De turde heller ikke sige noget.
Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .
Jeg vil ikke kaste kig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.
Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?
Det mindste rum og den blå hvælving.
For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.
Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.
Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar