søndag den 8. marts 2015

Midfaste, første række

Midfaste, første række

Jeg døber min tunge i mundvand


Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15


Teksten er i sig selv en Pi-prædiken

En pi-prædiken (se, Hvad er en pi-prædiken) består typisk af en fortælling, en forklaring og en "landsætning", hvor tilhøreren til sidst sættes tilbage i sin virkelighed med forvandlingen som erfaring.

Som sådan er teksten til midfaste søndag i sig selv en pi-prædiken: En fortælling om en måltidssituation, en forvandling (lidt bli'r til meget) og en reaktion: Han er profetEN. (og så tilmed en lille ekstraopgave i landsættelsen: husk: ikke en konge af "verden").

Hvis man vil lave en V-prædiken, kan man bruge det misforståede kongemotiv som syndsdelen, eller man kan lade menneskets mangelfuldhed være menneskets synd: Gud kan frembringe mad i de mængder, det passer Gud.

Vi er endvidere syndere, fordi vi er ligeglade med sultne.

Tal


Hvis man er til talsymbolik, er det værd at undersøge, hvorfor 7 (2+5) bliver til 12. I Apostlenes gerninger er det omvendt (12 disciple bliver til 7 fattigforstandere, mad).

Kontekst

Perikopen er som sådan en hel perikope, men er bundet til hele kapitel 6 om livets brød. Bemærk, at Johannesevangeliet ikke har nogen indstiftelsesscene i den nat, Jesus bliver forrådt (ligesom synoptikerne). Denne scene er hos Johannes erstattet af fodvaskningen. Kapitel 6 fungerer derfor som Johannesevangeliets nadverindstiftelse.

Derfor er visse detaljer i teksten vigtige: Tiden: Det er ved at være påske. Stedet: Vi er ved Søen (Tiberias/Galilæas) hvilket er vigtigt, fordi søen er en afstand, hvis overvindelse (Jesus går på vandet) giver anledning til den i intensitet stigende dialog, som ender med, at Jesus sætter "er" mellem sig og livsbrød (6,35): "Jeg er livets brød" ("ER" er Guds navn).

Mad er sansning

En stor del af TV's sendeflade fyldes af madprogrammer. Vi lever i en kultur, hvor det er vigtigere hvad vi skal spise, i forhold til om vi skal spise.

Det første spørgsmål hører til i den 1. verden, det andet i den 3. verden. Det er kedeligt at høre om folk, der sulter. Det er spændende at se kendte danskere snakke om mad.

Madprogrammer er god underholdning, fordi de inddrager vore sanser. Levende billeder af en citron, der presses over dampende smør med frisk rosmarin i, får øjnene til at alarmere alle andre sanser.

Jeg mener derfor det er vigtigt at inddrage sanserne i fortælledelen af en pi-prædiken.

I den forbindelse kan det være gavnligt at udmale, hvilken fisk og hvilket brød, der er tale om.

Idet vi begynder i prædikenen at spørge om madvarernes kvalitet, er tilhøreren aktiv med mange dele af kroppen.

Man behøver ikke en gang have de rette historiske fakta om den lille drengs 2 madvarer for at kunne begynde sansningen.

Er bygbrød sprødt, fluffy, groft, fint, trægt? Er det evt friskbagt - og hvordan dufter friskbagt bygbrød? Er det bagt i ovn eller på en slags pande (naan)?

Og fisken (selvom den forsvinder ud af historien i løbet af kap 6): Hvis en lille dreng kan medbringe 2 fisk i et mellemøstligt klima i førteknologisk tid, er der enten tale om meget frisk fisk, tørret fisk eller fisk, der er i opløsning.

Da der er tale om småfisk (bemærk lille dreng, lille antal og små fisk kontrasterer mængderne efter underet) og jeg forestiller mig at de er tørrede og kan haves i lommen eller tilsvarende - måske i en snor. Der er tale om en snack.

Hvordan smager tørret fisk? Er den salt? Det siges, at den lugter.

Visse ting er svære at begynde at spise - visse svære ting kommer man til at holde af. Mange af klodens mennesker kan ikke være kræsne.

En tør knasende lommevarm lugtefisk med et anstrøg af sandstøv er et godt proteintilskud i en brødkultur. Jeg tror man kan vænne sin gane til den og længes efter den. Jeg vil øve mig i tanken om at glæde mig til denne spise og mærke i min mund, hvad de to madvarer, bygbrød og fisk gør ved min gane.

Disposition:

Fortælling (sansning)
Om at være sulten og glæde sig til at smage noget bestemt, noget stærkt, lugtende og noget med fad smag. Noget hårdt, noget blødt.

Forvandlinger
Min mund kan blive fuld af vand, når jeg tænker på noget bestemt, navnlig spejderhagl. De er der ikke, men munden reagerer, som om de er der. Gud er gået ind i verden ved at lade sit ord blive menneske - reagerer vi som om det er sket? Kan mit sultende medmenneske komme ind i mig som om han/hun er der? Tror jeg på et bespisningsunder før jeg selv har set mad blive til i menneskers liv uventet?

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og døbe min tunge i mundvand. Hver gang mine tænder løber i vand, vil jeg tænke på det som en forandring, ligesom den forandring, at en trang hos Gud har ført mig tilbage til hans evighed (vist hans søn som tegn), ligesom den forandring, at et andet menneskes nød kan blive min handling...


















Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar