Verdens første kirkegang: en dame går ind i et hus og går derfra med fred, frelst af sin tro med forladelse af al synd.
Teksten:
36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, 38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. 39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« 40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« 41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« 43 Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« 44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« 48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« 49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« 50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
(tekst slut Lukas 7,36-50)
---
Perikopen er en rigtig perikope, ikke hugget af og kan fortælles selvstændigt. Sammenlign gerne med Mk, navnlig placeringen i værkets helhed. Sammenhængen mellem salven og titlen den salvede (kristos, messiah) er væsensforskellig når den er placeret først og sidst i et evangelieskrift. Hos lukas salves han til sin gerning (herlighed) i mk salves han til sin død (lidelse/kongegerning).
Sproget.
Lukas er veloplagt i retning af det dannede, bemærk fx det opdelte subjekt i vers 36 med indførjet objekt. Veloplagt sprog, mere veloplagt end den apokalyptiske perikope forrige søndag, men ikke semiticeret som i de frelseshistorisk vigtige passager - tankevækkende, at perikopen ikke er semiticeret, men snarere græciseret, når nu lærdesamtalen føres med en jøde. Det er nok det lærde frem for det jødiske, der er lukas pointe i stilvalget bevidst eller ubevidst. Det kunne være morsom at iføre hele denne perikope juleevangeliets grammatik og se, hvad der ville komme ud af - teologisk. Der ville til en sådan stil (fx tidsadverbialled bestående af substantiverede acc+inf mm) også høre en mere omstændelig fortællestil, fx en tydeligere triplet intendering. Fx 1 kvinden tilskyndes (Gud) eller beslutter sig, 2 hun gennemfører, 3 reaktion/lykkes .
----
Der kan med rette prædikes om forargelse "skal de ha' lov til det!" . Der kunne laves en god V prædiken over alt det, vi som selvoptagede mennesker går og har ondt i røven over at andre kan tillade sig, indtil vi erkender, at vi har megen tilgivelse behov og kryber til alters...
Jeg kunne tænke mig at lave en fortælling om en kvinde, der ligger ved sit vindue, mens lyset falder ind igenne en alabastkrukke. Den er ligesom blød marmor, gennemsigtig, væsken er i, den er plumberet. Linierne i den lyse svagtfarvede sten træder frem i gennemlysningen. Nogle linier kan man kun se, når lyset går igennem, de kan ikke ses på overfladen. Hun ligger og kigger på denne luksusvare, som hun engang havde daglig adgang til, nogle gange brød hun sådan en hals flere gange om dagen både morgen og aften og altid, når han var der. Nu er der kun den ene flaske tilbage, et luksusrelikvie. Et minde om en tilværelse, som selvfølgelig ikke kunne vare ved. Lykke, fortrydelse, skam. Et glimt af herlighed, som ingen kan tillade sig, men hun tillod det. En atmosfære af skam værre en hvis de kastede de sten, hendes vægge består af.
Hvornår skulle denne parfume åbnes? Hvornår skulle hovedet bides af skammen? Hvornår skulle alle linierne i stenens marmorering, alle linierne i hendes skæbnes veje, alle de linier, der flyder sammen, skilles, løber ud, skjules, minderne... Hvornår skal den sidste flaske åbnes?
Nu!
Så brydes forseglingen. Så løber væsken, så løber tårerne, så er der frit løb, så fortsætter de striber, som ellers var forstenede og sluttede. Når jeg mærker tilgivelse, er det som om linier, som syntes sluttede, kan tegnes videre...
---
36 Ἠρώτα δέ τις αὐτὸν τῶν Φαρισαίων ἵνα φάγῃ μετʼ αὐτοῦ, καὶ εἰσελθὼν εἰς τὸν οἶκον τοῦ Φαρισαίου κατεκλίθη. 37 καὶ ἰδοὺ γυνὴ ἥτις ἦν ἐν τῇ πόλει ἁμαρτωλός, καὶ ἐπιγνοῦσα ὅτι κατάκειται ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ Φαρισαίου, κομίσασα ἀλάβαστρον μύρου 38 καὶ στᾶσα ὀπίσω παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ κλαίουσα τοῖς δάκρυσιν ἤρξατο βρέχειν τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ταῖς θριξὶν τῆς κεφαλῆς αὐτῆς ἐξέμασσεν καὶ κατεφίλει τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ἤλειφεν τῷ μύρῳ. 39 ἰδὼν δὲ ὁ Φαρισαῖος ὁ καλέσας αὐτὸν εἶπεν ἐν ἑαυτῷ λέγων• οὗτος εἰ ἦν προφήτης, ἐγίνωσκεν ἂν τίς καὶ ποταπὴ ἡ γυνὴ ἥτις ἅπτεται αὐτοῦ, ὅτι ἁμαρτωλός ἐστιν. 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Σίμων, ἔχω σοί τι εἰπεῖν. ὁ δέ• διδάσκαλε, εἰπέ, φησίν. 41 δύο χρεοφειλέται ἦσαν δανιστῇ τινι• ὁ εἷς ὤφειλεν δηνάρια πεντακόσια, ὁ δὲ ἕτερος πεντήκοντα. 42 μὴ ἐχόντων αὐτῶν ἀποδοῦναι ἀμφοτέροις ἐχαρίσατο. τίς οὖν αὐτῶν πλεῖον ἀγαπήσει αὐτόν; 43 ἀποκριθεὶς Σίμων εἶπεν• ὑπολαμβάνω ὅτι ᾧ τὸ πλεῖον ἐχαρίσατο. ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ὀρθῶς ἔκρινας. 44 καὶ στραφεὶς πρὸς τὴν γυναῖκα τῷ Σίμωνι ἔφη• βλέπεις ταύτην τὴν γυναῖκα; εἰσῆλθόν σου εἰς τὴν οἰκίαν, ὕδωρ μοι ἐπὶ πόδας οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ τοῖς δάκρυσιν ἔβρεξέν μου τοὺς πόδας καὶ ταῖς θριξὶν αὐτῆς ἐξέμαξεν. 45 φίλημά μοι οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ ἀφʼ ἧς εἰσῆλθον οὐ διέλιπεν καταφιλοῦσά μου τοὺς πόδας. 46 ἐλαίῳ τὴν κεφαλήν μου οὐκ ἤλειψας• αὕτη δὲ μύρῳ ἤλειψεν τοὺς πόδας μου. 47 οὗ χάριν λέγω σοι, ἀφέωνται αἱ ἁμαρτίαι αὐτῆς αἱ πολλαί, ὅτι ἠγάπησεν πολύ• ᾧ δὲ ὀλίγον ἀφίεται, ὀλίγον ἀγαπᾷ. 48 εἶπεν δὲ αὐτῇ• ἀφέωνταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 49 καὶ ἤρξαντο οἱ συνανακείμενοι λέγειν ἐν ἑαυτοῖς• τίς οὗτός ἐστιν ὃς καὶ ἁμαρτίας ἀφίησιν; 50 εἶπεν δὲ πρὸς τὴν γυναῖκα• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε• πορεύου εἰς εἰρήνην.
søndag den 24. august 2014
søndag den 17. august 2014
10. Søndag efter Trinitatis
Teksten:
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: 17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. 18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. 19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: 21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. 22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. 24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
(Tekst slut, matt 11,16-24)
----
Kontekst.
Teksten er hugget hårdt af. Det er vigtigt at læse om Johannes Døberen og Elias umiddelbart før teksten og Jesu fryderåb om visdommen umiddelbart efter Ve-råbene.
----
Generelt må man sige, at vi som nutidskristne sidder hovedrystende tilbage med dette dokument i hænderne. Navnlig de kollektive udslettelsesformler over hele byer er fremmedartede. Vi er, som kristne, arvinger til sære dokumenter med sære genrer.
----
Teksten handler om at være i kontakt med noget større. Denne kontakt kan forstyrres eller forhindres af forskellige omstændigheder. Teksten rummer en voldsomhed rettet mod dem, der ikke kan se, at Jesus er Guds Søn og verden frelser. Denne mangel på erkendelse er udtrykt på forskellig vis. Teksten larmer over, at vejen til Gud er proppet. Konteksten viser, at visdommen ligger et nyt sted og er den nye adgang.
Opgaven må være at oversætte dette oldtidsdokuments vilje til at åbne ind til en guddommelig dimension (hvilket sker ved den voldsomme negative kvalificering i veråbstil) til en positiv livsrelevant åbning ind til Guds dimension.
Den første toledede afvisning (fløjte og sang/munterhed og tuderi) er en almindelig afvisningmetaforik: det er typist, at man ikke får den rigtige reaktion, det er almindeligt at blive forarget over, at det hellige kommer i en forkert skikkelse, hvilket afføder en forkert reaktion.
Det er dernæst væsentligt at afkode bynavnene. For en oprindelig læser, har de forskelige bynavne været koder, ligesom Bruxelles og Las Vegas er for os.
Lad os nu sige, at vi lever i en by kultur og at vores indre er landskaber, men at matt er en landkultur, hvor byer er odiøse. Lad os nu sige, at fx Tyrus og Sidon betyder rigdom og mistænkelig, usund prestige. Lad os sige, at Sodoma er stedet, hvor gæstfrihed mislykkes og afløses af misbrug (Lot havde engle på besøg og forsøgte at afhjælpe byens krav om at måtte gruppevoldtage englene ved at tilbyde, at hoben kunne få hans jomfruelige døtre. Det er det mislykkede værtsskab, ikke mandmandsex, der er skandalen). Lad os nu sige, at Kapernaum er den skuffede helligehed. Lad os nu sige, at sådanne byer er noget inde i mig, snævre gader, som holder mig fast, så kunne ve-råbene lyde:
Fuck dig blingblingby!
Træk dig ud i lokummet, misbrugsby!
Hvad tror du selv, fucking hellighedsby. Bliver du høj? Nederen til dig!!
Giv plads, dejlige gæsteby!
Giv plads til mine indre landskaber, forrevne og fredelige, som de er.....
Lad os nu sige, at den kraft, som får apokalyptikken til at laste byer omkring sig, op og ned med mand og mus, at den kraft er min frelseskraft, som vil åbne en ny dimension, en ny visdom.
Lad os sige, at det på samme tid er hele mig og på samme tid noget i mig, der bliver forkastet og løftet. Ned! Betyder: ned i det dåbsvand, som er en gentagelse, en solidarisk paralelrejse med Jesus ned i dødsriget. Ned og op igen. Ud med det lukkende, ah, op til at være åben...
(Fortsættes)
16 Τίνι δὲ ὁμοιώσω τὴν γενεὰν ταύτην; ὁμοία ἐστὶν παιδίοις καθημένοις ἐν ταῖς ἀγοραῖς ἃ προσφωνοῦντα τοῖς ἑτέροις 17 λέγουσιν•
ηὐλήσαμεν ὑμῖν καὶ οὐκ ὠρχήσασθε,
ἐθρηνήσαμεν καὶ οὐκ ἐκόψασθε.
18 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης μήτε ἐσθίων μήτε πίνων, καὶ λέγουσιν• δαιμόνιον ἔχει. 19 ἦλθεν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐσθίων καὶ πίνων, καὶ λέγουσιν• ἰδοὺ ἄνθρωπος φάγος καὶ οἰνοπότης, τελωνῶν φίλος καὶ ἁμαρτωλῶν. καὶ ἐδικαιώθη ἡ σοφία ἀπὸ τῶν ἔργων αὐτῆς.
20 Τότε ἤρξατο ὀνειδίζειν τὰς πόλεις ἐν αἷς ἐγένοντο αἱ πλεῖσται δυνάμεις αὐτοῦ, ὅτι οὐ μετενόησαν• 21 οὐαί σοι, Χοραζίν, οὐαί σοι, Βηθσαϊδά• ὅτι εἰ ἐν Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἐγένοντο αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν ὑμῖν, πάλαι ἂν ἐν σάκκῳ καὶ σποδῷ μετενόησαν. 22 πλὴν λέγω ὑμῖν, Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ ὑμῖν. 23 καὶ σύ, Καφαρναούμ, μὴ ἕως οὐρανοῦ ὑψωθήσῃ; ἕως ᾅδου καταβήσῃ• ὅτι εἰ ἐν Σοδόμοις ἐγενήθησαν αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν σοί, ἔμεινεν ἂν μέχρι τῆς σήμερον. 24 πλὴν λέγω ὑμῖν ὅτι γῇ Σοδόμων ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ σοί.
16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: 17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. 18 For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. 19 Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
20 Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: 21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. 22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. 24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
(Tekst slut, matt 11,16-24)
----
Kontekst.
Teksten er hugget hårdt af. Det er vigtigt at læse om Johannes Døberen og Elias umiddelbart før teksten og Jesu fryderåb om visdommen umiddelbart efter Ve-råbene.
----
Generelt må man sige, at vi som nutidskristne sidder hovedrystende tilbage med dette dokument i hænderne. Navnlig de kollektive udslettelsesformler over hele byer er fremmedartede. Vi er, som kristne, arvinger til sære dokumenter med sære genrer.
----
Teksten handler om at være i kontakt med noget større. Denne kontakt kan forstyrres eller forhindres af forskellige omstændigheder. Teksten rummer en voldsomhed rettet mod dem, der ikke kan se, at Jesus er Guds Søn og verden frelser. Denne mangel på erkendelse er udtrykt på forskellig vis. Teksten larmer over, at vejen til Gud er proppet. Konteksten viser, at visdommen ligger et nyt sted og er den nye adgang.
Opgaven må være at oversætte dette oldtidsdokuments vilje til at åbne ind til en guddommelig dimension (hvilket sker ved den voldsomme negative kvalificering i veråbstil) til en positiv livsrelevant åbning ind til Guds dimension.
Den første toledede afvisning (fløjte og sang/munterhed og tuderi) er en almindelig afvisningmetaforik: det er typist, at man ikke får den rigtige reaktion, det er almindeligt at blive forarget over, at det hellige kommer i en forkert skikkelse, hvilket afføder en forkert reaktion.
Det er dernæst væsentligt at afkode bynavnene. For en oprindelig læser, har de forskelige bynavne været koder, ligesom Bruxelles og Las Vegas er for os.
Lad os nu sige, at vi lever i en by kultur og at vores indre er landskaber, men at matt er en landkultur, hvor byer er odiøse. Lad os nu sige, at fx Tyrus og Sidon betyder rigdom og mistænkelig, usund prestige. Lad os sige, at Sodoma er stedet, hvor gæstfrihed mislykkes og afløses af misbrug (Lot havde engle på besøg og forsøgte at afhjælpe byens krav om at måtte gruppevoldtage englene ved at tilbyde, at hoben kunne få hans jomfruelige døtre. Det er det mislykkede værtsskab, ikke mandmandsex, der er skandalen). Lad os nu sige, at Kapernaum er den skuffede helligehed. Lad os nu sige, at sådanne byer er noget inde i mig, snævre gader, som holder mig fast, så kunne ve-råbene lyde:
Fuck dig blingblingby!
Træk dig ud i lokummet, misbrugsby!
Hvad tror du selv, fucking hellighedsby. Bliver du høj? Nederen til dig!!
Giv plads, dejlige gæsteby!
Giv plads til mine indre landskaber, forrevne og fredelige, som de er.....
Lad os nu sige, at den kraft, som får apokalyptikken til at laste byer omkring sig, op og ned med mand og mus, at den kraft er min frelseskraft, som vil åbne en ny dimension, en ny visdom.
Lad os sige, at det på samme tid er hele mig og på samme tid noget i mig, der bliver forkastet og løftet. Ned! Betyder: ned i det dåbsvand, som er en gentagelse, en solidarisk paralelrejse med Jesus ned i dødsriget. Ned og op igen. Ud med det lukkende, ah, op til at være åben...
(Fortsættes)
16 Τίνι δὲ ὁμοιώσω τὴν γενεὰν ταύτην; ὁμοία ἐστὶν παιδίοις καθημένοις ἐν ταῖς ἀγοραῖς ἃ προσφωνοῦντα τοῖς ἑτέροις 17 λέγουσιν•
ηὐλήσαμεν ὑμῖν καὶ οὐκ ὠρχήσασθε,
ἐθρηνήσαμεν καὶ οὐκ ἐκόψασθε.
18 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης μήτε ἐσθίων μήτε πίνων, καὶ λέγουσιν• δαιμόνιον ἔχει. 19 ἦλθεν ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐσθίων καὶ πίνων, καὶ λέγουσιν• ἰδοὺ ἄνθρωπος φάγος καὶ οἰνοπότης, τελωνῶν φίλος καὶ ἁμαρτωλῶν. καὶ ἐδικαιώθη ἡ σοφία ἀπὸ τῶν ἔργων αὐτῆς.
20 Τότε ἤρξατο ὀνειδίζειν τὰς πόλεις ἐν αἷς ἐγένοντο αἱ πλεῖσται δυνάμεις αὐτοῦ, ὅτι οὐ μετενόησαν• 21 οὐαί σοι, Χοραζίν, οὐαί σοι, Βηθσαϊδά• ὅτι εἰ ἐν Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἐγένοντο αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν ὑμῖν, πάλαι ἂν ἐν σάκκῳ καὶ σποδῷ μετενόησαν. 22 πλὴν λέγω ὑμῖν, Τύρῳ καὶ Σιδῶνι ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ ὑμῖν. 23 καὶ σύ, Καφαρναούμ, μὴ ἕως οὐρανοῦ ὑψωθήσῃ; ἕως ᾅδου καταβήσῃ• ὅτι εἰ ἐν Σοδόμοις ἐγενήθησαν αἱ δυνάμεις αἱ γενόμεναι ἐν σοί, ἔμεινεν ἂν μέχρι τῆς σήμερον. 24 πλὴν λέγω ὑμῖν ὅτι γῇ Σοδόμων ἀνεκτότερον ἔσται ἐν ἡμέρᾳ κρίσεως ἢ σοί.
søndag den 10. august 2014
9. Søndag efter trinitatis
Visse apokalyptiske genrer indeholder en afsindig energi. En slags festhysteri. Kunsten er at destillere energien og glæden ud af det religiøse vanvid, som apokalyptiken også er gjort af.
Teksten:
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. 38 Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. 39 Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. 40 Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
41 Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« 42 Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? 43 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! 44 Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. 46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. 48 Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.
(Tekst slut) lukas 12,32-48
----
For at beskrive mit syn på tekstens ærinde laver jeg lige en sammenstilling af vv 47 og 32 i omvendt rækkefølge:
" 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.
(men (red))
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."
--
Teksten er et sammenrend af forskellige apokalyptisk eskatologiske lignelser samt omsorgs- fest- indbruds- og ansvarsbilleder.
Først er hjorden genstand for kærlighed. En hjord har ikke noget ledelsesansvar. Til sidst er genstanden den samme, men med højst muligt ansvar (arbejsledere). Pointen er adgangen til Riget. Det er derfor jeg mener v32 skal læses til sidst igen.
Formålet med passagen er at bevare en form for apokalyptisk friskhed. Det er tankevækkende at Lukas er forfatter til et dobbeltværk, som beskriver tilblivelsen af et fællesskab om Kristustroen, som netop, og netop legitimt, har forladt stadiet Apokalyptisk friskhed.
Det samlede Lulanske dobbeltværk ser altså tilbage på "nu kommer dommedag-alderen" som et for kirken tilbagelagt stadie, men har stadig en længsel efter dens energi.
Energiudsekslingen mellem festen som gave og opgave er et konstant kristent benspænd. Simul justus et peccator er en løsning og samtidig øjebliksbillede på problemet.
Den forvandlende energi i teksten finder jeg dels i det længselsfulde fravær af forgængelighed i omsorgsbilledet, almissen, og i den "hype" som kendetegner gommens komme. Sidstnævnte kan sammenlignes med surpriseparty eller det tålmodige presseopbud ved en mediebegivenhed. På babyplan er "borte, borte, tit-tit" en forløsning i samme dur.
-----
Disposition:
Tænk, hvis jeg vandt i Lotto! Jeg ville have en rød sportsvogn og holde uforglemmelige fester, jeg ville købe mig til udødelige øjeblikke - hvis de fandtes...
Forvandling
Først går man så gruelig meget igennem, så bliver man glemt, siger skuespillerne, som ellers omgiver sig med blitzlys og glamour. Nævn en celeber fra forrige generation, hvem husker navnet? Hvor er bilen? Væk. Skaf skatte, som ikke forgår og hent i den en friskhed, som er stærkere end alle fester, alle forventningfulde brude, alle presseopbud som hvis Elvis ikke var død. Jeg bliver gjort evig af ham, som byttede al rigdom med fattigdom og afkald, Kristus. Alt forsvinder, men forsvindelsen har mistet sin kraft, da han, som tilhører den evige himmel gjorde sig til en som mig, der skal forsvinde.
Landsætning
Jeg vil ud og finde evigheden: gaven til den, som intet har. Jeg vil hente forventningens energi til mødet. Jeg vil møde min frelser og min skaber i dette møde, men uden frygt, fordi jeg jeg tilhører en flok under omsorg. Jeg burde gi' det hele, men jeg dømmes af ham, som gav det for mig. Jeg gør det så godt jeg kan som det elskede menneske jeg nu er.. Evighed og evighed mødes: den evighed, der er i mig og den jeg møder i mit medmenneske.
32 Μὴ φοβοῦ, τὸ μικρὸν ποίμνιον, ὅτι εὐδόκησεν ὁ πατὴρ ὑμῶν δοῦναι ὑμῖν τὴν βασιλείαν.
33 Πωλήσατε τὰ ὑπάρχοντα ὑμῶν καὶ δότε ἐλεημοσύνην• * ποιήσατε ἑαυτοῖς βαλλάντια μὴ παλαιούμενα, θησαυρὸν ἀνέκλειπτον ἐν τοῖς οὐρανοῖς, ὅπου κλέπτης οὐκ ἐγγίζει οὐδὲ σὴς διαφθείρει• 34 ὅπου γάρ ἐστιν ὁ θησαυρὸς ὑμῶν, ἐκεῖ καὶ ἡ καρδία ὑμῶν ἔσται.
35 Ἔστωσαν ὑμῶν αἱ ὀσφύες περιεζωσμέναι καὶ οἱ λύχνοι καιόμενοι• 36 καὶ ὑμεῖς ὅμοιοι ἀνθρώποις προσδεχομένοις τὸν κύριον ἑαυτῶν πότε ἀναλύσῃ ἐκ τῶν γάμων, ἵνα ἐλθόντος καὶ κρούσαντος εὐθέως ἀνοίξωσιν αὐτῷ.
37 μακάριοι οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι, οὓς ἐλθὼν ὁ κύριος εὑρήσει γρηγοροῦντας• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι περιζώσεται καὶ ἀνακλινεῖ αὐτοὺς καὶ παρελθὼν διακονήσει αὐτοῖς. 38 κἂν ἐν τῇ δευτέρᾳ κἂν ἐν τῇ τρίτῃ φυλακῇ ἔλθῃ καὶ εὕρῃ οὕτως, μακάριοί εἰσιν ἐκεῖνοι. 39 τοῦτο δὲ γινώσκετε ὅτι εἰ ᾔδει ὁ οἰκοδεσπότης ποίᾳ ὥρᾳ ὁ κλέπτης ἔρχεται, οὐκ ἂν ἀφῆκεν διορυχθῆναι τὸν οἶκον αὐτοῦ. 40 καὶ ὑμεῖς γίνεσθε ἕτοιμοι, ὅτι ᾗ ὥρᾳ οὐ δοκεῖτε ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται.
41 Εἶπεν δὲ ὁ Πέτρος• κύριε, πρὸς ἡμᾶς τὴν παραβολὴν ταύτην λέγεις ἢ καὶ πρὸς πάντας; 42 καὶ εἶπεν ὁ κύριος• τίς ἄρα ἐστὶν ὁ πιστὸς οἰκονόμος ὁ φρόνιμος, ὃν καταστήσει ὁ κύριος ἐπὶ τῆς θεραπείας αὐτοῦ τοῦ διδόναι ἐν καιρῷ [τὸ] σιτομέτριον; 43 μακάριος ὁ δοῦλος ἐκεῖνος, ὃν ἐλθὼν ὁ κύριος αὐτοῦ εὑρήσει ποιοῦντα οὕτως. 44 ἀληθῶς λέγω ὑμῖν ὅτι ἐπὶ πᾶσιν τοῖς ὑπάρχουσιν αὐτοῦ καταστήσει αὐτόν. 45 ἐὰν δὲ εἴπῃ ὁ δοῦλος ἐκεῖνος ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτοῦ• χρονίζει ὁ κύριός μου ἔρχεσθαι, καὶ ἄρξηται τύπτειν τοὺς παῖδας καὶ τὰς παιδίσκας, ἐσθίειν τε καὶ πίνειν καὶ μεθύσκεσθαι, 46 ἥξει ὁ κύριος τοῦ δούλου ἐκείνου ἐν ἡμέρᾳ ᾗ οὐ προσδοκᾷ καὶ ἐν ὥρᾳ ᾗ οὐ γινώσκει, καὶ διχοτομήσει αὐτὸν καὶ τὸ μέρος αὐτοῦ μετὰ τῶν ἀπίστων θήσει.
47 Ἐκεῖνος δὲ ὁ δοῦλος ὁ γνοὺς τὸ θέλημα τοῦ κυρίου αὐτοῦ καὶ μὴ ἑτοιμάσας ἢ ποιήσας πρὸς τὸ θέλημα αὐτοῦ δαρήσεται πολλάς• 48 ὁ δὲ μὴ γνούς, ποιήσας δὲ ἄξια πληγῶν δαρήσεται ὀλίγας. παντὶ δὲ ᾧ ἐδόθη πολύ, πολὺ ζητηθήσεται παρʼ αὐτοῦ, καὶ ᾧ παρέθεντο πολύ, περισσότερον αἰτήσουσιν αὐτόν.
Teksten:
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. 38 Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. 39 Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. 40 Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
41 Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« 42 Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? 43 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! 44 Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. 46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. 48 Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.
(Tekst slut) lukas 12,32-48
----
For at beskrive mit syn på tekstens ærinde laver jeg lige en sammenstilling af vv 47 og 32 i omvendt rækkefølge:
" 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.
(men (red))
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."
--
Teksten er et sammenrend af forskellige apokalyptisk eskatologiske lignelser samt omsorgs- fest- indbruds- og ansvarsbilleder.
Først er hjorden genstand for kærlighed. En hjord har ikke noget ledelsesansvar. Til sidst er genstanden den samme, men med højst muligt ansvar (arbejsledere). Pointen er adgangen til Riget. Det er derfor jeg mener v32 skal læses til sidst igen.
Formålet med passagen er at bevare en form for apokalyptisk friskhed. Det er tankevækkende at Lukas er forfatter til et dobbeltværk, som beskriver tilblivelsen af et fællesskab om Kristustroen, som netop, og netop legitimt, har forladt stadiet Apokalyptisk friskhed.
Det samlede Lulanske dobbeltværk ser altså tilbage på "nu kommer dommedag-alderen" som et for kirken tilbagelagt stadie, men har stadig en længsel efter dens energi.
Energiudsekslingen mellem festen som gave og opgave er et konstant kristent benspænd. Simul justus et peccator er en løsning og samtidig øjebliksbillede på problemet.
Den forvandlende energi i teksten finder jeg dels i det længselsfulde fravær af forgængelighed i omsorgsbilledet, almissen, og i den "hype" som kendetegner gommens komme. Sidstnævnte kan sammenlignes med surpriseparty eller det tålmodige presseopbud ved en mediebegivenhed. På babyplan er "borte, borte, tit-tit" en forløsning i samme dur.
-----
Disposition:
Tænk, hvis jeg vandt i Lotto! Jeg ville have en rød sportsvogn og holde uforglemmelige fester, jeg ville købe mig til udødelige øjeblikke - hvis de fandtes...
Forvandling
Først går man så gruelig meget igennem, så bliver man glemt, siger skuespillerne, som ellers omgiver sig med blitzlys og glamour. Nævn en celeber fra forrige generation, hvem husker navnet? Hvor er bilen? Væk. Skaf skatte, som ikke forgår og hent i den en friskhed, som er stærkere end alle fester, alle forventningfulde brude, alle presseopbud som hvis Elvis ikke var død. Jeg bliver gjort evig af ham, som byttede al rigdom med fattigdom og afkald, Kristus. Alt forsvinder, men forsvindelsen har mistet sin kraft, da han, som tilhører den evige himmel gjorde sig til en som mig, der skal forsvinde.
Landsætning
Jeg vil ud og finde evigheden: gaven til den, som intet har. Jeg vil hente forventningens energi til mødet. Jeg vil møde min frelser og min skaber i dette møde, men uden frygt, fordi jeg jeg tilhører en flok under omsorg. Jeg burde gi' det hele, men jeg dømmes af ham, som gav det for mig. Jeg gør det så godt jeg kan som det elskede menneske jeg nu er.. Evighed og evighed mødes: den evighed, der er i mig og den jeg møder i mit medmenneske.
32 Μὴ φοβοῦ, τὸ μικρὸν ποίμνιον, ὅτι εὐδόκησεν ὁ πατὴρ ὑμῶν δοῦναι ὑμῖν τὴν βασιλείαν.
33 Πωλήσατε τὰ ὑπάρχοντα ὑμῶν καὶ δότε ἐλεημοσύνην• * ποιήσατε ἑαυτοῖς βαλλάντια μὴ παλαιούμενα, θησαυρὸν ἀνέκλειπτον ἐν τοῖς οὐρανοῖς, ὅπου κλέπτης οὐκ ἐγγίζει οὐδὲ σὴς διαφθείρει• 34 ὅπου γάρ ἐστιν ὁ θησαυρὸς ὑμῶν, ἐκεῖ καὶ ἡ καρδία ὑμῶν ἔσται.
35 Ἔστωσαν ὑμῶν αἱ ὀσφύες περιεζωσμέναι καὶ οἱ λύχνοι καιόμενοι• 36 καὶ ὑμεῖς ὅμοιοι ἀνθρώποις προσδεχομένοις τὸν κύριον ἑαυτῶν πότε ἀναλύσῃ ἐκ τῶν γάμων, ἵνα ἐλθόντος καὶ κρούσαντος εὐθέως ἀνοίξωσιν αὐτῷ.
37 μακάριοι οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι, οὓς ἐλθὼν ὁ κύριος εὑρήσει γρηγοροῦντας• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι περιζώσεται καὶ ἀνακλινεῖ αὐτοὺς καὶ παρελθὼν διακονήσει αὐτοῖς. 38 κἂν ἐν τῇ δευτέρᾳ κἂν ἐν τῇ τρίτῃ φυλακῇ ἔλθῃ καὶ εὕρῃ οὕτως, μακάριοί εἰσιν ἐκεῖνοι. 39 τοῦτο δὲ γινώσκετε ὅτι εἰ ᾔδει ὁ οἰκοδεσπότης ποίᾳ ὥρᾳ ὁ κλέπτης ἔρχεται, οὐκ ἂν ἀφῆκεν διορυχθῆναι τὸν οἶκον αὐτοῦ. 40 καὶ ὑμεῖς γίνεσθε ἕτοιμοι, ὅτι ᾗ ὥρᾳ οὐ δοκεῖτε ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται.
41 Εἶπεν δὲ ὁ Πέτρος• κύριε, πρὸς ἡμᾶς τὴν παραβολὴν ταύτην λέγεις ἢ καὶ πρὸς πάντας; 42 καὶ εἶπεν ὁ κύριος• τίς ἄρα ἐστὶν ὁ πιστὸς οἰκονόμος ὁ φρόνιμος, ὃν καταστήσει ὁ κύριος ἐπὶ τῆς θεραπείας αὐτοῦ τοῦ διδόναι ἐν καιρῷ [τὸ] σιτομέτριον; 43 μακάριος ὁ δοῦλος ἐκεῖνος, ὃν ἐλθὼν ὁ κύριος αὐτοῦ εὑρήσει ποιοῦντα οὕτως. 44 ἀληθῶς λέγω ὑμῖν ὅτι ἐπὶ πᾶσιν τοῖς ὑπάρχουσιν αὐτοῦ καταστήσει αὐτόν. 45 ἐὰν δὲ εἴπῃ ὁ δοῦλος ἐκεῖνος ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτοῦ• χρονίζει ὁ κύριός μου ἔρχεσθαι, καὶ ἄρξηται τύπτειν τοὺς παῖδας καὶ τὰς παιδίσκας, ἐσθίειν τε καὶ πίνειν καὶ μεθύσκεσθαι, 46 ἥξει ὁ κύριος τοῦ δούλου ἐκείνου ἐν ἡμέρᾳ ᾗ οὐ προσδοκᾷ καὶ ἐν ὥρᾳ ᾗ οὐ γινώσκει, καὶ διχοτομήσει αὐτὸν καὶ τὸ μέρος αὐτοῦ μετὰ τῶν ἀπίστων θήσει.
47 Ἐκεῖνος δὲ ὁ δοῦλος ὁ γνοὺς τὸ θέλημα τοῦ κυρίου αὐτοῦ καὶ μὴ ἑτοιμάσας ἢ ποιήσας πρὸς τὸ θέλημα αὐτοῦ δαρήσεται πολλάς• 48 ὁ δὲ μὴ γνούς, ποιήσας δὲ ἄξια πληγῶν δαρήσεται ὀλίγας. παντὶ δὲ ᾧ ἐδόθη πολύ, πολὺ ζητηθήσεται παρʼ αὐτοῦ, καὶ ᾧ παρέθεντο πολύ, περισσότερον αἰτήσουσιν αὐτόν.
mandag den 4. august 2014
8. Søndag efter Trinitatis, anden række
Her slutter bjergsprædikenen, hold fast.
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν.
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν.
mandag den 28. juli 2014
7. Søndag efter Trinitatis, anden række
Er det relevant at skulle være klar til at dø for sin tro og at skulle vente til dommedag med at have ret?
Teksten:
24 En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. 25 Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
26 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Mattæus 10,24-31
----
Jeg synes Mattæusevangeliet er spændende som historisk dokument, men jeg må indrømme, at visse tekster er uegnede til at bruge som udgangspunkt for moderne kommunikation med det formål at styrke eller måske ligefrem danne troen hos moderne mennesker.
Det, som gør denne tekst særligt uegnet er bl.a. 3 forhold: 1 vi er ikke udsat for livsfare og forestående martyrium i Danmark. 2 anskueliggørelsen a minori ad majus (fra det mindre til de større) er ikke en almindeligt forståelig argumentationsfigur i moderne dansk. 3 det er ikke almindelig folkekirkekristendom at vente på dommedag for at få ret i at kristendommen nok jar ret i at Jesus er Guds søn og verdens dommer.
-----
24-25. I oldtiden havde lærlinge og husfolk samme skæbne, som dem, der "ejede" dem. Et lignende forhold er der mellem Jesus og tilhører/troende. Hans grumme skæbne er de ikke hævet over.
26-27. Det, der bliver sagt nu ( i mørket, dvs i denne grumme verden med forfølgelse) skal komme frem, når dommedag bryder igennem og Jesus kommer på skyerne i herlighed etc.
28a der er ikke tale om sjælens udødelighed, men om ψυχὴν dvs den side af livet (livet selv), der er forbundet med troen.
28b ham der kan lade begge gå fortabt, er Gud.(ikke fanden)
29 verdens billigste fugl dør med Gud, dvs Gud er med i alt.
30 Gud har fuldstændig styr på jer i mindste detalje.
31 I er værdifulde
---
Udgangspunktet for en moderne prædiken kunne være en gen-vitalisering af apokalyptikken som en eksotisk fantasy indre oplevelse. Forestillingen om, at der under overfladen af det tilsyneladende ligger en guddommelig virkelighed og venter på at bryde frem i kæmpevælde og vise det fattiges rigdom det forkastedes glans.
En moderne genvitalisering af kristenforfølgelser kunne være presset fra ligegyldigheden og trivialiteten...
Disposition
Fortælling
Jeg står med et gammelt skrift i hånden. En gang var blækket vådt og ved at tørre for første gang. Det var et nyt skrift. De kristne var få og deres verdensopfattelse veird. Den henrettede galilæer skulle ved verdens ende vise sig at være hele verdens sande dommer. Få vidste det, men hvis de holdt fast ved sandheden og gik i død og pine for den, ville det vise sig i al herlighed, at sådan er det.
Forvandling
Hvor spændende at leve, mens blækket var vådt på Mattæus' skrift. At leve, hvor alt er på spil. Jeg vil hente energien fra historien. Jeg vil skynde mig at være repræsentant for den skjulte virkelighed: det skal vise sig, at det lave er det høje. Det skal leve i mig, det må ikke blive kvalt i vaner og kedsomhed. Jeg vil mærke mit liv, sjælen, det sted, troen bor.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og finde det u-fede, det u-herlige og forestille mig, at hele Guds vælde ligge lige bagved, bag en tynd usynlig overflade, som snart brister. Jeg vil finde skod mennesker og behandle dem som majestæter. Måske skulle jeg rejse til nogle kristne, som lige nu er i fare for at blive banket og få deres huse brændt?
24 Οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον οὐδὲ δοῦλος ὑπὲρ τὸν κύριον αὐτοῦ. 25 ἀρκετὸν τῷ μαθητῇ ἵνα γένηται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ καὶ ὁ δοῦλος ὡς ὁ κύριος αὐτοῦ. εἰ τὸν οἰκοδεσπότην Βεελζεβοὺλ ἐπεκάλεσαν, πόσῳ μᾶλλον τοὺς οἰκιακοὺς αὐτοῦ.
26 Μὴ οὖν φοβηθῆτε αὐτούς• * οὐδὲν γάρ ἐστιν κεκαλυμμένον ὃ οὐκ ἀποκαλυφθήσεται καὶ κρυπτὸν ὃ οὐ γνωσθήσεται. 27 ὃ λέγω ὑμῖν ἐν τῇ σκοτίᾳ εἴπατε ἐν τῷ φωτί, καὶ ὃ εἰς τὸ οὖς ἀκούετε κηρύξατε ἐπὶ τῶν δωμάτων. 28 καὶ μὴ φοβεῖσθε ἀπὸ τῶν ἀποκτεννόντων τὸ σῶμα, τὴν δὲ ψυχὴν μὴ δυναμένων ἀποκτεῖναι• φοβεῖσθε δὲ μᾶλλον τὸν δυνάμενον καὶ ψυχὴν καὶ σῶμα ἀπολέσαι ἐν γεέννῃ. 29 οὐχὶ δύο στρουθία ἀσσαρίου πωλεῖται; καὶ ἓν ἐξ αὐτῶν οὐ πεσεῖται ἐπὶ τὴν γῆν ἄνευ τοῦ πατρὸς ὑμῶν. 30 ὑμῶν δὲ καὶ αἱ τρίχες τῆς κεφαλῆς πᾶσαι ἠριθμημέναι εἰσίν. 31 μὴ οὖν φοβεῖσθε• πολλῶν στρουθίων διαφέρετε ὑμεῖς.
Teksten:
24 En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. 25 Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
26 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Mattæus 10,24-31
----
Jeg synes Mattæusevangeliet er spændende som historisk dokument, men jeg må indrømme, at visse tekster er uegnede til at bruge som udgangspunkt for moderne kommunikation med det formål at styrke eller måske ligefrem danne troen hos moderne mennesker.
Det, som gør denne tekst særligt uegnet er bl.a. 3 forhold: 1 vi er ikke udsat for livsfare og forestående martyrium i Danmark. 2 anskueliggørelsen a minori ad majus (fra det mindre til de større) er ikke en almindeligt forståelig argumentationsfigur i moderne dansk. 3 det er ikke almindelig folkekirkekristendom at vente på dommedag for at få ret i at kristendommen nok jar ret i at Jesus er Guds søn og verdens dommer.
-----
24-25. I oldtiden havde lærlinge og husfolk samme skæbne, som dem, der "ejede" dem. Et lignende forhold er der mellem Jesus og tilhører/troende. Hans grumme skæbne er de ikke hævet over.
26-27. Det, der bliver sagt nu ( i mørket, dvs i denne grumme verden med forfølgelse) skal komme frem, når dommedag bryder igennem og Jesus kommer på skyerne i herlighed etc.
28a der er ikke tale om sjælens udødelighed, men om ψυχὴν dvs den side af livet (livet selv), der er forbundet med troen.
28b ham der kan lade begge gå fortabt, er Gud.(ikke fanden)
29 verdens billigste fugl dør med Gud, dvs Gud er med i alt.
30 Gud har fuldstændig styr på jer i mindste detalje.
31 I er værdifulde
---
Udgangspunktet for en moderne prædiken kunne være en gen-vitalisering af apokalyptikken som en eksotisk fantasy indre oplevelse. Forestillingen om, at der under overfladen af det tilsyneladende ligger en guddommelig virkelighed og venter på at bryde frem i kæmpevælde og vise det fattiges rigdom det forkastedes glans.
En moderne genvitalisering af kristenforfølgelser kunne være presset fra ligegyldigheden og trivialiteten...
Disposition
Fortælling
Jeg står med et gammelt skrift i hånden. En gang var blækket vådt og ved at tørre for første gang. Det var et nyt skrift. De kristne var få og deres verdensopfattelse veird. Den henrettede galilæer skulle ved verdens ende vise sig at være hele verdens sande dommer. Få vidste det, men hvis de holdt fast ved sandheden og gik i død og pine for den, ville det vise sig i al herlighed, at sådan er det.
Forvandling
Hvor spændende at leve, mens blækket var vådt på Mattæus' skrift. At leve, hvor alt er på spil. Jeg vil hente energien fra historien. Jeg vil skynde mig at være repræsentant for den skjulte virkelighed: det skal vise sig, at det lave er det høje. Det skal leve i mig, det må ikke blive kvalt i vaner og kedsomhed. Jeg vil mærke mit liv, sjælen, det sted, troen bor.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og finde det u-fede, det u-herlige og forestille mig, at hele Guds vælde ligge lige bagved, bag en tynd usynlig overflade, som snart brister. Jeg vil finde skod mennesker og behandle dem som majestæter. Måske skulle jeg rejse til nogle kristne, som lige nu er i fare for at blive banket og få deres huse brændt?
24 Οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον οὐδὲ δοῦλος ὑπὲρ τὸν κύριον αὐτοῦ. 25 ἀρκετὸν τῷ μαθητῇ ἵνα γένηται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ καὶ ὁ δοῦλος ὡς ὁ κύριος αὐτοῦ. εἰ τὸν οἰκοδεσπότην Βεελζεβοὺλ ἐπεκάλεσαν, πόσῳ μᾶλλον τοὺς οἰκιακοὺς αὐτοῦ.
26 Μὴ οὖν φοβηθῆτε αὐτούς• * οὐδὲν γάρ ἐστιν κεκαλυμμένον ὃ οὐκ ἀποκαλυφθήσεται καὶ κρυπτὸν ὃ οὐ γνωσθήσεται. 27 ὃ λέγω ὑμῖν ἐν τῇ σκοτίᾳ εἴπατε ἐν τῷ φωτί, καὶ ὃ εἰς τὸ οὖς ἀκούετε κηρύξατε ἐπὶ τῶν δωμάτων. 28 καὶ μὴ φοβεῖσθε ἀπὸ τῶν ἀποκτεννόντων τὸ σῶμα, τὴν δὲ ψυχὴν μὴ δυναμένων ἀποκτεῖναι• φοβεῖσθε δὲ μᾶλλον τὸν δυνάμενον καὶ ψυχὴν καὶ σῶμα ἀπολέσαι ἐν γεέννῃ. 29 οὐχὶ δύο στρουθία ἀσσαρίου πωλεῖται; καὶ ἓν ἐξ αὐτῶν οὐ πεσεῖται ἐπὶ τὴν γῆν ἄνευ τοῦ πατρὸς ὑμῶν. 30 ὑμῶν δὲ καὶ αἱ τρίχες τῆς κεφαλῆς πᾶσαι ἠριθμημέναι εἰσίν. 31 μὴ οὖν φοβεῖσθε• πολλῶν στρουθίων διαφέρετε ὑμεῖς.
søndag den 20. juli 2014
6. Søndag efter Trinitatis, anden række
"For at" er et udtryk for en følge. En følge hedder Konsekvens på udenlandsk. Kun Jesus kunne ta' konsekvensen. Han har taget den for mig. Fjern "for at" fra sætningen: hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv...
(Forsættes)
Teksten:
16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« 17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« 18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, 19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « 20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« 21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« 22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. 24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« 25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 26 Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Tekst slut (matt 19,16-26)
---
Der er et bud, der ikke nævnes: Du må ikke have andre guder! Det er dette bud, der gør ham bedrøvet og det første svar, Jesus giver indeholder dette bud: Kun en er god, (nemlig Gud, som nævnes i sidste vers som muliggøreren. Kun Gud kan gøre, at mennesket ikke har andre guder, fx rigdom.
Teksten kunne give god anledning til at tale om fattigdom. Det går godt med at bekæmpe fattigdom i verden, selvom der er lang vej endnu. Vil ingen kunne blive frelst, hvis alle holder op med at være fattige? Nej, livet er at bekæmpe fattigdom. Livet er, at rigdom ikke er vores gud.
Himlen
Teksten handler om en adgang - men til hvad? Vi kommer igennem et stort katalog i løbet af teksten. Den unge mand spørger om adgang (adkomst) til evigt liv v 17. Jesus svarer i vers 17. Gå ind til livet. I vers 21 fortsætter Jesus med at tale om at være fuldkommen og have en skat i himlen. I vers 23 er adkomst erstattet af adgang og nu hedder det Himmeriget og i vers 24 Guds Rige.
Evigt liv
Gå ind til livet
Fuldkommen
Skat i himlen
Himmeriget
Guds Rige
Prøv at sætte "her" og "hisset" på disse begreber. De forskellige omskrivninger af den unge mands ønske åbner mulighed for et mere eller mindre fokus på, hvordan man som troende lever med at være en del af Guds virkelighed. De forskellige udtryk kan åbne for en prædiken, hvor man udveksler troserfaring - altså oplevelsen af fx at gå ind til livet med en vished om, at den fuldkommenhed, jeg ikke selv kan skaffe, skaffes mig som en adgang til en virkelighed, Guds Rige, som giver mig lys til at give.
Disposition:
Fortælling
Tænk at kunne slippe alt. Tænk at gå fra det hele og ind i en virkelighed, hvor der kun er en endnu ikke opfyldt fremtid som eneste skat.
Forvandling
Det tør jeg ikke og det skal jeg heller ikke. Men Jesus har vist mig en sådan virkelighed ved at hænge den lige for næsen af en rig mand. Han blev ked af det, for han turde ikke slippe sit liv. Historien forvandler mig, fordi jeg mærker den uendelige lethed i følelsen af at slippe alt og den uendelige tyngethed i ikke at kunne - og så de nye roller. Den unge mand, som slipper al rigdom, er Jesus selv og den fattige, som får det, er mig. Jeg er fattig på evighed og han giver den til mig. Alt er muligt for Gud og nu er jeg evig.
Landsætning
Jeg vil mærke letheden midt i det liv, hvor jeg hænger i alting. Jeg er fri og vil bruge min frihed som et elsket menneske. Jeg vil hjælpe med at afskaffe fattigdom i verden...
Eller:
At opnå er udtryk for en følge. For at. Så at. De findes ikke i Evigheden. Evighed er noget andet end tid. Tid går kun een vej og er afhængig af følgen, konsekvensen. Jeg er tidslig og kan kun opnå evighed, hvis nogen ta'r konsekvensen. Jesus tog den. Nu er jeg evig, jeg vil leve, så mit medmenneske oplever andet end For at/så at. Det ufortjente er et kys fra evigheden.
16 Καὶ ἰδοὺ εἷς προσελθὼν αὐτῷ εἶπεν• διδάσκαλε, τί ἀγαθὸν ποιήσω ἵνα σχῶ ζωὴν αἰώνιον; 17 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τί με ἐρωτᾷς περὶ τοῦ ἀγαθοῦ; εἷς ἐστιν ὁ ἀγαθός• εἰ δὲ θέλεις εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν, τήρησον τὰς ἐντολάς. 18 λέγει αὐτῷ• ποίας; ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• τὸ οὐ φονεύσεις, οὐ μοιχεύσεις, οὐ κλέψεις, οὐ ψευδομαρτυρήσεις, 19 τίμα τὸν πατέρα καὶ τὴν μητέρα, καὶ ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 20 λέγει αὐτῷ ὁ νεανίσκος• πάντα ταῦτα ἐφύλαξα• τί ἔτι ὑστερῶ; 21 ἔφη αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• εἰ θέλεις τέλειος εἶναι, ὕπαγε πώλησόν σου τὰ ὑπάρχοντα καὶ δὸς [τοῖς] πτωχοῖς, καὶ ἕξεις θησαυρὸν ἐν οὐρανοῖς, καὶ δεῦρο ἀκολούθει μοι. 22 ἀκούσας δὲ ὁ νεανίσκος τὸν λόγον ἀπῆλθεν λυπούμενος• ἦν γὰρ ἔχων κτήματα πολλά.
23 Ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πλούσιος δυσκόλως εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 24 πάλιν δὲ λέγω ὑμῖν, εὐκοπώτερόν ἐστιν κάμηλον διὰ τρυπήματος ῥαφίδος διελθεῖν ἢ πλούσιον εἰσελθεῖν εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 25 ἀκούσαντες δὲ οἱ μαθηταὶ ἐξεπλήσσοντο σφόδρα λέγοντες• τίς ἄρα δύναται σωθῆναι; 26 ἐμβλέψας δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• παρὰ ἀνθρώποις τοῦτο ἀδύνατόν ἐστιν, παρὰ δὲ θεῷ πάντα δυνατά.
(Forsættes)
Teksten:
16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« 17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« 18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, 19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « 20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« 21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« 22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. 24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« 25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 26 Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Tekst slut (matt 19,16-26)
---
Der er et bud, der ikke nævnes: Du må ikke have andre guder! Det er dette bud, der gør ham bedrøvet og det første svar, Jesus giver indeholder dette bud: Kun en er god, (nemlig Gud, som nævnes i sidste vers som muliggøreren. Kun Gud kan gøre, at mennesket ikke har andre guder, fx rigdom.
Teksten kunne give god anledning til at tale om fattigdom. Det går godt med at bekæmpe fattigdom i verden, selvom der er lang vej endnu. Vil ingen kunne blive frelst, hvis alle holder op med at være fattige? Nej, livet er at bekæmpe fattigdom. Livet er, at rigdom ikke er vores gud.
Himlen
Teksten handler om en adgang - men til hvad? Vi kommer igennem et stort katalog i løbet af teksten. Den unge mand spørger om adgang (adkomst) til evigt liv v 17. Jesus svarer i vers 17. Gå ind til livet. I vers 21 fortsætter Jesus med at tale om at være fuldkommen og have en skat i himlen. I vers 23 er adkomst erstattet af adgang og nu hedder det Himmeriget og i vers 24 Guds Rige.
Evigt liv
Gå ind til livet
Fuldkommen
Skat i himlen
Himmeriget
Guds Rige
Prøv at sætte "her" og "hisset" på disse begreber. De forskellige omskrivninger af den unge mands ønske åbner mulighed for et mere eller mindre fokus på, hvordan man som troende lever med at være en del af Guds virkelighed. De forskellige udtryk kan åbne for en prædiken, hvor man udveksler troserfaring - altså oplevelsen af fx at gå ind til livet med en vished om, at den fuldkommenhed, jeg ikke selv kan skaffe, skaffes mig som en adgang til en virkelighed, Guds Rige, som giver mig lys til at give.
Disposition:
Fortælling
Tænk at kunne slippe alt. Tænk at gå fra det hele og ind i en virkelighed, hvor der kun er en endnu ikke opfyldt fremtid som eneste skat.
Forvandling
Det tør jeg ikke og det skal jeg heller ikke. Men Jesus har vist mig en sådan virkelighed ved at hænge den lige for næsen af en rig mand. Han blev ked af det, for han turde ikke slippe sit liv. Historien forvandler mig, fordi jeg mærker den uendelige lethed i følelsen af at slippe alt og den uendelige tyngethed i ikke at kunne - og så de nye roller. Den unge mand, som slipper al rigdom, er Jesus selv og den fattige, som får det, er mig. Jeg er fattig på evighed og han giver den til mig. Alt er muligt for Gud og nu er jeg evig.
Landsætning
Jeg vil mærke letheden midt i det liv, hvor jeg hænger i alting. Jeg er fri og vil bruge min frihed som et elsket menneske. Jeg vil hjælpe med at afskaffe fattigdom i verden...
Eller:
At opnå er udtryk for en følge. For at. Så at. De findes ikke i Evigheden. Evighed er noget andet end tid. Tid går kun een vej og er afhængig af følgen, konsekvensen. Jeg er tidslig og kan kun opnå evighed, hvis nogen ta'r konsekvensen. Jesus tog den. Nu er jeg evig, jeg vil leve, så mit medmenneske oplever andet end For at/så at. Det ufortjente er et kys fra evigheden.
16 Καὶ ἰδοὺ εἷς προσελθὼν αὐτῷ εἶπεν• διδάσκαλε, τί ἀγαθὸν ποιήσω ἵνα σχῶ ζωὴν αἰώνιον; 17 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τί με ἐρωτᾷς περὶ τοῦ ἀγαθοῦ; εἷς ἐστιν ὁ ἀγαθός• εἰ δὲ θέλεις εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν, τήρησον τὰς ἐντολάς. 18 λέγει αὐτῷ• ποίας; ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• τὸ οὐ φονεύσεις, οὐ μοιχεύσεις, οὐ κλέψεις, οὐ ψευδομαρτυρήσεις, 19 τίμα τὸν πατέρα καὶ τὴν μητέρα, καὶ ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 20 λέγει αὐτῷ ὁ νεανίσκος• πάντα ταῦτα ἐφύλαξα• τί ἔτι ὑστερῶ; 21 ἔφη αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• εἰ θέλεις τέλειος εἶναι, ὕπαγε πώλησόν σου τὰ ὑπάρχοντα καὶ δὸς [τοῖς] πτωχοῖς, καὶ ἕξεις θησαυρὸν ἐν οὐρανοῖς, καὶ δεῦρο ἀκολούθει μοι. 22 ἀκούσας δὲ ὁ νεανίσκος τὸν λόγον ἀπῆλθεν λυπούμενος• ἦν γὰρ ἔχων κτήματα πολλά.
23 Ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πλούσιος δυσκόλως εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 24 πάλιν δὲ λέγω ὑμῖν, εὐκοπώτερόν ἐστιν κάμηλον διὰ τρυπήματος ῥαφίδος διελθεῖν ἢ πλούσιον εἰσελθεῖν εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 25 ἀκούσαντες δὲ οἱ μαθηταὶ ἐξεπλήσσοντο σφόδρα λέγοντες• τίς ἄρα δύναται σωθῆναι; 26 ἐμβλέψας δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• παρὰ ἀνθρώποις τοῦτο ἀδύνατόν ἐστιν, παρὰ δὲ θεῷ πάντα δυνατά.
tirsdag den 15. juli 2014
5. Søndag efter Trinitatis, anden række
Røv og nøgler. Det ene er tilværelsen, det andet en guddommelig opgave. Er det kristendommens bud på et liv? (Fortsættes)
Teksten:
13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« 15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« 17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. 18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« 24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Tekst slut Matt 16,13-26
(27 For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. 28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«)
---
Jeg har lige medtaget den nære kontekst efter perikopen, så Menneskesønnen er med først og sidst.
Teksten kan deles i to. Herlighed og uherlighed. I første del (13-19) åbenbares Jesu herlighed (kristus, dvs den salvede konge som er forudsagt) og Peter udnævnes til klippe og nøglebærer (binde, løse). I anden afdeling (21-26) er Jesu lidelse en betingelse for fuldbyrdelsen af herligheden og samme Peter forbandes for ikke at ville give lidelsen plads.
---
Mage af ordene har en lang virkninghistorie, hvilket man vil erfarer, hvis man slår ordene "nøglemagt" og "efterfølgelse" efter.
Som protestant står jeg i en særlig tradition, hvor en del af virkninghistorien er afbrudt for snart 500 år siden, idet pavens brug af peters nøgler i sit våbenskjold regnes for et misbrug.
Jeg opfatter peter som klippe og som nøglebærer som en historisk notits. På evangeliernes affattelsestid er Peter blevet regnet som kirkens retmæssige viderefører.
Efterfølgelse er for mig at se historisk set, at man tager fx forfølgelsen på sig om nødvendigt. Dette kan også være aktuel nutid. Derudover, at man accepterer tilværelsen, ikke med påtaget lidelse men med den lidelse, som ikke kan undgås i bevidsthed om, at der er noget større. I et moderne perspektiv kan efterfølgelse betyde et liv, hvor det at give er vigtigere end at få - hvilket fx gør os fri fra nutidens krav om konstant lykke.
Et liv under giverens fortegn er en prøvelse, hvorfor nøglen er en åbning (det er mere naturligt at ville ha' , hvorfor nøglen åbner til noget andet) Nøglen skal åbne til den dimension, fra hvilken Jesu herlighed er forudsagt. Denne dimension kan kaldes himlen. Den kan også kaldes den store fortælling. Nøglen ligger hos den kirke, Peter, trods alle sine svigt, videreførte. Kirken er os. Nøglen er en gensidig forpligtelse til at åbne, der, hvor livet har lukket sig. Åbne himlen, så den kan myldre ind som engle, varme, lys midt i vores liv.
Åbne der, hvor vores svigt havde lukket sig om os. Svig er ikke-give....
Teksten:
13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« 15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« 17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. 18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« 24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Tekst slut Matt 16,13-26
(27 For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. 28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«)
---
Jeg har lige medtaget den nære kontekst efter perikopen, så Menneskesønnen er med først og sidst.
Teksten kan deles i to. Herlighed og uherlighed. I første del (13-19) åbenbares Jesu herlighed (kristus, dvs den salvede konge som er forudsagt) og Peter udnævnes til klippe og nøglebærer (binde, løse). I anden afdeling (21-26) er Jesu lidelse en betingelse for fuldbyrdelsen af herligheden og samme Peter forbandes for ikke at ville give lidelsen plads.
---
Mage af ordene har en lang virkninghistorie, hvilket man vil erfarer, hvis man slår ordene "nøglemagt" og "efterfølgelse" efter.
Som protestant står jeg i en særlig tradition, hvor en del af virkninghistorien er afbrudt for snart 500 år siden, idet pavens brug af peters nøgler i sit våbenskjold regnes for et misbrug.
Jeg opfatter peter som klippe og som nøglebærer som en historisk notits. På evangeliernes affattelsestid er Peter blevet regnet som kirkens retmæssige viderefører.
Efterfølgelse er for mig at se historisk set, at man tager fx forfølgelsen på sig om nødvendigt. Dette kan også være aktuel nutid. Derudover, at man accepterer tilværelsen, ikke med påtaget lidelse men med den lidelse, som ikke kan undgås i bevidsthed om, at der er noget større. I et moderne perspektiv kan efterfølgelse betyde et liv, hvor det at give er vigtigere end at få - hvilket fx gør os fri fra nutidens krav om konstant lykke.
Et liv under giverens fortegn er en prøvelse, hvorfor nøglen er en åbning (det er mere naturligt at ville ha' , hvorfor nøglen åbner til noget andet) Nøglen skal åbne til den dimension, fra hvilken Jesu herlighed er forudsagt. Denne dimension kan kaldes himlen. Den kan også kaldes den store fortælling. Nøglen ligger hos den kirke, Peter, trods alle sine svigt, videreførte. Kirken er os. Nøglen er en gensidig forpligtelse til at åbne, der, hvor livet har lukket sig. Åbne himlen, så den kan myldre ind som engle, varme, lys midt i vores liv.
Åbne der, hvor vores svigt havde lukket sig om os. Svig er ikke-give....
Abonner på:
Opslag (Atom)