onsdag den 13. september 2017

14. Søndag efter Trinitatis, første række

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. 12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham 13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« 14 Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. 15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst 16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. 17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? 18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« 19 Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Luk 17,11-19

Et åndshistorisk gab

Nogle gange er der en stor afstand mellem mig som læser og den verdensopfattelse, der er tilstede i det jeg læser. I teksten til 14. søndag efter trinitatis, er der rigtig mange forhold, som så at sige skal oversættes. Ikke sprogligt, men betydningmæssigt. Det gælder fx forholdet mellem sygdom og renhed, forholdet mellem Gud, menneske og helligdom, forholdet mellem gudsfolk og andre.

I teksten er det naturligt, at de syge skal synes af præster for at kunne genindlemmes i samfundet. Forklaringen er den, at det gamle testamentes renhedsforskrifter i sidste ende handler om, at visse forbudte sygdomme (herunder spedalskhed, som dækker en række hudlidelser samt hussvamp) angiveligt skulle kunne få Gud til at forlade sit tempel (sin bolig) hvorved al lykke og velsignelse vil forsvinde væk fra de udvalgtes land. I følge denne tankegang, har de syge altså noget snask på sig, som kan få Gud til at blive væk.

Det er derfor naturligt, at Jesus beder de syge om at lade sig syne af præsterne (også for dermed at få en grundig eksamination af hans helbredelse). Det er for mig gådefuldt, at Jesus fremhæver samaritaneren som den eneste, der giver Gud tak og ære, eftersom netop synsforretningen hos præsten forventeligt vil afføde en eller anden form for taksigelse indenfor rammerne af den præstelige kult. Fremhævelsen af den fremmede (samaritaneren) som gudsfrygtig fremfor de øvrige (som må forventes at være rigtige pagtarvinger) er derfor fin i tråd med det lukanske projekt (at vise fremmede som rette arvtagere til pagten) men gådefuld i sammenhængen: hvor skulle samaritaneren ellers være gåen hen? Hen til præsterne? For at blive diskvalificeret som samaritaner?

Med disse indre modsætninger, står vi med en fortælling, der fremhæver en samaritaners gudsforhold på baggrund af en helbredelse, som også er fremmed for en nutidig læser. For det første er diagnosen "spedalskhed" en anden end i dag og for det andet er forholdet mellem sygdom og gudsforhold ændret. Sygdom vil næppe i dag blive udlagt som, som noget, der betyder, at Gud et væk og bliver væk.

I en nutidig tankegang vil man gerne så langt som muligt tænke kroppen som en del af en årsag/virkning mekanisme uafhængigt af den lidendes gudsforhold. (Så langt som muligt: for et sygt menneskes gudsforhold vil i visse huller rumme sørgsmålet, hvorfor, hvorfor nu, hvorfor mig?). Det må tænkes som kristendommens fortjeneste, at et sygt og elendigt menneske netop kan ses som en elsket menneske, elsket af Gud, gennem al lidelse og imod al synlig herlighed.

Lukastekstens mangel på indre sammenhæng vidner om en afstand i tid og rum til en virkelighed, der indbefatter præsteskab og tempel, ligesom den udmærker sig i afstand i nutidigt syn på sygdom og Gud.

Når det er sagt, åbner teksten for spørgmålet om at sige tak. Tak for et genoprettet gudsforhold.

Hvad sker der med mig, når jeg siger tak?

Spedalskhed i Bibelen betyder: her kan Gud ikke være.
Spedalskhed, der forsvinder, betyder. Gud er tilbage.

Hvad sker der, når Gud vender tilbage?
Hvad vil det sige at være fremmed?

Hvad sker der med mig, hvis jeg siger så meget tak, at jeg selv er helt væk, mit ansigt er i jorden?
Tænk at gemme hele sin offentlighed ned. Alt det, der starter med face- , bare for at sige tak. Tak fordi Gud vendte tilbage.

Allo-gen
Man kunne godt have ordet allogen som dansk fremmedord ligesom halogen. Ordet "fremmed" er oversat fra det græske ἀλλογενὴς (allognenæs = anderledesslægt, ham med de andre gener, født/nedstammer andetstedsfra). Hvis allogen blev et dansk ord, kunne man tale om allogenese (fremmedgørelse) og autoallogenese (gøren sig selv fremmed). En antiallogenese ville så være processen, hvor man kommer ud af sin fremmedhed.

Din tro har frelst dig.

Idet Jesus siger: "din tro har frelst dig", hæves perspektivet op over den aktuelle helbredelsessituation til et plan, der handler om frelse ind i en anden dimension og gældende menneskslægten.

Idet sætningen, "Din tro har frelst dig" fænger, sker der en allogenese: jeg er som modtager af dette ord pludselig fremmed og samtidig borger, dvs uden fremmedhed, idet jeg opdager den fremmedhed, der forlod mig...

Disposition:

Fortælling:
Jeg er med i en flok. Vi er i bevægelse. Vi bevæger os et sted hen, jeg kan ikke overskue hvor. Nogen råber fra gruppen, noget bliver råbt tilbage. Nogle ord.

Forvandling
Mens vi er på vej, ser jeg på mig selv og opdager, at jeg er en del af en ny virkelighed. De ord, der blev råbt og det, der blev svaret, har gjort noget ved mig. Jeg er med i noget, noget stort. Det største. Jeg er lukket ind. Jeg har hele tiden været med, men nu er jeg inde. En fremmedhed har forladt mig. Jeg skifter retning og går tilbage til der hvor råbet kom fra. Jeg har forladt de andre og står ansigt til ansigt med ham som gjorde mig ny. En tak forlader min krop, lyde helt nede fra mit basale jeg, mit ansigt er nede, men alt andet stiger til vers. Som lyd, som jubel, vægtløst.

Landsætning
Nu vil jeg gå ud i verden som den, jeg er: ren og tidligere fremmed. Jeg vil møde andre, nytilkomne, hjemmeføddinge, mennesker med herkomt og væren samme sted, mennesker med væren og herkomst hver sit sted. Jeg vil møde dem med en undren, der hedder: fremmedhed er noget tilbagelagt for os alle sammen. ....

Disposition 2: den utjekkede og: under overfladen er himlen altid blå.

Fortælling.
Tænk at være den præst, de skal synes hos! At skulle tjekke den klamhed i overfladen, som kan få Gud til at lade os i stikken. Tænk, hvis jeg skulle tjekke overfladen på sognebørnene og se, om overfladen får velsignelsen til at forsvinde fra vores område; huspriserne og så'n.

Forvandling.
Ham, der ikke lader sig tjekke, den utjekkede bøjer sig ned i tak uden ansigt. Når man bøjer sig er himlen høj - når man flasher sit fjæs for hårdt, bliver der lavt til loftet. Han foretager et himmelsk dyk.
Under overfladen er himlen altid blå. Det ved dykkeren. Jeg vil dykke efter mit navn i min dåbs minde og se himlen blå.

Landsætning
Jeg vil møde alle dem, med klamme overflader vidende, at under overfladen er himlen blå.
Jeg vil ae en kind og se, om det himmelblå kommer til syne, der hvor min fingerryg strøg kinden.
Hvad er da opstandelsen? Bare overflade! Jeg er lavet af himmel, alt andet er bare overflade.
Lad os dykke og se hinanden under overfladen...


11 Καὶ ἐγένετο ἐν τῷ πορεύεσθαι εἰς Ἰερουσαλὴμ καὶ αὐτὸς διήρχετο διὰ μέσον Σαμαρείας καὶ Γαλιλαίας.
12 Καὶ εἰσερχομένου αὐτοῦ εἴς τινα κώμην ἀπήντησαν [αὐτῷ] δέκα λεπροὶ ἄνδρες, οἳ ἔστησαν πόρρωθεν 13 καὶ αὐτοὶ ἦραν φωνὴν λέγοντες• Ἰησοῦ ἐπιστάτα, ἐλέησον ἡμᾶς. 14 καὶ ἰδὼν εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἐπιδείξατε ἑαυτοὺς τοῖς ἱερεῦσιν. καὶ ἐγένετο ἐν τῷ ὑπάγειν αὐτοὺς ἐκαθαρίσθησαν. 15 εἷς δὲ ἐξ αὐτῶν, ἰδὼν ὅτι ἰάθη, ὑπέστρεψεν μετὰ φωνῆς μεγάλης δοξάζων τὸν θεόν, 16 καὶ ἔπεσεν ἐπὶ πρόσωπον παρὰ τοὺς πόδας αὐτοῦ εὐχαριστῶν αὐτῷ• καὶ αὐτὸς ἦν Σαμαρίτης. 17 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐχὶ οἱ δέκα ἐκαθαρίσθησαν; οἱ δὲ ἐννέα ποῦ; 18 οὐχ εὑρέθησαν ὑποστρέψαντες δοῦναι δόξαν τῷ θεῷ εἰ μὴ ὁ ἀλλογενὴς οὗτος; 19 καὶ εἶπεν αὐτῷ• ἀναστὰς πορεύου• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar