mandag den 16. april 2018

3. Søndag efter Påske, anden række

3. Søndag efter påske, anden række
Salmer: 379, 7, -- 376, 722
En forfærdende kakofoni af boligtilbud...

Teksten:

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! 2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? 3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« 5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« 6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. 7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« 9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? 10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. 11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. (Johannes 14,1-11 tekst slut)

-----

Moderniteten er skøn i sin rummelighed og dæmonisk i sin mangefacetterethed. Der er flere forvandlinger i dagens tekst. Forfærdelsen forsvinder og boligers mængde er et tegn på rummelighed. Vejen er også målet...

Jeg læser den tilstand, som skal forlades som "forfærdede hjerter". Jeg læser dette som en tilstand af ufred i mennesket. Mangel på indre hvile, fred til at fortsætte.

Den tilstand, som skal afløse dette, finder sted i to tempi. Det ene er den fred, der indfinder sig nu. Den anden er den fred, som den nuværende fred retter sig imod. Det vigtigste er det, der forbinder disse to.

Måske kommer indre ufred af frygten for at falde igennem. Frygten for at de andre skal opdage, at jeg ikke er sand, at jeg ikke er autentisk og rigtig, men bare som om.

Er de mange boliger et udtryk for, hvor mange forskellige, der er plads til hos Gud, eller bare et stort antal? Er mange godt eller virkelig skrækkeligt, ligesom modernitetens kakofoni af tilbud om identiteter, der skal overdøve frygten for at falde igennem, men vi bliver ens?

At blive afsløret er at falde igennem, men samtidig at få fred. For nu er der ikke mere at lade som om. At få indre fred er at være i kontakt og blive forvandlet af det sandt værende, det, der forbliver (μένων v 10).

Når jeg selv er urolig, kan jeg bruge denne tekst til at lære mig selv, at det ikke er mig, men noget uden for mig, der giver mig den fred, som vidner om, at jeg er evig (sand). Dette udenfor mig er Gud, som er kommet, værende i Sønnen og som samtidig er den proces, som fører mig til den fred, som allerede er i mig og som er lavet af den evighed, som er altings ophav og beståen.

Den fred, der er i mig er sand, fordi dens modsætning er ikke-væren. Det modsatte af sand er når noget ikke-værende udgiver sig for at være eller noget værende udgiver sig for ikke at være.

At falde igennem er at komme i kontakt med væren, sandhed. Måske falder man opad...

Eller:
"Jeg", "Er", "Vejen", "Sandheden" samt "Livet". Dvs Mig, Gud, retning/proces hvorfor/hvodan og "at vs intet"?

Hvis tiden er reversibel og Jesus har taget konsekvensen (følgen) og dermed rækkefølgen, så sætningen ikke er kausal, kan den læses i erfaringsperspektiver: jeg blev vejen, jeg var jo vejen, vejen bliver mig.



Μὴ ταρασσέσθω ὑμῶν ἡ καρδία• πιστεύετε εἰς τὸν θεὸν καὶ εἰς ἐμὲ πιστεύετε. 2 ἐν τῇ οἰκίᾳ τοῦ πατρός μου μοναὶ πολλαί εἰσιν• εἰ δὲ μή, εἶπον ἂν ὑμῖν ὅτι πορεύομαι ἑτοιμάσαι τόπον ὑμῖν; 3 καὶ ἐὰν πορευθῶ καὶ ἑτοιμάσω τόπον ὑμῖν, πάλιν ἔρχομαι καὶ παραλήμψομαι ὑμᾶς πρὸς ἐμαυτόν, ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ καὶ ὑμεῖς ἦτε. 4 καὶ ὅπου [ἐγὼ] ὑπάγω οἴδατε τὴν ὁδόν.
5 Λέγει αὐτῷ Θωμᾶς• κύριε, οὐκ οἴδαμεν ποῦ ὑπάγεις• πῶς δυνάμεθα τὴν ὁδὸν εἰδέναι; 6 λέγει αὐτῷ [ὁ] Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι ἡ ὁδὸς καὶ ἡ ἀλήθεια καὶ ἡ ζωή• οὐδεὶς ἔρχεται πρὸς τὸν πατέρα εἰ μὴ διʼ ἐμοῦ. 7 εἰ ἐγνώκατέ με, καὶ τὸν πατέρα μου γνώσεσθε. καὶ ἀπʼ ἄρτι γινώσκετε αὐτὸν καὶ ἑωράκατε αὐτόν.
8 Λέγει αὐτῷ Φίλιππος• κύριε, δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα, καὶ ἀρκεῖ ἡμῖν. 9 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• τοσούτῳ χρόνῳ μεθʼ ὑμῶν εἰμι καὶ οὐκ ἔγνωκάς με, Φίλιππε; ὁ ἑωρακὼς ἐμὲ ἑώρακεν τὸν πατέρα• πῶς σὺ λέγεις• δεῖξον ἡμῖν τὸν πατέρα; 10 οὐ πιστεύεις ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί ἐστιν; τὰ ῥήματα ἃ ἐγὼ λέγω ὑμῖν ἀπʼ ἐμαυτοῦ οὐ λαλῶ, ὁ δὲ πατὴρ ἐν ἐμοὶ μένων ποιεῖ τὰ ἔργα αὐτοῦ. 11 πιστεύετέ μοι ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρὶ καὶ ὁ πατὴρ ἐν ἐμοί• εἰ δὲ μή, διὰ τὰ ἔργα αὐτὰ πιστεύετε.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar