søndag den 10. juni 2018

3. Søndag efter Trinitatis, anden række.

751, 447, 674v1-2, 506, 473, 426

Teksten

11 Han sagde også: »En mand havde to sønner. 12 Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. 13 Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; 14 og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. 15 Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, 16 og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 17 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. 18 Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. 19 Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
20 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. 21 Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. 22 Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, 23 og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. 24 For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
25 Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, 26 og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. 27 Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. 28 Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. 29 Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. 30 Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. 31 Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Tekst slut, Lukas 15,11-32

---

Lignelsen om den sure storebror (som er dens rette navn) ligger lige før lignelsen om den snedige forvalter og lige efter lignelsen om fårene og den ene drakme (utroligt at grækerne er gået med til at droppe en bibelsk møntfod for euroen).

Både før pg efter disse lignelser, er farisæernes rolle givet. 15,1: "Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse:..."

Lignelsen handler om nærighed med frelse, hvilket er den skuffede storebrors rolle - ligesom den stabile skatteyder, der ikke vil betale til de fornøjelser, der er nødvendige for at rehabilitere en medborger.

At lignelsen har fået det uheldige navn, "Lignelsen om den fortabte søn" , skyldes nok en kirkelig institutionalisering af synd og frafald, således, at et trygt flertal kan give sig selv og fælles værdier rollen som faderen, mens man så kan hyle i hengivenhed, når et eller andet skvat ophører med en kritisabel livsform og fitter ind, så alt igen er godt. "Kom som du er, bliv som os andre" er mange trossamfunds handlingskorrigerende praksis. Lignelsen er brugt som disciplin.

Som disciplineringsmiddel, er lignelsen mere lov end evangelium.

Der er eet billede, jeg vil prædike over: Tøjet.

Giv ham festklæder på!

Jeg vil dyrke følelsen af at stråle i et skrud, være iført den gule trøje, afdansningsbalssløjfen, brudekjolen, galla'en, eller bare det tinkywinky swag/street, som gør, at jeg er inde. Ridderkappen, kåben, det store badehåndklæde mor vikler om mig og løfter mig op. Giv ham det på!

Jeg vil prædike over tøjet som frelseshistorie, fra Adam, der skammede sig, da han så, han var nøgen, figenbladet som den første postlapsariske manifestation.

Josefs misundelsestøj (hans mors!) og uigenkendeligheden for brødrene, da han var iført faraonisk skrud.

Sæk og aske, Jonas, farisæere der sønderriver deres tøj, Jesus der taler om den nye lap, som river den gamle klædning itu. Hans egen afklædthed. Klædt af, for at jeg kan blive klædt på, klædt i soldaterkappen som hån, for at jeg kan få hæder...

- til at jeg ifører mig...

Kærlighed.

Ifør jer da, som de Guds hellige og elskede I er, ... kærligheden!

11 Εἶπεν δέ• ἄνθρωπός τις εἶχεν δύο υἱούς. 12 καὶ εἶπεν ὁ νεώτερος αὐτῶν τῷ πατρί• πάτερ, δός μοι τὸ ἐπιβάλλον μέρος τῆς οὐσίας. ὁ δὲ διεῖλεν αὐτοῖς τὸν βίον. 13 καὶ μετʼ οὐ πολλὰς ἡμέρας συναγαγὼν πάντα ὁ νεώτερος υἱὸς ἀπεδήμησεν εἰς χώραν μακρὰν καὶ ἐκεῖ διεσκόρπισεν τὴν οὐσίαν αὐτοῦ ζῶν ἀσώτως. 14 δαπανήσαντος δὲ αὐτοῦ πάντα ἐγένετο λιμὸς ἰσχυρὰ κατὰ τὴν χώραν ἐκείνην, καὶ αὐτὸς ἤρξατο ὑστερεῖσθαι. 15 καὶ πορευθεὶς ἐκολλήθη ἑνὶ τῶν πολιτῶν τῆς χώρας ἐκείνης, καὶ ἔπεμψεν αὐτὸν εἰς τοὺς ἀγροὺς αὐτοῦ βόσκειν χοίρους, 16 καὶ ἐπεθύμει χορτασθῆναι ἐκ τῶν κερατίων ὧν ἤσθιον οἱ χοῖροι, καὶ οὐδεὶς ἐδίδου αὐτῷ. 17 εἰς ἑαυτὸν δὲ ἐλθὼν ἔφη• πόσοι μίσθιοι τοῦ πατρός μου περισσεύονται ἄρτων, ἐγὼ δὲ λιμῷ ὧδε ἀπόλλυμαι. 18 ἀναστὰς πορεύσομαι πρὸς τὸν πατέρα μου καὶ ἐρῶ αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, 19 οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου• ποίησόν με ὡς ἕνα τῶν μισθίων σου. 20 καὶ ἀναστὰς ἦλθεν πρὸς τὸν πατέρα ἑαυτοῦ. Ἔτι δὲ αὐτοῦ μακρὰν ἀπέχοντος εἶδεν αὐτὸν ὁ πατὴρ αὐτοῦ καὶ ἐσπλαγχνίσθη καὶ δραμὼν ἐπέπεσεν ἐπὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ κατεφίλησεν αὐτόν. 21 εἶπεν δὲ ὁ υἱὸς αὐτῷ• πάτερ, ἥμαρτον εἰς τὸν οὐρανὸν καὶ ἐνώπιόν σου, οὐκέτι εἰμὶ ἄξιος κληθῆναι υἱός σου. 22 εἶπεν δὲ ὁ πατὴρ πρὸς τοὺς δούλους αὐτοῦ• ταχὺ ἐξενέγκατε στολὴν τὴν πρώτην καὶ ἐνδύσατε αὐτόν, καὶ δότε δακτύλιον εἰς τὴν χεῖρα αὐτοῦ καὶ ὑποδήματα εἰς τοὺς πόδας, 23 καὶ φέρετε τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, θύσατε, καὶ φαγόντες εὐφρανθῶμεν, 24 ὅτι οὗτος ὁ υἱός μου νεκρὸς ἦν καὶ ἀνέζησεν, ἦν ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη. καὶ ἤρξαντο εὐφραίνεσθαι. 25 ῏Ην δὲ ὁ υἱὸς αὐτοῦ ὁ πρεσβύτερος ἐν ἀγρῷ• καὶ ὡς ἐρχόμενος ἤγγισεν τῇ οἰκίᾳ, ἤκουσεν συμφωνίας καὶ χορῶν, 26 καὶ προσκαλεσάμενος ἕνα τῶν παίδων ἐπυνθάνετο τί ἂν εἴη ταῦτα. 27 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ ὅτι ὁ ἀδελφός σου ἥκει, καὶ ἔθυσεν ὁ πατήρ σου τὸν μόσχον τὸν σιτευτόν, ὅτι ὑγιαίνοντα αὐτὸν ἀπέλαβεν. 28 ὠργίσθη δὲ καὶ οὐκ ἤθελεν εἰσελθεῖν, ὁ δὲ πατὴρ αὐτοῦ ἐξελθὼν παρεκάλει αὐτόν. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν τῷ πατρὶ αὐτοῦ• ἰδοὺ τοσαῦτα ἔτη δουλεύω σοι καὶ οὐδέποτε ἐντολήν σου παρῆλθον, καὶ ἐμοὶ οὐδέποτε ἔδωκας ἔριφον ἵνα μετὰ τῶν φίλων μου εὐφρανθῶ• 30 ὅτε δὲ ὁ υἱός σου οὗτος ὁ καταφαγών σου τὸν βίον μετὰ πορνῶν ἦλθεν, ἔθυσας αὐτῷ τὸν σιτευτὸν μόσχον. 31 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• τέκνον, σὺ πάντοτε μετʼ ἐμοῦ εἶ, καὶ πάντα τὰ ἐμὰ σά ἐστιν• 32 εὐφρανθῆναι δὲ καὶ χαρῆναι ἔδει, ὅτι ὁ ἀδελφός σου οὗτος νεκρὸς ἦν καὶ ἔζησεν, καὶ ἀπολωλὼς καὶ εὑρέθη.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar