onsdag den 21. februar 2018

2. Søndag i fasten, tillæg...

Krise og effekt

Den form for tro, som er til stede i Markus 9 og som har skullet have en effekt på Markusevangeliets samtidige (Wow:dæmonen skred!), er så fjern fra min trospraksis, at jeg bliver nødt til at bringe både teksten og min egen tro ind i et andet (tredje) fortolkningsrum, for at det fælles - troen på Kristus - kan bringes i spil, og evangeliet kaldes: helligt, altså det, der bringer mig sammen med Gud.

Det handler om kritik og effekt.
Kritik betyder ikke at man kritiserer sønder og sammen, snarere tvært i mod. Kritik er at tage krisen sammen med genstanden og lade det stå åbent, hvem der er mest virkelig, den eller jeg.
At tillade sig at blive kastet hid eller did.
Hvis jeg læser hele markusevangeliet som musik, kan jeg leve mig ind i dets anliggende. Buldrende pauker og skrigende violiner er dæmoner og farisæere som understætter livets melodi, selvom de prøver at spille imod. Jeg kommer trygt ud af vildnisset, spændt ud mellem hykleri og tilintetgørelse.

Men når jeg går i detaljen, er jeg ved at brække mig. "Kun ved bøn" . Skulle jeg anbefale en familie, at lade anden behandling til side og be'?
Der findes stadig dæmonuddrivere, også i Danmark. Jeg har set på tv et ægtepar køre rundt i en Toyota og rense det ene hus efter det andet med bønner og besværgelser. Jeg bliver ikke glad, ej heller overbevist. Kun overbevist om, at nutidens religionsforskrækkelse har noget at have det i.

Det er Markusevangeliets forståelsesmiljøs syn på årsag og virkning, som tricker mig. Sygdom og besættelse er i eftertiden afdækket som noget andet. Tro og helbredelse er afdækket som forskellige ting.

Årsag og virkning, er det, der holder alting oppe i moderniteten. For meget faktisk. Fint nok, at vi hænger hele den fysiske verden op på "effekt". Det virker. Men hvad med relationer? Hvad med mig selv?
Hvis vi læser Markus 9 som en relation mellem en far og hans dreng, kommer der en fin kritik af modernitetens relationssygdomme: effekt.

Hvem er jeg i moderniteten? Jeg er den lækkerhed, som er effekten af min iscenesættelse. Hvem er min næste? Min næste er den, der mest effektivt støtter denne iscenesættelse.
Og pludselig findes der relationer, hvis effekt er uden for kontrol. Mennesker bundet til hinanden af andet end den effekt, deres produktion af lækkerhed kan måles i. En far og hans kærlighed og det, vi ville ønske ville gå væk, det destruktive. Det vedholdende ønske.
Kunne vi ydmygt lade os inspirere af andre forestillingsuniverser, hvor ikke alt er styret af effekt og hvor andre effekter, end dem, vi kender, er virksomme i konkurrence til kendte forestillinger til støtte for relationer, der er større end de effektive?
Måske er det tanken om effekt, der skal uddrives.
Måske kunne vi lære at lade mennesker uden effekt være i fred. Måske kunne vi elske dem, der har den helt gale effekt

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar