torsdag den 14. december 2017

Fjerde søndag i advent, anden række

Den glade forlover...

Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.

Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.

Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.

Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.

Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.

I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).

Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.

Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.

Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.

Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.

Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....
---

25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν

Ingen kommentarer:

Send en kommentar