Nu står verden ikke længere...
Teksten, Matt 24,15-28
15 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – 16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; 17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; 18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. 19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. 20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. 21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. 22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.
23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; 24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. 25 Nu har jeg sagt jer det forud. 26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. 27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. 28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.
-tekst slut- (men den fortsætter med følgende ord)
29 Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. 30 Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. 31 Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.
----
Mit forhold til apokalyptik.
Jeg har et nobelt distanceret og samtidig eksotisk forhold til apokalyptik. Apokalyptik betyder afsløring og er en genre, hvor en eller flere personer får afsløret store sammenhænge, fx tidernes ende (eskatologi).
Apokalyptik og eskatologi rummer forestillinger og udtryksmåder, som er så fjerne fra min måde at tænke og tro, at jeg næsten betragter dem som en fremmed religion, hvilket giver mig en stor frimodighed til at hente det ind i mit liv.
Jeg øver mig således i at tænke lys og herlighed i et clash med den verden jeg kender og mit liv i en fortsættelse fuld af lys og herlighed efter dette clash.
Jeg sætter mig efter bedste evne ind i, hvordan det må være at være apokalyptisk stemt og have sine tanker rettet mod endetidsbegivenheder.
Større eller mindre end mig?
Når jeg således kigger på den apokalyptiske genre udefra, er det altså en genstand, jeg behandler. Dermed er den mindre end mig - også selv om jeg skulle bruge mere end min livslængde på at undersøge og forstå den. Apokalyptik er en genstand og dermed mindre end mig. Den apokalyptiske litteratur i Det Ny Testamente (de små apokalypser "synoptiske apokalypse" hos Matt og parr samt den store apokalypse, johannes åbenbaring) er samtidig bærere af et budskab, som er større end mig (evangeliet) idet dette budskab forløser mig.
Jeg står altså i et dobbelt forhold til apokalyptikken. Den er genstand for min nysgerrighed og jeg er genstand for dens budskab (forløsning, blive puttet ind i en anden dimension).
-----
Hvad er Ødelæggelsens Vederstyggelighed?
Historisk set er Ødelæggelsens Vederstyggelighed en begivenhed: Den onde, hellenistiske (efterkommer af en af Alexander d stores generaler) konge, Antiokus den fjerde Epifanes opstillede en gang i 160'erne f. Kr. en statue af Zeus (foretillende ham selv) inde i jøderne tempel.
Hvis tempelkulten meget forenklet sagt har til formål at tilsikre hele universets regelmæssige velbefindende, er en sådan skændselsgerning verdensødelæggende. Danielsbogen beskriver ikke episoden historisk, men putter scenariet ind i en konges drøm 250 år tidligere.
Hændelsen blev Antiokus' endeligt. Nu stod verden ikke længere.
(Grundtvig fortæller Danmarkshistorie på samme måde: se Fæderneland! I højskolesangbogen).
Efter min bedste overbevisnibg har den historiske Jesus været en apokalyptisk/eskatologisk prædikant. Jerusalems og dermed Templets ødelæggelse i år 70 har haft endnu større teologihistorisk virkning end Antiokus' skænding 240 år tidligere. Hvad Jesus måtte have ytret af endetidsforestillinger bliver med tilblivelsen af evangelieskrifterne drejet i retning af år 70-begivenhederne.
Den lille apokalypse står på en gådefuld måde i de synoptiske evangelier. På den ene side kan de opfattes som drivkraften bag det hele, på den anden side står de isoleret (som om den apoklayptiske fase er et overstået stadie i den kristne forkyndelse).
-----
Jeg er arving til en forestillingsverden...
Jeg står altså med et klenodie i hænderne på søndag. Et skrift, som genbruger antiokusskandalen i lyset af templets ødeløggelse sammen med Danielsbogen. Som virkemidler bruges tidspres og en genskabelse af den panik, som altid præger verdens undergang (i Filippinerne for tiden fx)
Endvidere bruges tegn. Fx billedet om gribbe, der flokkes om ådslet. Hvis man vil vide, hvor det døde dyr ligger, skal man se efter en fugleflok. Tegnkending. På samme måde vil man kunne se tegn på verdens undergang.
Men så sker der noget mærkeligt: Kristi genkomst vil højst sandsynligt være en misforståelse! Falske messiasser er altid fremstået i turbulente tider og talen advarer herimod. Med hvilket resultat? At læseren ikke vil kunne skelne rigtig fra falsk, hvilket gør alle til falske, hvilket er smart, eftersom genkomsten er en forestilling, der er udskudt på ubestemt tid.
Så står jeg altså med et skrift i hånden, som forudsiger verdens undergang og min frelsers genkomst, men som diskvalificerer min deltagelse i tegntydning. Jeg skal højst sandsynlig være bange nu på et højere plan.
Men det er jeg ikke.
Evangeliet handler om en forløsning, og det ved jeg hvad er. Det er en slags fødsel. Den går gennem veer til nyt liv.
Evangeliet vil genføde mig. Hvis jeg var en original apokalyptiker, ville jeg kunne forestille mig hele den fysiske verdens genfødsel ud af endetidens trængsler. Men jeg er ikke en original apokalyptiker. Jeg er arving til et klenodie og bærer af et budskab.
Jeg er genfødt ud af dåben. Trængslerne har min frelser taget.
----
Disposition
Fortælling
Jeg står med et klenodie i hånden. Det er en apokalypse. Den er fuld af energi. Der er panik. Der er himle, der falder ned, der er veer ligesom en fødsel. Der er forløsning. En blasfemi får verden til ikke at stå længere.
Forvandling.
Jeg kigger med fryd og nysgerrighed på klenodiet. Jeg husker alle episoder i mit liv, som handler om at komme ud på den anden side. Jeg ved, det er det, Gud vil mig. Jeg husker der, hvor jeg græd, fordi mit liv var en apokalypse, der, hvor noget fik verden til ikke at stå længere. Klenodiet ligesom synger om, at hele verden skal fødes igen gennem veer. Jeg skal ud i en ny virkelighed. Klenodiets skræk skal forære mig frikendelsens lys.
Landsætning
Nu står jeg i lyskeglen. Det hedder at være hellig. Jeg er hellig, fordi jeg er indenfor i det guddommelige frikendelsens rum - udenom er tab. Jeg vil bære lyset med mig og give det til den, hvis verden er væltet. Du er elsket selvom din verden er i ruiner.
-----
Eller:
Lad os forestille os at hele verden er en menneskekrop. Hvor skal du rammes af en krænkelse, som svarer til Ødelæggelsens vederstyggelighed? Hvor sidder det tempel i dig, som kan møbleres så forkert, at hele kroppen ryster og øjets hvælving, himmelbuen, brister? Hvilken erfaring sidder i dit hjerte, så du ikke kan klare det mere?
Hvad er da forløsning? At krænkelsen finder sin plads. At den fiser der hen, hvor den skal og bliver der og hele kroppen bliver rusket af gråd og øjet flyder over og munden bekender, at det hele bare er for meget og maven bliver helt slap, der hvor den tidligere øvede sig i at spænde (ophobe skyld og fortræd)
Det er apokalyptik oversat til krop. Det er frikendelse, forløsning.
Kaoskamp og apokalyptik er samme udfriende bevægelse i det indre...
Hvælvingen, øjet... Templet, verden.. (Fortsættes om få timer...)
fredag den 8. november 2013
søndag den 3. november 2013
24. Søndag efter Trinitatis
Teksten:
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26
Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...
Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.
Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.
Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.
Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...
Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?
Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:
Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)
Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.
Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.
Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.
Hun spiser
Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).
Messiashemmeligheden.
Prædikenstof:
For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.
I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:
Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.
Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.
Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.
Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.
Hun spiser
Jeg spiser (nadver)
Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed
Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.
Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.
Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26
Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...
Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.
Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.
Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.
Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...
Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?
Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:
Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)
Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.
Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.
Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.
Hun spiser
Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).
Messiashemmeligheden.
Prædikenstof:
For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.
I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:
Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.
Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.
Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.
Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.
Hun spiser
Jeg spiser (nadver)
Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed
Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.
Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.
Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).
Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.
søndag den 27. oktober 2013
Alle helgens dag
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
(Fortsættes)
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
(Fortsættes)
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
søndag den 20. oktober 2013
22. Søndag efter Trinitatis, første række, Matt 18,21-35
En overbygning åbner sig over os...
-------
21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35
--------
Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.
Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.
Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:
En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.
Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.
Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.
Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.
Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.
Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).
Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.
Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.
Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.
I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.
Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)
Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve
Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.
Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.
En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.
Gud bevæges - jeg bevæges.
Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.
-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.
Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?
I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker.
-------
21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35
--------
Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.
Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.
Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:
En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.
Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.
Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.
Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.
Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.
Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).
Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.
Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.
Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.
I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.
Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)
Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve
Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.
Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.
En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.
Gud bevæges - jeg bevæges.
Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.
-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.
Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?
I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker.
søndag den 13. oktober 2013
21. Søndag efter Trinitatis, første række. Johannes 4,46-54
Trinvise tegn på en ny virkelighed. Forelskelse.
-------
Teksten:
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------
Tro, tegn og en ny virkelighed.
Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form
Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.
Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.
------
Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...
De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.
I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatoble kærligheder mødes.
Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.
Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham
Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i datte samvær med Gud gennem min tro på hans søn.
Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.
Tegnet
Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•
πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.
ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.
-------
Teksten:
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------
Tro, tegn og en ny virkelighed.
Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form
Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.
Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.
------
Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...
De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.
I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatoble kærligheder mødes.
Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.
Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham
Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i datte samvær med Gud gennem min tro på hans søn.
Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.
Tegnet
Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•
πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.
ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.
søndag den 6. oktober 2013
20. Søndag efter Trinitatis, første række
Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:
2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.
9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".
Matt 22,1-14
En indbydelse skrevet af en udsmider.
Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.
Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.
Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.
Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.
Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.
"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.
Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.
Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.
Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.
Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.
Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.
Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....
2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.
8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.
9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.
11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".
Matt 22,1-14
En indbydelse skrevet af en udsmider.
Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.
Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.
Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.
Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.
Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.
"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.
Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.
Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.
Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.
Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.
Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.
Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....
søndag den 29. september 2013
19. Søndag efter Trinitatis, første række
Hul i himlen, hul i taget, hul i hovedet.
----------
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.
2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markus 2,1-12
Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".
(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).
Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.
Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.
Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).
Genstande: synd, myndighed.
Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.
-----
En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).
En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.
Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.
Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.
Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.
----------
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.
2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«
6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markus 2,1-12
Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".
(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).
Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.
Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.
Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).
Genstande: synd, myndighed.
Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.
-----
En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).
En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.
Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.
Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.
Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.
Abonner på:
Opslag (Atom)