2. påskedag, første række

At se tilbage på et glødende hjerte

 Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. 

Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. 

De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« 

Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. 

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.

 De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35

Det hele var meningen

Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.

Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?

Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.

Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".

Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud. 

Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen. 

Det er aha'et, der giver mening.

Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.

I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.

Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.

Hvornår gik jeg med Jesus

Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.

Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?

Dispostion:

Fortælling: 

Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?

Forvandling:

Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er. 

Landsætning:

Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.

"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".