3. Søndag i advent, første række

Tredje søndag i advent, første tekstrække

v 2Da Johannes i fængslet  hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig. (Matt 11,2-10)

(v11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal høre!)

Ikke mit problem, ikke min dagsorden

Teksten til 3. søndag i advent åbner sig kun langsomt for mig af flere grunde (3 stik).

For det første mener jeg at evangeliernes og Apostelgerningernes behandling af Johannes døber har til formål at folklare (eller måske snarere bortforklare) Johannes Døberens rolle som endetidsprofet og hans dåbspraksis som foreløbig. Med andre ord: Evangelierne fremstiller ham som den næstsidste endetidsfigur og Jesus som den sidste - og at denne rollefordeling er gudsvillet og indforstået mellem de to. Denne fremstilling, mener jeg, dækker over en konkurrence mellem to endetidsbevægelser, hvoraf Jesus først var med i den ene, hvorefter han gik solo. Det var Jesusbevægelsen, der vandt konkurrencen og fik lov at skrive historien om den anden: Den er legitim, men foreløbig. 

Efter min smag er det evangelisten Lukas, som lykkes bedst med sin Jesus/Johannes komposition. Her repræsenterer de to hver sin pagt, fødes med et halvt års mellemrum, og vikles ind i hinandens afløsning gennem en slags fuga, hvor stemmerne "forjættelse, tempel, mand" væves sammen med "fornyelse, overraskelse, kvinde" gennem to handlinger, der springer buk afløst af skiftende lovsange. Lukas 1 er som af skifte fra mol til dur gennem en fuga. Denne intro løfter mig som læser ind i en ny pagt. 

Teksterne om Johannes er altså skrevet for at få Johannes på plads, hvormed teksten løser et problem, som ikke er mit. Jeg har aldrig haft svært ved at få Johannes på plads. 

For det andet er tekstens placering 3. søndag i advent sandsynligvis et resultat af fjerne tiders bodspraksis: Advent er oprindeligt en fastetid, hvor man spæger sit legeme i ydmyg venten på højtiden, hvorfor asketen Johannes bliver et forbillede: Når han kunne leve af insekter og være iført kamelhår, så kan jeg også tåle fasten. Denne praksis er outdated i en juletid, hvor jeg allerede har taget del i de første 8 æbleskivearrangementer.

For det tredje er perikopen Matt 11,2-10 ikke en naturlig perikope - vi skal frem til v15 for at få det hele med: Så fremstår konkurrencen også tydeligere. Ved at fjerne 11-15 fra stykket, får man "bane vej" som slutord og svækker konkurrencen (og man misser den spændende himmelstormerrivalisering).

Når det er sagt...

Når affattelsestidens og middelalderens dagsordner er lagt på de hylder, hvor de hører hjemme, er det på tide at se hvorledes evangeliet kan bruges nu.

Teksten består at tre hoveddele (når 11-15 er skåret væk):

I  2-3 Spørgsmål til Jesus. Dig eller en anden?

II 4-6 Jesu svar: Fortæl Johannes 4 slags helbredelse generelt, glædeligt budskab til fattige og minus forargelse=salighed

III 7-10 Jesu tale til skaren: 3 gange spørgsmål om at se (nysgerrighed?)+ profetsvar med specifikation: vej.

Mit forslag til en komposition er, at man begynder med temaet nysgerrighed fra III'eren går via "se" metaforiken i II'eren til en "glædeligt budskab til fattige" i parænesen. 

(i nedenstående eksempel er temaet "forargelse" ikke medtaget; fravalget skyldes, at det det er tydeligere tilstede på andre søndage fx 22.s.e.t.II). 

Således:

Fortælling: At leve i en medieverden er at leve i konstant nysgerrighed. Divaer i junglen er et eksempel på interessante siv i vinden. 

Forvandling: "Interesse" betyder "inter esse" dvs tilstedeværelse. Hvad er forskellen på interesse og tilstedeværelse? Er Gud tilstede i verden, fordi vi er interessante? Er jeg tilstede i de interessantes liv? At se, er at se, at Gud er tilstede. At rejse sig (lamme går) er at få tilstedeværelsen i andres liv til at leve. At blive renset er at være glad, selvom det ikke lykkedes i går (jeg mærker min uduelighed falde af i skorper), at lindre og afhjælpe fattigdom er et godt budskab. Gud baner vej for at vi kan være tilstede hos hinanden.

Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og mærke mig renset, seende og tilstede. Jeg vil mærke en vej blive banet - vejen til min fattige næste. Godt budskab.

.2 Ὁ δὲ Ἰωάννης ἀκούσας ἐν τῷ δεσμωτηρίῳ τὰ ἔργα τοῦ Χριστοῦ πέμψας διὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ 3 εἶπεν αὐτῷ• σὺ εἶ ὁ ἐρχόμενος ἢ ἕτερον προσδοκῶμεν; 4 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἀπαγγείλατε Ἰωάννῃ ἃ ἀκούετε καὶ βλέπετε• 5 τυφλοὶ ἀναβλέπουσιν καὶ χωλοὶ περιπατοῦσιν, λεπροὶ καθαρίζονται καὶ κωφοὶ ἀκούουσιν, καὶ νεκροὶ ἐγείρονται καὶ πτωχοὶ εὐαγγελίζονται• 6 καὶ μακάριός ἐστιν ὃς ἐὰν μὴ σκανδαλισθῇ ἐν ἐμοί.
7 Τούτων δὲ πορευομένων ἤρξατο ὁ Ἰησοῦς λέγειν τοῖς ὄχλοις περὶ Ἰωάννου• τί ἐξήλθατε εἰς τὴν ἔρημον θεάσασθαι; κάλαμον ὑπὸ ἀνέμου σαλευόμενον; 8 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; ἄνθρωπον ἐν μαλακοῖς ἠμφιεσμένον; ἰδοὺ οἱ τὰ μαλακὰ φοροῦντες ἐν τοῖς οἴκοις τῶν βασιλέων εἰσίν. 9 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; προφήτην; ναὶ λέγω ὑμῖν, καὶ περισσότερον προφήτου. 10 οὗτός ἐστιν περὶ οὗ γέγραπται•
ἰδοὺ ἐγὼ ἀποστέλλω τὸν ἄγγελόν μου πρὸ προσώπου σου,
ὃς κατασκευάσει τὴν ὁδόν σου ἔμπροσθέν σου.

2. Søndag i advent, første række

At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.

(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.

27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. 

28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.

32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.

33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.

36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36

Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten

En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).

Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).

Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.

Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.

Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.

Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:

Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).

Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.

Trosvalg: 

Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).

Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).

Tilvalg: Menneskesøn

Fravalg: Naturtegn.

Disposition:

Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.

Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.

Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).

Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.

Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?

Alternative dispositioner:

v32: Friskhed

Fortælling: 

De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?

Forvanding: 

Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.

Landsætning: 

Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre. 

v34: Hverdag og fest forstået som junk.

Fortælling:

Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.

Forvandling:

Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.

Landsætning: 

Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre. 

 

25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.

Pi-prædiken i 2 år

Kære læser.
Pi-prædikenbloggen har nu levet i to år. Dette betyder, at der er leveret stof til dispositioner og udlægninger til kirkeårets tekster, første og anden tekstrække (på nær de sjældne trinitatisyderområder - det kommer)

Tak for opfordringen til at skrive. Tak for de mange gode tilbagemeldinger og opmuntringer.

Jeg vil fremadrettet genudgive tidligere indlæg i forbedret form. Således sker der en løbende revision. Tak til alle provstier og læreanstalter, der har haft pi-prædiken-temadage. Også dette har været med til at udvikle bygningen.

1. Søndag i advent 1. række Genudgives om lidt...

Sidste søndag i kirkeåret, anden række

Kom!

Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.

---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.

I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.

En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.

V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.

Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.

V 27 klinger næsten johannæisk.

Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.

Disposition:

Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".

Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...

---

PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.

PPS: der findes stadig slaver.

---

25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.

22. Søndag efter Trinitatis, anden række

Jeg er et lille, elsket menneske uden anden status, end at jeg har en engel, som tuller rundt og kigger direkte på Gud, hvor er det vidunderligt.(v10)


Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11  For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.

V11 er nok ikke originalt.

De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.

Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.

Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.

Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.

V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".

Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.

Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..

Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.

Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.

De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.

Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.

Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...

Disposition:

Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet

Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)

Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.

---

Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.

21. Søndag efter Trinitatis, anden række.

Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).



Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).

----

Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.

Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.

Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.

Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.

Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.

Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!

Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.

Disposition:

Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.

Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.

Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.

---

Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.

Alle Helgen, anden række

- se blogindlæg til første række..
(27. oktober 2014)