Palmesøndag, første række

Si-Zi (da) se kon/kom (..) sa!

Den kvikke læser vil i overskriften kunne se, at jeg er meget fascineret af vokalforvandlingen i det sammensatte profetcitat: "Sig til Zions datter, Se! din konge kommer til dig sagtmodig.."

For mig at se, er der en vokalåbning (i til ah), som i sig selv er et evangelium. Det er ordet "sagtmodig", der åbner.

Jeg ved ikke om det er et tilfælde, at den danske oversættelse af Matt 21,5 er blevet i den grad mundret og poetisk. Den græske grundtekst har ikke en tilsvarende udvikling af lydene - ej heller de hebraiske tekster (citatet er en blanding af Es 62,11 og Zak 9,9. - det kan dog iagttages, at jubelformlerne har et vist mønster i retning af i-o-i-o-ah/æh). 

Teksten

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Forvandlinger

Det er tankevækkende, at Matt 21,1-9 er prædikentekst både når Guds kommer ind i verden (advent) og når han går mod sin død. Det giver to helt forskellige perspektiver at tolke et optog på (indtog/udtog).

Hvis man vil holde en V-prædiken, kan man tage udgangspunkt i den mangel på sagtmodighed (venlighed, mildhed) der præger mennesket. Man kan hente kraften fra "det konsekvensløse æseltyveri" i optakten (v1-3) og lade det være et billede på nåde: Udebleven konsekvens. Jesus ta'r konsekvensen på korset.

Til en Pi-prædiken vil jeg lede efter forvandlinger. At en konge er sagtmodig, ser jeg som en forvandling. Forvandlingen går fra det krævende, kommanderende, forkælede, hysteriske, voldelige, brovtende til det stille, tillidsfulde, lydige/lydhøre, venlige, imødekommende, kærlige. På engelsk hedder det gentle.

En pi-prædiken kan fortælle om et liv i moderniteten med larm og krav og selvrealisering, der møder en hidtil krævende Gud, der pludselig ytrer sig stille og lydigt.

Et billede på forandringen er lyden af dyrets hove mod klippejorden, der ændrer sig til bløde trin på tøj. Jeg er nu i evighed forvandlet med blød lyd.

En forvandling kan være at tage tøjet af og lade en anden træde på det. Normalt er vi ikke glade for, at nogen træder på det, der stiver os af. Det er ikke in at være andres trædesten på vejen op. 

Disposition 

Fortælling:

Larm i samfundet, alle vil os noget, lyde alle vegne, se mig! se mig! Det er herligt, festligt, men kan jeg finde rundt, er jeg blevet væk i de mange sandheder?

Forvandling:

Et hovslag en gang blev blødt af tøj og blade. Venlighed, lydighed blev min sandhed.

Landsætning:

Jeg vil gå fra kirke med kraften til at høre stilheden. Jeg vil finde min konge i den venlighed, der er mellem menesker...

Hosianna

Da kristendommen var en helt ny tro blandt ikke-jøder, har det været eksotisk at tage de hebraiske ord i munden: Amen, halleluja, hosianna. Det har været østlige formler med kraft.

Man kunne godt lave en fortælling, der handler om, hvor min jubel og min frelse stammer fra. Eller en fortælling, som er en rejse i tiden tilbage til dengang Hosianna var et nyt ord.

Davids søn

Der er andre tider på året, hvor Davidsperspektivet er mere oplagt, men der er stor kraft i perspektivet: Guds løfte handler om en mægtig konge på jorden - men svaret på dette løfte hedder en guddommelig afmagt med himlen som riget.  

æsler..

Der skulle nok kun være 1 æsel. Teksten skal forstås: "-på et æsel, ja tænk efterkommeren af et trækdyr!". Føllet og æslet er det samme dyr i poetisk dobbelthed. Markus har kun føllet (Mk 11,2) hvilket også er et udtryk for en skæg bogstavelighed i forståelsen af Zak 9,9. 

Mariæ Bebudelse

Lukas er ikke gynækolog

 Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

Kontekst

Bemærk, at teksten er en hel tekst, at den handler om Maria, men at den begynder og slutter med Elisabeth; som tidsangivelse først og som power-ord til sidst.

Fortællingen om Maria, der "udnævnes til gravid" er en del af en slags fuga (Luk 1-2) hvor den gamle pagt og den nye pagt så at sige synger duet og kanon (Zakarias' lovsang, Marias lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang) og sammen skubber historien fremad, mens det nye overstråler det gamle.

Maria og Elisabeth bliver gravide med et halvt års mellemrum. Fortællingen om Elisabeth følger et 
Abraham/Sara motiv og har templet som omdrejningspunkt med manden i centrum og en præstekalender som tidangivelse.

"Den nye førstestemme" har kvinden i centrum og har hele verdens kalender (Augustus) som tidsangivelse). Men typisk for Lukas fortælles det som samlet udvikling - ikke et brud.

Dogmet om jomfruen

Maria mistede sin dyd ved Højesteret i 1916. Sådan kan man fortælle dansk kirkehistorie, idet præsten fra Vaalse fik lov at mene at Maria måske ikke teknisk set var jomfru. Det vakte en del postyr og præsten kom under en anden biskops tilsyn (lex Vaalse).

Men hvorfor er det vigtigt at hun er jomfru - altså ikke har haft sex?
Det er vigtigt, hvis man synes at sex er noget griseri og noget socialt farligt, så kan Maria blive en dydsmodel, som overgår alle ved at at kunne blive mor uden sex.

En sådan disciplinerende funktion tjener ikke et evangelium, som har frihed som sit kendetegn.

At hun er jomfru er et dogme. Et dogme er en kirkelig læresætning. At den er kirkelig betyder at den lærer om kirkens herre, Kristus. At han er kristus betyder, at han er frelser. Et dogme har altså den funktion at sikre frelsen. 

Kan Jesus ikke være frelser, hvis Maria ikke er jomfru? I følge visse tankerækker ikke! Følger man tanken om arvesynden, er det nødvendigt at een, som ikke er behæftet med arvesynd betaler prisen for alle, som er behæftet med arvesynd.

Derfor er det i følge dette ræsonnement nødvendigt, at Maria ikke har haft sex, fordi hendes afkom i dette tilfælde ikke er behæftet med den synd som nedarves gennem sex (den ubesmittede undfangelse) og dette afkom dør uden at have fortjent det som dene eneste, hvorved alle, der har fortjent det går fri.

Men hvad nu hvis synd bare er noget, der er der og ikke smitter på den måde? Og hvad nu hvis Jesus er Guds søn efter en anden opskrift (fx "udnævnelse" som i Markusevangeliet)?

Jeg har en uvilje mod dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Vil kirken miste magt? Jeg elsker at sysle med dogmer, som har kontrolspørgsmålet: Er Kristus da død forgæves? (frelse eller ej).

Lukas giver ikke dogmatiske svar på, hvorfor Helligånden så at sige skal være far sammen med den højestes skyggende kraft. Det eneste svar vi får er, at han skal kaldes Hellig, Guds Søn.

For mig er Maria bebudelse en tilbagevendende åndelig leg: At tænke Gud ind i verden og mig selv ud af den i samme bevægelse; eller rettere: Gud ind i min verden og jeg ind i Hans. Befrugtelse er slet ikke noget tosset billede i den sammenhæng. 

Til en Pi-prædiken skal bruges et forvandlingsbillede og det bedste jeg kan finde er i salmen: Nu kom der bud: Lad mig blive gravid med himmelen! 

Disposition 1: Jeg bliver benådet fra min dobbelthed

Fortælling:

Jeg kender Guds vilje med mig og ved, at han vil sætte mig fri - alligevel lever jeg med hårde krav til mig selv, et pres, en nederen, en hårdhed. De to stemmer taler til hinanden ligesom de to stemmer i Lukas' indledning: Den gamle pagt og den nye pagt. Den gamle pagt hedder: Jeg skal komme efter dig/vent til Far kommer hjem. Den nye hedder: Jeg ved du kan, for jeg elsker dig.

Forvandling.

Jeg modtager en hilsen, som forskrækker mig: Du benådede. Jeg er benådet fra min dobbelthed. (det er skrækkeligt, fordi jeg er afhængig af den gamle pagt).

Landsætning:

Jeg vil gå og grunde over, hvad den hilsen skal betyde. Jeg vil holde op med at frygte at være benådet. Jeg vil møde andre mennesker med bevidstheden om denne dobbelthed og de krav vi stiller til os selv. Jeg vil være nænsom.

Disposition 2: Jeg har himlen i maven

Fortælling:

Jeg elsker Mariæ bebudelse, fordi jeg ved, at denne kundgørelse af denne graviditet er til for mig. 

Forvandling:

Jeg bliver overskygget af Guds kraft og noget i ig lever og gror: Det er himlen. I mig, i min mave er nu sol og blå farve. Det er ikke kun uden for mig, uopnåeligt.

Landsætning:

Jeg vil gå fra kirke og dele ud af blåhed og stråler, som lever i mig.

Midfaste, første række

Jeg døber min tunge i mundvand

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15

Teksten er i sig selv en Pi-prædiken

En pi-prædiken (se, Hvad er en pi-prædiken) består typisk af en fortælling, en forklaring og en "landsætning", hvor tilhøreren til sidst sættes tilbage i sin virkelighed med forvandlingen som erfaring.

Som sådan er teksten til midfaste søndag i sig selv en pi-prædiken: En fortælling om en måltidssituation, en forvandling (lidt bli'r til meget) og en reaktion: Han er profetEN. (og så tilmed en lille ekstraopgave i landsættelsen: husk: ikke en konge af "verden"). 

Hvis man vil lave en V-prædiken, kan man bruge det misforståede kongemotiv som syndsdelen, eller man kan lade menneskets mangelfuldhed være menneskets synd: Gud kan frembringe mad i de mængder, det passer Gud. 

Vi er endvidere syndere, fordi vi er ligeglade med sultne.

Tal

Hvis man er til talsymbolik, er det værd at undersøge, hvorfor 7 (2+5) bliver til 12. I Apostlenes gerninger er det omvendt (12 disciple bliver til 7 fattigforstandere, mad).

Kontekst

Perikopen er som sådan en hel perikope, men er bundet til hele kapitel 6 om livets brød. Bemærk, at Johannesevangeliet ikke har nogen indstiftelsesscene i den nat, Jesus bliver forrådt (ligesom synoptikerne). Denne scene er hos Johannes erstattet af fodvaskningen. Kapitel 6 fungerer derfor som Johannesevangeliets nadverindstiftelse.

Derfor er visse detaljer i teksten vigtige: Tiden: Det er ved at være påske. Stedet: Vi er ved Søen (Tiberias/Galilæas) hvilket er vigtigt, fordi søen er en afstand, hvis overvindelse (Jesus går på vandet) giver anledning til den i intensitet stigende dialog, som ender med, at Jesus sætter "er" mellem sig og livsbrød (6,35): "Jeg er livets brød" ("ER" er Guds navn).

Mad er sansning

En stor del af TV's sendeflade fyldes af madprogrammer. Vi lever i en kultur, hvor det er vigtigere hvad vi skal spise, i forhold til om vi skal spise.

Det første spørgsmål hører til i den 1. verden, det andet i den 3. verden. Det er kedeligt at høre om folk, der sulter. Det er spændende at se kendte danskere snakke om mad.

Madprogrammer er god underholdning, fordi de inddrager vore sanser. Levende billeder af en citron, der presses over dampende smør med frisk rosmarin i, får øjnene til at alarmere alle andre sanser.

Jeg mener derfor det er vigtigt at inddrage sanserne i fortælledelen af en pi-prædiken. 

I den forbindelse kan det være gavnligt at udmale, hvilken fisk og hvilket brød, der er tale om.  

Idet vi begynder i prædikenen at spørge om madvarernes kvalitet, er tilhøreren aktiv med mange dele af kroppen.

Man behøver ikke en gang have de rette historiske fakta om den lille drengs 2 madvarer for at kunne begynde sansningen.

Er bygbrød sprødt, fluffy, groft, fint, trægt? Er det evt friskbagt - og hvordan dufter friskbagt bygbrød? Er det bagt i ovn eller på en slags pande (naan)?

Og fisken (selvom den forsvinder ud af historien i løbet af kap 6): Hvis en lille dreng kan medbringe 2 fisk i et mellemøstligt klima i førteknologisk tid, er der enten tale om meget frisk fisk, tørret fisk eller fisk, der er i opløsning.

Da der er tale om småfisk (bemærk lille dreng, lille antal og små fisk kontrasterer mængderne efter underet) og jeg forestiller mig at de er tørrede og kan haves i lommen eller tilsvarende - måske i en snor. Der er tale om en snack.

Hvordan smager tørret fisk? Er den salt? Det siges, at den lugter. 

Visse ting er svære at begynde at spise - visse svære ting kommer man til at holde af. Mange af klodens mennesker kan ikke være kræsne.

En tør knasende lommevarm lugtefisk med et anstrøg af sandstøv er et godt proteintilskud i en brødkultur. Jeg tror man kan vænne sin gane til den og længes efter den. Jeg vil øve mig i tanken om at glæde mig til denne spise og mærke i min mund, hvad de to madvarer, bygbrød og fisk gør ved min gane.

Disposition: 

Fortælling (sansning)

Om at være sulten og glæde sig til at smage noget bestemt, noget stærkt, lugtende og noget med fad smag. Noget hårdt, noget blødt. 

Forvandlinger

Min mund kan blive fuld af vand, når jeg tænker på noget bestemt, navnlig spejderhagl. De er der ikke, men munden reagerer, som om de er der. Gud er gået ind i verden ved at lade sit ord blive menneske - reagerer vi som om det er sket? Kan mit sultende medmenneske komme ind i mig som om han/hun er der? Tror jeg på et bespisningsunder før jeg selv har set mad blive til i menneskers liv uventet?

Landsætning

Jeg vil gå fra kirke og døbe min tunge i mundvand. Hver gang mine tænder løber i vand, vil jeg tænke på det som en forandring, ligesom den forandring, at en trang hos Gud har ført mig tilbage til hans evighed (vist hans søn som tegn), ligesom den forandring, at et andet menneskes nød kan blive min handling...

3. søndag i fasten, Første række

Jeg bliver gravid med ørerne

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.

Men nogle af dem sagde:

»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
             Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.

Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
 »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus.
Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
 I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.

Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede:

 »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

Handler om mange ting

Undertiden ved man først, hvad man har spurgt om, når man hører svaret. For et svar er med til at producere meningen med det spørgsmål, der bliver stillet. Derfor er man sårbar som spørger, fordi man lægger retten til at danne mening ud og væk.

I dagens evangelium er der spørgsmål og svar. Svarene er i høj grad styrende for spørgerens rolle; navnlig det sidste udråb, som svares og giver udråbet ny betydning: Der råbes om graviditet og amning - der svares om at høre Guds ord. Sammenligningen er, at Guds ord går ind i mennesker, hvor det vokser som om det er en baby, fødes og bliver til.... (jeg vil mene kærlighed og gerninger, men det står ikke i teksten).

Udgangspunktet for fortællingen er en helbredelse forstået som en uddrivelse af en dæmon, som gør værtsmennesket stumt.

En sådan opfattelse af sygdom ligger uden for min virkeighedsopfattelse, men jeg kan forstå et mørke, som forhindrer os i at nå hinanden med sprog.

Den vellykkede uddrivelse giver anledning til anklage om, at Jesus er i ledtog med Fanden selv, idet Jesus opfattes som en, der har adgang til det ondes ledelse - herunder, hvor dæmoner skal befinde sig.

Heller ikke denne præmis ligger inden for min virkelighedsopfattelse. Jeg anerkender ikke eksistensen af en beelzebub. Jeg er fascineret af historien om tilblivelsen af forestillingen om en sådan onskabsfyrste og af historien om, hvordan navnet Beelzebub er blevet til: almindeig rivalisering mellem religioner gør, at den ene religion gør den andens gud til det onde.

Men at Jesus anklages for at være i ledtog med det onde, svarer for mig til den plagsomme tilstand, at nogle siger: Religion er skadeligt og kristendom er med til at gøre ondt værre.

En sådan anklage kalder på den teolog, der kan argumentere faktuelt, teologisk, historisk, adfærdsvidenskabeligt etc. En sådan indsats vil svare til Jesu svar i situationen.

Ud over anklagen om ondskab, plages Jesus af dem, der vil se et tegn fra himlen. Med udgangsreplikken må svaret være, at tegnet er i den der hører.

Det svar, Jesus giver, flyder udenfor situationen og er nok sammensat af replikker fra flere sammenhænge.

I begyndelsen af svaret kommer der to stykker: et billede og "et selvmål" til de andre. Billedet er, at ondt ikke kan hæmme ondt (indre splid) og at anklagen kan rettes mod enhver, der gør sådanne gode ting (jødernes egne kloge).

Efter at have vendt argumentet 180 grader, åbnes der for, at det er Guds finger og dermed Rigets nærhed. (om tidens midte se 1.søndag i fasten)

Herefter ryger svarene ud i en mere generel og spredt visdomgenre, hvor kroppen synes at være en bolig, der kan forsvares - og angriberne kan styrkes ved forsvaret selv (våbnene). Der kommer et domsudsagn om at være med Jesus eller imod, om at sprede eller samle (truende tone) og lidt lærdom om ånder, der vender styrket tilbage i antal.

Igen skal jeg oversætte præmissen til andre scenarier end besættelse for at kunne udlægge den: Ja, menesker er sårbare. Ja, sårbarheden kan misbruges og vendes; ja, tilhøresforholdet til Jesus er et JA, og ja: Det menneske, der tror sig fri fra det onde er klar til det mægtiste tilbagefald.

Heldigvis stoppes palaveren af dameskriget: Din mor er salig!

Dette kunne åbne for en mariakult - men man kan også gøre enhver troende til en maria: Ånden kommer og gør ordet i mig levende: Jeg bliver gravid med ørerne, det vokser lykkeligt i mig og vil ud.

Jeg ønsker enhver bevægelse fra mørke til lys fra ondt til godt for mit medmenneske.

Disposition

Fortælling:
Jeg er en del af en stor historie. En historie, hvor mennesker tror på guder og mirakler. Mine forfædre troede, at en menneskerkrop er syg, fordi den er vært for usynlige væsener under ledelse af den onde selv. Det tror jeg ikke, men jeg ved, at omstændigheder - ja også min evne til at gøre et andet menneske lykkeligt eller ulykkeligt, kan få det ene eller det andet kemiske stof til at cirkulere i menneskekroppen.

Forvandling:
Mørke er mørke, hvilken tid, der end forsøger at beskrive det. Jeg vil gerne hænge sammen med ham, som har lyset og overvidner mørket. Jeg har ikke selv evnen, men den kan plantes i mig: Der råbte en kvinde: Lykkelig det liv, der bar dig, Jesus. Og Jesus svarede: Lykkelig den, der hører og bevarer Guds ord. Jeg kan altså blive gravid gennem øret og få Guds ord ind i mig

Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke med et ord i mig, der vokser: Et ord om, at jeg hører sammen med Jesus. Jeg er i sidste ende beskyttet mod det onde - selvom jeg stadig lever i den tid, hvor mennesker altid har beskyldt hinanden for at være i ledtog med det onde. Jeg vil lede efter lys og jeg vil være klar til at smide mørket på porten. Jeg vil være glad og fri. Jeg vil føde godhed til andre. Jeg har givet det onde et spark og jeg er klar til at sparke 7 gange mere - stadig glad. Jeg vil nå min næste med det modsatte af stumhed. Tale og danne lyse billeder.

 

2. søndag i fasten, første række

Må kvinder og hunde sidde med ved bordet?
(Hvad fanden ved man, når man er født i en krybbe).
Matt 15, 21-28

Der foregår en overskridelse i dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde, der får sin vilje (og Guds) ved at argumentere med Jesus.

Bevægelsen består af flere lag:
Geografisk bevægelse til kritisk område: Tyrus og Sidon (bibelsk skældeudland med onde dronninger)
En bevægelse fra skam til accept: kvinden adresserer en mand i det offentlige rum, hindres men lykkes.
En bevægelse fra hedens til jødisk (fra no go til go område). Først hindret med hundeargument, derefter lykkes ved accept af metaforen.
En bevægelse af en ond kraft (dæmon) ud af datteren.

Enhver, der sidder på en kirkebænk og hører denne fortælling, må have svært ved ikke at rejse sig med frydeskrig og høje hop på stedet i jubel over, at Guds forjættelse nu er kommet til os, hundefolk, udenfor, fordi denne kvinde knækkede koden og accepterede rollen som kæle/husdyr, hvorved hendes datter blev befriet fra dæmonen, et billede på vores befrielse fra død og djævel ind i det evige liv!

Imidlertid er problematikken blevet fjern, sløret og glemt i en selvfølgelighed, hvorved det er de andre, der er blevet hundene - vi er jo kristne. Tiden har fået os til at glemme, hvad vi har fået.

Disposition

Fortælling
Der findes tider og steder, hvor mennesker ikke m henvende sig til mennesker på grund af skam.
Hvem har set det? Hvem kan huske det? Kender vi nogen, som ikke må henvende sig til os - selv i den værste nød?

Forvandling
Jeg er blevet forvandlet af en mor. Hun var udenfor, men insisterede på at komme ind. Da hun kom ind, kom jeg ind. Ellers havde jeg været udenfor. Et mørke forsvandt fra hendes liv. Lyset kom ind i mit.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og lede efter dem, der er udenfor, dem jeg synes er for klamme til at ha' med til bords. Jeg vil huske hvordan det var selv at være ude.

1. søndag i fasten, første række

Er finanskrisen en god ørken?

Matt 4,1-11

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Moral eller religion?

Det er fristende at oversætte dagens tekst til en form for moral eller morale, fx ud fra den omvendte slutning: Når satan frister Jesus med magt, og Jesus siger Nej, må de, der har magt, have sagt Ja til satan.

Det kan også være fristende at oversætte de forskellige prøver, Jesus bliver udsat for, til scenarier, vi kender.

Med en sådan "hiven scenen ind i virkeligheden" kan Matt 4,1-11 gøres aktuelt og nutidigt og relevant - og det er bestemt legitimt at gøre.

Jeg synes imidlertid det er vigtigt, at disse tekster er skrevet af religiøse mennesker, der beskriver en religiøs virkelighed, hvor den onde selv har en skæbnesvanger kamp med Guds Søn.

For vores forfædre i troen, er dette altså udtryk for en virkelighed, der indvirker på deres egen virkelighed.

Det onde har ikke magten over Guds Søn - dette sætter mig i et særligt forhold til både det onde og til Guds Søn.

Koder

De tre synoptikere (Matthæus, Markus og Lukas) bruger fortællingen om Jesus i ørkenen forskelligt.

I Markusevangeliet er den fortalt som en notits. Fristelsens indhold nævnes ikke. Blot 40 dage, fristelse og engle. På den måde bliver de 40 dage en iscenesættelse af folkets 40 år i ørkenen, altså en reselsesperiode, inden han skal "ta' hul på Riget".

Hos Matthæus er "ud af ørkenen motivet" (exodus) flyttet til Jesu barndom (flugten fra Herodes) og fristelsen foldes ud til en lærdomssamtale med skriftord som tilbagevisningsmiddel, indtil "Vig bort" som kommer til at korrespondere med Peters fornægtelse 16,23

I Lukasevangeliet har satanepisoden den nok mest fascinerende udgang: Den indleder "Tidens Midte" hvor den onde er væk. Den onde vender tilbage i Judas' hjerte inden forrådelsen. 

Tidens midte er afgørende for forståelsen af Lukas' frelse i hans dobbeltværk.

Fandens findes ikke

For mig er Satan ikke en reel person. Jeg anerkender at han/den er det for andre og tager en sådan opfattelse alvorligt.

Jeg mener godt vi kunne erstatte "vi forsager djævelen" med "vi giver det onde fingeren"

Selve fingergivningen kunne ritualiseres.

Dermed taber Matt 4,1-11 også sin faktualitet på det almindelige plan. 

Men nu er det jo ikke en fortælling inden for det almindelige.

For mig er denne fortælling virkelig således:

Jeg tror at Gud findes. Jeg tror at Guds Søn findes og har levet og stadig lever og at han har vundet over det onde og at denne sejr er fuldkommen, men ikke endeligt implementeret. Det onde er ikke væk, selvom det har tabt. Denne tro gives og gøres levende ved Guds Ånd i mig.

Den samme Ånd har gjort troen levende i mine forfædre, som har skrevet og talt - bl.a. denne fortælling om Jesus og satan. 

Jeg tror og mærker, at Guds Søns sejr over det onde er sket gennem Guds Søns lydighed (Fil.2). Denne lydighed kan beskrives som hans almindelige lydighed mod projektet - hvilket førte ham gennem døden. Denne lydighed kan på mange måder fortælles som fravalg.

Matt 4 1-11 er en af disse.

Tilbage til virkeligheden

Jeg blev forleden spurgt, om finanskrisen kunne mærkes positivt/negativt i mit arbejde.

Jeg svarede, at jeg som tjenestemand er så heldig, at jeg næsten ikke kan sætte mig ind i den smerte og de usikkerheder og de tab, som mange har måttet gå igennem.

Samtidig - med fare for at være arrogant - må jeg sige, at finanskrisen er en rig tid; mennesker bliver ikke i samme grad rykket rundt efter mere og mere rigdom, men besinder sig i stigende grad på relationer, som noget værdifuldt.

Disposition I

Fortælling
Før finanskrisen var danskerne i en boble og blev rykket rundt efter materielle goder. Vi er kommet ud af det og kan se andre værdier.

Forvandling
Denne rensende bevægelse finder også sted på et guddommeligt plan: Jesus vinder over det onde, som vi stadig ser, men som ikke har magten: Som vil erstatte Gud, men som ikke kan.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og øve mig i, at komme ud af ørkener på en god måde - og skulle det være svært, så vil jeg vide, at det er lykkedes - på et højere plan. Jeg er med i det.

Disposition II...

Denne søndags evangelium komplementeres ualmindeligt godt af læsningen fra Det Gamle Testamente.

De tre fristelser, Jesus udsættes for, svarer til "mad, lydighed og magt" i Edens have.

Adam er en eventyrfigur, men..

Jeg anser ikke fanden for at være en person. Jeg anser heller ikke Adam for at være en historisk person. Alligevel siger Adam mere om mit liv, end hvis han havde været en virkelig person.

Mennesket er et væsen, som har tabt noget - og Adam lærer os om det. Jesus er en historisk person - og at han er Kristus betyder, at han genvinder det, Adam har tabt.

Skamfingeren og pegelæberne 

Adam og Eva er meget hurtigt meget aktive i brugen af den finger, hvormed man skyder med skyld. Det er tankevækkende, at andre dele end netop den finger, har fået navne med "skam-".

Tænk, hvis vi lærte at pakke skamfingeren sammen og lærte at pege på hinanden med læberne, klar til et kys.

Menneskets bestemmelse

Det er svært at sige, hvad det er, der gør mennesket hjemløst. Det er et kompliceret spørgsmål at besvare, hvorfor mennesker ikke kan finde deres bestemmelse og deres rolle.

Hvorfor siger man, at slagen er ond? Den gør jo det, den skal! Mennesker derimod, skøjter rundt og ved ikke hvad livet er.

Slagens ondskab er en tolkning på dens farlighed og vrede ansigt.

Rent evolutorisk er mennesket et dyr med en overdimensioneret hjerne gemt i et meget stort hoved.

Vores store hoved gør det livsfarligt at føde og blive født. Vores store hoved rummer tanker om vores liv og vores endelighed.

Vores oprejste gang gør hænderne fri til gerning - fx arbejde. Er arbejde vores bestemmelse - eller er det en forbandelse?

Måske er shopping en sidste rest af en naturlig samlertilværelse, mens arbejde er en afart.

Brød og flyvning

Fanden frister Jesus med brød og tilbudet om en flyvetur. At Jesus kan sige nej til brød, er sejren i en øvelse, hvor han kan definere, hvad der er til ham og hvad der ikke er.

Flyvning er ikke menneskets bestemmelse. Eller er det? Lad os tænke på, hvad mennesket bruger flyvning til. Vold, egoisme? Kærlighed?

Jeg æder ikke støv

Jesus bliver bedt om at kaste sig ned. Kun slanger er nede. At slangens føde i følge legenden skal være støv, er gådefuldt, men rummer et tolkningspotentiale: Støv betyder det forgængelige. Kun eet måltid ligger uden for det forgængelige: Nadveren.

Nadveren er et måltid, som er resultat af to arbejder: Det ene arbejde er bondens, bagerens og vinpresserens. Det andet arbejde er Jesus'. Det ene arbejde frembringer brød og vin. Det andet gør brød og vin til en ny pagt og bringer mig til min bestemmelse.

Disposition

Fortælling

En dreng har en slange som kæledyr. Det er en ugiftig sno, som æder hårløse rotteunger ved at "tage kæben af". Alle synes den er klam, men drengen elsker den og er fascineret af det, den kan.

Forvandling

Jeg kan ikke tage kæben af. Jeg ved ikke, hvad jeg som art skal. Jeg har svært ved at definere, hvad der er til mig. Jeg savner at være i den have, hvor jeg kan mærke hvad jeg skal være. Jeg vil have en bid af den nye pagt. Jeg vil smage, at min ubestemmelighed ikke er et mål i sig selv..

Landsætning

Jeg vil går fra kirke og spise, flyve og kaste mig ned for kærligheden: Kan mad bruges til noget godt? Kan flyvning bruges til noget godt? Er det ok at kaste sig ned, hvis det drejer sig om at tage "støvet" for andre? Min bestemmelse hedder Kærlighed

Fastelavns søndag, første række

Jeg er i kontakt med ild og åbne himle

Nederst i dette blogindlæg har jeg sat dagens tekst (Matt 3,13-17) med sin nærmeste forudgåeden kontekst. Teksten til fastelavns søndag er nemlig en kulmination efter en trinvis stigning:

Præsentation af Johannes og hans praksis, hans Esajasforbindelse, hans domsprædiken, hans foreløbige dåbspraksis med syndsbekendelse, hans skideballe til farisæere og saddukæere (Abraham og sten, se Store Bededag 1) og ikke mindst præsentationen af hans efterfølger: Ånd og ild, skovl og tærskeplads - evig ild.

Det er med denne baggrund, Jesus bliver døbt.

Efter at Jesus er blevet døbt, slutter fortælingen brat. Hvis jeg var en søvnig afskriver af Mattæus i håndskrifternes tid kunne jeg nemt være faldet for vanen med at skrive: Dette skete for at det ord skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten der siger: ... Men det står der ikke. Både Esajas os Ps 2 er inkluderet i selve fortællingen og den hopper direkte over i ørken og fristelse (4,1f).

Når jeg gør opmærksom på den nære forudgående kontekst, er det for at forhindre, at scenariet omkring Jesu dåb, bliver for yndigt. De åbne himle er kulminationen på fortællingen om en praksis og en forkyndelse, som er voldsom. Afgørende voldsom.

Til den fjerne kontekst hører Matt 28,19-20 bedre kendt som missionsbefalingen, hvor det at døbe og lære er omtalt helt kort og uden ild og skovle og med Fader, Søn og Helligånd som tre navne og ikke tre aktører, som i fortællingen og Jesu dåb.

Hvis man gerne vil holde en V-prædiken, er det gavnligt at forklare om dåben dogmatisk: Et bad, en pagt til syndernes forladelse.

Udfordringen ved at holde en Pi-prædiken over denne tekst er, at dåben let bliver en Johannes-dåb; altså en omvendelsesdåb, idet Pi-prædikenen som sit omdrejningspunkt har forandringen/forvandlingen. De, der kom til Johannes, blev vasket efter at have bekendt deres synder. Det er en gang fra tilstand 1 til tilstand 2.

Forvandlingen

Den forvandling, jeg vil fokusere på i denne Pi-disposition er forvandlingen fra at tænke dåb som noget lille (borgerlig yndig barnedåb) til at tænke dåb som noget stort (apokalyptisk scenarie med ild og åbne himle).

Denne forvandling kunne være at gå fra at tænke min dåb som Johannæisk til at være en Kristus-dåb.

Den kan også fortælles som at være en forandring fra den gamle pagt (jeg gør noget for Gud) til den nye pagt (Gud gør noget for mig).

En prædiken om dåbens dogmatiske indhold, ville jeg afholde mig fra. 

Disposition

Fortælling:

Jeg drømmer om min egen dåb. Jeg drømmer om, at vand løber over mit hoved og at det betyder noget. Alverdens mørke bliver skyllet væk. Jeg associerer til alle lykkelige badescener: Fra morgengrimhed til sang under bruser - fra sved til dukkert i Vesterhav. Jeg går fra at være verdens grimmeste til at være verdens lækreste.

Forvandling:

Jeg vil tænke hele universets kraft ind i min dåb. Jeg vil tillade min fantasi at forstå verdens tilblivelse og verdens fuldendelse som noget mere end det kolde mekaniske univers. De dråber, der faldt på min pande, da jeg var spæd, var dråber indeholdende Ånd, som både kan være ild og due. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i gyset ved, at være i hænderne på ham, der har en skovl - det skal være et gys fuld af kærlighed. Jeg vil tro på, at han virkelig er Guds Søn, fordi flere himle åbner sig over mig og kæmpestemmen råber det ud.

Landsætning

Når jeg er færdig med at bruge min fantasi, vil jeg stille og roligt gå fra kirke med en ild inden i mig. Det er levende ånd, som fortæller mig at jeg er med i et stort projekt. I det projekt bliver menesker befriet af Gud. jeg har for et minut siden siddet på en skovl og er blevet kastet den rigtige vej - nu vil jeg åbne himle for andre og dømme dem frie. Jeg vil tænke på et bad, der gør menesker dejlige...

v1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2 »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3 Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:

Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
v4 Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.
v7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? v8 Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, v9 og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. v10 Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.
v11 Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. v12 Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes.«

Jesu dåb

v13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. v14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« v15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. v16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; v17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«