søndag den 27. januar 2013

Septuagesima søndag, første række

Nedfaren i jorden

Markus 4,1-20


Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:

»Hør her! En sædemand gik ud for at så.

Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.

Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.

Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte.

Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«

Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«



Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.


Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet.

Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.

De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.

Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.

Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

V-prædiken eller Pi-prædiken?

Lignelsen om den gode jord, egner sig bedst til en V-prædiken, hvor den nedadgående streg marker en anskueliggørelse af menneskets synd, forstået som manglende evne til at tage imod Guds ord: Ondskab kommer udefra, manglende rødder og næring (hvis man er nationalist, kan man sørge over manglende rødder i dansk kultur), livets genvordigheder, nutidens forfølgelse: Det er usmart at tro kirken.

I bunden af prædikenen kan forhærdelsesmotivet udfoldes, som så afløses af løsningen: Netop idet jeg erkender min fallit, som afsvedet tidselgemyt, er ordet faldet i god jord, for da er jeg klar til at råbe efter frelsen, som kommer i Jesu død. 

Pi-prædiken
Det er vanskeligere at lave en Pi-prædiken over teksten - og derfor en morsommere udfordring.

Forhærdelsesmortivet (messiashemmeligheden) er svært at få plads i en forvandlingssøgen, medmindre man ganske enkelt parrer de to billeder: Forhærdelsen og den gode jord: I den gode jord dækkes kornet netop for at kunne spire. Messiashemmeligheden er en åbenbaringsforsinkelsesstrategi: Menneskeheden må ikke kende Jesu Himmelskhed før efter hans død. En for hurtig afsløring, vil afsvedde missionen. Herligheden bliver midlertidigt begravet. Hermed er billedet triblet, idet Jesu død/opstandelse er afsløringen: 

Korn i jorden, åbenbaring gemt ned, Jesus i jorden.
Korn op, åbenbaring frem, Jesus op.

Det, der i Pi-prædikenen forvandler mig, er ikke min erkendelse af min synd, men at Jesus selv er det korn, der er gået i jorden og spiret op igen. Kunsten er her at anskueliggøre, hvordan man som troende hægter sig på hans død som livgivende bevægelse.

Korn og fattigdom

En Pi-prædiken slutter med en landsætning hvor tilhøreren konkret gives bud på handlinger på den glade side af en forvandling. 

At lignelsen bruger et overflods billede om korn, vidner om, at den er fortalt i en kontekst, hvor mad er den nærmeste lykke. Det er derfor nærliggende at lade opfordringen handle om sult.

www.noedhjaelp.dk eller sms "NØD" til 1212 (150,- kr)

Bekymring som mangel på evighed

Jeg arbejder pt på at forstå bekymring som "mangel på evighed" idet "tilstedeværende evighed" er håb. Håb og bekymring har det til fælles, at de overskrider nutiden ved at tage fremtiden ind. Bekymringen negativt, håbet positivt. 

Evighed forstår jeg som noget andet end tid (tidens modsætning), og håb har evighedskarakter med sin evne til at tage en endnu ikke opfyldt positiv fremtid ind og gøre den til levende glædelig nutid.

Med hvad så med bekymringen?

Disposition

Fortælling
Jeg elsker at se udfoldelse. Jeg elsker at se små sprøde og kække spirer, der vokser og folder sig ud. Jeg elsker at høre om mennesker, der folder sig ud, folder evner ud, drømme. Jeg drømmer om, at planter, der folder sig ud, bliver til mad, så mennesker kan folde sig ud. Jeg vil gerne arbejde på det, men jeg bliver forhindret. Det bliver snuppet, det visner, det bliver glemt.

Forvandling.
Jeg vil huske på, at det umulige kan folde sig ud. Når vi er døde kan vi ikke længere udfolde os, men: Jeg vil huske på, at Guds Ord er blevet til et menneske, som foldede sig ud, selv efter at han var kommet i jorden. Jeg hænger sammen med denne udfoldelse. Samtidig med at jeg har fingrene i alt bøvlet, folder jeg mig ud i en anden dimension - her lykkes det.

Landsætning
Jeg vil hente kraft, der, hvor det lykkes. Jeg vil hente udfoldelsens kraft ind i mit liv fra udfoldelsens dimension. Jeg vil prøve mig frem: Kan jeg give 30 menesker mad? Kan jeg give 60 mennesker mad? Kan jeg give 100 mennesker mad i morgen? Og hvis jeg kan, hænger jeg så mere eller mindre sammen med den vellykkede udfoldelse, Jesu opstandelse? 

Jeg tror den står fast, men jeg kan rokkes.














søndag den 20. januar 2013

Søndag septuagesima, første række

Forskellige tidshistoriske kontekster - men ondt i r.... er nok en universel lidelse

Matt 20,1-16

Til alle tider har mennesker haft svært ved at unde hinanden noget. Kain slog vist Abel ihjel af den grund - og langt de fleste drab er jalousidrab. På dansk hedder det jævnt at have ondt i røven, hvilket i praksis er en kraftoverførsel, idet den lidende part ofte har ondt i den legemsdel, som han netop ikke sidder på, men som andre sidder på (se Martha og Maria).

I dagens tekst er misundelsens genstand "at få himmeriget". Lignelsen er rettet mod mennesker, som kunne finde på at give ondt af sig, fordi nogle bliver "hyret" i 11. time.


I vil blive skuffede, når I ser, hvem der bliver frelst!

Til særligt fromme mennesker, som mener om sig selv, at de med deres praksis og tro kommer i himmeriget, mens andre, med deres ringe levned kommer i helvede, er det rart at bruge denne lignelse: I bliver skuffede, når i møder os andre. 

Desværre tror jeg ikke den slags fromme findes mere - og det evige liv som trofæ er et ringe stridsæble, da vi vist har mistet evnen til at forestille os livet i opstandelsen konkret.

Jeg øver mig hver dag i at tænke det evige liv konkret, selvom jeg hele tiden gør et nummer ud af, at evighed er noget væsensforskelligt fra tid (det giver heller ikke mening at tale om "til evig tid" da tid er noget andet end evig. Det skal hedde "evigtid" for så er det en anden slags tid).

Historiske kontekster

Jeg ser for sig, at dagens lignelse har forskellige funktioner til forskellige tider. 

Hvis Jesus virkelig har stået og fortalt den (tid 1), er målgruppen misundelige rettroende jøder, som har nederen over, at nogen, som ikke har levet rettroende (før i sidste øjeblik) loves den samme evighed, som dem.

Tid 2 er affattelsestiden. Da ham, vi kalder Matthæus, skrev ordene ned, kunne konteksten være et ligestillingsproblem i menigheden i slutningen af det første århundrede - altså et disciplinarproblem.

Eftersom lignelsen handler om lighed, er det påfaldende, at slutordet handler om forskel (først og sidst). Den er lidt skæv i en ellers helstøbt og fint opbygget lignelse. Perikopen er i øvrigt hel.

Lær mig at elske min opstandelse og fri mig fra ondt i røven

For at forstå lignelsen, skal jeg forstå lønnen. Hvis jeg vil bruge lignelsen til min tro, må jeg lære at tro lønnen som noget virkeligt.

Der er altså to øvelser, der følges ad: at undgå at have nederen over andres løn (frelse) og at forstå, hvad frelse er (evigt liv).

Måske er misundelse noget man vikler sig ind i, mens opstandelse er noget, man opnår, når man har viklet sig ud. Tid er indvikling, evighed er udvikling fra tid.

Disposition

Fortælling
Jeg vil fortælle om en uretfærdighed, som nager mig. Om mit eget slid og de andre, der slipper for let. Jeg vil fortælle om, hvor godt de har det, alle dem, der altid skulker og dukker op i sidste øjeblik og spørger om der er noget de skal gøre - om hvordan deres blærede grin vækker mit had. Jeg vil fortælle om, hvor meget, jeg trænger til at blive viklet ud af den følelse.

Forvandling
Jeg skal leve evigt. Der venter mig en tilværelse hjemme hos Gud - en tilværelse, der overgår alt. Jeg får den, fordi Jesus har betalt - og jeg tror det. I dette perspektiv bliver, hvad den ene får og hvad den anden får en forsvindende bagatel. Og skulle det nage, husker jeg, at evighed er noget andet end tid. Jeg kan kun føle mig snydt i tiden - ikke i evigheden. Snydt bliver man over det, man ikke nåede at få. "Nå" betyder tidsramme.

Landsætning
Jeg har en aftale med Gud. Han under mig sin evighed, givet med hans søns død. Han under mig dette - hvad under jeg min næste? Jeg vil gå fra kirke og øve mig: Jeg vil øve mig på at unde andre alt og glæde mig over, at alt er givet til mig.

Dagen Septuagesima

Septuagesima betyder den 70. Der er 70 dage til påskens befrielse og denne gudstjeneste tæller ned med en iscenesættelse fra de 70 år i Babylonsk fangenskab: Vi er i eksil i tiden, indtil vi bliver befriet ved Kristi opstandelse.

Denne scene kan være en prædiken i sig selv.











torsdag den 17. januar 2013

Sidste søndag efter Hellig 3 Konger, første række

Han, til død; vi, til liv

Matt 17,1-9

Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.

Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.

Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.

Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.

Kontekst: 
Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.

Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.

Bemærk mulige skabelsesformler:
Og se.
Og se.
Og de så kun...

Disposition

Fortælling
Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.
 
Forvandling:
Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt.  Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.

Landsætning:
Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...













søndag den 13. januar 2013

2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække

Masser af forvandling

Johs 2,1-11

En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.

Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.

Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.

Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...

Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.

Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.

Hvis jeg var vandet i karret...

En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.

Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter. 

Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?

Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed. 

Hvorfor "ind i"?

Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden. 

Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof. 

Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.

Disposition

Fortælling
Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.

Forvandling
Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.






lørdag den 5. januar 2013

1. søndag efter Hellig 3 Konger, første (og anden) række

Hjemme hos Gud

Luk 2,41.52

Når jeg er færdig med at oversætte dagens tekst, forstå den i dens nærmeste og fjernere kontekst, undersøge, hvordan teksten fungerer i sig selv og med sin kontekst og eventuelt i samklang med andre forudsatte skrifter, stiller jeg spørgsmålet, om jeg kan kende min evangelist i denne tekst - eller om han overrasker mig. 

Herefter begynder jeg at vælge en eller flere stumper af teksten, som kan blive temaet i min prædiken - eller om det skal være selve tekstens bevægelse eller "energi" der er temaet. Min forskellighed fra evangelisten kan også blive temaet - eller ligefrem evangelistens forskellighed fra sit eget projekt. 

Oversættelse
Jeg hæfter mig ved at man har valgt en mere uhøjtidelig oversættelse af "de lærdes midte" i v46. Igen er i begyndelsen af samme vers udeladt "Og det skete". Jeg mener ikke det er forsvarligt at skille denne skabelsesformel fra "tre dage" i tempelbesøg nr. 2. Måden, hvorpå Jesus formulerer sit svar i v49 er højstemt i sin konstruktion. Understreger visdomsaspektet.

Kontekst
Fortællingen kommer lige efter Simeon (jesus er stadig baby) og ige inden han debut som voksen: Dåben.

Fortællingen danner afslutningen på legendeklyngen om Jesu barndom - men er synkobisk forbundet med døberens fremtræden (se gammel og ny pagt i indlægget om 3. søndag i advent). Fortællingen er en slags skelsalderlegende.

En, to, tre Tempel: Lov, undren, sprængning

Et tema for en prædiken kan være den stigning der er i Jesu besøg i Templet.
Først bliver fremstillet helt i overensstemmelse med loven. Dernæst vækker han undren med sin debat. Og til sidst vælter og flækker han det (Luk 19,40 og 23,45).

Synd eller forandring?

Hvis jeg skulle lave en V-prædiken, ville jeg lede efter synd i teksten. Jeg ville spørge med tekstens slutning: Går jeg frem i yndest og gunst hos Gud og mennesker? Jeg ville udmale, at den yndest jeg får hos mennesker er falsk og er på andres bekostning. Og så ville jeg svare "Ja" til at jeg går frem i yndest hos Gud, fordi Kristus er død og har sonet min synd.

Men nu er det en Pi-prædiken, jeg vil lave - og derfor leder jeg efter en forandring. 

Er der en "tilstand 1" og en "tilstand 2" som svarer til det, der gør mig glad i min tro?

Ja, "hjemme hos Gud" er en forandring, når den går op for mig. 

En anden forandring er, at Jesus tilsyneladende gør noget "mod" sine forældre, men at det alligevel er værd at gemme i et hjerte.

En tredje forandring findes i "Og det skete" (skabelse) og "Efter tre dage" (genløsning).

Disposition "Hjem" og "Findes"

Fortælling
Jeg hører hjemme i Danmark, i min familie i mine vaner. Jeg findes og det hele findes - og alligevel kan jeg føle mig hjemløs og trænge til at blive fundet.

Forvandling
Jeg er med i en historie, som fortæller mig, at når jeg findes, betyder det så uendeligt mere end bare at være til. Det betyder virkeligt at jeg hele tiden er i gang med at blive til og blive fundet i en ufattelig stor sammenhæng.

Landsætning
Jeg vil gå kirke og lægge mærke til, hvor dejligt det er at findes blandt andre mennesker, når jeg samtidig findes i al evighed. Tre ganske særlige dage gør, at jeg har lov at sige om mig selv, at jeg har hjemme hos Gud. Det skægge er, at det gør mig mindre fremmed her. 

Markus 10,13 ff

Hvis man vælger at prædike over 2. række, bør man huske, at "søde børn" er en opfindelse som er mnage hundrede år yngre end Markusevangeliet.

Jeg mener ikke, at det er åndshistorisk forsvarligt at lade et romantisk eller moderne syn på børn forstyrre Mk 10.

Børn er en byrde og de har ingen status, før de kan deltage i produktion og repoduktion.

i samklang med Markusevangeliets helhed, vil jeg mene, at prædikenens tema er: Statusløs og værdiløse kommer ind i Riget.



















 







  







torsdag den 3. januar 2013

Hellig 3 Konger

De gik en anden vej hjem

Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej. 

"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).

Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.

Hvad står der ikke i teksten?

En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten. 

F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".

Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.

Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger. 

Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln. 

Jeg elsker H3K

Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.

Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.

Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.

Matthæus' kabale

Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende. 

"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).

Det er ikke to begivenheder, men een energi.

Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid. 

Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.

I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond. 

Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).  

Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.

Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.

Kontekst

Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.

Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.

Disposition

En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende. 

Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.

Forvandling: 
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.

Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.






søndag den 30. december 2012

Nytår

Lov og menneske

 Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21


Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.

Kontekst

Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.

Jesus og Riget

Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk. 

Riget modtages i tro og tillid.

Lov

Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.

"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser. 

Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.

Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.

Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.

Menneske

Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.

Det er et dogme.

Hvad er et dogme?

Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus

Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.

Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.

Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske. 

Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.

Mig

Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.

Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.

Disposition:


Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.

Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...

Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?

Barnet

Voksenlivet - det er bare noget vi leger.