onsdag den 21. marts 2018

Skærtorsdag, anden række

Salmer 366, 671, 473 -- 178, 321, 472.

Skærtorsdag, anden række

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)

Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.

Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.

Johannesevangeliet har i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregning af dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.

Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.

Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....

En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med forvandling, idet teologer til alle tider har villet forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.

Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.

Disposition:

Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.

Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.

Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes

13 Πρὸ δὲ τῆς ἑορτῆς τοῦ πάσχα εἰδὼς ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἦλθεν αὐτοῦ ἡ ὥρα ἵνα μεταβῇ ἐκ τοῦ κόσμου τούτου πρὸς τὸν πατέρα, ἀγαπήσας τοὺς ἰδίους τοὺς ἐν τῷ κόσμῳ εἰς τέλος ἠγάπησεν αὐτούς. 2 καὶ δείπνου γινομένου, τοῦ διαβόλου ἤδη βεβληκότος εἰς τὴν καρδίαν ἵνα παραδοῖ αὐτὸν Ἰούδας Σίμωνος Ἰσκαριώτου, 3 εἰδὼς ὅτι πάντα ἔδωκεν αὐτῷ ὁ πατὴρ εἰς τὰς χεῖρας * καὶ ὅτι ἀπὸ θεοῦ ἐξῆλθεν καὶ πρὸς τὸν θεὸν ὑπάγει, 4 ἐγείρεται ἐκ τοῦ δείπνου καὶ τίθησιν τὰ ἱμάτια καὶ λαβὼν λέντιον διέζωσεν ἑαυτόν• 5 εἶτα βάλλει ὕδωρ εἰς τὸν νιπτῆρα καὶ ἤρξατο νίπτειν τοὺς πόδας τῶν μαθητῶν καὶ ἐκμάσσειν τῷ λεντίῳ ᾧ ἦν διεζωσμένος. 6 ἔρχεται οὖν πρὸς Σίμωνα Πέτρον• λέγει αὐτῷ• κύριε, σύ μου νίπτεις τοὺς πόδας; 7 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὃ ἐγὼ ποιῶ σὺ οὐκ οἶδας ἄρτι, γνώσῃ δὲ μετὰ ταῦτα. 8 λέγει αὐτῷ Πέτρος• οὐ μὴ νίψῃς μου τοὺς πόδας εἰς τὸν αἰῶνα. ἀπεκρίθη Ἰησοῦς αὐτῷ• ἐὰν μὴ νίψω σε, οὐκ ἔχεις μέρος μετʼ ἐμοῦ. 9 λέγει αὐτῷ Σίμων Πέτρος• κύριε, μὴ τοὺς πόδας μου μόνον ἀλλὰ καὶ τὰς χεῖρας καὶ τὴν κεφαλήν. 10 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ὁ λελουμένος οὐκ ἔχει χρείαν εἰ μὴ τοὺς πόδας νίψασθαι, ἀλλʼ ἔστιν καθαρὸς ὅλος• καὶ ὑμεῖς καθαροί ἐστε, ἀλλʼ οὐχὶ πάντες. 11 ᾔδει γὰρ τὸν παραδιδόντα αὐτόν• διὰ τοῦτο εἶπεν ὅτι οὐχὶ πάντες καθαροί ἐστε.

12 Ὅτε οὖν ἔνιψεν τοὺς πόδας αὐτῶν [καὶ] ἔλαβεν τὰ ἱμάτια αὐτοῦ καὶ ἀνέπεσεν πάλιν, εἶπεν αὐτοῖς• γινώσκετε τί πεποίηκα ὑμῖν; 13 ὑμεῖς φωνεῖτέ με• ὁ διδάσκαλος, καί• ὁ κύριος, καὶ καλῶς λέγετε• εἰμὶ γάρ. 14 εἰ οὖν ἐγὼ ἔνιψα ὑμῶν τοὺς πόδας ὁ κύριος καὶ ὁ διδάσκαλος, καὶ ὑμεῖς ὀφείλετε ἀλλήλων νίπτειν τοὺς πόδας• 15 ὑπόδειγμα γὰρ ἔδωκα ὑμῖν ἵνα καθὼς ἐγὼ ἐποίησα ὑμῖν καὶ ὑμεῖς ποιῆτε. 16 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, οὐκ ἔστιν δοῦλος μείζων τοῦ κυρίου αὐτοῦ οὐδὲ ἀπόστολος μείζων τοῦ πέμψαντος αὐτόν. 17 εἰ ταῦτα οἴδατε, μακάριοί ἐστε ἐὰν ποιῆτε αὐτά.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar