torsdag den 15. juni 2017

1. Søndag efter Trinitatis, første række

Hvis jeg var en slatten lutheraner...


19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. 20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, 21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. 22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. 23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. 24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. 25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. 26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. 27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, 28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. 29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. 30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. 31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Kirkeårets fester er forbi. Hvis man har messehageler, er det arbejdstøjet, der skal på: Grøn. Vi skal tage fat. Korsets tværgående bjælke skal styrkes. Gud har ved tre store fester + Trinitatis etableret en lodret forbindelse af kærlighed og tak. Nu skal den oversættes til tværgående: Næstekærlighed.

Hvis jeg var en slatten lutheraner, ville jeg holde en prædiken om, at vores velstand er et vilkår og at Jesu død tilgiver os for vores fortsatte og dermed velsignede og uforandrede forhold til de fattige. Men jeg er ikke en slatten lutheraner og jeg vil bruge lignelsen til at tænke det evige liv som en gave, som skal omsættes til mad og vand lige nu.
Frihed til at tænker mange slags evigt liv

Jeg elsker "salonkommunisten" Lukas. Jeg elsker hans på een gang leflen for de rige med snobberi som historieskrivning, fortællekunst, LXX imitationer, adressen til Theofilus og samtidig den vedvarende insisteren på, at fattigdom er en blivende opgave for en kristen kirke.

Der tales så meget meget om kirkelukninger, kirkefremmede, tab af salmesangstradition osv. Jesus har så vidt jeg ved aldrig bedt nogen om hænge en malmklokke op i et tegltårn, at bygge orgeler, at ansætte organister og præster, at sidde på bænke og synge salmer. Men de fattige har har vi. Kirken består af budskab og opgave. Resten er stads.

Ud over Lukas' stil og indignation, elsker jeg fortællingen. Navnlig denne fortælling, fordi den giver en alternativ efterlivsfiktion. Her er det ikke himmel og helvede, men eet dødsrige med to afdelinger. En for dem, der har haft det godt - og en for dem, der havde det til gode.

Jeg hæfter mig ved, at Lukas, som kender andre saligheds- og efterlivsscenarier, kan lade denne fortælling finde plads.

Det er en åbenhed, jeg vil lade mig inspirere af. Det evige liv, livet efter døden kan ikke låses til een model. Det er hele tiden i gang med at blive bygget af kærlige tanker.

Abrahams skød

Jeg elsker at sidde på skødet, men jeg er blevet for stor til det. Måske er saligheden at sidde på skødet af pagten: Det vil sige på det, der var meningen hele tiden, den oprindelige kærlighed og trofasthed.

Skød kan også være underliv. Altså der, hvor man avler fra. På den måde kan det være at Lazarus går i sin mor igen i hankøn. Måske bliver han en sædcelle, der svømmer der, hvor man har det bedst. Jeg giver mig selv lov til at tænke det evige liv som det bedste af alt. Lys og frihed og relationer med noget andet end konsekvenser, noget ukendt.

(konsekvens er en tidsfølge, der kan kan køre een vej; evighed er noget andet end tid, derfor tænker jeg evighed som konsekvens ophøjet til noget reversibelt eller "multiversibelt". Tilgivelse er et tegn på reversibel konsekvens).

Lukas II og kærligheden

Når så jeg læser "Lukas II" (også kendt som apostlenes gerninger) bliver jeg klar over, at jeg som troende kristen er med i en kirke, der har lov at læse Lazaruslignelsen bagfra:

En er opstået fra de døde. Han har placeret mig i Abrahams skød. Her lever jeg fuld af kærlighed og herfra skydes jeg tilbage til verden, hvor jeg giver de fattige mad og fest.

Bli'r det så til noget?

Ja, inden næste års Trinitatis, har jeg giver mad til i hvert fald en håndfuld Lazarusser og givet dem fest. Hvis ikke, må jeg tilbage og smage på den fest, som etablerede forbindelsen af kærlighed fra himlen til mig. Mærke den og begynde igen....





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar