søndag den 26. april 2015

4. Søndag efter påske, første række

4. søndag efter påske, første række



Fravær, afsløring og det ondes afmagt

Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.

Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.

8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.

9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.

Perikopen

Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.

Det onde taber luft eller bliver devalueret

Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.

Advokaten - parakleten - talsmanden

Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).

Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.

Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.

Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.

Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.

Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar