søndag den 12. marts 2017

3. Søndag i fasten, første række

Jeg bliver gravid med ørerne


Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.

Men nogle af dem sagde:

»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.

Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus.
Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå?
I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.

Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede:

»Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28

Handler om mange ting

Undertiden ved man først, hvad man har spurgt om, når man hører svaret. For et svar er med til at producere meningen med det spørgsmål, der bliver stillet. Derfor er man sårbar som spørger, fordi man lægger retten til at danne mening ud og væk.

I dagens evangelium er der spørgsmål og svar. Svarene er i høj grad styrende for spørgerens rolle; navnlig det sidste udråb, som svares og giver udråbet ny betydning: Der råbes om graviditet og amning - der svares om at høre Guds ord. Sammenligningen er, at Guds ord går ind i mennesker, hvor det vokser som om det er en baby, fødes og bliver til.... (jeg vil mene kærlighed og gerninger, men det står ikke i teksten).

Udgangspunktet for fortællingen er en helbredelse forstået som en uddrivelse af en dæmon, som gør værtsmennesket stumt.

En sådan opfattelse af sygdom ligger uden for min virkeighedsopfattelse, men jeg kan forstå et mørke, som forhindrer os i at nå hinanden med sprog.

Den vellykkede uddrivelse giver anledning til anklage om, at Jesus er i ledtog med Fanden selv, idet Jesus opfattes som en, der har adgang til det ondes ledelse - herunder, hvor dæmoner skal befinde sig.

Heller ikke denne præmis ligger inden for min virkelighedsopfattelse. Jeg anerkender ikke eksistensen af en beelzebub. Jeg er fascineret af historien om tilblivelsen af forestillingen om en sådan onskabsfyrste og af historien om, hvordan navnet Beelzebub er blevet til: almindeig rivalisering mellem religioner gør, at den ene religion gør den andens gud til det onde.

Men at Jesus anklages for at være i ledtog med det onde, svarer for mig til den plagsomme tilstand, at nogle siger: Religion er skadeligt og kristendom er med til at gøre ondt værre.

En sådan anklage kalder på den teolog, der kan argumentere faktuelt, teologisk, historisk, adfærdsvidenskabeligt etc. En sådan indsats vil svare til Jesu svar i situationen.

Ud over anklagen om ondskab, plages Jesus af dem, der vil se et tegn fra himlen. Med udgangsreplikken må svaret være, at tegnet er i den der hører.

Det svar, Jesus giver, flyder udenfor situationen og er nok sammensat af replikker fra flere sammenhænge.

I begyndelsen af svaret kommer der to stykker: et billede og "et selvmål" til de andre. Billedet er, at ondt ikke kan hæmme ondt (indre splid) og at anklagen kan rettes mod enhver, der gør sådanne gode ting (jødernes egne kloge).

Efter at have vendt argumentet 180 grader, åbnes der for, at det er Guds finger og dermed Rigets nærhed. (om tidens midte se 1.søndag i fasten)

Herefter ryger svarene ud i en mere generel og spredt visdomgenre, hvor kroppen synes at være en bolig, der kan forsvares - og angriberne kan styrkes ved forsvaret selv (våbnene). Der kommer et domsudsagn om at være med Jesus eller imod, om at sprede eller samle (truende tone) og lidt lærdom om ånder, der vender styrket tilbage i antal.

Igen skal jeg oversætte præmissen til andre scenarier end besættelse for at kunne udlægge den: Ja, menesker er sårbare. Ja, sårbarheden kan misbruges og vendes; ja, tilhøresforholdet til Jesus er et JA, og ja: Det menneske, der tror sig fri fra det onde er klar til det mægtiste tilbagefald.

Heldigvis stoppes palaveren af dameskriget: Din mor er salig!

Dette kunne åbne for en mariakult - men man kan også gøre enhver troende til en maria: Ånden kommer og gør ordet i mig levende: Jeg bliver gravid med ørerne, det vokser lykkeligt i mig og vil ud.

Jeg ønsker enhver bevægelse fra mørke til lys fra ondt til godt for mit medmenneske.

Disposition

Fortælling:
Jeg er en del af en stor historie. En historie, hvor mennesker tror på guder og mirakler. Mine forfædre troede, at en menneskerkrop er syg, fordi den er vært for usynlige væsener under ledelse af den onde selv. Det tror jeg ikke, men jeg ved, at omstændigheder - ja også min evne til at gøre et andet menneske lykkeligt eller ulykkeligt, kan få det ene eller det andet kemiske stof til at cirkulere i menneskekroppen.

Forvandling:
Mørke er mørke, hvilken tid, der end forsøger at beskrive det. Jeg vil gerne hænge sammen med ham, som har lyset og overvinder mørket. Jeg har ikke selv evnen, men den kan plantes i mig: Der råbte en kvinde: Lykkelig det liv, der bar dig, Jesus. Og Jesus svarede: Lykkelig den, der hører og bevarer Guds ord. Jeg kan altså blive gravid gennem øret og få Guds ord ind i mig

Landsætning:
Nu vil jeg gå fra kirke med et ord i mig, der vokser: Et ord om, at jeg hører sammen med Jesus. Jeg er i sidste ende beskyttet mod det onde - selvom jeg stadig lever i den tid, hvor mennesker altid har beskyldt hinanden for at være i ledtog med det onde. Jeg vil lede efter lys og jeg vil være klar til at smide mørket på porten. Jeg vil være glad og fri. Jeg vil føde godhed til andre. Jeg har givet det onde et spark og jeg er klar til at sparke 7 gange mere - stadig glad. Jeg vil nå min næste med det modsatte af stumhed. Tale og danne lyse billeder.
---
14 Καὶ ἦν ἐκβάλλων δαιμόνιον [καὶ αὐτὸ ἦν] κωφόν• ἐγένετο δὲ τοῦ δαιμονίου ἐξελθόντος ἐλάλησεν ὁ κωφὸς καὶ ἐθαύμασαν οἱ ὄχλοι. 15 τινὲς δὲ ἐξ αὐτῶν εἶπον• ἐν Βεελζεβοὺλ τῷ ἄρχοντι τῶν δαιμονίων ἐκβάλλει τὰ δαιμόνια• 16 ἕτεροι δὲ πειράζοντες σημεῖον ἐξ οὐρανοῦ ἐζήτουν παρʼ αὐτοῦ. 17 αὐτὸς δὲ εἰδὼς αὐτῶν τὰ διανοήματα εἶπεν αὐτοῖς• πᾶσα βασιλεία ἐφʼ ἑαυτὴν διαμερισθεῖσα ἐρημοῦται καὶ οἶκος ἐπὶ οἶκον πίπτει. 18 εἰ δὲ καὶ ὁ σατανᾶς ἐφʼ ἑαυτὸν διεμερίσθη, πῶς σταθήσεται ἡ βασιλεία αὐτοῦ; ὅτι λέγετε ἐν Βεελζεβοὺλ ἐκβάλλειν με τὰ δαιμόνια. 19 εἰ δὲ ἐγὼ ἐν Βεελζεβοὺλ ἐκβάλλω τὰ δαιμόνια, οἱ υἱοὶ ὑμῶν ἐν τίνι ἐκβάλλουσιν; διὰ τοῦτο αὐτοὶ ὑμῶν κριταὶ ἔσονται. 20 εἰ δὲ ἐν δακτύλῳ θεοῦ [ἐγὼ] ἐκβάλλω τὰ δαιμόνια, ἄρα ἔφθασεν ἐφʼ ὑμᾶς ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 21 ὅταν ὁ ἰσχυρὸς καθωπλισμένος φυλάσσῃ τὴν ἑαυτοῦ αὐλήν, ἐν εἰρήνῃ ἐστὶν τὰ ὑπάρχοντα αὐτοῦ• 22 ἐπὰν δὲ ἰσχυρότερος αὐτοῦ ἐπελθὼν νικήσῃ αὐτόν, τὴν πανοπλίαν αὐτοῦ αἴρει ἐφʼ ᾗ ἐπεποίθει καὶ τὰ σκῦλα αὐτοῦ διαδίδωσιν. 23 Ὁ μὴ ὢν μετʼ ἐμοῦ κατʼ ἐμοῦ ἐστιν, καὶ ὁ μὴ συνάγων μετʼ ἐμοῦ σκορπίζει.

24 Ὅταν τὸ ἀκάθαρτον πνεῦμα ἐξέλθῃ ἀπὸ τοῦ ἀνθρώπου, διέρχεται διʼ ἀνύδρων τόπων ζητοῦν ἀνάπαυσιν καὶ μὴ εὑρίσκον• [τότε] λέγει• ὑποστρέψω εἰς τὸν οἶκόν μου ὅθεν ἐξῆλθον• 25 καὶ ἐλθὸν εὑρίσκει σεσαρωμένον καὶ κεκοσμημένον. 26 τότε πορεύεται καὶ παραλαμβάνει ἕτερα πνεύματα πονηρότερα ἑαυτοῦ ἑπτὰ καὶ εἰσελθόντα κατοικεῖ ἐκεῖ• καὶ γίνεται τὰ ἔσχατα τοῦ ἀνθρώπου ἐκείνου χείρονα τῶν πρώτων.

27 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ λέγειν αὐτὸν ταῦτα ἐπάρασά τις φωνὴν γυνὴ ἐκ τοῦ ὄχλου εἶπεν αὐτῷ• μακαρία ἡ κοιλία ἡ βαστάσασά σε καὶ μαστοὶ οὓς ἐθήλασας. 28 αὐτὸς δὲ εἶπεν• μενοῦν μακάριοι οἱ ἀκούοντες τὸν λόγον τοῦ θεοῦ καὶ φυλάσσοντες.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar