Salmer: 250, 253, 256v4 -- 252, 473, 251
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Kristi Himmelfart er den højtid, som i højeste grad udfordrer mit verdensbillede med dets skelnen mellem konkret og abstrakt. Hvor er han nu?
Jeg kan uden videre forstå, at apostlene så ham forsvinde og blive løftet - men hvad de så, kan jeg ikke forstå.
Men jeg vil lede efter svaret i Jesu ord og Kristi gerning. Jesu ord handler om at tilgive og ophæve de love, som ellers holder mennesker nede. Rig og fattig, bundet og løst. Kristi gerning om liv og død.
Jeg vil lede efter svaret ved at efterleve og støtte ophævelserne. Se den fornedrede som den ophøjede. Ophæve den lov, at den forkerte også er den forhadte.
Måske vil disse ophævelser kaste lys over ophævelsen af de love og grænser, Apostlenes oplevelse indeholder...
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar