- se blogindlæg til første række..
(27. oktober 2014)
søndag den 26. oktober 2014
lørdag den 18. oktober 2014
19. Søndag efter Trinitatis, anden række
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
mandag den 13. oktober 2014
18.Søndag efter Trinitatis
Teksten:
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.
Tekst slut Johs 15,1-11
(Perikopen forstætter med: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden.." , hvilket er essentielt at få med)
Kontekst: i parentesen ovenfor er nære kontekst nævnt. Den fjernere kontekst hedder : Johannesevangeliet:-) Det er et helt opfattelsessystem, som er koden til de tidsophævelser, der er tilstede i dagens tekst. Tidsophævere er kys fra evigheden og er blandt andet kendetegnet ved reversibel tid (død til liv, gjort til ugjort).
I dagens tekst, er en del formuleringer "konsekvente" (cosequor, følger, opnår) mens andre igen er ophævende - allerede, samt holdende, bliv! Denne leg med tid, er en evighedsleg, som vi er med i. Eksempel på konsekvente formuleringer er: "Den gren, som ikke bærer frugt, den fjerner han". Der er en tid før og en after (følge, konsekvens). Men tilhøreren opfordres til med konsekvens at gå ind i en rolle (bære frugt) hvorefter rollen kvalificeres ved "fremtid, som er gået". Et forsøg på at gen-systematisere et sådant tidsforbrug til et nyt tidsregnskab vil heldigvis ikke lykkes. Tilbage sidder vi med et indtryk af Noget Andet. En måde at nå dette andet kan være at erstatte effekt med længsel.
Jeg er tidslig og lever under mekanismer, der hedder effekt (verden). Der bliver kaldt på mig et andet sted fra (evighed, kærlighed) og i denne kalden er samtidig åbningen, kanalen til det nye.
Åbningen, det flow af nyt, som der kaldes med, bliver beskrevet ligesom den tilstrømning, der foregår til en frugt. Resultatet er sødme og saft, liv.
Således er jeg nu forbundet med væren selv (ER i jeg er er det gode vintræ, Guds navn) en forbindelse tilbage til Ordet, der lader alting blive til. Foran mig er kærlighed, som jeg skal møde gennem mine egne hænder og andres. Kanalen mellem det evige Ord, som gør mig evig, og den næste kærlighed, er et flow ligesom i en gren i retning af en frugt.
Eftersom jeg stadig kun kan forstå i tid, rækkefølge, effekt, lyder der et: Bliv. Helt forvirrende bliver det, når bønnen bliver nævnt: bed, så skal I få! Det er let at opfatte magisk som at vupti, nu opstår alt af sig selv. Effekt hører ikke til på samme måde i vores zone.
Forvandlinger:
Til midten af en pi-prædiken skal bruges de forvandlinger, der er tilstede i teksten og i troen.
For at se forvandlingerne, skal man se alternativet.
Jeg bliver renset, jeg er ren.
Jeg bliver, jeg forsvinder ikke væk.
Kun Gud ER. Jeg bliver en del af ER gennem Ordet, Jeg Er.
Jeg bærer frugt (alternativ: intet)
Jeg bliver discipel og herliggør Gud
Jeg er inde i kærlighed
Jeg holder hud
Jeg er glad og fuldkommen
(Jeg elsker)
Det samme er formuleret som bøn i nadverritualet "Opstandne herre og frelser... Rens os, ... Et i dig.. .
Væren, herlighed og fylde bliver eet (er v1, herliggøres v8, fuldkommen v11).
Fortælling:
Jeg elsker, når livet strømmer. Når jeg er tørstig og drikker saft, så alle mine årer og porrer bliver sig selv igen. Jeg elsker, når livet strømmer gennem mig som spænding, fryd, gys, opfyldelse. Jeg elsker at se frugt modnes, på planter i min evne til at føre noget ud i livet.
Forvandling
Jeg har lov at bruge denne viden til at kende vejen ind i evigheden (fra evigheden), kærligheden, der lader alting blive til. Ligesom en bonzainørd går og renser sine planter, sådan bliver jeg renset at Ordet, som tager al min forgængelighed væk og giver mig evighed i stedet.
Landsætning:
Jeg vil glæde mig over frugter. Jeg vil glæde mig over den modne sødme der har ført i forbindelse med væren selv, jeg vil møde min næste med sødme og fylde..
Ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος ἡ ἀληθινὴ καὶ ὁ πατήρ μου ὁ γεωργός ἐστιν. 2 πᾶν κλῆμα ἐν ἐμοὶ μὴ φέρον καρπὸν αἴρει αὐτό, καὶ πᾶν τὸ καρπὸν φέρον καθαίρει αὐτὸ ἵνα καρπὸν πλείονα φέρῃ. 3 ἤδη ὑμεῖς καθαροί ἐστε διὰ τὸν λόγον ὃν λελάληκα ὑμῖν• 4 μείνατε ἐν ἐμοί, κἀγὼ ἐν ὑμῖν. καθὼς τὸ κλῆμα οὐ δύναται καρπὸν φέρειν ἀφʼ ἑαυτοῦ ἐὰν μὴ μένῃ ἐν τῇ ἀμπέλῳ, οὕτως οὐδὲ ὑμεῖς ἐὰν μὴ ἐν ἐμοὶ μένητε. 5 ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος, ὑμεῖς τὰ κλήματα. ὁ μένων ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν αὐτῷ οὗτος φέρει καρπὸν πολύν, ὅτι χωρὶς ἐμοῦ οὐ δύνασθε ποιεῖν οὐδέν. 6 ἐὰν μή τις μένῃ ἐν ἐμοί, ἐβλήθη ἔξω ὡς τὸ κλῆμα καὶ ἐξηράνθη καὶ συνάγουσιν αὐτὰ καὶ εἰς τὸ πῦρ βάλλουσιν καὶ καίεται. 7 ἐὰν μείνητε ἐν ἐμοὶ καὶ τὰ ῥήματά μου ἐν ὑμῖν μείνῃ, ὃ ἐὰν θέλητε αἰτήσασθε, καὶ γενήσεται ὑμῖν. 8 ἐν τούτῳ ἐδοξάσθη ὁ πατήρ μου, ἵνα καρπὸν πολὺν φέρητε καὶ γένησθε ἐμοὶ μαθηταί.
9 Καθὼς ἠγάπησέν με ὁ πατήρ, κἀγὼ ὑμᾶς ἠγάπησα• μείνατε ἐν τῇ ἀγάπῃ τῇ ἐμῇ. 10 ἐὰν τὰς ἐντολάς μου τηρήσητε, μενεῖτε ἐν τῇ ἀγάπῃ μου, καθὼς ἐγὼ τὰς ἐντολὰς τοῦ πατρός μου τετήρηκα καὶ μένω αὐτοῦ ἐν τῇ ἀγάπῃ. 11 Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ ἐν ὑμῖν ᾖ καὶ ἡ χαρὰ ὑμῶν πληρωθῇ.
søndag den 5. oktober 2014
17. Søndag efter Trinitatis
14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
søndag den 28. september 2014
16. Søndag efter Trinitatis
Stikord:
Fjerdedagen er en dag for meget!
Kødskandale og holdbarhed. Udløbsdato. Tredjedagen er grænsen for mit udløb.
Han stinker allerede.
Vi er gearet til at sky råddenskab af gode grunde.
Joel/Acta: Du lader ikke din tjener se forrådnelse (corruptionem/diafthora)
Lazarusopvækkelsen er det syvende og kulminerende tegn, en stigning (til himlen os ledsage 729)
Hvem stinker? Hvad stinker?
Jeg er multiresistent på grund af Jesu tredje dag - vi kan være sammen på en ikke rådden måde.
Løs ham!
Jeg er fri på grund af ER.
Ligesom Moses blev kaldet til befrielse af stemmen ER i den brændende busk uden fortærelse, således er jeg fri ved ham, der siger ER: jeg er....
Forløbet bliver fortalt som en lille gudstjeste:
TRO
ELSKE
VÆRE
FRI
Fjerdedagen er en dag for meget!
Kødskandale og holdbarhed. Udløbsdato. Tredjedagen er grænsen for mit udløb.
Han stinker allerede.
Vi er gearet til at sky råddenskab af gode grunde.
Joel/Acta: Du lader ikke din tjener se forrådnelse (corruptionem/diafthora)
Lazarusopvækkelsen er det syvende og kulminerende tegn, en stigning (til himlen os ledsage 729)
Hvem stinker? Hvad stinker?
Jeg er multiresistent på grund af Jesu tredje dag - vi kan være sammen på en ikke rådden måde.
Løs ham!
Jeg er fri på grund af ER.
Ligesom Moses blev kaldet til befrielse af stemmen ER i den brændende busk uden fortærelse, således er jeg fri ved ham, der siger ER: jeg er....
Forløbet bliver fortalt som en lille gudstjeste:
TRO
ELSKE
VÆRE
FRI
søndag den 21. september 2014
15. Søndag efter Trinitatis, anden række
Let røven, Søster solskin! (?) Eller ligestilling?
Teksten:
38 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. 39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. 40 Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« 41 Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. 42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Lukas 10,38-42 Tekst slut,
Kontekst:
Teksten falder i et uroligt afsnit af evangeliet. Vi befinder os efter 9,51 ( vejen mod Jerusalem) og Jesu tale er præget af apokalyptisk fuldbyrdelse. I denne sammenhæng kan det ene fornødne være hans død (ophøjelse) jf 9,51
I den græske tekst er der et kolon efter 'fornødent' (χρεία), hvilket næppe er originalt. Eftertiden har haft travlt med at gøre episoden til en programerklæring for en deling i kontemplativ og praktisk, men set i konteksten kan Jesu fuldbyrdelse være så vigtig, at en kvinde kan gøre mande-ting: sidde og lytte! (Og holde op med at være tjener).
Bemærk i øvrigt stilskiftet (tilbage til en slags juleevangeliestil) umiddelbart efter episoden, til den perikope, hvor det lukanske fadervor ligger. Tid og sted bliver uklart. Hvorfor vandt det mattæiske fadervor?
Mellem de to kvinder: det er påfaldende, at den ene kan få ondt i den legemsdel, den anden sidder på.
Det er nærmest en udfoldelse af 1. Kor 13,6: οὐ χαίρει ἐπὶ τῇ ἀδικίᾳ, συγχαίρει δὲ τῇ ἀληθείᾳ• ( kærligheden finder ikke sin glæde (energi?) i uretten, men samglæder i sandheden.
Det at have ondt i røven bliver så uendeligt småt, når man tænker på, hvilken kærlighed og sandhed Kristi død åbner....
Ligestilling.
Dagens tekst kan læses som en ligestillingsfortælling, hvis man forstår det at sidde ved nogens fødder (sådan som Paulus sad ved Gamaliels fødder) som et mandligt privilegium, altså at være i lære hos en vis/lærd. I en sådan forståelse bliver Marthas bekymring ikke et spørgsmål om arbejdets deling mellem to kvinder, men et spørgsmål om, at Maria leger mand ved at sidde og være "på universitet hos Jesus". Maria bryder en samfundsorden ved at sidde som en mand efter at en mand er kommet ind i huset. Formentligt skal husstanden forstås som en 'matriarkalsk' husstand med Martha som husets overhoved (jf Lydia, Acta).
Det lukanske dobbeltværk (Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) er raffineret derved, at synspunkter, som ellers kan blive bombastiske og vulgære er tilstede som ansatser, der skal udlægges fortløbende.
Jeg mener, at følgende synspunkter er skjult tilstede i dobbeltværket og kan udlades af komposition og tematik:
Kejseren er fin. Kejseren er fin nok. Han er kun kejser.
De fine er fine. De fine er fine nok, men de fattige og svage kan med Gud og forjættelsen overstråle.
Kvinder kan lede såvel en husstand som et firma og er at ligestille med mænd som jesu lærlinge.
Disse synspunkter er af forsigtighedsgrunde og af strategisk/apologetiske grunde kun at spore som tråde i værket.
Jeg efterspørger en metode til at efterprøve, hvorvidt dobbeltværkets forfatter opfatter disse tråde som autentiske Jesus-tråde.
Disposition:
Fortælling:
Nogle gane kan ond i røven forsvinde af sig selv. Umærkeligt fordamper det som dug for solen og man glemmer at være forurettet, man glemmer sit underskud, man glemmer at føle lækkerhed ved uretfærdigheden.
Forvandling
Den sol, som får duggen til at forsvinde, minder om den livets kraft, det ene fornødne, som fordamper forskellene mellem mennesker. Ah, kom den sol! Gør os lige elskede.
Landsætning
Jeg vil elske den, der knokler lidt, selvom jeg knokler meget, jeg vil give den, der intet fortjener, fordi jeg selv har fået alt givet i evighed: Det fornødne, hans overgivelse for at jeg kan blive lukket ind i Guds dimension.
----
38 Ἐν δὲ τῷ πορεύεσθαι αὐτοὺς αὐτὸς εἰσῆλθεν εἰς κώμην τινά• γυνὴ δέ τις ὀνόματι Μάρθα ὑπεδέξατο αὐτόν. 39 καὶ τῇδε ἦν ἀδελφὴ καλουμένη Μαριάμ, [ἣ] καὶ παρακαθεσθεῖσα πρὸς τοὺς πόδας τοῦ κυρίου ἤκουεν τὸν λόγον αὐτοῦ. 40 ἡ δὲ Μάρθα περιεσπᾶτο περὶ πολλὴν διακονίαν• ἐπιστᾶσα δὲ εἶπεν• κύριε, οὐ μέλει σοι ὅτι ἡ ἀδελφή μου μόνην με κατέλιπεν διακονεῖν; εἰπὲ οὖν αὐτῇ ἵνα μοι συναντιλάβηται. 41 ἀποκριθεὶς δὲ εἶπεν αὐτῇ ὁ κύριος• Μάρθα Μάρθα, μεριμνᾷς καὶ θορυβάζῃ περὶ πολλά, 42 ἑνὸς δέ ἐστιν χρεία• Μαριὰμ γὰρ τὴν ἀγαθὴν μερίδα ἐξελέξατο ἥτις οὐκ ἀφαιρεθήσεται αὐτῆς.
Teksten:
38 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. 39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. 40 Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« 41 Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. 42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Lukas 10,38-42 Tekst slut,
Kontekst:
Teksten falder i et uroligt afsnit af evangeliet. Vi befinder os efter 9,51 ( vejen mod Jerusalem) og Jesu tale er præget af apokalyptisk fuldbyrdelse. I denne sammenhæng kan det ene fornødne være hans død (ophøjelse) jf 9,51
I den græske tekst er der et kolon efter 'fornødent' (χρεία), hvilket næppe er originalt. Eftertiden har haft travlt med at gøre episoden til en programerklæring for en deling i kontemplativ og praktisk, men set i konteksten kan Jesu fuldbyrdelse være så vigtig, at en kvinde kan gøre mande-ting: sidde og lytte! (Og holde op med at være tjener).
Bemærk i øvrigt stilskiftet (tilbage til en slags juleevangeliestil) umiddelbart efter episoden, til den perikope, hvor det lukanske fadervor ligger. Tid og sted bliver uklart. Hvorfor vandt det mattæiske fadervor?
Mellem de to kvinder: det er påfaldende, at den ene kan få ondt i den legemsdel, den anden sidder på.
Det er nærmest en udfoldelse af 1. Kor 13,6: οὐ χαίρει ἐπὶ τῇ ἀδικίᾳ, συγχαίρει δὲ τῇ ἀληθείᾳ• ( kærligheden finder ikke sin glæde (energi?) i uretten, men samglæder i sandheden.
Det at have ondt i røven bliver så uendeligt småt, når man tænker på, hvilken kærlighed og sandhed Kristi død åbner....
Ligestilling.
Dagens tekst kan læses som en ligestillingsfortælling, hvis man forstår det at sidde ved nogens fødder (sådan som Paulus sad ved Gamaliels fødder) som et mandligt privilegium, altså at være i lære hos en vis/lærd. I en sådan forståelse bliver Marthas bekymring ikke et spørgsmål om arbejdets deling mellem to kvinder, men et spørgsmål om, at Maria leger mand ved at sidde og være "på universitet hos Jesus". Maria bryder en samfundsorden ved at sidde som en mand efter at en mand er kommet ind i huset. Formentligt skal husstanden forstås som en 'matriarkalsk' husstand med Martha som husets overhoved (jf Lydia, Acta).
Det lukanske dobbeltværk (Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) er raffineret derved, at synspunkter, som ellers kan blive bombastiske og vulgære er tilstede som ansatser, der skal udlægges fortløbende.
Jeg mener, at følgende synspunkter er skjult tilstede i dobbeltværket og kan udlades af komposition og tematik:
Kejseren er fin. Kejseren er fin nok. Han er kun kejser.
De fine er fine. De fine er fine nok, men de fattige og svage kan med Gud og forjættelsen overstråle.
Kvinder kan lede såvel en husstand som et firma og er at ligestille med mænd som jesu lærlinge.
Disse synspunkter er af forsigtighedsgrunde og af strategisk/apologetiske grunde kun at spore som tråde i værket.
Jeg efterspørger en metode til at efterprøve, hvorvidt dobbeltværkets forfatter opfatter disse tråde som autentiske Jesus-tråde.
Disposition:
Fortælling:
Nogle gane kan ond i røven forsvinde af sig selv. Umærkeligt fordamper det som dug for solen og man glemmer at være forurettet, man glemmer sit underskud, man glemmer at føle lækkerhed ved uretfærdigheden.
Forvandling
Den sol, som får duggen til at forsvinde, minder om den livets kraft, det ene fornødne, som fordamper forskellene mellem mennesker. Ah, kom den sol! Gør os lige elskede.
Landsætning
Jeg vil elske den, der knokler lidt, selvom jeg knokler meget, jeg vil give den, der intet fortjener, fordi jeg selv har fået alt givet i evighed: Det fornødne, hans overgivelse for at jeg kan blive lukket ind i Guds dimension.
----
38 Ἐν δὲ τῷ πορεύεσθαι αὐτοὺς αὐτὸς εἰσῆλθεν εἰς κώμην τινά• γυνὴ δέ τις ὀνόματι Μάρθα ὑπεδέξατο αὐτόν. 39 καὶ τῇδε ἦν ἀδελφὴ καλουμένη Μαριάμ, [ἣ] καὶ παρακαθεσθεῖσα πρὸς τοὺς πόδας τοῦ κυρίου ἤκουεν τὸν λόγον αὐτοῦ. 40 ἡ δὲ Μάρθα περιεσπᾶτο περὶ πολλὴν διακονίαν• ἐπιστᾶσα δὲ εἶπεν• κύριε, οὐ μέλει σοι ὅτι ἡ ἀδελφή μου μόνην με κατέλιπεν διακονεῖν; εἰπὲ οὖν αὐτῇ ἵνα μοι συναντιλάβηται. 41 ἀποκριθεὶς δὲ εἶπεν αὐτῇ ὁ κύριος• Μάρθα Μάρθα, μεριμνᾷς καὶ θορυβάζῃ περὶ πολλά, 42 ἑνὸς δέ ἐστιν χρεία• Μαριὰμ γὰρ τὴν ἀγαθὴν μερίδα ἐξελέξατο ἥτις οὐκ ἀφαιρεθήσεται αὐτῆς.
søndag den 14. september 2014
14. Søndag efter Trinitatis
Jeg har ikke et menneske
Teksten:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. 3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. 4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« 9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« 11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« 12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. 14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« 15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. (Tekst slut john 15,1-15)
Plus:-)
(16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.)
----
Nb: v 4 er ikke en del af den originale tekst. Det indføjede vers " forbedrer" teksten hvad angår teologi og tid. Kapløbet bliver ridset op som præmis og vandets røre tilskrives en herrens engel, hvilket er en uhistorisk, idet helligstedet nok var hedensk.
Det er væsentligt at medlæse den nære kontekst v16-18 for at få fokus på det væsentlige: at Jesus Kristus er Guds Søn og at han frelser gennem den død, som er resultat af den manglende forståelse af ham.
Den syges manglende adgang til det oppiskede vand er en frustration for en læser i en køkultur. Hvis frekvensen af oppiskningen er så hyppig som det iterative verbum antyder, er det påfaldende for os at der ikke er en odning after tur. Eller det det?
Synd og straf. I dialogen mellem jesus og den syge vers 14 ser det ud som om, der er en direkte forbindelse mellem at synde og at være syg. I moderne kristendom går grænsen mellem tro og overtro netop igennem feltet "effekt".
Den helbredtes status uden for sygdom og uden for synd giver anledning til at udlægge de løsninger, den lutherske kristendom har fremelsket: simul justus et peccator. Denne løsning er så godt som i mål med at adskille religion og effekt.
----
Disposition
Fortælling
Jeg har ikke et menneske
Forvandling
Jeg har et menneske
Landsætning
Min næste har et menneske
Kun således kan et menneske haves.
Μετὰ ταῦτα ἦν ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων καὶ ἀνέβη Ἰησοῦς εἰς Ἱεροσόλυμα.
2 Ἔστιν δὲ ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις ἐπὶ τῇ προβατικῇ κολυμβήθρα ἡ ἐπιλεγομένη Ἑβραϊστὶ Βηθζαθὰ πέντε στοὰς ἔχουσα. 3 ἐν ταύταις κατέκειτο πλῆθος τῶν ἀσθενούντων, τυφλῶν, χωλῶν, ξηρῶν. 5 ἦν δέ τις ἄνθρωπος ἐκεῖ τριάκοντα [καὶ] ὀκτὼ ἔτη ἔχων ἐν τῇ ἀσθενείᾳ αὐτοῦ• 6 τοῦτον ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς κατακείμενον καὶ γνοὺς ὅτι πολὺν ἤδη χρόνον ἔχει, λέγει αὐτῷ• θέλεις ὑγιὴς γενέσθαι; 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ ὁ ἀσθενῶν• κύριε, ἄνθρωπον οὐκ ἔχω ἵνα ὅταν ταραχθῇ τὸ ὕδωρ βάλῃ με εἰς τὴν κολυμβήθραν• ἐν ᾧ δὲ ἔρχομαι ἐγώ, ἄλλος πρὸ ἐμοῦ καταβαίνει. 8 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 9 καὶ εὐθέως ἐγένετο ὑγιὴς ὁ ἄνθρωπος καὶ ἦρεν τὸν κράβαττον αὐτοῦ καὶ περιεπάτει.
῏Ην δὲ σάββατον ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 10 ἔλεγον οὖν οἱ Ἰουδαῖοι τῷ τεθεραπευμένῳ• σάββατόν ἐστιν, καὶ οὐκ ἔξεστίν σοι ἆραι τὸν κράβαττόν σου. 11 ὁ δὲ ἀπεκρίθη αὐτοῖς• ὁ ποιήσας με ὑγιῆ ἐκεῖνός μοι εἶπεν• ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 12 ἠρώτησαν αὐτόν• τίς ἐστιν ὁ ἄνθρωπος ὁ εἰπών σοι• ἆρον καὶ περιπάτει; 13 ὁ δὲ ἰαθεὶς οὐκ ᾔδει τίς ἐστιν, ὁ γὰρ Ἰησοῦς ἐξένευσεν ὄχλου ὄντος ἐν τῷ τόπῳ. 14 μετὰ ταῦτα εὑρίσκει αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἴδε ὑγιὴς γέγονας, μηκέτι ἁμάρτανε, ἵνα μὴ χεῖρόν σοί τι γένηται. 15 ἀπῆλθεν ὁ ἄνθρωπος καὶ ἀνήγγειλεν τοῖς Ἰουδαίοις ὅτι Ἰησοῦς ἐστιν ὁ ποιήσας αὐτὸν ὑγιῆ. (16 καὶ διὰ τοῦτο ἐδίωκον οἱ Ἰουδαῖοι τὸν Ἰησοῦν, ὅτι ταῦτα ἐποίει ἐν σαββάτῳ.
17 Ὁ δὲ [Ἰησοῦς] ἀπεκρίνατο αὐτοῖς• ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται κἀγὼ ἐργάζομαι• 18 διὰ τοῦτο οὖν μᾶλλον ἐζήτουν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι ἀποκτεῖναι, ὅτι οὐ μόνον ἔλυεν τὸ σάββατον, ἀλλὰ καὶ πατέρα ἴδιον ἔλεγεν τὸν θεὸν ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ.)
(Fortsættes)
Teksten:
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. 2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. 3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. 4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. 5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. 6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« 7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« 8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« 9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; 10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« 11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« 12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« 13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. 14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« 15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. (Tekst slut john 15,1-15)
Plus:-)
(16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. 17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« 18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.)
----
Nb: v 4 er ikke en del af den originale tekst. Det indføjede vers " forbedrer" teksten hvad angår teologi og tid. Kapløbet bliver ridset op som præmis og vandets røre tilskrives en herrens engel, hvilket er en uhistorisk, idet helligstedet nok var hedensk.
Det er væsentligt at medlæse den nære kontekst v16-18 for at få fokus på det væsentlige: at Jesus Kristus er Guds Søn og at han frelser gennem den død, som er resultat af den manglende forståelse af ham.
Den syges manglende adgang til det oppiskede vand er en frustration for en læser i en køkultur. Hvis frekvensen af oppiskningen er så hyppig som det iterative verbum antyder, er det påfaldende for os at der ikke er en odning after tur. Eller det det?
Synd og straf. I dialogen mellem jesus og den syge vers 14 ser det ud som om, der er en direkte forbindelse mellem at synde og at være syg. I moderne kristendom går grænsen mellem tro og overtro netop igennem feltet "effekt".
Den helbredtes status uden for sygdom og uden for synd giver anledning til at udlægge de løsninger, den lutherske kristendom har fremelsket: simul justus et peccator. Denne løsning er så godt som i mål med at adskille religion og effekt.
----
Disposition
Fortælling
Jeg har ikke et menneske
Forvandling
Jeg har et menneske
Landsætning
Min næste har et menneske
Kun således kan et menneske haves.
Μετὰ ταῦτα ἦν ἑορτὴ τῶν Ἰουδαίων καὶ ἀνέβη Ἰησοῦς εἰς Ἱεροσόλυμα.
