lørdag den 14. marts 2015

Pi i 10 år. Glædelig pi-dag.

I dag er det international pi-dag, fordi det matematiske π er ca 3.14 ligesom datoen.
I år er det ti år siden, jeg sad i Feyzebad i det nordlige Afghanistan og fik den homiletiske model Π på plads.

Jeg var på dette tidspunkt feltpræst for to små danske enheder i Afghanistan. Dels ISAF7 i Kabul og dels FEY01 i nord. Jeg betjente også PRT Kunduz patruljer i Aybak ved Mazar. Overalt mødte jeg smukke landskaber og smukke mennesker.

Jeg var fløjet fra Kabul til Feyzebad for at holde en enkelt påskegudstjeneste for holdet der. Lejren lå på en stor slette omkranset af bjerge. Ikke altid kunne hercules'en komme over bjergene. Jeg valgte at genfortælle hele påsken skærtorsdag i den tro, jeg langfredag ville være tilbage i Kabul. Transportsituationen gjorde, at jeg var hele påsken i Feyzebad (og prædikede alle dage på dansk, engelsk og tysk), mens folkene i Kabul ikke fik en eneste påskegudstjeneste. En melding til den norske feltpræst i Kabul nåede for sent frem til at han kunne nå at prædike på et skandinavisk sprog i lejren. Han var ellers meget vellidt.

Mens jeg således sad i lejren i Feyzebad og var "sneet inde" sammen med folkene, fik jeg tid til at arbejde videre med homiletik (prædikenkundskab/retorik). Jeg var i gang med at gennemtænke en prædikenmodel, som kunne oversætte begrebet "syndernes forladelse" til et positivt udtryk for forandring. At opkalde modellen efter et bogstav, var en ide, som Sanne Thøisen havde givet mig ved at præsentere V-prædikenen på præsternes efteruddannelse og samtidig efterspørge et opgør med denne.

V-prædikenen er udtryk for en disposition, hvor nedstregen er en ærgerlig nedtur, der fortæller om menneskets syndighed, mens opturen er "Jesus rydder saloonen" - det hele gør ikke noget fordi Jesus har båret vore synder.

Min uretfærdige gengivelse ovenfor levner ikke respekt for alle de fine v-prædikener, som dygtige teologer holder, men er udtryk for en træthed fordi klicheer og tom kulturkritik, som talere bruger krudt på at tale ned.

Jeg så et behov for at arbejde med en prædiken, der ser på forvandling, gerne som incitament til kærlighed. (Jeg var inspireret af den nye paulusforskning og Troels Engbergs udtryk 'kristusmennesker' som et paulinsk parænetisk resultat). Jeg mistænkte v-prædikenen for at ville anskueliggøre synden for at postulere nåden. Derved får kun synden og ikke nåden kvalitet. Jeg ville skabe en prædiken, som kunne anskueliggøre nåden for at vække kærligheden. Den forskel, som synden er, skulle stå underforstået i forhold til kærligheden og forvandlingen og ikke pædagogisk udfoldet.

Jeg arbejdede med en A-model eller rettere en Λ-model, hvor nåden blev ramt med et kys i toppen, men ikke udfoldet.

Det var som om min stilstand i bjerggryden på den store slette gav mig ideen til at prædikenen skulle have sin midte længe og højt. Det skulle være ligesom når børn leger og indlemmer hinanden i det store epos med replikker i stigende tonefald: "Så var vi jo dem, der kunne vinde alt, ikk'?" Og det var dette forvandlingsrum, som skulle nås gennem fortælling og forlades med lyst.

Faconen pi var dermed den karm, som en mulig retorisk rute kunne følge.

Opstreg: fortællingen, hvor tilhøreren bliver medproducent af den scene, som skal danne ramme om forvandlingen. Henstregen, forvandlingrummet, hvor forvandlingen fortælles (jeg bliver evig) og nedstregen, hvor jeg lander og har lyst og kraft fra det rum, jeg har besøgt, til at dele ud af evigheden som kærlighed.

Jeg er rigtig glad for at have fået lejlighed og opfordring til at arbejde videre med modellen. Jeg har på fornemmelsen, at den ikke er færdig. Ikke mindst fordi de, der arbejder med den idag, har svært ved at komme omkring de to hjørner.

Ikke desto mindre er det blevet til mange (hundreder, tusinder?) pi-prædikener, der lukker mennesker ind i et rum, hvor man kan glæde sig over at være skabt og glæde sig over at være rykket ud af intet og blive inspireret til at se sit medmenneske som noget helt fantastisk.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar