disposition 1 At se lys
Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...
Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.
Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)
Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.
Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.
2. Juledag, Stefans Dag
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Juledag, første række
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Juleaften..
Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
lørdag den 13. december 2014
4. Søndag i advent, første række
4. søndag i advent, første række
Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..
(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)
Johs 1,19-28
19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Hvorfor har evangelierne menneskenavne?
Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne.
Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener.
Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.
Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johanne evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.."
Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.
Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks:
Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet.
Konteksten
Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi.
Min --- den har tre buler
Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift.
Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).
Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.
Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger:
Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"
Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er.
Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):
Disposition
Fortælling:
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.
Forvandling:
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde...
(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).
Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..
(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)
Johs 1,19-28
19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Hvorfor har evangelierne menneskenavne?
Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne.
Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener.
Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.
Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johanne evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.."
Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.
Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks:
Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet.
Konteksten
Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi.
Min --- den har tre buler
Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift.
Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).
Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.
Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger:
Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"
Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er.
Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):
Disposition
Fortælling:
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.
Forvandling:
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde...
(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).
Abonner på:
Opslag (Atom)