Kristi Himmelfart.
Når jeg vågner Kristi Himmelfarts morgen, kommer jeg ud af
sengen med en lethed, som stadig er gådefuld for mig selv. Er tyngdeloven
ophævet bare fordi nogle af mine trosfæller for længe siden har set min frelser
stige opad og forsvinde? Er der andre love, der så også er ophævet?
Jeg skal i det følgende forsøge at beskrive, hvad denne dag
gør ved mig, idet jeg håber, at alt det gode jeg beskriver, vil smitte og
løfte.
Når jeg tænker efter, er der mange problemer,
forklaringsproblemer, forbundet med dagen. Et af dem er lille og teknisk,
nemlig det at jeg ikke gider at prædike over Markusevangeliet kap16,14ff. Jeg
elsker ellers Markusevangeliet og det er netop derfor at jeg helst vil lade den
del af Markusevangeliet, som ikke hører med til originalen, ligge. Mit
Markusevangelium slutter 16,8 ved graven og kvinderne.
Jeg blev en gang spurgt under en debat, hvorledes jeg ville
tage fordømmelsen og den evige fortabelse alvorligt ud fra Markus 16,16. Jeg
kunne frejdigt svare: Ved at hive siden ud! Den hører ikke med. Det er min
overbevisning, at de slutninger, der står skrevet efter Markus 16, 8 er senere
tilføjelser. Måske har der været en anden Markusslutning, men den er nu væk.
Pyt med det! Alt, hvad der står i den trykte Markusslutning
kan findes andre steder i Bebelen – så således hører det med. Forkynd! Bred det
ud! Klar hvad som helst! Bliv frelst – for frelse findes – og det gør
fortabelse også, vi ved bare ikke hvordan den ser ud – spørg dem, der har smagt
på den. Den er ikke sjov.
Det andet tekniske problem – jeg skal nok snart vende
tilbage til hvorfor jeg er så glad når jeg vågner til Kristi Himmelfart – det
andet tekniske problem er Kristi fysiske himmelfart. Forsvandt han virkelig
fysisk – eller var det bare sådan de så det – og hvor er han i benægtende fald
smuldret hen?
Jeg kan ikke svare på, hvor han blev af, hvorledes han gik
fra én dimension til en anden – fra det vi kan måle til det vi kun kan tale om.
Jeg må blot sige: Jeg kan mærke, at Jesus er min frelser – han har nogle
disciple. De har set ham blive løftet. Jeg vågner og er glad!
Hvor blev han af? Han er i mig! Nu er jeg klar til at
begynde min prædiken.
Jeg står ud af min seng. Gulvet er koldt, men ikke nær så
koldt som det her været, og jeg går på bare tæer hen og får fat i en ældre
oversættelse af Lukasevangeliet og apostlenes gerninger – en af dem, hvor der
ikke er luget ud i alle de gange Lukas skriver: ”Og det skete”. Disse ord ”Og
det skete” er nemlig en lille kraftfuld formel fra verdens skabelse, som glæder
mig, fordi det, jeg læser, sker i mig, hvorved det er en skabelse.
”Og det skete mens han talte til dem, blev han løftet op”.
Jeg mærker vægtløsheden og ser det for mig. Det minder mig om alle herlige
løft: Jeg har fløjet i helikopter – forbandet larm, som jeg tænker væk. Jeg
tænker på følelsen af lettelse, som hedder netop sådan, fordi en tyngde
forsvinder mærkbart. Et barn bliver væk i skoven eller i en fremmed by – og
bliver fundet igen. Pyha! Jeg prøver at huske det nænsomme løft: Jeg er lille
og en voksen har lyst til at løfte mig og gør det med lethed og lyst til nærvær
og interesse. Jeg husker på en trykket stemning, som letter: Et uventet
resultat af en forhandling. En votering bag en dør, en svær fødsel bag et
forhæng. Jeg tænker på en konflikt, som pludselig blev til fnis, for ingen kan
huske substansen.
--
Der er mange af de løft, jeg tænker på, som er båret af en
ophævelse af lov. Ligesom vi kender tyngdeloven, kender vi andre
lovmæssigheder: Jungleloven eller ”noget for noget” eller ”konsekvens”.
Konsekvens betyder at noget følger efter noget andet. Det kan være ”Højt at
flyve, dybt at falde”. Under alle omstændigheder betyder konsekvens en
ubrydelig tidsrækkefølge. Jeg er bundet af tiden og den går kun én vej. Det ene
følger af det andet: Først er man grøn, så er man grå og så er man død (med
mindre man blev snydt for den grå fase). Som man sår så høster man. Hvis jeg
gør mig uvenner med alle, kan jeg ikke forvente, at de kommer og elsker mig? Eller
kan jeg? Er det ikke netop ophævelsens kraft, der får mig til at springe ud af
sengen til Kristi Himmelfart? Jeg tror, evighed er noget andet end tid. Tid går
kun én vej. Evighed kan noget andet.
Jeg kommer til at tænke på, at Kristi Himmelfart løfter mig,
fordi den minder mig om alt det, der altid er nyt og anderledes ved min tro:
Det er nyt og anderledes, at jeg skal leve evigt. Grøn, grå, død kan læses
begge veje. Det er nyt og anderledes, at fjendskab avler kærlighed – men det er
den virkelighed jeg er i. At Jesus er steget op, betyder, at han regerer. At
Han regerer, betyder, at konsekvens nu er noget andet noget nyt. Han har taget
konsekvensen, han tog den på hovedskallestedet.
Jeg står med en ny pagt. Jeg siger ny pagt, hver gang jeg
mindes ham ved nadveren og siger ”blod” som altid er den yderste konsekvens.
Det er en ny aftale. Jeg har en god gammel aftale med tyngdeloven om at holde
mig nede, men jeg har også en ny pagt med noget, der er langt større. Det vil
jeg ud og prøve af.
--
Jeg får lyst til at sige tak! Og jeg vil rette min tak mod
Gud og mennesker. Mest mennesker. Jeg vil synge til Gud og jeg vil prøve en
lethed af på mennesker. Tonerne til Gud stiger opad af sig selv.
Jeg vil huske almindelige løft og jeg vil huske de særlige,
evige løft, som forvandler mig. Jeg vil prøve at lave nogle rammer for livet
mellem mennesker, som henter energien fra den lethed og den interesse, hvormed
en voksen løfter et lille barn op og spørger ind til de mest banale oplevelser.
Jeg vil se, om den energi kan bruges på voksne – navnlig hvis de ikke har
fortjent det, for så er tidens lov hærget, så kører tiden mod sin egen retning
og er dermed smittet med evighed. Jeg vil se, iagttage og hjælpe de fnis, som
får mørke forhæng til at revne og få konflikters såkaldte substans til at tabe
tyngde og lette som en ballon til en festival. Jeg vil ud og mærke, at himlen
styrer.
Glædelig Kristi Himmelfart!
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar