torsdag den 12. juli 2018

8. Søndag efter Trinitatis, anden række

Her slutter bjergsprædikenen, hold fast.



Teksten:
22 Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? 23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! 24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. 25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. 26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. 27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« 28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; 29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.
(Tekst slut. Matt 7,22-29)

Nb. Perikopen er skåret hårdt, læs i hvert fald fra v 15. Læs hele bjergprædikenen kap 5-7, så vil
V23 οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν (oversat, "I, som begår lovbrud", der står nok: I, arbejdende (kontinuerligt) på ikke-lov) blive sat i relation til hele lov-fornyelsen, og "gør" v21 bliver sat i perspektiv.

Tekstens kærlige pædagogik er at kalde til at stå fast på en klippe og ikke blive skyllet ud.
V21(som altså ikke er med i perikopen) er interessant for en lutheraner:
"21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje." En trosretning, der netop har ikkehandlen og bekendelsen som omdrejningspunkt må forklare sig her.

Bjergprædikenen kan altså ikke stå alene i en luthersk gudstjeneste fordi præmissen "han er selv lovens opfyldelse" står for svagt.

Teksten er eskatologisk/apokalyptisk og bygger på en frygt for at gå fortabt i evighed på grund af manglende påfyldelse af guds nye lov. Disse præmisser skal nok ændres til noget mere relevant for en moderne tilhører. Faldet kunne være at falde igennem (utilstrækkelighed) og storman kan være den øredøvende kakofoni af krav i det moderne liv.

Disposition:


Fortælling
Jeg er med grusom pædagogik inviteret til at stå på en klippe. Jeg står nu på den. Jeg står fast. Stormen og uvejret er omkring mig, men jeg står helt i ro, som om det bare er en kulisse.

Forvandling
Stormen er lavet af vilde lyde, som vil fortælle mig, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg snart falder igennem at jeg er skyllet ud, fordi jeg er ubrugelig. Men jeg bliver ikke ramt. Dens hylen er som en sød musik i kontrast til det fredfyldte rum omkring mig. For jeg er fri. Frikendt. Godkendt. Elsket. Det er min klippe, at jeg er elsket. Den er lavet ud af, at alt, hvad der skal levet op til, har gud Levet Op til. Alt hvad der skal betales, har han betalt.

Landsætning.
Med denne fred vil jeg møde mit medmenneske. Hvad jeg måtte have af krav og udeståender bliver til musik.

Hermed forstår jeg at bjergprædikenens centrum er fadervor og at denne bøns centrum er : forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.


(21 Οὐ πᾶς ὁ λέγων μοι• κύριε κύριε, εἰσελεύσεται εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν, ἀλλʼ ὁ ποιῶν τὸ θέλημα τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν τοῖς οὐρανοῖς) 22 πολλοὶ ἐροῦσίν μοι ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ• κύριε κύριε, οὐ τῷ σῷ ὀνόματι ἐπροφητεύσαμεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δαιμόνια ἐξεβάλομεν, καὶ τῷ σῷ ὀνόματι δυνάμεις πολλὰς ἐποιήσαμεν; 23 καὶ τότε ὁμολογήσω αὐτοῖς ὅτι οὐδέποτε ἔγνων ὑμᾶς• ἀποχωρεῖτε ἀπʼ ἐμοῦ οἱ ἐργαζόμενοι τὴν ἀνομίαν.
24 Πᾶς οὖν ὅστις ἀκούει μου τοὺς λόγους τούτους καὶ ποιεῖ αὐτούς, ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ φρονίμῳ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν πέτραν• 25 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέπεσαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ οὐκ ἔπεσεν, τεθεμελίωτο γὰρ ἐπὶ τὴν πέτραν. 26 καὶ πᾶς ὁ ἀκούων μου τοὺς λόγους τούτους καὶ μὴ ποιῶν αὐτοὺς ὁμοιωθήσεται ἀνδρὶ μωρῷ, ὅστις ᾠκοδόμησεν αὐτοῦ τὴν οἰκίαν ἐπὶ τὴν ἄμμον• 27 καὶ κατέβη ἡ βροχὴ καὶ ἦλθον οἱ ποταμοὶ καὶ ἔπνευσαν οἱ ἄνεμοι καὶ προσέκοψαν τῇ οἰκίᾳ ἐκείνῃ, καὶ ἔπεσεν καὶ ἦν ἡ πτῶσις αὐτῆς μεγάλη.
28 Καὶ ἐγένετο ὅτε ἐτέλεσεν ὁ Ἰησοῦς τοὺς λόγους τούτους, ἐξεπλήσσοντο οἱ ὄχλοι ἐπὶ τῇ διδαχῇ αὐτοῦ• 29 ἦν γὰρ διδάσκων αὐτοὺς ὡς ἐξουσίαν ἔχων καὶ οὐχ ὡς οἱ γραμματεῖς αὐτῶν

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar