Verdens første kirkegang: en dame går ind i et hus og går derfra med fred, frelst af sin tro med forladelse af al synd.
Teksten:
36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. 37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, 38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. 39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« 40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« 41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. 42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« 43 Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« 44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. 45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. 46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. 47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« 48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« 49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« 50 Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
(tekst slut Lukas 7,36-50)
---
Perikopen er en rigtig perikope, ikke hugget af og kan fortælles selvstændigt. Sammenlign gerne med Mk, navnlig placeringen i værkets helhed. Sammenhængen mellem salven og titlen den salvede (kristos, messiah) er væsensforskellig når den er placeret først og sidst i et evangelieskrift. Hos lukas salves han til sin gerning (herlighed) i mk salves han til sin død (lidelse/kongegerning).
Sproget.
Lukas er veloplagt i retning af det dannede, bemærk fx det opdelte subjekt i vers 36 med indførjet objekt. Veloplagt sprog, mere veloplagt end den apokalyptiske perikope forrige søndag, men ikke semiticeret som i de frelseshistorisk vigtige passager - tankevækkende, at perikopen ikke er semiticeret, men snarere græciseret, når nu lærdesamtalen føres med en jøde. Det er nok det lærde frem for det jødiske, der er lukas pointe i stilvalget bevidst eller ubevidst. Det kunne være morsom at iføre hele denne perikope juleevangeliets grammatik og se, hvad der ville komme ud af - teologisk. Der ville til en sådan stil (fx tidsadverbialled bestående af substantiverede acc+inf mm) også høre en mere omstændelig fortællestil, fx en tydeligere triplet intendering. Fx 1 kvinden tilskyndes (Gud) eller beslutter sig, 2 hun gennemfører, 3 reaktion/lykkes .
----
Der kan med rette prædikes om forargelse "skal de ha' lov til det!" . Der kunne laves en god V prædiken over alt det, vi som selvoptagede mennesker går og har ondt i røven over at andre kan tillade sig, indtil vi erkender, at vi har megen tilgivelse behov og kryber til alters...
Jeg kunne tænke mig at lave en fortælling om en kvinde, der ligger ved sit vindue, mens lyset falder ind igenne en alabastkrukke. Den er ligesom blød marmor, gennemsigtig, væsken er i, den er plumberet. Linierne i den lyse svagtfarvede sten træder frem i gennemlysningen. Nogle linier kan man kun se, når lyset går igennem, de kan ikke ses på overfladen. Hun ligger og kigger på denne luksusvare, som hun engang havde daglig adgang til, nogle gange brød hun sådan en hals flere gange om dagen både morgen og aften og altid, når han var der. Nu er der kun den ene flaske tilbage, et luksusrelikvie. Et minde om en tilværelse, som selvfølgelig ikke kunne vare ved. Lykke, fortrydelse, skam. Et glimt af herlighed, som ingen kan tillade sig, men hun tillod det. En atmosfære af skam værre en hvis de kastede de sten, hendes vægge består af.
Hvornår skulle denne parfume åbnes? Hvornår skulle hovedet bides af skammen? Hvornår skulle alle linierne i stenens marmorering, alle linierne i hendes skæbnes veje, alle de linier, der flyder sammen, skilles, løber ud, skjules, minderne... Hvornår skal den sidste flaske åbnes?
Nu!
Så brydes forseglingen. Så løber væsken, så løber tårerne, så er der frit løb, så fortsætter de striber, som ellers var forstenede og sluttede. Når jeg mærker tilgivelse, er det som om linier, som syntes sluttede, kan tegnes videre...
---
36 Ἠρώτα δέ τις αὐτὸν τῶν Φαρισαίων ἵνα φάγῃ μετʼ αὐτοῦ, καὶ εἰσελθὼν εἰς τὸν οἶκον τοῦ Φαρισαίου κατεκλίθη. 37 καὶ ἰδοὺ γυνὴ ἥτις ἦν ἐν τῇ πόλει ἁμαρτωλός, καὶ ἐπιγνοῦσα ὅτι κατάκειται ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ Φαρισαίου, κομίσασα ἀλάβαστρον μύρου 38 καὶ στᾶσα ὀπίσω παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ κλαίουσα τοῖς δάκρυσιν ἤρξατο βρέχειν τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ταῖς θριξὶν τῆς κεφαλῆς αὐτῆς ἐξέμασσεν καὶ κατεφίλει τοὺς πόδας αὐτοῦ καὶ ἤλειφεν τῷ μύρῳ. 39 ἰδὼν δὲ ὁ Φαρισαῖος ὁ καλέσας αὐτὸν εἶπεν ἐν ἑαυτῷ λέγων• οὗτος εἰ ἦν προφήτης, ἐγίνωσκεν ἂν τίς καὶ ποταπὴ ἡ γυνὴ ἥτις ἅπτεται αὐτοῦ, ὅτι ἁμαρτωλός ἐστιν. 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Σίμων, ἔχω σοί τι εἰπεῖν. ὁ δέ• διδάσκαλε, εἰπέ, φησίν. 41 δύο χρεοφειλέται ἦσαν δανιστῇ τινι• ὁ εἷς ὤφειλεν δηνάρια πεντακόσια, ὁ δὲ ἕτερος πεντήκοντα. 42 μὴ ἐχόντων αὐτῶν ἀποδοῦναι ἀμφοτέροις ἐχαρίσατο. τίς οὖν αὐτῶν πλεῖον ἀγαπήσει αὐτόν; 43 ἀποκριθεὶς Σίμων εἶπεν• ὑπολαμβάνω ὅτι ᾧ τὸ πλεῖον ἐχαρίσατο. ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ὀρθῶς ἔκρινας. 44 καὶ στραφεὶς πρὸς τὴν γυναῖκα τῷ Σίμωνι ἔφη• βλέπεις ταύτην τὴν γυναῖκα; εἰσῆλθόν σου εἰς τὴν οἰκίαν, ὕδωρ μοι ἐπὶ πόδας οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ τοῖς δάκρυσιν ἔβρεξέν μου τοὺς πόδας καὶ ταῖς θριξὶν αὐτῆς ἐξέμαξεν. 45 φίλημά μοι οὐκ ἔδωκας• αὕτη δὲ ἀφʼ ἧς εἰσῆλθον οὐ διέλιπεν καταφιλοῦσά μου τοὺς πόδας. 46 ἐλαίῳ τὴν κεφαλήν μου οὐκ ἤλειψας• αὕτη δὲ μύρῳ ἤλειψεν τοὺς πόδας μου. 47 οὗ χάριν λέγω σοι, ἀφέωνται αἱ ἁμαρτίαι αὐτῆς αἱ πολλαί, ὅτι ἠγάπησεν πολύ• ᾧ δὲ ὀλίγον ἀφίεται, ὀλίγον ἀγαπᾷ. 48 εἶπεν δὲ αὐτῇ• ἀφέωνταί σου αἱ ἁμαρτίαι. 49 καὶ ἤρξαντο οἱ συνανακείμενοι λέγειν ἐν ἑαυτοῖς• τίς οὗτός ἐστιν ὃς καὶ ἁμαρτίας ἀφίησιν; 50 εἶπεν δὲ πρὸς τὴν γυναῖκα• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε• πορεύου εἰς εἰρήνην.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar