torsdag den 5. juni 2014
2. Pinsedag, 2.række
44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. 46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« johs 6,44-51
---
Har Johannes erstattet en nadver med rigtig mad med en troshandling: er det at spise brødet noget overført? Johannesevangeliets skærtorsdag har en fodvaskning der, hvor de tre andre evangelister har indstiftelsen af Nadveren. Til gengæld er Johannesevangeliet fuld af brødteologi.
Teksten kan blive ubehagelig i sin eksklusivitet, hvis man læser v44 som "KUN dem, faderen driver..." Det pædagogiske sigte må være, at lade Faderen drive den troende til sønnen, som giver evighed ved at være givet til verden og dermed være evighedsmad, som kan indtages.
Relevansen af denne bevægelse er svær at se i selve teksten, hvis man vil omsætte forvandlingen til handling. "Liv for verden" er muligvis verdens udfrielse ind i evigheden - men liv og levende kan udlægges parænetisk: kom, lad os leve, fordi vi har livet i verden...
"Alle skal være oplært af Gud" er et brud eller et alternativ til den meget eksklusive åndsmeddelelse, som kendes fra GT. Der er tale om et eskatologisk scenarie, som altså er brudt igennem, idet ånden nu gives til hele flokken. Ånden som almindelig og særlig er i øvrigt spændende som emne for en samtale med troende mennesker. Kirken taler om ånd i almindelighed (skænket i dåben) men kan vi rumme de mange subjektive fortællinger om åndsmeddelelser, som noget særligt?
----
Jeg vil nok helst prædike over Ezekiel teksten, da jeg er ved at være træt af johannes...
Disposition:
Fortælling
Jeg trækker vejret og mærker åndepust i sommerluften, men er det noget særligt? Er den ånd, jeg fik i dåben særlig? Skal jeg mærke mere end det?
Forvandling.
Jeg er i verden, men er samtidig lukket ind i Guds evige virkelighed. Jeg tror det og har evigt liv. Mit liv er mere end det jeg lan tage at føle på. Evigheden er tilstede som himmelmad. Jeg spiser en fortælling om livets sejr.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og prøve mig selv som himmelmenneske. Jeg vil ikke spekulere over ånden som noget særligt, men min næste som noget særligt. Jeg vil dele ud af evigheden som kærlighed og opmærksomhed, for jeg har liv nok. Liv i evighed...
---
Disposition II
Fortælling
Næring: jeg indtager mad, brød, det kommer ind i min krop og bliver nedbrudt og udsætter dermed den uafvendelige nedbrydning af mig selv.
Forvandling
Noget nyt kommer ind i mig, fordi jeg er med i noget større. Mad til evighed. Nedbrydning er al min erfaring, men nu skal jeg oplæres til noget nyt
Landsætning
Jeg er i gang med at blive oplært til det modsatte af nedbrydning. Jeg vil prøve det på relationer. Relationer kommer og går, men jeg vil se det evige i dem - det, der bærer fra kærlighedsdimensionen.
---
44 οὐδεὶς δύναται ἐλθεῖν πρός με ἐὰν μὴ ὁ πατὴρ ὁ πέμψας με ἑλκύσῃ αὐτόν, κἀγὼ ἀναστήσω αὐτὸν ἐν τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. 45 ἔστιν γεγραμμένον ἐν τοῖς προφήταις• καὶ ἔσονται πάντες διδακτοὶ θεοῦ• πᾶς ὁ ἀκούσας παρὰ τοῦ πατρὸς καὶ μαθὼν ἔρχεται πρὸς ἐμέ. 46 οὐχ ὅτι τὸν πατέρα ἑώρακέν τις εἰ μὴ ὁ ὢν παρὰ τοῦ θεοῦ, οὗτος ἑώρακεν τὸν πατέρα. 47 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὁ πιστεύων ἔχει ζωὴν αἰώνιον. 48 Ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς. 49 οἱ πατέρες ὑμῶν ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ τὸ μάννα καὶ ἀπέθανον• 50 οὗτός ἐστιν ὁ ἄρτος ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβαίνων, ἵνα τις ἐξ αὐτοῦ φάγῃ καὶ μὴ ἀποθάνῃ. 51 ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος ὁ ζῶν ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβάς• ἐάν τις φάγῃ ἐκ τούτου τοῦ ἄρτου ζήσει εἰς τὸν αἰῶνα, καὶ ὁ ἄρτος δὲ ὃν ἐγὼ δώσω ἡ σάρξ μού ἐστιν ὑπὲρ τῆς τοῦ κόσμου ζωῆς.
mandag den 2. juni 2014
Pinsedag 2. Række
Teksten
15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).
---
Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.
Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?
Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.
Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.
Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.
Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.
Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.
Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .
Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..
Disposition
Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.
Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!
Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.
15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν.
15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).
---
Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.
Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?
Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.
Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.
Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.
Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.
Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.
Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .
Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..
Disposition
Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.
Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!
Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.
15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν.
fredag den 30. maj 2014
6. Søndag efter påske
Teksten
20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26
V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.
Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.
Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".
Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.
Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.
Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .
Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.
----
Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.
Er pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.
----
20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς.
20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26
V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.
Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.
Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".
Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.
Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.
Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .
Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.
----
Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.
Er pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.
----
20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς.
søndag den 25. maj 2014
Kristi Himmelfarts Dag, anden række.
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Fortsættes....
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Fortsættes....
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
mandag den 19. maj 2014
5. Søndag efter påske
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11
---
Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.
Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.
Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.
Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.
Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.
At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).
Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.
Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.
Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.
Disposition:
Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.
Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.
Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...
---
Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11
---
Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.
Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.
Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.
Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.
Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.
At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).
Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.
Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.
Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.
Disposition:
Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.
Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.
Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...
---
Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς.
torsdag den 15. maj 2014
4. Søndag efter påske
28 Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. 29 Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« 30 Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. 36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
---
At menneskesønnen skal ophøjes og at verbet står i passiv fremtid med menneskesønnen som objekt er en spændende omvendthed, som ligger i tråd med op-og-ned snakken i den nære kontekst. Menneskesønnen skal typisk komme oppefra, men her er dette oppe-perspektiv udskudt til en fremtidig erkendelse. Menneskesønnen er en apokalyptisk dommer. Der er lagt op til en initieret, indre apokalypse.
Frihed er et begreb, der bruges så ofte, at det helt har mistet sin betydning. At knytte dette uløseligt til Sandheden, får fx de politiske friheder til at blegne. Sandhed knyttes andetsteds til Guds væren, som nås idet Sønnen og faderen er et og Sønnen nås gennem tro. Den virkelige frihed er ikke-synd og beskrives adverbielt ὄντως, altså i henhold til væren. Synd beskives som noget man gør, men også som et begreb. Det gjorte er bare synligt, at fangenskabet er.
Gad vide, hvordan alt sådan noget mærkes?
(Fortsættes)
28 εἶπεν οὖν [αὐτοῖς] ὁ Ἰησοῦς• ὅταν ὑψώσητε τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου, τότε γνώσεσθε ὅτι ἐγώ εἰμι, καὶ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ποιῶ οὐδέν, ἀλλὰ καθὼς ἐδίδαξέν με ὁ πατὴρ ταῦτα λαλῶ. 29 καὶ ὁ πέμψας με μετʼ ἐμοῦ ἐστιν• οὐκ ἀφῆκέν με μόνον, ὅτι ἐγὼ τὰ ἀρεστὰ αὐτῷ ποιῶ πάντοτε.
30 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος πολλοὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτόν. 31 ἔλεγεν οὖν ὁ Ἰησοῦς πρὸς τοὺς πεπιστευκότας αὐτῷ Ἰουδαίους• ἐὰν ὑμεῖς μείνητε ἐν τῷ λόγῳ τῷ ἐμῷ, ἀληθῶς μαθηταί μού ἐστε 32 καὶ γνώσεσθε τὴν ἀλήθειαν, καὶ ἡ ἀλήθεια ἐλευθερώσει ὑμᾶς. 33 ἀπεκρίθησαν πρὸς αὐτόν• σπέρμα Ἀβραάμ ἐσμεν καὶ οὐδενὶ δεδουλεύκαμεν πώποτε• πῶς σὺ λέγεις ὅτι ἐλεύθεροι γενήσεσθε; 34 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πᾶς ὁ ποιῶν τὴν ἁμαρτίαν δοῦλός ἐστιν τῆς ἁμαρτίας. 35 ὁ δὲ δοῦλος οὐ μένει ἐν τῇ οἰκίᾳ εἰς τὸν αἰῶνα, ὁ υἱὸς μένει εἰς τὸν αἰῶνα. 36 ἐὰν οὖν ὁ υἱὸς ὑμᾶς ἐλευθερώσῃ, ὄντως ἐλεύθεροι ἔσεσθε.
31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. 36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
---
At menneskesønnen skal ophøjes og at verbet står i passiv fremtid med menneskesønnen som objekt er en spændende omvendthed, som ligger i tråd med op-og-ned snakken i den nære kontekst. Menneskesønnen skal typisk komme oppefra, men her er dette oppe-perspektiv udskudt til en fremtidig erkendelse. Menneskesønnen er en apokalyptisk dommer. Der er lagt op til en initieret, indre apokalypse.
Frihed er et begreb, der bruges så ofte, at det helt har mistet sin betydning. At knytte dette uløseligt til Sandheden, får fx de politiske friheder til at blegne. Sandhed knyttes andetsteds til Guds væren, som nås idet Sønnen og faderen er et og Sønnen nås gennem tro. Den virkelige frihed er ikke-synd og beskrives adverbielt ὄντως, altså i henhold til væren. Synd beskives som noget man gør, men også som et begreb. Det gjorte er bare synligt, at fangenskabet er.
Gad vide, hvordan alt sådan noget mærkes?
(Fortsættes)
28 εἶπεν οὖν [αὐτοῖς] ὁ Ἰησοῦς• ὅταν ὑψώσητε τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου, τότε γνώσεσθε ὅτι ἐγώ εἰμι, καὶ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ποιῶ οὐδέν, ἀλλὰ καθὼς ἐδίδαξέν με ὁ πατὴρ ταῦτα λαλῶ. 29 καὶ ὁ πέμψας με μετʼ ἐμοῦ ἐστιν• οὐκ ἀφῆκέν με μόνον, ὅτι ἐγὼ τὰ ἀρεστὰ αὐτῷ ποιῶ πάντοτε.
30 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος πολλοὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτόν. 31 ἔλεγεν οὖν ὁ Ἰησοῦς πρὸς τοὺς πεπιστευκότας αὐτῷ Ἰουδαίους• ἐὰν ὑμεῖς μείνητε ἐν τῷ λόγῳ τῷ ἐμῷ, ἀληθῶς μαθηταί μού ἐστε 32 καὶ γνώσεσθε τὴν ἀλήθειαν, καὶ ἡ ἀλήθεια ἐλευθερώσει ὑμᾶς. 33 ἀπεκρίθησαν πρὸς αὐτόν• σπέρμα Ἀβραάμ ἐσμεν καὶ οὐδενὶ δεδουλεύκαμεν πώποτε• πῶς σὺ λέγεις ὅτι ἐλεύθεροι γενήσεσθε; 34 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πᾶς ὁ ποιῶν τὴν ἁμαρτίαν δοῦλός ἐστιν τῆς ἁμαρτίας. 35 ὁ δὲ δοῦλος οὐ μένει ἐν τῇ οἰκίᾳ εἰς τὸν αἰῶνα, ὁ υἱὸς μένει εἰς τὸν αἰῶνα. 36 ἐὰν οὖν ὁ υἱὸς ὑμᾶς ἐλευθερώσῃ, ὄντως ἐλεύθεροι ἔσεσθε.
søndag den 11. maj 2014
Bededag
Undertiden var døren lukket, undertiden fik jeg en slange...
Teksten:
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. 8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. 9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, 10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? 11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!
12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. 14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
(Tekst slut, Matt 7,7-14)
7-9 er fuld af håb og nåde.
12 er fuld af fornuftig formaning
13-14 er truende eskatologisk - måske på baggrund af 12, men hvad tæller så 7-9?
Mattæusevangeliets pædagogik er truende med et godt sigte: nåde og kærlighed.
---
Talen er sandsynligvis holdt til mennesker, hvis strategiske udfordring har været: det næste måltid.
Til dem lyder, bed/gives, bank bank/åbne. Angiveligt til håb, virkeligt håb.
Disposition:
Fortælling:
Jeg er barn og banker på en dør. Bag døren venter legen, hvis de er hjemme. Eventyret. Jeg får ondt i knoerne og jeg tolker alle lyde som den rumsteren, der fører til at jeg bliver lukket ind og skal lege, trylle, kæmpe, forsvinde.
Forvandling.
Der er givet mig en dør. Døren. Bag den venter forvandlingen. Alle andre døre bliver forklaret bag den. Både de lukkede og de åbne. Dem, det var godt de var lukkede, dem, det var ulykkeligt, at de stod åbne. De slanger, jeg fik. Brødet og de gode åbne døre. Bag den dør skal jeg lege, tumle og more mig. Bag den dør hører jeg rumsteren: en fortælling om Gud, der deler vilkår med mig.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med ømme knoer. Med en barnlig fryd over det, der rumsterer i huset. Jeg vil være ham, der giver brød, jeg vil være ham, der giver håb, når nogen med ømme knoer lytter efter forjættende puslen...
Teksten:
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. 8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. 9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, 10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? 11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!
12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. 14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
(Tekst slut, Matt 7,7-14)
7-9 er fuld af håb og nåde.
12 er fuld af fornuftig formaning
13-14 er truende eskatologisk - måske på baggrund af 12, men hvad tæller så 7-9?
Mattæusevangeliets pædagogik er truende med et godt sigte: nåde og kærlighed.
---
Talen er sandsynligvis holdt til mennesker, hvis strategiske udfordring har været: det næste måltid.
Til dem lyder, bed/gives, bank bank/åbne. Angiveligt til håb, virkeligt håb.
Disposition:
Fortælling:
Jeg er barn og banker på en dør. Bag døren venter legen, hvis de er hjemme. Eventyret. Jeg får ondt i knoerne og jeg tolker alle lyde som den rumsteren, der fører til at jeg bliver lukket ind og skal lege, trylle, kæmpe, forsvinde.
Forvandling.
Der er givet mig en dør. Døren. Bag den venter forvandlingen. Alle andre døre bliver forklaret bag den. Både de lukkede og de åbne. Dem, det var godt de var lukkede, dem, det var ulykkeligt, at de stod åbne. De slanger, jeg fik. Brødet og de gode åbne døre. Bag den dør skal jeg lege, tumle og more mig. Bag den dør hører jeg rumsteren: en fortælling om Gud, der deler vilkår med mig.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med ømme knoer. Med en barnlig fryd over det, der rumsterer i huset. Jeg vil være ham, der giver brød, jeg vil være ham, der giver håb, når nogen med ømme knoer lytter efter forjættende puslen...
Abonner på:
Opslag (Atom)