2 Ἔστιν δὲ ἐν τοῖς Ἱεροσολύμοις ἐπὶ τῇ προβατικῇ κολυμβήθρα ἡ ἐπιλεγομένη Ἑβραϊστὶ Βηθζαθὰ πέντε στοὰς ἔχουσα. 3 ἐν ταύταις κατέκειτο πλῆθος τῶν ἀσθενούντων, τυφλῶν, χωλῶν, ξηρῶν. 5 ἦν δέ τις ἄνθρωπος ἐκεῖ τριάκοντα [καὶ] ὀκτὼ ἔτη ἔχων ἐν τῇ ἀσθενείᾳ αὐτοῦ• 6 τοῦτον ἰδὼν ὁ Ἰησοῦς κατακείμενον καὶ γνοὺς ὅτι πολὺν ἤδη χρόνον ἔχει, λέγει αὐτῷ• θέλεις ὑγιὴς γενέσθαι; 7 ἀπεκρίθη αὐτῷ ὁ ἀσθενῶν• κύριε, ἄνθρωπον οὐκ ἔχω ἵνα ὅταν ταραχθῇ τὸ ὕδωρ βάλῃ με εἰς τὴν κολυμβήθραν• ἐν ᾧ δὲ ἔρχομαι ἐγώ, ἄλλος πρὸ ἐμοῦ καταβαίνει. 8 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἔγειρε ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 9 καὶ εὐθέως ἐγένετο ὑγιὴς ὁ ἄνθρωπος καὶ ἦρεν τὸν κράβαττον αὐτοῦ καὶ περιεπάτει.
῏Ην δὲ σάββατον ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 10 ἔλεγον οὖν οἱ Ἰουδαῖοι τῷ τεθεραπευμένῳ• σάββατόν ἐστιν, καὶ οὐκ ἔξεστίν σοι ἆραι τὸν κράβαττόν σου. 11 ὁ δὲ ἀπεκρίθη αὐτοῖς• ὁ ποιήσας με ὑγιῆ ἐκεῖνός μοι εἶπεν• ἆρον τὸν κράβαττόν σου καὶ περιπάτει. 12 ἠρώτησαν αὐτόν• τίς ἐστιν ὁ ἄνθρωπος ὁ εἰπών σοι• ἆρον καὶ περιπάτει; 13 ὁ δὲ ἰαθεὶς οὐκ ᾔδει τίς ἐστιν, ὁ γὰρ Ἰησοῦς ἐξένευσεν ὄχλου ὄντος ἐν τῷ τόπῳ. 14 μετὰ ταῦτα εὑρίσκει αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ἐν τῷ ἱερῷ καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἴδε ὑγιὴς γέγονας, μηκέτι ἁμάρτανε, ἵνα μὴ χεῖρόν σοί τι γένηται. 15 ἀπῆλθεν ὁ ἄνθρωπος καὶ ἀνήγγειλεν τοῖς Ἰουδαίοις ὅτι Ἰησοῦς ἐστιν ὁ ποιήσας αὐτὸν ὑγιῆ. (16 καὶ διὰ τοῦτο ἐδίωκον οἱ Ἰουδαῖοι τὸν Ἰησοῦν, ὅτι ταῦτα ἐποίει ἐν σαββάτῳ.
17 Ὁ δὲ [Ἰησοῦς] ἀπεκρίνατο αὐτοῖς• ὁ πατήρ μου ἕως ἄρτι ἐργάζεται κἀγὼ ἐργάζομαι• 18 διὰ τοῦτο οὖν μᾶλλον ἐζήτουν αὐτὸν οἱ Ἰουδαῖοι ἀποκτεῖναι, ὅτι οὐ μόνον ἔλυεν τὸ σάββατον, ἀλλὰ καὶ πατέρα ἴδιον ἔλεγεν τὸν θεὸν ἴσον ἑαυτὸν ποιῶν τῷ θεῷ.)
(Fortsættes)
Abonner på:
Opslag (Atom)