fredag den 30. juni 2017

6. Søndag efter Trinitatis, første række.


Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?


20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)


Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?
Er det en Jesustale til alle?
Er det en Kristustale til nogle?
Er det en Kristustale til alle?
Er det en Mattæustale til nogle?
Er det en Matthæustale til alle?


Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse.

Alle jøder.
Visse jøder.
Alle kristne
Visse kristne.
Jesu discipe
Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)
Visse kristne i tid (fx munke og nonner)
Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.


Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:
Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...


Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død".

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper

Ingen kommentarer:

Send en kommentar