Visse apokalyptiske genrer indeholder en afsindig energi. En slags festhysteri. Kunsten er at destillere energien og glæden ud af det religiøse vanvid, som apokalyptikken også er gjort af.
Teksten:
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. 33 Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. 34 For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
35 I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt 36 og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. 37 Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. 38 Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. 39 Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. 40 Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
41 Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« 42 Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? 43 Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! 44 Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. 46 så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. 48 Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.
(Tekst slut) lukas 12,32-48
----
For at beskrive mit syn på tekstens ærinde laver jeg lige en sammenstilling af vv 47 og 32 i omvendt rækkefølge:
" 47 Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl.
(men (red))
32 Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget."
--
Teksten er et sammenrend af forskellige apokalyptisk eskatologiske lignelser samt omsorgs- fest- indbruds- og ansvarsbilleder.
Først er hjorden genstand for kærlighed. En hjord har ikke noget ledelsesansvar. Til sidst er genstanden den samme, men med højst muligt ansvar (arbejsledere). Pointen er adgangen til Riget. Det er derfor jeg mener v32 skal læses til sidst igen.
Formålet med passagen er at bevare en form for apokalyptisk friskhed. Det er tankevækkende at Lukas er forfatter til et dobbeltværk, som beskriver tilblivelsen af et fællesskab om Kristustroen, som netop, og netop legitimt, har forladt stadiet Apokalyptisk friskhed.
Det samlede Lulanske dobbeltværk ser altså tilbage på "nu kommer dommedag-alderen" som et for kirken tilbagelagt stadie, men har stadig en længsel efter dens energi.
Energiudsekslingen mellem festen som gave og opgave er et konstant kristent benspænd. Simul justus et peccator er en løsning og samtidig øjebliksbillede på problemet.
Den forvandlende energi i teksten finder jeg dels i det længselsfulde fravær af forgængelighed i omsorgsbilledet, almissen, og i den "hype" som kendetegner gommens komme. Sidstnævnte kan sammenlignes med surpriseparty eller det tålmodige presseopbud ved en mediebegivenhed. På babyplan er "borte, borte, tit-tit" en forløsning i samme dur.
-----
Disposition:
Tænk, hvis jeg vandt i Lotto! Jeg ville have en rød sportsvogn og holde uforglemmelige fester, jeg ville købe mig til udødelige øjeblikke - hvis de fandtes...
Forvandling
Først går man så gruelig meget igennem, så bliver man glemt, siger skuespillerne, som ellers omgiver sig med blitzlys og glamour. Nævn en celeber fra forrige generation, hvem husker navnet? Hvor er bilen? Væk. Skaf skatte, som ikke forgår og hent i den en friskhed, som er stærkere end alle fester, alle forventningfulde brude, alle presseopbud som hvis Elvis ikke var død. Jeg bliver gjort evig af ham, som byttede al rigdom med fattigdom og afkald, Kristus. Alt forsvinder, men forsvindelsen har mistet sin kraft, da han, som tilhører den evige himmel gjorde sig til en som mig, der skal forsvinde.
Landsætning
Jeg vil ud og finde evigheden: gaven til den, som intet har. Jeg vil hente forventningens energi til mødet. Jeg vil møde min frelser og min skaber i dette møde, men uden frygt, fordi jeg jeg tilhører en flok under omsorg. Jeg burde gi' det hele, men jeg dømmes af ham, som gav det for mig. Jeg gør det så godt jeg kan som det elskede menneske jeg nu er.. Evighed og evighed mødes: den evighed, der er i mig og den jeg møder i mit medmenneske.
32 Μὴ φοβοῦ, τὸ μικρὸν ποίμνιον, ὅτι εὐδόκησεν ὁ πατὴρ ὑμῶν δοῦναι ὑμῖν τὴν βασιλείαν.
33 Πωλήσατε τὰ ὑπάρχοντα ὑμῶν καὶ δότε ἐλεημοσύνην• * ποιήσατε ἑαυτοῖς βαλλάντια μὴ παλαιούμενα, θησαυρὸν ἀνέκλειπτον ἐν τοῖς οὐρανοῖς, ὅπου κλέπτης οὐκ ἐγγίζει οὐδὲ σὴς διαφθείρει• 34 ὅπου γάρ ἐστιν ὁ θησαυρὸς ὑμῶν, ἐκεῖ καὶ ἡ καρδία ὑμῶν ἔσται.
35 Ἔστωσαν ὑμῶν αἱ ὀσφύες περιεζωσμέναι καὶ οἱ λύχνοι καιόμενοι• 36 καὶ ὑμεῖς ὅμοιοι ἀνθρώποις προσδεχομένοις τὸν κύριον ἑαυτῶν πότε ἀναλύσῃ ἐκ τῶν γάμων, ἵνα ἐλθόντος καὶ κρούσαντος εὐθέως ἀνοίξωσιν αὐτῷ.
37 μακάριοι οἱ δοῦλοι ἐκεῖνοι, οὓς ἐλθὼν ὁ κύριος εὑρήσει γρηγοροῦντας• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι περιζώσεται καὶ ἀνακλινεῖ αὐτοὺς καὶ παρελθὼν διακονήσει αὐτοῖς. 38 κἂν ἐν τῇ δευτέρᾳ κἂν ἐν τῇ τρίτῃ φυλακῇ ἔλθῃ καὶ εὕρῃ οὕτως, μακάριοί εἰσιν ἐκεῖνοι. 39 τοῦτο δὲ γινώσκετε ὅτι εἰ ᾔδει ὁ οἰκοδεσπότης ποίᾳ ὥρᾳ ὁ κλέπτης ἔρχεται, οὐκ ἂν ἀφῆκεν διορυχθῆναι τὸν οἶκον αὐτοῦ. 40 καὶ ὑμεῖς γίνεσθε ἕτοιμοι, ὅτι ᾗ ὥρᾳ οὐ δοκεῖτε ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἔρχεται.
41 Εἶπεν δὲ ὁ Πέτρος• κύριε, πρὸς ἡμᾶς τὴν παραβολὴν ταύτην λέγεις ἢ καὶ πρὸς πάντας; 42 καὶ εἶπεν ὁ κύριος• τίς ἄρα ἐστὶν ὁ πιστὸς οἰκονόμος ὁ φρόνιμος, ὃν καταστήσει ὁ κύριος ἐπὶ τῆς θεραπείας αὐτοῦ τοῦ διδόναι ἐν καιρῷ [τὸ] σιτομέτριον; 43 μακάριος ὁ δοῦλος ἐκεῖνος, ὃν ἐλθὼν ὁ κύριος αὐτοῦ εὑρήσει ποιοῦντα οὕτως. 44 ἀληθῶς λέγω ὑμῖν ὅτι ἐπὶ πᾶσιν τοῖς ὑπάρχουσιν αὐτοῦ καταστήσει αὐτόν. 45 ἐὰν δὲ εἴπῃ ὁ δοῦλος ἐκεῖνος ἐν τῇ καρδίᾳ αὐτοῦ• χρονίζει ὁ κύριός μου ἔρχεσθαι, καὶ ἄρξηται τύπτειν τοὺς παῖδας καὶ τὰς παιδίσκας, ἐσθίειν τε καὶ πίνειν καὶ μεθύσκεσθαι, 46 ἥξει ὁ κύριος τοῦ δούλου ἐκείνου ἐν ἡμέρᾳ ᾗ οὐ προσδοκᾷ καὶ ἐν ὥρᾳ ᾗ οὐ γινώσκει, καὶ διχοτομήσει αὐτὸν καὶ τὸ μέρος αὐτοῦ μετὰ τῶν ἀπίστων θήσει.
47 Ἐκεῖνος δὲ ὁ δοῦλος ὁ γνοὺς τὸ θέλημα τοῦ κυρίου αὐτοῦ καὶ μὴ ἑτοιμάσας ἢ ποιήσας πρὸς τὸ θέλημα αὐτοῦ δαρήσεται πολλάς• 48 ὁ δὲ μὴ γνούς, ποιήσας δὲ ἄξια πληγῶν δαρήσεται ὀλίγας. παντὶ δὲ ᾧ ἐδόθη πολύ, πολὺ ζητηθήσεται παρʼ αὐτοῦ, καὶ ᾧ παρέθεντο πολύ, περισσότερον αἰτήσουσιν αὐτόν
torsdag den 12. juli 2018
8. Søndag efter Trinitatis, anden række
Her slutter bjergsprædikenen, hold fast.
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν
Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)
Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.
Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.
Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.
Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.
Disposition:
Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.
Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.
Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.
Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν
7. Søndag efter Trinitatis, anden række
Er det relevant at skulle være klar til at dø for sin tro og at skulle vente til dommedag med at have ret?
Teksten:
24 En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. 25 Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
26 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Mattæus 10,24-31
----
Jeg synes Mattæusevangeliet er spændende som historisk dokument, men jeg må indrømme, at visse tekster er uegnede til at bruge som udgangspunkt for moderne kommunikation med det formål at styrke eller måske ligefrem danne troen hos moderne mennesker.
Det, som gør denne tekst særligt uegnet er bl.a. 3 forhold: 1 vi er ikke udsat for livsfare og forestående martyrium i Danmark. 2 anskueliggørelsen a minori ad majus (fra det mindre til de større) er ikke en almindeligt forståelig argumentationsfigur i moderne dansk. 3 det er ikke almindelig folkekirkekristendom at vente på dommedag for at få ret i at kristendommen nok jar ret i at Jesus er Guds søn og verdens dommer.
-----
24-25. I oldtiden havde lærlinge og husfolk samme skæbne, som dem, der "ejede" dem. Et lignende forhold er der mellem Jesus og tilhører/troende. Hans grumme skæbne er de ikke hævet over.
26-27. Det, der bliver sagt nu ( i mørket, dvs i denne grumme verden med forfølgelse) skal komme frem, når dommedag bryder igennem og Jesus kommer på skyerne i herlighed etc.
28a der er ikke tale om sjælens udødelighed, men om ψυχὴν dvs den side af livet (livet selv), der er forbundet med troen.
28b ham der kan lade begge gå fortabt, er Gud.(ikke fanden)
29 verdens billigste fugl dør med Gud, dvs Gud er med i alt.
30 Gud har fuldstændig styr på jer i mindste detalje.
31 I er værdifulde
---
Udgangspunktet for en moderne prædiken kunne være en gen-vitalisering af apokalyptikken som en eksotisk fantasy indre oplevelse. Forestillingen om, at der under overfladen af det tilsyneladende ligger en guddommelig virkelighed og venter på at bryde frem i kæmpevælde og vise det fattiges rigdom det forkastedes glans.
En moderne genvitalisering af kristenforfølgelser kunne være presset fra ligegyldigheden og trivialiteten...
Disposition
Fortælling
Jeg står med et gammelt skrift i hånden. En gang var blækket vådt og ved at tørre for første gang. Det var et nyt skrift. De kristne var få og deres verdensopfattelse veird. Den henrettede galilæer skulle ved verdens ende vise sig at være hele verdens sande dommer. Få vidste det, men hvis de holdt fast ved sandheden og gik i død og pine for den, ville det vise sig i al herlighed, at sådan er det.
Forvandling
Hvor spændende at leve, mens blækket var vådt på Mattæus' skrift. At leve, hvor alt er på spil. Jeg vil hente energien fra historien. Jeg vil skynde mig at være repræsentant for den skjulte virkelighed: det skal vise sig, at det lave er det høje. Det skal leve i mig, det må ikke blive kvalt i vaner og kedsomhed. Jeg vil mærke mit liv, sjælen, det sted, troen bor.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og finde det u-fede, det u-herlige og forestille mig, at hele Guds vælde ligge lige bagved, bag en tynd usynlig overflade, som snart brister. Jeg vil finde skod mennesker og behandle dem som majestæter. Måske skulle jeg rejse til nogle kristne, som lige nu er i fare for at blive banket og få deres huse brændt?
24 Οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον οὐδὲ δοῦλος ὑπὲρ τὸν κύριον αὐτοῦ. 25 ἀρκετὸν τῷ μαθητῇ ἵνα γένηται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ καὶ ὁ δοῦλος ὡς ὁ κύριος αὐτοῦ. εἰ τὸν οἰκοδεσπότην Βεελζεβοὺλ ἐπεκάλεσαν, πόσῳ μᾶλλον τοὺς οἰκιακοὺς αὐτοῦ.
26 Μὴ οὖν φοβηθῆτε αὐτούς• * οὐδὲν γάρ ἐστιν κεκαλυμμένον ὃ οὐκ ἀποκαλυφθήσεται καὶ κρυπτὸν ὃ οὐ γνωσθήσεται. 27 ὃ λέγω ὑμῖν ἐν τῇ σκοτίᾳ εἴπατε ἐν τῷ φωτί, καὶ ὃ εἰς τὸ οὖς ἀκούετε κηρύξατε ἐπὶ τῶν δωμάτων. 28 καὶ μὴ φοβεῖσθε ἀπὸ τῶν ἀποκτεννόντων τὸ σῶμα, τὴν δὲ ψυχὴν μὴ δυναμένων ἀποκτεῖναι• φοβεῖσθε δὲ μᾶλλον τὸν δυνάμενον καὶ ψυχὴν καὶ σῶμα ἀπολέσαι ἐν γεέννῃ. 29 οὐχὶ δύο στρουθία ἀσσαρίου πωλεῖται; καὶ ἓν ἐξ αὐτῶν οὐ πεσεῖται ἐπὶ τὴν γῆν ἄνευ τοῦ πατρὸς ὑμῶν. 30 ὑμῶν δὲ καὶ αἱ τρίχες τῆς κεφαλῆς πᾶσαι ἠριθμημέναι εἰσίν. 31 μὴ οὖν φοβεῖσθε• πολλῶν στρουθίων διαφέρετε ὑμεῖς
Teksten:
24 En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. 25 Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
26 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. 27 Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. 28 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. 29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. 30 Men på jer er selv alle hovedhår talt. 31 Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Mattæus 10,24-31
----
Jeg synes Mattæusevangeliet er spændende som historisk dokument, men jeg må indrømme, at visse tekster er uegnede til at bruge som udgangspunkt for moderne kommunikation med det formål at styrke eller måske ligefrem danne troen hos moderne mennesker.
Det, som gør denne tekst særligt uegnet er bl.a. 3 forhold: 1 vi er ikke udsat for livsfare og forestående martyrium i Danmark. 2 anskueliggørelsen a minori ad majus (fra det mindre til de større) er ikke en almindeligt forståelig argumentationsfigur i moderne dansk. 3 det er ikke almindelig folkekirkekristendom at vente på dommedag for at få ret i at kristendommen nok jar ret i at Jesus er Guds søn og verdens dommer.
-----
24-25. I oldtiden havde lærlinge og husfolk samme skæbne, som dem, der "ejede" dem. Et lignende forhold er der mellem Jesus og tilhører/troende. Hans grumme skæbne er de ikke hævet over.
26-27. Det, der bliver sagt nu ( i mørket, dvs i denne grumme verden med forfølgelse) skal komme frem, når dommedag bryder igennem og Jesus kommer på skyerne i herlighed etc.
28a der er ikke tale om sjælens udødelighed, men om ψυχὴν dvs den side af livet (livet selv), der er forbundet med troen.
28b ham der kan lade begge gå fortabt, er Gud.(ikke fanden)
29 verdens billigste fugl dør med Gud, dvs Gud er med i alt.
30 Gud har fuldstændig styr på jer i mindste detalje.
31 I er værdifulde
---
Udgangspunktet for en moderne prædiken kunne være en gen-vitalisering af apokalyptikken som en eksotisk fantasy indre oplevelse. Forestillingen om, at der under overfladen af det tilsyneladende ligger en guddommelig virkelighed og venter på at bryde frem i kæmpevælde og vise det fattiges rigdom det forkastedes glans.
En moderne genvitalisering af kristenforfølgelser kunne være presset fra ligegyldigheden og trivialiteten...
Disposition
Fortælling
Jeg står med et gammelt skrift i hånden. En gang var blækket vådt og ved at tørre for første gang. Det var et nyt skrift. De kristne var få og deres verdensopfattelse veird. Den henrettede galilæer skulle ved verdens ende vise sig at være hele verdens sande dommer. Få vidste det, men hvis de holdt fast ved sandheden og gik i død og pine for den, ville det vise sig i al herlighed, at sådan er det.
Forvandling
Hvor spændende at leve, mens blækket var vådt på Mattæus' skrift. At leve, hvor alt er på spil. Jeg vil hente energien fra historien. Jeg vil skynde mig at være repræsentant for den skjulte virkelighed: det skal vise sig, at det lave er det høje. Det skal leve i mig, det må ikke blive kvalt i vaner og kedsomhed. Jeg vil mærke mit liv, sjælen, det sted, troen bor.
Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og finde det u-fede, det u-herlige og forestille mig, at hele Guds vælde ligge lige bagved, bag en tynd usynlig overflade, som snart brister. Jeg vil finde skod mennesker og behandle dem som majestæter. Måske skulle jeg rejse til nogle kristne, som lige nu er i fare for at blive banket og få deres huse brændt?
24 Οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον οὐδὲ δοῦλος ὑπὲρ τὸν κύριον αὐτοῦ. 25 ἀρκετὸν τῷ μαθητῇ ἵνα γένηται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ καὶ ὁ δοῦλος ὡς ὁ κύριος αὐτοῦ. εἰ τὸν οἰκοδεσπότην Βεελζεβοὺλ ἐπεκάλεσαν, πόσῳ μᾶλλον τοὺς οἰκιακοὺς αὐτοῦ.
26 Μὴ οὖν φοβηθῆτε αὐτούς• * οὐδὲν γάρ ἐστιν κεκαλυμμένον ὃ οὐκ ἀποκαλυφθήσεται καὶ κρυπτὸν ὃ οὐ γνωσθήσεται. 27 ὃ λέγω ὑμῖν ἐν τῇ σκοτίᾳ εἴπατε ἐν τῷ φωτί, καὶ ὃ εἰς τὸ οὖς ἀκούετε κηρύξατε ἐπὶ τῶν δωμάτων. 28 καὶ μὴ φοβεῖσθε ἀπὸ τῶν ἀποκτεννόντων τὸ σῶμα, τὴν δὲ ψυχὴν μὴ δυναμένων ἀποκτεῖναι• φοβεῖσθε δὲ μᾶλλον τὸν δυνάμενον καὶ ψυχὴν καὶ σῶμα ἀπολέσαι ἐν γεέννῃ. 29 οὐχὶ δύο στρουθία ἀσσαρίου πωλεῖται; καὶ ἓν ἐξ αὐτῶν οὐ πεσεῖται ἐπὶ τὴν γῆν ἄνευ τοῦ πατρὸς ὑμῶν. 30 ὑμῶν δὲ καὶ αἱ τρίχες τῆς κεφαλῆς πᾶσαι ἠριθμημέναι εἰσίν. 31 μὴ οὖν φοβεῖσθε• πολλῶν στρουθίων διαφέρετε ὑμεῖς
onsdag den 4. juli 2018
6. Søndag efter Trinitatis, anden række
369, 448, 217 -- 313, 427, 6
"For at" er et udtryk for en følge. En følge hedder Konsekvens på udenlandsk. Kun Jesus kunne ta' konsekvensen. Han har taget den for mig. Fjern "for at" fra sætningen: hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv...
(Forsættes)
Teksten:
16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« 17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« 18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, 19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « 20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« 21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« 22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. 24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« 25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 26 Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Tekst slut (matt 19,16-26)
---
Der er et bud, der ikke nævnes: Du må ikke have andre guder! Det er dette bud, der gør ham bedrøvet og det første svar, Jesus giver indeholder dette bud: Kun en er god, (nemlig Gud, som nævnes i sidste vers som muliggøreren. Kun Gud kan gøre, at mennesket ikke har andre guder, fx rigdom.
Teksten kunne give god anledning til at tale om fattigdom. Det går godt med at bekæmpe fattigdom i verden, selvom der er lang vej endnu. Vil ingen kunne blive frelst, hvis alle holder op med at være fattige? Nej, livet er at bekæmpe fattigdom. Livet er, at rigdom ikke er vores gud.
Himlen
Teksten handler om en adgang - men til hvad? Vi kommer igennem et stort katalog i løbet af teksten. Den unge mand spørger om adgang (adkomst) til evigt liv v 17. Jesus svarer i vers 17. Gå ind til livet. I vers 21 fortsætter Jesus med at tale om at være fuldkommen og have en skat i himlen. I vers 23 er adkomst erstattet af adgang og nu hedder det Himmeriget og i vers 24 Guds Rige.
Evigt liv
Gå ind til livet
Fuldkommen
Skat i himlen
Himmeriget
Guds Rige
Prøv at sætte "her" og "hisset" på disse begreber. De forskellige omskrivninger af den unge mands ønske åbner mulighed for et mere eller mindre fokus på, hvordan man som troende lever med at være en del af Guds virkelighed. De forskellige udtryk kan åbne for en prædiken, hvor man udveksler troserfaring - altså oplevelsen af fx at gå ind til livet med en vished om, at den fuldkommenhed, jeg ikke selv kan skaffe, skaffes mig som en adgang til en virkelighed, Guds Rige, som giver mig lys til at give.
Disposition:
Fortælling
Tænk at kunne slippe alt. Tænk at gå fra det hele og ind i en virkelighed, hvor der kun er en endnu ikke opfyldt fremtid som eneste skat.
Forvandling
Det tør jeg ikke og det skal jeg heller ikke. Men Jesus har vist mig en sådan virkelighed ved at hænge den lige for næsen af en rig mand. Han blev ked af det, for han turde ikke slippe sit liv. Historien forvandler mig, fordi jeg mærker den uendelige lethed i følelsen af at slippe alt og den uendelige tyngethed i ikke at kunne - og så de nye roller. Den unge mand, som slipper al rigdom, er Jesus selv og den fattige, som får det, er mig. Jeg er fattig på evighed og han giver den til mig. Alt er muligt for Gud og nu er jeg evig.
Landsætning
Jeg vil mærke letheden midt i det liv, hvor jeg hænger i alting. Jeg er fri og vil bruge min frihed som et elsket menneske. Jeg vil hjælpe med at afskaffe fattigdom i verden...
Eller:
At opnå er udtryk for en følge. For at. Så at. De findes ikke i Evigheden. Evighed er noget andet end tid. Tid går kun een vej og er afhængig af følgen, konsekvensen. Jeg er tidslig og kan kun opnå evighed, hvis nogen ta'r konsekvensen. Jesus tog den. Nu er jeg evig, jeg vil leve, så mit medmenneske oplever andet end For at/så at. Det ufortjente er et kys fra evigheden.
16 Καὶ ἰδοὺ εἷς προσελθὼν αὐτῷ εἶπεν• διδάσκαλε, τί ἀγαθὸν ποιήσω ἵνα σχῶ ζωὴν αἰώνιον; 17 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τί με ἐρωτᾷς περὶ τοῦ ἀγαθοῦ; εἷς ἐστιν ὁ ἀγαθός• εἰ δὲ θέλεις εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν, τήρησον τὰς ἐντολάς. 18 λέγει αὐτῷ• ποίας; ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• τὸ οὐ φονεύσεις, οὐ μοιχεύσεις, οὐ κλέψεις, οὐ ψευδομαρτυρήσεις, 19 τίμα τὸν πατέρα καὶ τὴν μητέρα, καὶ ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 20 λέγει αὐτῷ ὁ νεανίσκος• πάντα ταῦτα ἐφύλαξα• τί ἔτι ὑστερῶ; 21 ἔφη αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• εἰ θέλεις τέλειος εἶναι, ὕπαγε πώλησόν σου τὰ ὑπάρχοντα καὶ δὸς [τοῖς] πτωχοῖς, καὶ ἕξεις θησαυρὸν ἐν οὐρανοῖς, καὶ δεῦρο ἀκολούθει μοι. 22 ἀκούσας δὲ ὁ νεανίσκος τὸν λόγον ἀπῆλθεν λυπούμενος• ἦν γὰρ ἔχων κτήματα πολλά.
23 Ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πλούσιος δυσκόλως εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 24 πάλιν δὲ λέγω ὑμῖν, εὐκοπώτερόν ἐστιν κάμηλον διὰ τρυπήματος ῥαφίδος διελθεῖν ἢ πλούσιον εἰσελθεῖν εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 25 ἀκούσαντες δὲ οἱ μαθηταὶ ἐξεπλήσσοντο σφόδρα λέγοντες• τίς ἄρα δύναται σωθῆναι; 26 ἐμβλέψας δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• παρὰ ἀνθρώποις τοῦτο ἀδύνατόν ἐστιν, παρὰ δὲ θεῷ πάντα δυνατά
"For at" er et udtryk for en følge. En følge hedder Konsekvens på udenlandsk. Kun Jesus kunne ta' konsekvensen. Han har taget den for mig. Fjern "for at" fra sætningen: hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv...
(Forsættes)
Teksten:
16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« 17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« 18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, 19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « 20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« 21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« 22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. 24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« 25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« 26 Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Tekst slut (matt 19,16-26)
---
Der er et bud, der ikke nævnes: Du må ikke have andre guder! Det er dette bud, der gør ham bedrøvet og det første svar, Jesus giver indeholder dette bud: Kun en er god, (nemlig Gud, som nævnes i sidste vers som muliggøreren. Kun Gud kan gøre, at mennesket ikke har andre guder, fx rigdom.
Teksten kunne give god anledning til at tale om fattigdom. Det går godt med at bekæmpe fattigdom i verden, selvom der er lang vej endnu. Vil ingen kunne blive frelst, hvis alle holder op med at være fattige? Nej, livet er at bekæmpe fattigdom. Livet er, at rigdom ikke er vores gud.
Himlen
Teksten handler om en adgang - men til hvad? Vi kommer igennem et stort katalog i løbet af teksten. Den unge mand spørger om adgang (adkomst) til evigt liv v 17. Jesus svarer i vers 17. Gå ind til livet. I vers 21 fortsætter Jesus med at tale om at være fuldkommen og have en skat i himlen. I vers 23 er adkomst erstattet af adgang og nu hedder det Himmeriget og i vers 24 Guds Rige.
Evigt liv
Gå ind til livet
Fuldkommen
Skat i himlen
Himmeriget
Guds Rige
Prøv at sætte "her" og "hisset" på disse begreber. De forskellige omskrivninger af den unge mands ønske åbner mulighed for et mere eller mindre fokus på, hvordan man som troende lever med at være en del af Guds virkelighed. De forskellige udtryk kan åbne for en prædiken, hvor man udveksler troserfaring - altså oplevelsen af fx at gå ind til livet med en vished om, at den fuldkommenhed, jeg ikke selv kan skaffe, skaffes mig som en adgang til en virkelighed, Guds Rige, som giver mig lys til at give.
Disposition:
Fortælling
Tænk at kunne slippe alt. Tænk at gå fra det hele og ind i en virkelighed, hvor der kun er en endnu ikke opfyldt fremtid som eneste skat.
Forvandling
Det tør jeg ikke og det skal jeg heller ikke. Men Jesus har vist mig en sådan virkelighed ved at hænge den lige for næsen af en rig mand. Han blev ked af det, for han turde ikke slippe sit liv. Historien forvandler mig, fordi jeg mærker den uendelige lethed i følelsen af at slippe alt og den uendelige tyngethed i ikke at kunne - og så de nye roller. Den unge mand, som slipper al rigdom, er Jesus selv og den fattige, som får det, er mig. Jeg er fattig på evighed og han giver den til mig. Alt er muligt for Gud og nu er jeg evig.
Landsætning
Jeg vil mærke letheden midt i det liv, hvor jeg hænger i alting. Jeg er fri og vil bruge min frihed som et elsket menneske. Jeg vil hjælpe med at afskaffe fattigdom i verden...
Eller:
At opnå er udtryk for en følge. For at. Så at. De findes ikke i Evigheden. Evighed er noget andet end tid. Tid går kun een vej og er afhængig af følgen, konsekvensen. Jeg er tidslig og kan kun opnå evighed, hvis nogen ta'r konsekvensen. Jesus tog den. Nu er jeg evig, jeg vil leve, så mit medmenneske oplever andet end For at/så at. Det ufortjente er et kys fra evigheden.
16 Καὶ ἰδοὺ εἷς προσελθὼν αὐτῷ εἶπεν• διδάσκαλε, τί ἀγαθὸν ποιήσω ἵνα σχῶ ζωὴν αἰώνιον; 17 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τί με ἐρωτᾷς περὶ τοῦ ἀγαθοῦ; εἷς ἐστιν ὁ ἀγαθός• εἰ δὲ θέλεις εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν, τήρησον τὰς ἐντολάς. 18 λέγει αὐτῷ• ποίας; ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• τὸ οὐ φονεύσεις, οὐ μοιχεύσεις, οὐ κλέψεις, οὐ ψευδομαρτυρήσεις, 19 τίμα τὸν πατέρα καὶ τὴν μητέρα, καὶ ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 20 λέγει αὐτῷ ὁ νεανίσκος• πάντα ταῦτα ἐφύλαξα• τί ἔτι ὑστερῶ; 21 ἔφη αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• εἰ θέλεις τέλειος εἶναι, ὕπαγε πώλησόν σου τὰ ὑπάρχοντα καὶ δὸς [τοῖς] πτωχοῖς, καὶ ἕξεις θησαυρὸν ἐν οὐρανοῖς, καὶ δεῦρο ἀκολούθει μοι. 22 ἀκούσας δὲ ὁ νεανίσκος τὸν λόγον ἀπῆλθεν λυπούμενος• ἦν γὰρ ἔχων κτήματα πολλά.
23 Ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πλούσιος δυσκόλως εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 24 πάλιν δὲ λέγω ὑμῖν, εὐκοπώτερόν ἐστιν κάμηλον διὰ τρυπήματος ῥαφίδος διελθεῖν ἢ πλούσιον εἰσελθεῖν εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 25 ἀκούσαντες δὲ οἱ μαθηταὶ ἐξεπλήσσοντο σφόδρα λέγοντες• τίς ἄρα δύναται σωθῆναι; 26 ἐμβλέψας δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• παρὰ ἀνθρώποις τοῦτο ἀδύνατόν ἐστιν, παρὰ δὲ θεῷ πάντα δυνατά
tirsdag den 26. juni 2018
5. Søndag efter Trinitatis, anden række
Salmer: 736, 396 -- 54, 462, 726
Røv og nøgler. Det ene er tilværelsen, det andet en guddommelig opgave. Er det kristendommens bud på et liv? (Fortsættes)
Teksten:
13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« 15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« 17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. 18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« 24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Tekst slut Matt 16,13-26
(27 For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. 28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«)
---
Jeg har lige medtaget den nære kontekst efter perikopen, så Menneskesønnen er med først og sidst.
Teksten kan deles i to. Herlighed og uherlighed. I første del (13-19) åbenbares Jesu herlighed (kristus, dvs den salvede konge som er forudsagt) og Peter udnævnes til klippe og nøglebærer (binde, løse). I anden afdeling (21-26) er Jesu lidelse en betingelse for fuldbyrdelsen af herligheden og samme Peter forbandes for ikke at ville give lidelsen plads.
---
Mage af ordene har en lang virkninghistorie, hvilket man vil erfarer, hvis man slår ordene "nøglemagt" og "efterfølgelse" efter.
Som protestant står jeg i en særlig tradition, hvor en del af virkninghistorien er afbrudt for snart 500 år siden, idet pavens brug af peters nøgler i sit våbenskjold regnes for et misbrug.
Jeg opfatter peter som klippe og som nøglebærer som en historisk notits. På evangeliernes affattelsestid er Peter blevet regnet som kirkens retmæssige viderefører.
Efterfølgelse er for mig at se historisk set, at man tager fx forfølgelsen på sig om nødvendigt. Dette kan også være aktuel nutid. Derudover, at man accepterer tilværelsen, ikke med påtaget lidelse men med den lidelse, som ikke kan undgås i bevidsthed om, at der er noget større. I et moderne perspektiv kan efterfølgelse betyde et liv, hvor det at give er vigtigere end at få - hvilket fx gør os fri fra nutidens krav om konstant lykke.
Et liv under giverens fortegn er en prøvelse, hvorfor nøglen er en åbning (det er mere naturligt at ville ha' , hvorfor nøglen åbner til noget andet) Nøglen skal åbne til den dimension, fra hvilken Jesu herlighed er forudsagt. Denne dimension kan kaldes himlen. Den kan også kaldes den store fortælling. Nøglen ligger hos den kirke, Peter, trods alle sine svigt, videreførte. Kirken er os. Nøglen er en gensidig forpligtelse til at åbne, der, hvor livet har lukket sig. Åbne himlen, så den kan myldre ind som engle, varme, lys midt i vores liv.
Åbne der, hvor vores svigt havde lukket sig om os. Svig er ikke-give
Røv og nøgler. Det ene er tilværelsen, det andet en guddommelig opgave. Er det kristendommens bud på et liv? (Fortsættes)
Teksten:
13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« 14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« 15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« 16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« 17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. 18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
20 Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
21 Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. 22 Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« 23 Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« 24 Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. 25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. 26 For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?
Tekst slut Matt 16,13-26
(27 For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger. 28 Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige.«)
---
Jeg har lige medtaget den nære kontekst efter perikopen, så Menneskesønnen er med først og sidst.
Teksten kan deles i to. Herlighed og uherlighed. I første del (13-19) åbenbares Jesu herlighed (kristus, dvs den salvede konge som er forudsagt) og Peter udnævnes til klippe og nøglebærer (binde, løse). I anden afdeling (21-26) er Jesu lidelse en betingelse for fuldbyrdelsen af herligheden og samme Peter forbandes for ikke at ville give lidelsen plads.
---
Mage af ordene har en lang virkninghistorie, hvilket man vil erfarer, hvis man slår ordene "nøglemagt" og "efterfølgelse" efter.
Som protestant står jeg i en særlig tradition, hvor en del af virkninghistorien er afbrudt for snart 500 år siden, idet pavens brug af peters nøgler i sit våbenskjold regnes for et misbrug.
Jeg opfatter peter som klippe og som nøglebærer som en historisk notits. På evangeliernes affattelsestid er Peter blevet regnet som kirkens retmæssige viderefører.
Efterfølgelse er for mig at se historisk set, at man tager fx forfølgelsen på sig om nødvendigt. Dette kan også være aktuel nutid. Derudover, at man accepterer tilværelsen, ikke med påtaget lidelse men med den lidelse, som ikke kan undgås i bevidsthed om, at der er noget større. I et moderne perspektiv kan efterfølgelse betyde et liv, hvor det at give er vigtigere end at få - hvilket fx gør os fri fra nutidens krav om konstant lykke.
Et liv under giverens fortegn er en prøvelse, hvorfor nøglen er en åbning (det er mere naturligt at ville ha' , hvorfor nøglen åbner til noget andet) Nøglen skal åbne til den dimension, fra hvilken Jesu herlighed er forudsagt. Denne dimension kan kaldes himlen. Den kan også kaldes den store fortælling. Nøglen ligger hos den kirke, Peter, trods alle sine svigt, videreførte. Kirken er os. Nøglen er en gensidig forpligtelse til at åbne, der, hvor livet har lukket sig. Åbne himlen, så den kan myldre ind som engle, varme, lys midt i vores liv.
Åbne der, hvor vores svigt havde lukket sig om os. Svig er ikke-give
onsdag den 20. juni 2018
4. Søndag efter Trinitatis, anden række
748, 331, 579v5 -- 29, 427, 13
"Men"
Ingen er fuldkommen - handler det om at komme i mål?
Teksten:
43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, 45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. 47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. 48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Matt 5,43-48
---
Kontekst.
Dagens tekst er en del af bjergprædikenen. Den er den 7. af de syv "men-ord" (I har hørt.., men jeg...), som kommer efter de ti saligprisninger og før Fadervor. Fadervor er på en måde centrum i Bjergprædikenen og centrum i fadervor er "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere", hvilket igen kan bredes ud til hele bjergprædikenen.
Den danske bibeloversættelse har udstyret teksten med en del overskrifter, som det er klogt at se bort fra. Dagens tekst har fået overskriften "om fjendekærlighed"
De syv men'er (skærpelser) kan også forstås som syv eksempler på, hvad loven er, når Jesus taler. Det giver et bedre flow, når der ikke er overskrifter, fordi så fremstår eksemplerne bedre som en udfoldelse af indledningen, som er det første men-ord.
(5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.)
(17 Μὴ νομίσητε ὅτι ἦλθον καταλῦσαι τὸν νόμον ἢ τοὺς προφήτας• οὐκ ἦλθον καταλῦσαι ἀλλὰ πληρῶσαι. )
Bemærk, at det handler om at opfylde indledningsvis nr.1 v17, men om at være fuldkommen i nr7 v48. Det er ikke samme ord, der er brugt. I første men-ord er det πληρῶσαι, der er brugt, hvilket er noget med at fylde ud, opfylde, fylde, mens det i vers 48 er τέλειός, der er brugt, oversat med "fuldkommen" eng/lat "perfect" af telos, som betyder "mål". τέλειός er altså "mål-agtig" eller "komme-i-mål-agtig". Det kan også betyde imødekommende eller bønhørende. Denne dobbelte betydning er interessant, idet lovens skærpelse handler om relationen til Næsten som fuldendelsen samtidig med, at fuldenderen er Jesus. "Jeg er kommet for at fuldende/opfylde..." "Vær fuldendte/imødekommende" . Begyndelsen og slutningen på de syv men-ord er fylde og ende med relationen i midten. Imødekommenhedsaspektet støttes af den rummelighed, der ligger i Guds laden sol stå op over begge slags.
(Der lagt op til en korsprædiken i mere end en forstand. Korset er både tegnet på den soning, der bringer os videre efter mødet med lovens krav og samtidig linierne for de relationer der rummes i loven:
Der gives en lov: elsk din fjende. Ovenfra og ned vedr relationen Hen. To linier, kors. Jeg magter ikke lovens krav: bøn, råb, linie op! Min mangelfuldhed sones: linie ned, gave. Min tak rettes mod Gud, linie op og virkeliggøres i forholdet til, næsten: linie hen. På den måde bliver korset lovens fuldendelse og min magt til at magte loven smittes af Jesu magt og sonende afmagt. )
"I er.."
Det første ord i dagens tekst er "i" , men i den græske tekst er dette subjekt implicit i verbet (Ἠκούσατε). På samme måde er det samme subjekt implicit i den tiende saligprisning 5, 11 μακάριοί ἐστε (salige er I..) som er en ændring fra de ni foregående saligprisninger, som har tredjepersons subjekter. Første persons flertals subjektet er stadig implicit i tiende saligprisning, men straks herefter (spring overskriften over i den danske!) nærmest eksploderer den eksplicitte "Ὑμεῖς ἐστε τὸ φῶς..." 5,14.
Når jeg beskriver fremkomsten, crescendoet, af dette eksplicitte subjekt "I" er det fordi dette "I" er tekstens væsensligste forvandling. Jesus gør skaren til noget...
Med bjergprædikenen er Guds virkelighed og loven ikke længere noget andet end tilhøreren, talens tilhører. Det er en forvandling.
Det danske ord "men" modsvarer den adversative græske αλλα, som ikke er brugt her. Det er derimod ἐγὼ δὲ . Tyngden i det adversative ligger ikke i partiklen, men i pronomenet. Det er altså Jesu Jeg og skarens I, der danner den nye virkelighedhed.
I denne virkelighed er Gud en himmelsk far. Dette er nyt. Tilhørsforholdet til denne far er et barneforhold, der indbefatter samme rummelighed som Guds. Før skulle der deles op mellem frænde og fjende, men den nye virkelighed skal tage begge forhold ind ligesom Gud. Forfølgerne er en genoptagelse af tiende saligprisning, nok mere aktuelt på affattelsestidspunktet end på talens evt historiske tid. (Hvem var skarens samtidige forfølgere?). At det er en skærpelse af Guds folkets lov understreges af det usærlige ved at fortsætte opdelingen ven/fjende elsket/genelsket. Det gør nemlig "dem udenfor" også. "Dem udenfor" er delt i to: dem, der er født udenfor (οἱ ἐθνικοὶ) og dem, der har sat sig udenfor (οἱ τελῶναι).
Guds rummeLIGHED eksemplificeret ved at sol og regn dækker "både og" er udtrykt ved gode og onde samt retfærdige og uretfærdige. At være retfærdig vil sige at være inde i Guds virkelighed.
Teksten er spændende i historisk set og dens relevans er et åndshistorisk oversættelsesarbejde. Den mattæiske jødiske menighed og dens virkeliggørelse af af den nye lov i lyset af en snarlige verdens undergang (og evt aktuel forfølgelse) er en anden virkelighed end den moderne dansker med de venner og fjender en tilværelse kan opbyde og den udfordring det kan være at elske begge. En vinkel kunne være at forfølge temaet, indenfor/udenfor , født udenfor, sat sig udenfor. Elske tilbage og hilse...
----
Disposition: hadet, der forsvandt
Fortælling
Jeg husker, hvordan hadet til den formastelige forduftede uden at jeg kan sige hvornår. Det var et blik, der gjorde det. Det var i skolen. Ingen var i tvivl om, hvem fjenden var - ham, der brugte vold, den uartikulerede. Hvis vi hadede ham, var det hans egen skyld og de voksne måtte være klar over, at hadet havde nået sit mål. Så kom der en ny voksen. Han kiggede på os allesammen med et blik så mildt og fuld af glæde og kærlighed til os allesammen, at vi blev et vi. Bare børn, lige. Vi var alle lige elskede, fordi han virkelig var glad for at møde os allesammen.
Forvandling.
Jeg lever i evighed under sådant et blik og jeg vil smittes med det, så jeg kan blive et vi med min fjende, ham der tager min plads i køen, ham der tager mot job, ham der vil mig til livs, ham der vil udslette hele verden og sætte ondskab i stedet.
Jeg vil stille mig i lyskeglen ved det blik . Der er et Jeg, som gør det muligt. Alt i mig stritter og finder kun sødme i at opbygge had, indtil hadet bliver slugt af han, som siger jeg. Ham, som fuldender loven. Han blev den formastelige for at ingen skal være det i evighed (evighed er guds dimension)
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og glæde mig til at møde en fjende. Smile i trafikken der, hvor jeg ville have brugt horn og finger. Smile og se med mildhed på verdens farligste mennesker, fordi vi er under samme blik, bare børn. Alle nødvendige grænser vil jeg sætte uden had, blot for at det onde ikke får fat, hverken i mig eller andre. Jeg vil stemme på dem, der magter at tale om andre uden foragt.
---
43 Ἠκούσατε ὅτι ἐρρέθη• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου καὶ μισήσεις τὸν ἐχθρόν σου. 44 ἐγὼ δὲ λέγω ὑμῖν• ἀγαπᾶτε τοὺς ἐχθροὺς ὑμῶν καὶ προσεύχεσθε ὑπὲρ τῶν διωκόντων ὑμᾶς, 45 ὅπως γένησθε υἱοὶ τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς, ὅτι τὸν ἥλιον αὐτοῦ ἀνατέλλει ἐπὶ πονηροὺς καὶ ἀγαθοὺς καὶ βρέχει ἐπὶ δικαίους καὶ ἀδίκους. 46 ἐὰν γὰρ ἀγαπήσητε τοὺς ἀγαπῶντας ὑμᾶς, τίνα μισθὸν ἔχετε; οὐχὶ καὶ οἱ τελῶναι τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 47 καὶ ἐὰν ἀσπάσησθε τοὺς ἀδελφοὺς ὑμῶν μόνον, τί περισσὸν ποιεῖτε; οὐχὶ καὶ οἱ ἐθνικοὶ τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 48 ἔσεσθε οὖν ὑμεῖς τέλειοι ὡς ὁ πατὴρ ὑμῶν ὁ οὐράνιος τέλειός ἐστιν
"Men"
Ingen er fuldkommen - handler det om at komme i mål?
Teksten:
43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ 44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, 45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. 47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. 48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Matt 5,43-48
---
Kontekst.
Dagens tekst er en del af bjergprædikenen. Den er den 7. af de syv "men-ord" (I har hørt.., men jeg...), som kommer efter de ti saligprisninger og før Fadervor. Fadervor er på en måde centrum i Bjergprædikenen og centrum i fadervor er "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere", hvilket igen kan bredes ud til hele bjergprædikenen.
Den danske bibeloversættelse har udstyret teksten med en del overskrifter, som det er klogt at se bort fra. Dagens tekst har fået overskriften "om fjendekærlighed"
De syv men'er (skærpelser) kan også forstås som syv eksempler på, hvad loven er, når Jesus taler. Det giver et bedre flow, når der ikke er overskrifter, fordi så fremstår eksemplerne bedre som en udfoldelse af indledningen, som er det første men-ord.
(5,17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.)
(17 Μὴ νομίσητε ὅτι ἦλθον καταλῦσαι τὸν νόμον ἢ τοὺς προφήτας• οὐκ ἦλθον καταλῦσαι ἀλλὰ πληρῶσαι. )
Bemærk, at det handler om at opfylde indledningsvis nr.1 v17, men om at være fuldkommen i nr7 v48. Det er ikke samme ord, der er brugt. I første men-ord er det πληρῶσαι, der er brugt, hvilket er noget med at fylde ud, opfylde, fylde, mens det i vers 48 er τέλειός, der er brugt, oversat med "fuldkommen" eng/lat "perfect" af telos, som betyder "mål". τέλειός er altså "mål-agtig" eller "komme-i-mål-agtig". Det kan også betyde imødekommende eller bønhørende. Denne dobbelte betydning er interessant, idet lovens skærpelse handler om relationen til Næsten som fuldendelsen samtidig med, at fuldenderen er Jesus. "Jeg er kommet for at fuldende/opfylde..." "Vær fuldendte/imødekommende" . Begyndelsen og slutningen på de syv men-ord er fylde og ende med relationen i midten. Imødekommenhedsaspektet støttes af den rummelighed, der ligger i Guds laden sol stå op over begge slags.
(Der lagt op til en korsprædiken i mere end en forstand. Korset er både tegnet på den soning, der bringer os videre efter mødet med lovens krav og samtidig linierne for de relationer der rummes i loven:
Der gives en lov: elsk din fjende. Ovenfra og ned vedr relationen Hen. To linier, kors. Jeg magter ikke lovens krav: bøn, råb, linie op! Min mangelfuldhed sones: linie ned, gave. Min tak rettes mod Gud, linie op og virkeliggøres i forholdet til, næsten: linie hen. På den måde bliver korset lovens fuldendelse og min magt til at magte loven smittes af Jesu magt og sonende afmagt. )
"I er.."
Det første ord i dagens tekst er "i" , men i den græske tekst er dette subjekt implicit i verbet (Ἠκούσατε). På samme måde er det samme subjekt implicit i den tiende saligprisning 5, 11 μακάριοί ἐστε (salige er I..) som er en ændring fra de ni foregående saligprisninger, som har tredjepersons subjekter. Første persons flertals subjektet er stadig implicit i tiende saligprisning, men straks herefter (spring overskriften over i den danske!) nærmest eksploderer den eksplicitte "Ὑμεῖς ἐστε τὸ φῶς..." 5,14.
Når jeg beskriver fremkomsten, crescendoet, af dette eksplicitte subjekt "I" er det fordi dette "I" er tekstens væsensligste forvandling. Jesus gør skaren til noget...
Med bjergprædikenen er Guds virkelighed og loven ikke længere noget andet end tilhøreren, talens tilhører. Det er en forvandling.
Det danske ord "men" modsvarer den adversative græske αλλα, som ikke er brugt her. Det er derimod ἐγὼ δὲ . Tyngden i det adversative ligger ikke i partiklen, men i pronomenet. Det er altså Jesu Jeg og skarens I, der danner den nye virkelighedhed.
I denne virkelighed er Gud en himmelsk far. Dette er nyt. Tilhørsforholdet til denne far er et barneforhold, der indbefatter samme rummelighed som Guds. Før skulle der deles op mellem frænde og fjende, men den nye virkelighed skal tage begge forhold ind ligesom Gud. Forfølgerne er en genoptagelse af tiende saligprisning, nok mere aktuelt på affattelsestidspunktet end på talens evt historiske tid. (Hvem var skarens samtidige forfølgere?). At det er en skærpelse af Guds folkets lov understreges af det usærlige ved at fortsætte opdelingen ven/fjende elsket/genelsket. Det gør nemlig "dem udenfor" også. "Dem udenfor" er delt i to: dem, der er født udenfor (οἱ ἐθνικοὶ) og dem, der har sat sig udenfor (οἱ τελῶναι).
Guds rummeLIGHED eksemplificeret ved at sol og regn dækker "både og" er udtrykt ved gode og onde samt retfærdige og uretfærdige. At være retfærdig vil sige at være inde i Guds virkelighed.
Teksten er spændende i historisk set og dens relevans er et åndshistorisk oversættelsesarbejde. Den mattæiske jødiske menighed og dens virkeliggørelse af af den nye lov i lyset af en snarlige verdens undergang (og evt aktuel forfølgelse) er en anden virkelighed end den moderne dansker med de venner og fjender en tilværelse kan opbyde og den udfordring det kan være at elske begge. En vinkel kunne være at forfølge temaet, indenfor/udenfor , født udenfor, sat sig udenfor. Elske tilbage og hilse...
----
Disposition: hadet, der forsvandt
Fortælling
Jeg husker, hvordan hadet til den formastelige forduftede uden at jeg kan sige hvornår. Det var et blik, der gjorde det. Det var i skolen. Ingen var i tvivl om, hvem fjenden var - ham, der brugte vold, den uartikulerede. Hvis vi hadede ham, var det hans egen skyld og de voksne måtte være klar over, at hadet havde nået sit mål. Så kom der en ny voksen. Han kiggede på os allesammen med et blik så mildt og fuld af glæde og kærlighed til os allesammen, at vi blev et vi. Bare børn, lige. Vi var alle lige elskede, fordi han virkelig var glad for at møde os allesammen.
Forvandling.
Jeg lever i evighed under sådant et blik og jeg vil smittes med det, så jeg kan blive et vi med min fjende, ham der tager min plads i køen, ham der tager mot job, ham der vil mig til livs, ham der vil udslette hele verden og sætte ondskab i stedet.
Jeg vil stille mig i lyskeglen ved det blik . Der er et Jeg, som gør det muligt. Alt i mig stritter og finder kun sødme i at opbygge had, indtil hadet bliver slugt af han, som siger jeg. Ham, som fuldender loven. Han blev den formastelige for at ingen skal være det i evighed (evighed er guds dimension)
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og glæde mig til at møde en fjende. Smile i trafikken der, hvor jeg ville have brugt horn og finger. Smile og se med mildhed på verdens farligste mennesker, fordi vi er under samme blik, bare børn. Alle nødvendige grænser vil jeg sætte uden had, blot for at det onde ikke får fat, hverken i mig eller andre. Jeg vil stemme på dem, der magter at tale om andre uden foragt.
---
43 Ἠκούσατε ὅτι ἐρρέθη• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου καὶ μισήσεις τὸν ἐχθρόν σου. 44 ἐγὼ δὲ λέγω ὑμῖν• ἀγαπᾶτε τοὺς ἐχθροὺς ὑμῶν καὶ προσεύχεσθε ὑπὲρ τῶν διωκόντων ὑμᾶς, 45 ὅπως γένησθε υἱοὶ τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς, ὅτι τὸν ἥλιον αὐτοῦ ἀνατέλλει ἐπὶ πονηροὺς καὶ ἀγαθοὺς καὶ βρέχει ἐπὶ δικαίους καὶ ἀδίκους. 46 ἐὰν γὰρ ἀγαπήσητε τοὺς ἀγαπῶντας ὑμᾶς, τίνα μισθὸν ἔχετε; οὐχὶ καὶ οἱ τελῶναι τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 47 καὶ ἐὰν ἀσπάσησθε τοὺς ἀδελφοὺς ὑμῶν μόνον, τί περισσὸν ποιεῖτε; οὐχὶ καὶ οἱ ἐθνικοὶ τὸ αὐτὸ ποιοῦσιν; 48 ἔσεσθε οὖν ὑμεῖς τέλειοι ὡς ὁ πατὴρ ὑμῶν ὁ οὐράνιος τέλειός ἐστιν
søndag den 10. juni 2018
3. Søndag efter Trinitatis, anden række.
751, 447, 674v1-2, 506, 473, 426
Teksten
11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. 13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. 15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, 16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. 18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, 23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. 24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, 26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. 27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. 29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. 30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. 31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Tekst slut, Lukas 15,11-32
---
Lignelsen om den sure storebror (som er dens rette navn) ligger lige før lignelsen om den snedige forvalter og lige efter lignelsen om fårene og den ene drakme (utroligt at grækerne er gået med til at droppe en bibelsk møntfod for euroen).
Både før pg efter disse lignelser, er farisæernes rolle givet. 15,1: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse:..."
Lignelsen handler om nærighed med frelse, hvilket er den skuffede storebrors rolle - ligesom den stabile skatteyder, der ikke vil betale til de fornøjelser, der er nødvendige for at rehabilitere en medborger.
At lignelsen har fået det uheldige navn, "Lignelsen om den fortabte søn" , skyldes nok en kirkelig institutionalisering af synd og frafald, således, at et trygt flertal kan give sig selv og fælles værdier rollen som faderen, mens man så kan hyle i hengivenhed, når et eller andet skvat ophører med en kritisabel livsform og fitter ind, så alt igen er godt. "Kom som du er, bliv som os andre" er mange trossamfunds handlingskorrigerende praksis. Lignelsen er brugt som disciplin.
Som disciplineringsmiddel, er lignelsen mere lov end evangelium.
Der er eet billede, jeg vil prædike over: Tøjet.
Giv ham festklæder på!
Jeg vil dyrke følelsen af at stråle i et skrud, være iført den gule trøje, afdansningsbalssløjfen, brudekjolen, galla'en, eller bare det tinkywinky swag/street, som gør, at jeg er inde. Ridderkappen, kåben, det store badehåndklæde mor vikler om mig og løfter mig op. Giv ham det på!
Jeg vil prædike over tøjet som frelseshistorie, fra Adam, der skammede sig, da han så, han var nøgen, figenbladet som den første postlapsariske manifestation.
Josefs misundelsestøj (hans mors!) og uigenkendeligheden for brødrene, da han var iført faraonisk skrud.
Sæk og aske, Jonas, farisæere der sønderriver deres tøj, Jesus der taler om den nye lap, som river den gamle klædning itu. Hans egen afklædthed. Klædt af, for at jeg kan blive klædt på, klædt i soldaterkappen som hån, for at jeg kan få hæder...
- til at jeg ifører mig...
Kærlighed.
Ifør jer da, som de Guds hellige og elskede I er, ... kærligheden!
11 Εἶπεν δέ• ἄνθρωπός τις εἶχεν δύο υἱούς. 12 καὶ εἶπεν ὁ νεώτερος αὐτῶν τῷ πατρί• πάτερ, δός μοι τὸ ἐπιβάλλον μέρος τῆς οὐσίας. ὁ δὲ διεῖλεν αὐτοῖς τὸν βίον. 13 καὶ μετʼ οὐ πολλὰς ἡμέρας συναγαγὼν πάντα ὁ νεώτερος υἱὸς ἀπεδήμησεν εἰς χώραν μακρὰν καὶ ἐκεῖ διεσκόρπισεν τὴν οὐσίαν αὐτοῦ ζῶν ἀσώτως. 14 δαπανήσαντος δὲ αὐτοῦ πάντα ἐγένετο λιμὸς ἰσχυρὰ κατὰ τὴν χώραν ἐκείνην, καὶ αὐτὸς ἤρξατο ὑστερεῖσθαι. 15 καὶ πορευθεὶς ἐκολλήθη ἑνὶ τῶν πολιτῶν τῆς χώρας ἐκείνης, καὶ ἔπεμψεν αὐτὸν εἰς τοὺς ἀγροὺς αὐτοῦ βόσκειν χοίρους, 16 καὶ ἐπεθύμει χορτασθῆναι ἐκ τῶν κερατίων ὧν ἤσθιον οἱ χοῖροι, καὶ οὐδεὶς ἐδίδου αὐτῷ. 17 εἰς ἑαυτὸν δὲ ἐλθὼν ἔφη• πόσοι μίσθιοι τοῦ πατρός μου περισσεύονται ἄρτων, ἐγὼ δὲ λιμῷ ὧδε ἀπόλλυμαι. 18 ἀναστὰς πορεύσομαι πρὸς τὸν πατέρα μου καὶ ἐρῶ αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, 19 οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου• ποίησόν με ὡς ἕνα τῶν μισθίων σου. 20 καὶ ἀναστὰς ἦλθεν πρὸς τὸν πατέρα ἑαυτοῦ. Ἔτι δὲ αὐτοῦ μακρὰν ἀπέχοντος εἶδεν αὐτὸν ὁ πατὴρ αὐτοῦ καὶ ἐσπλαγχνίσθη καὶ δραμὼν ἐπέπεσεν ἐπὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ κατεφίλησεν αὐτόν. 21 εἶπεν δὲ ὁ υἱὸς αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου. 22 εἶπεν δὲ ὁ πατὴρ πρὸς τοὺς δούλους αὐτοῦ• ταχὺ ἐξενέγκατε στολὴν τὴν πρώτην καὶ ἐνδύσατε αὐτόν, καὶ δότε δακτύλιον εἰς τὴν χεῖρα αὐτοῦ καὶ ὑποδήματα εἰς τοὺς πόδας, 23 καὶ φέρετε τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, θύσατε, καὶ φαγόντες εὐφρανθῶμεν, 24 ὅτι οὗτος ὁ υἱός μου νεκρὸς ἦν καὶ ἀνέζησεν, ἦν ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη. καὶ ἤρξαντο εὐφραίνεσθαι. 25 ῏Ην δὲ ὁ υἱὸς αὐτοῦ ὁ πρεσβύτερος ἐν ἀγρῷ• καὶ ὡς ἐρχόμενος ἤγγισεν τῇ οἰκίᾳ, ἤκουσεν συμφωνίας καὶ χορῶν, 26 καὶ προσκαλεσάμενος ἕνα τῶν παίδων ἐπυνθάνετο τί ἂν εἴη ταῦτα. 27 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ ὅτι ὁ ἀδελφός σου ἥκει, καὶ ἔθυσεν ὁ πατήρ σου τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, ὅτι ὑγιαίνοντα αὐτὸν ἀπέλαβεν. 28 ὠργίσθη δὲ καὶ οὐκ ἤθελεν εἰσελθεῖν, ὁ δὲ πατὴρ αὐτοῦ ἐξελθὼν παρεκάλει αὐτόν. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν τῷ πατρὶ αὐτοῦ• ἰδοὺ τοσαῦτα ἔτη δουλεύω σοι καὶ οὐδέποτε ἐντολήν σου παρῆλθον, καὶ ἐμοὶ οὐδέποτε ἔδωκας ἔριφον ἵνα μετὰ τῶν φίλων μου εὐφρανθῶ• 30 ὅτε δὲ ὁ υἱός σου οὗτος ὁ καταφαγών σου τὸν βίον μετὰ πορνῶν ἦλθεν, ἔθυσας αὐτῷ τὸν σιτευτὸν μόσχον. 31 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τέκνον, σὺ πάντοτε μετʼ ἐμοῦ εἶ, καὶ πάντα τὰ ἐμὰ σά ἐστιν• 32 εὐφρανθῆναι δὲ καὶ χαρῆναι ἔδει, ὅτι ὁ ἀδελφός σου οὗτος νεκρὸς ἦν καὶ ἔζησεν, καὶ ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη.
Teksten
11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. 13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. 15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, 16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. 18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, 23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. 24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, 26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. 27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. 29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. 30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. 31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Tekst slut, Lukas 15,11-32
---
Lignelsen om den sure storebror (som er dens rette navn) ligger lige før lignelsen om den snedige forvalter og lige efter lignelsen om fårene og den ene drakme (utroligt at grækerne er gået med til at droppe en bibelsk møntfod for euroen).
Både før pg efter disse lignelser, er farisæernes rolle givet. 15,1: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse:..."
Lignelsen handler om nærighed med frelse, hvilket er den skuffede storebrors rolle - ligesom den stabile skatteyder, der ikke vil betale til de fornøjelser, der er nødvendige for at rehabilitere en medborger.
At lignelsen har fået det uheldige navn, "Lignelsen om den fortabte søn" , skyldes nok en kirkelig institutionalisering af synd og frafald, således, at et trygt flertal kan give sig selv og fælles værdier rollen som faderen, mens man så kan hyle i hengivenhed, når et eller andet skvat ophører med en kritisabel livsform og fitter ind, så alt igen er godt. "Kom som du er, bliv som os andre" er mange trossamfunds handlingskorrigerende praksis. Lignelsen er brugt som disciplin.
Som disciplineringsmiddel, er lignelsen mere lov end evangelium.
Der er eet billede, jeg vil prædike over: Tøjet.
Giv ham festklæder på!
Jeg vil dyrke følelsen af at stråle i et skrud, være iført den gule trøje, afdansningsbalssløjfen, brudekjolen, galla'en, eller bare det tinkywinky swag/street, som gør, at jeg er inde. Ridderkappen, kåben, det store badehåndklæde mor vikler om mig og løfter mig op. Giv ham det på!
Jeg vil prædike over tøjet som frelseshistorie, fra Adam, der skammede sig, da han så, han var nøgen, figenbladet som den første postlapsariske manifestation.
Josefs misundelsestøj (hans mors!) og uigenkendeligheden for brødrene, da han var iført faraonisk skrud.
Sæk og aske, Jonas, farisæere der sønderriver deres tøj, Jesus der taler om den nye lap, som river den gamle klædning itu. Hans egen afklædthed. Klædt af, for at jeg kan blive klædt på, klædt i soldaterkappen som hån, for at jeg kan få hæder...
- til at jeg ifører mig...
Kærlighed.
Ifør jer da, som de Guds hellige og elskede I er, ... kærligheden!
11 Εἶπεν δέ• ἄνθρωπός τις εἶχεν δύο υἱούς. 12 καὶ εἶπεν ὁ νεώτερος αὐτῶν τῷ πατρί• πάτερ, δός μοι τὸ ἐπιβάλλον μέρος τῆς οὐσίας. ὁ δὲ διεῖλεν αὐτοῖς τὸν βίον. 13 καὶ μετʼ οὐ πολλὰς ἡμέρας συναγαγὼν πάντα ὁ νεώτερος υἱὸς ἀπεδήμησεν εἰς χώραν μακρὰν καὶ ἐκεῖ διεσκόρπισεν τὴν οὐσίαν αὐτοῦ ζῶν ἀσώτως. 14 δαπανήσαντος δὲ αὐτοῦ πάντα ἐγένετο λιμὸς ἰσχυρὰ κατὰ τὴν χώραν ἐκείνην, καὶ αὐτὸς ἤρξατο ὑστερεῖσθαι. 15 καὶ πορευθεὶς ἐκολλήθη ἑνὶ τῶν πολιτῶν τῆς χώρας ἐκείνης, καὶ ἔπεμψεν αὐτὸν εἰς τοὺς ἀγροὺς αὐτοῦ βόσκειν χοίρους, 16 καὶ ἐπεθύμει χορτασθῆναι ἐκ τῶν κερατίων ὧν ἤσθιον οἱ χοῖροι, καὶ οὐδεὶς ἐδίδου αὐτῷ. 17 εἰς ἑαυτὸν δὲ ἐλθὼν ἔφη• πόσοι μίσθιοι τοῦ πατρός μου περισσεύονται ἄρτων, ἐγὼ δὲ λιμῷ ὧδε ἀπόλλυμαι. 18 ἀναστὰς πορεύσομαι πρὸς τὸν πατέρα μου καὶ ἐρῶ αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, 19 οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου• ποίησόν με ὡς ἕνα τῶν μισθίων σου. 20 καὶ ἀναστὰς ἦλθεν πρὸς τὸν πατέρα ἑαυτοῦ. Ἔτι δὲ αὐτοῦ μακρὰν ἀπέχοντος εἶδεν αὐτὸν ὁ πατὴρ αὐτοῦ καὶ ἐσπλαγχνίσθη καὶ δραμὼν ἐπέπεσεν ἐπὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ κατεφίλησεν αὐτόν. 21 εἶπεν δὲ ὁ υἱὸς αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου. 22 εἶπεν δὲ ὁ πατὴρ πρὸς τοὺς δούλους αὐτοῦ• ταχὺ ἐξενέγκατε στολὴν τὴν πρώτην καὶ ἐνδύσατε αὐτόν, καὶ δότε δακτύλιον εἰς τὴν χεῖρα αὐτοῦ καὶ ὑποδήματα εἰς τοὺς πόδας, 23 καὶ φέρετε τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, θύσατε, καὶ φαγόντες εὐφρανθῶμεν, 24 ὅτι οὗτος ὁ υἱός μου νεκρὸς ἦν καὶ ἀνέζησεν, ἦν ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη. καὶ ἤρξαντο εὐφραίνεσθαι. 25 ῏Ην δὲ ὁ υἱὸς αὐτοῦ ὁ πρεσβύτερος ἐν ἀγρῷ• καὶ ὡς ἐρχόμενος ἤγγισεν τῇ οἰκίᾳ, ἤκουσεν συμφωνίας καὶ χορῶν, 26 καὶ προσκαλεσάμενος ἕνα τῶν παίδων ἐπυνθάνετο τί ἂν εἴη ταῦτα. 27 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ ὅτι ὁ ἀδελφός σου ἥκει, καὶ ἔθυσεν ὁ πατήρ σου τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, ὅτι ὑγιαίνοντα αὐτὸν ἀπέλαβεν. 28 ὠργίσθη δὲ καὶ οὐκ ἤθελεν εἰσελθεῖν, ὁ δὲ πατὴρ αὐτοῦ ἐξελθὼν παρεκάλει αὐτόν. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν τῷ πατρὶ αὐτοῦ• ἰδοὺ τοσαῦτα ἔτη δουλεύω σοι καὶ οὐδέποτε ἐντολήν σου παρῆλθον, καὶ ἐμοὶ οὐδέποτε ἔδωκας ἔριφον ἵνα μετὰ τῶν φίλων μου εὐφρανθῶ• 30 ὅτε δὲ ὁ υἱός σου οὗτος ὁ καταφαγών σου τὸν βίον μετὰ πορνῶν ἦλθεν, ἔθυσας αὐτῷ τὸν σιτευτὸν μόσχον. 31 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τέκνον, σὺ πάντοτε μετʼ ἐμοῦ εἶ, καὶ πάντα τὰ ἐμὰ σά ἐστιν• 32 εὐφρανθῆναι δὲ καὶ χαρῆναι ἔδει, ὅτι ὁ ἀδελφός σου οὗτος νεκρὸς ἦν καὶ ἔζησεν, καὶ ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη.
Abonner på:
Opslag (Atom)