Påskedag!

De turde heller ikke sige noget.

Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .

Jeg vil ikke kaste kig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.

Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?

Det mindste rum og den blå hvælving.

For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.

Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.

Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...

Påskelørdag

Under jorden

Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.

"Det var en tvekamp underfuld".

Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.

Langfredag Ps 22,17

En brik, der mangler

Fortælling

Jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er usynlige på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.

Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste. 

Sådan noget kan mennesker også gøre.

Forvandling

Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler. 

Landsætning

Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.

Brikken, Markus 15,20-39

Når jeg læser Mk 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at recitere færdig.

Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mk 15 går alle rundt med de forkerte brikker...

Salme 22. 

 For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!

Markus 15,20-39:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

Skærtorsdag første række

(ny) pagt

v17 Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« v18 Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« v19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

v20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. v21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« v23 Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« v25 Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

v26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

v30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Dogmer eller bare tegn..

Jeg har sat ordet "ny" i parentes, fordi jeg bider mærke i, at jeg i nadveritualet citerer Jesus for at tale om sit blod som en ny pagt, mens Matthæus i "skærtorsdag 1" slet og ret lader Ham sige: Pagtens blod. 

Er det en ny - eller er det den samme? Vil Mattæus cementere, at pagten er een, men nu går i opfyldelse? Jeg vil vende tilbage til, hvad det gør ved mig at tænke mig selv i en (ny) pagt.

Inden da vil jeg opfordre til, at man bruger skærtorsdag til at holde en lang dogmatisk prædiken om, hvad nadveren bevirker som sakramente - og om den historie, dette sakramente har gennemlevet i nyere tid.

Hvad der i evangelierne er beskrevet som en tegnhandling med gentagelse for øje, er i kirkens historie blevet udlagt som en forvandlingspraksis, som kun kirken som institution kan udføre. Et sådant firmamonopol skal prostanter prostestere imod. 

Som lutheraner er jeg opdraget med konsubstantiationslære, som afløser transsubstantiationslære. Men med det blotte øje kan jeg iagttage en spændende udvikling: Præsterne i folkekirken gør ens, men tænker forskelligt. Vi er dogmatisk forpligtet på luthers lære - men mon ikke flertallet i forskellig form ville hylde en nonsubstantiationslære, hvor man vender tilbage til "blot et tegn" sådan som det fortælles i evangelierne?

Det antager jeg og røber, at jeg er en ringe sakramentalist. Jeg tror på forkyndelse. Den kan gøres med ord, den kan gøres med mad. Jeg lader mig gerne tilrettevise med kærlighed og evighed.

Tekstens dele

(Perikopen slutter med en stedsangivelse, som er mere relevant for det efterfølgende. Et bjerg er en mosesposition).  

Det første afsnit afslører, at Jesus fejrer påske efter forskifterne og at hans komme på mirakuløs vis er ordnet på forhånd (kendt profettræk, som giver Jesus point i fortællingen). Min time er nær - sætter scenen som afsked.

Det andet afsnit handler om forræderi med Gud, Judas og Menneskesønnen i rollerne. Jesus taler om sig selv som menneskesønnen, hvilket giver mindst to fordele: 1 Magt 2 Plan. Ingen kan få Menneskesønnen ned med nakken og alt hvad der har med Menneskesønnen at gøre, følger Guds plan. forræderi mod menneskesønnen er en tabersag. Det er Gud, der bestemmer, hvem der skal være forræder. Som demokratisk tænkende borger vil jeg gerne kalde Gud i samråd vedr denne måde at bruge mennesker på. Som moderne forkynder vil jeg også gerne angribe denne strategi fra Guds side: Den sælger ikke så godt. I begge tilfælde må jeg sande at Gud er Gud. Det er det særlige ved Gud. Han dypper med mig selvom jeg tænker sådan. Mit job er at lære at tilgive mit medmenneske. 

Det tredje afsnit handler om, at han tager brød og vin og giver det betydning. Det er ham selv og hans historie og denne histories virkning - virkningen af at indtage det nævnes ikke. Blot at de skal indtage det. Det er han krop, det er hans blod, det er en pagt og blodet udgydes med en effekt: Syndsforladelse på mange (altså ikke alle, men visse). 

Det fjerde afsnit røber, at der findes et rige, hvor Jesus skal drikke ny vin med sine nærmeste. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til. Og jeg tror at det er skrevet for at jeg skal få denne lyst.

Disposition

jeg er i gang med at mærke efter, hvad det gør ved mig at forstå mig selv som værende i en ny pagt, som måske ikke er ny, men er det fordi den har været det hele tiden.. (fortsættes... )

.. Det er noget med en kærlighed, som fornyes. Den har været der hele tiden. Den er dermed gammel, men den går fra at være uopfyldelig til at være opfyldt.

Dens opfyldelse/opfyldelighed gør noget ved mig... Jeg kan se mig selv med nye øjne. Jeg er elsket... 

Nu er den der vist:

Fortælling

Et menneske planlægger at lave en middag og invitere dem og dem og dem for i sidste ende at komme i kontakt med person No 1 for at blive lukket ind i et fællesskab, en arbejdsplads  en fed virkelighed. Planen svirrer i hovedet. Ingen plan er sikker nok, ingen menu er god nok – så ringer telefonen. Det er person No 1, der ringer: Kom over og få en snack og en drink – vi taler om dig, fordi vi gerne vil ha’ dig med i den og den fede virkelighed.

Forvandling

Overraskende, overstrømmende glæde over at være en del af noget, man troede var for stort.

Fra nu af vil den snack altid smage af den glæde! Tør jeg huske hvilken virkelighed, jeg er lukket ind i ved Jesu måltid? Jeg er lukket ind i den virkelighed, der gør glæden uendelig stor og alle planer uendeligt små.

Jeg er lukket ind i et rige, som er lavet af evighed. Det er Guds. Jeg er med, fordi Jesus har givet sig selv, ligesom man giver et måltid, der fortæres.

Landsætning.

Nu vil jeg gå fra kirke som en del af Guds virkelighed. Mine planer er små, men jeg vil bruge dem som tegn og huske: Jeg vil give en snack og lukke ind – jeg vil ta’ en snack og blive lukket ind. Jeg vil huske, hvad jeg er med i.

Palmesøndag, første række

Si-Zi (da) se kon/kom (..) sa!

Den kvikke læser vil i overskriften kunne se, at jeg er meget fascineret af vokalforvandlingen i det sammensatte profetcitat: "Sig til Zions datter, Se! din konge kommer til dig sagtmodig.."

For mig at se, er der en vokalåbning (i til ah), som i sig selv er et evangelium. Det er ordet "sagtmodig", der åbner.

Jeg ved ikke om det er et tilfælde, at den danske oversættelse af Matt 21,5 er blevet i den grad mundret og poetisk. Den græske grundtekst har ikke en tilsvarende udvikling af lydene - ej heller de hebraiske tekster (citatet er en blanding af Es 62,11 og Zak 9,9. - det kan dog iagttages, at jubelformlerne har et vist mønster i retning af i-o-i-o-ah/æh). 

Teksten

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Forvandlinger

Det er tankevækkende, at Matt 21,1-9 er prædikentekst både når Guds kommer ind i verden (advent) og når han går mod sin død. Det giver to helt forskellige perspektiver at tolke et optog på (indtog/udtog).

Hvis man vil holde en V-prædiken, kan man tage udgangspunkt i den mangel på sagtmodighed (venlighed, mildhed) der præger mennesket. Man kan hente kraften fra "det konsekvensløse æseltyveri" i optakten (v1-3) og lade det være et billede på nåde: Udebleven konsekvens. Jesus ta'r konsekvensen på korset.

Til en Pi-prædiken vil jeg lede efter forvandlinger. At en konge er sagtmodig, ser jeg som en forvandling. Forvandlingen går fra det krævende, kommanderende, forkælede, hysteriske, voldelige, brovtende til det stille, tillidsfulde, lydige/lydhøre, venlige, imødekommende, kærlige. På engelsk hedder det gentle.

En pi-prædiken kan fortælle om et liv i moderniteten med larm og krav og selvrealisering, der møder en hidtil krævende Gud, der pludselig ytrer sig stille og lydigt.

Et billede på forandringen er lyden af dyrets hove mod klippejorden, der ændrer sig til bløde trin på tøj. Jeg er nu i evighed forvandlet med blød lyd.

En forvandling kan være at tage tøjet af og lade en anden træde på det. Normalt er vi ikke glade for, at nogen træder på det, der stiver os af. Det er ikke in at være andres trædesten på vejen op. 

Disposition 

Fortælling:

Larm i samfundet, alle vil os noget, lyde alle vegne, se mig! se mig! Det er herligt, festligt, men kan jeg finde rundt, er jeg blevet væk i de mange sandheder?

Forvandling:

Et hovslag en gang blev blødt af tøj og blade. Venlighed, lydighed blev min sandhed.

Landsætning:

Jeg vil gå fra kirke med kraften til at høre stilheden. Jeg vil finde min konge i den venlighed, der er mellem menesker...

Hosianna

Da kristendommen var en helt ny tro blandt ikke-jøder, har det været eksotisk at tage de hebraiske ord i munden: Amen, halleluja, hosianna. Det har været østlige formler med kraft.

Man kunne godt lave en fortælling, der handler om, hvor min jubel og min frelse stammer fra. Eller en fortælling, som er en rejse i tiden tilbage til dengang Hosianna var et nyt ord.

Davids søn

Der er andre tider på året, hvor Davidsperspektivet er mere oplagt, men der er stor kraft i perspektivet: Guds løfte handler om en mægtig konge på jorden - men svaret på dette løfte hedder en guddommelig afmagt med himlen som riget.  

æsler..

Der skulle nok kun være 1 æsel. Teksten skal forstås: "-på et æsel, ja tænk efterkommeren af et trækdyr!". Føllet og æslet er det samme dyr i poetisk dobbelthed. Markus har kun føllet (Mk 11,2) hvilket også er et udtryk for en skæg bogstavelighed i forståelsen af Zak 9,9. 

Mariæ Bebudelse

Lukas er ikke gynækolog

 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

Kontekst

Bemærk, at teksten er en hel tekst, at den handler om Maria, men at den begynder og slutter med Elisabeth; som tidsangivelse først og som power-ord til sidst.

Fortællingen om Maria, der "udnævnes til gravid" er en del af en slags fuga (Luk 1-2) hvor den gamle pagt og den nye pagt så at sige synger duet og kanon (Zakarias' lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang) og sammen skubber historien fremad, mens det nye overstråler det gamle.

Maria og Elisabeth bliver gravide med et halvt års mellemrum. Fortællingen om Elisabeth følger et 
Abraham/Sara motiv og har templet som omdrejningspunkt med manden i centrum og en præstekalender som tidangivelse.

"Den nye førstestemme" har kvinden i centrum og har hele verdens kalender (Augustus) som tidsangivelse). Men typisk for Lukas fortælles det som samlet udvikling - ikke et brud.

Dogmet om jomfruen

Maria mistede sin dyd ved Højesteret i 1916. Sådan kan man fortælle dansk kirkehistorie, idet præsten fra Vaalse fik lov at mene at Maria måske ikke teknisk set var jomfru. Det vakte en del postyr og præsten kom under en anden biskops tilsyn (lex Vaalse).

Men hvorfor er det vigtigt at hun er jomfru - altså ikke har haft sex?
Det er vigtigt, hvis man synes at sex er noget griseri og noget socialt farligt, så kan Maria blive en dydsmodel, som overgår alle ved at at kunne blive mor uden sex.

En sådan disciplinerende funktion tjener ikke et evangelium, som har frihed som sit kendetegn.

At hun er jomfru er et dogme. Et dogme er en kirkelig læresætning. At den er kirkelig betyder at den lærer om kirkens herre, Kristus. At han er kristus betyder, at han er frelser. Et dogme har altså den funktion at sikre frelsen. 

Kan Jesus ikke være frelser, hvis Maria ikke er jomfru? I følge visse tankerækker ikke! Følger man tanken om arvesynden, er det nødvendigt at een, som ikke er behæftet med arvesynd betaler prisen for alle, som er behæftet med arvesynd.

Derfor er det i følge dette ræsonnement nødvendigt, at Maria ikke har haft sex, fordi hendes afkom i dette tilfælde ikke er behæftet med den synd som nedarves gennem sex (den ubesmittede undfangelse) og dette afkom dør uden at have fortjent det som dene eneste, hvorved alle, der har fortjent det går fri.

Men hvad nu hvis synd bare er noget, der er der og ikke smitter på den måde? Og hvad nu hvis Jesus er Guds søn efter en anden opskrift (fx "udnævnelse" som i Markusevangeliet)?

Jeg har en uvilje mod dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Vil kirken miste magt? Jeg elsker at sysle med dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Er Kristus da død forgæves? (frelse eller ej).

Lukas giver ikke dogmatiske svar på, hvorfor Helligånden så at sige skal være far sammen med den højestes skyggende kraft. Det eneste svar vi får er, at han skal kaldes Hellig, Guds Søn.

For mig er Maria bebudelse en tilbagevendende åndelig leg: At tænke Gud ind i verden og mig selv ud af den i samme bevægelse; eller rettere: Gud ind i min verden og jeg ind i Hans. Befrugtelse er slet ikke noget tosset billede i den sammenhæng. 

Til en Pi-prædiken skal bruges et forvandlingsbillede og det bedste jeg kan finde er i salmen: Nu kom der bud: Lad mig blive gravid med himmelen! 

Disposition 1: Jeg bliver benådet fra min dobbelthed

Fortælling:

Jeg kender Guds vilje med mig og ved, at han vil sætte mig fri - alligevel lever jeg med hårde krav til mig selv, et pres, en nederen, en hårdhed. De to stemmer taler til hinanden ligesom de to stemmer i Lukas' indledning: Den gamle pagt og den nye pagt. Den gamle pagt hedder: Jeg skal komme efter dig/vent til Far kommer hjem. Den nye hedder: Jeg ved du kan, for jeg elsker dig.

Forvandling.

Jeg modtager en hilsen, som forskrækker mig: Du benådede. Jeg er benådet fra min dobbelthed. (det er skrækkeligt, fordi jeg er afhængig af den gamle pagt).

Landsætning:

Jeg vil gå og grunde over, hvad den hilsen skal betyde. Jeg vil holde op med at frygte at være benådet. Jeg vil møde andre mennesker med bevidstheden om denne dobbelthed og de krav vi stiller til os selv. Jeg vil være nænsom.

Disposition 2: Jeg har himlen i maven

Fortælling:

Jeg elsker Mariæ bebudelse, fordi jeg ved, at denne kundgørelse af denne graviditet er til for mig. 

Forvandling:

Jeg bliver overskygget af Guds kraft og noget i ig lever og gror: Det er himlen. I mig, i min mave er nu sol og blå farve. Det er ikke kun uden for mig, uopnåeligt.

Landsætning:

Jeg vil gå fra kirke og dele ud af blåhed og stråler, som lever i mig.

Midfaste, første række

Jeg døber min tunge i mundvand

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15

Teksten er i sig selv en Pi-prædiken

En pi-prædiken (se, Hvad er en pi-prædiken) består typisk af en fortælling, en forklaring og en "landsætning", hvor tilhøreren til sidst sættes tilbage i sin virkelighed med forvandlingen som erfaring.

Som sådan er teksten til midfaste søndag i sig selv en pi-prædiken: En fortælling om en måltidssituation, en forvandling (lidt bli'r til meget) og en reaktion: Han er profetEN. (og så tilmed en lille ekstraopgave i landsættelsen: husk: ikke en konge af "verden"). 

Hvis man vil lave en V-prædiken, kan man bruge det misforståede kongemotiv som syndsdelen, eller man kan lade menneskets mangelfuldhed være menneskets synd: Gud kan frembringe mad i de mængder, det passer Gud. 

Vi er endvidere syndere, fordi vi er ligeglade med sultne.

Tal

Hvis man er til talsymbolik, er det værd at undersøge, hvorfor 7 (2+5) bliver til 12. I Apostlenes gerninger er det omvendt (12 disciple bliver til 7 fattigforstandere, mad).

Kontekst

Perikopen er som sådan en hel perikope, men er bundet til hele kapitel 6 om livets brød. Bemærk, at Johannesevangeliet ikke har nogen indstiftelsesscene i den nat, Jesus bliver forrådt (ligesom synoptikerne). Denne scene er hos Johannes erstattet af fodvaskningen. Kapitel 6 fungerer derfor som Johannesevangeliets nadverindstiftelse.

Derfor er visse detaljer i teksten vigtige: Tiden: Det er ved at være påske. Stedet: Vi er ved Søen (Tiberias/Galilæas) hvilket er vigtigt, fordi søen er en afstand, hvis overvindelse (Jesus går på vandet) giver anledning til den i intensitet stigende dialog, som ender med, at Jesus sætter "er" mellem sig og livsbrød (6,35): "Jeg er livets brød" ("ER" er Guds navn).

Mad er sansning

En stor del af TV's sendeflade fyldes af madprogrammer. Vi lever i en kultur, hvor det er vigtigere hvad vi skal spise, i forhold til om vi skal spise.

Det første spørgsmål hører til i den 1. verden, det andet i den 3. verden. Det er kedeligt at høre om folk, der sulter. Det er spændende at se kendte danskere snakke om mad.

Madprogrammer er god underholdning, fordi de inddrager vore sanser. Levende billeder af en citron, der presses over dampende smør med frisk rosmarin i, får øjnene til at alarmere alle andre sanser.

Jeg mener derfor det er vigtigt at inddrage sanserne i fortælledelen af en pi-prædiken. 

I den forbindelse kan det være gavnligt at udmale, hvilken fisk og hvilket brød, der er tale om.  

Idet vi begynder i prædikenen at spørge om madvarernes kvalitet, er tilhøreren aktiv med mange dele af kroppen.

Man behøver ikke en gang have de rette historiske fakta om den lille drengs 2 madvarer for at kunne begynde sansningen.

Er bygbrød sprødt, fluffy, groft, fint, trægt? Er det evt friskbagt - og hvordan dufter friskbagt bygbrød? Er det bagt i ovn eller på en slags pande (naan)?

Og fisken (selvom den forsvinder ud af historien i løbet af kap 6): Hvis en lille dreng kan medbringe 2 fisk i et mellemøstligt klima i førteknologisk tid, er der enten tale om meget frisk fisk, tørret fisk eller fisk, der er i opløsning.

Da der er tale om småfisk (bemærk lille dreng, lille antal og små fisk kontrasterer mængderne efter underet) og jeg forestiller mig at de er tørrede og kan haves i lommen eller tilsvarende - måske i en snor. Der er tale om en snack.

Hvordan smager tørret fisk? Er den salt? Det siges, at den lugter. 

Visse ting er svære at begynde at spise - visse svære ting kommer man til at holde af. Mange af klodens mennesker kan ikke være kræsne.

En tør knasende lommevarm lugtefisk med et anstrøg af sandstøv er et godt proteintilskud i en brødkultur. Jeg tror man kan vænne sin gane til den og længes efter den. Jeg vil øve mig i tanken om at glæde mig til denne spise og mærke i min mund, hvad de to madvarer, bygbrød og fisk gør ved min gane.

Disposition: 

Fortælling (sansning)

Om at være sulten og glæde sig til at smage noget bestemt, noget stærkt, lugtende og noget med fad smag. Noget hårdt, noget blødt. 

Forvandlinger

Min mund kan blive fuld af vand, når jeg tænker på noget bestemt, navnlig spejderhagl. De er der ikke, men munden reagerer, som om de er der. Gud er gået ind i verden ved at lade sit ord blive menneske - reagerer vi som om det er sket? Kan mit sultende medmenneske komme ind i mig som om han/hun er der? Tror jeg på et bespisningsunder før jeg selv har set mad blive til i menneskers liv uventet?

Landsætning

Jeg vil gå fra kirke og døbe min tunge i mundvand. Hver gang mine tænder løber i vand, vil jeg tænke på det som en forandring, ligesom den forandring, at en trang hos Gud har ført mig tilbage til hans evighed (vist hans søn som tegn), ligesom den forandring, at et andet menneskes nød kan blive min handling...