søndag den 27. november 2016

2. Søndag i advent, første række.

2. Søndag i advent, første række

At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.


Teksten:

(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.

27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.

28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.

32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.

33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.

36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36 tekst slut.


Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten

En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).

Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).

Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.

Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.

Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.

Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:

Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).
Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.

Trosvalg:
Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).
Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).
Tilvalg: Menneskesøn
Fravalg: Naturtegn.

Disposition:

Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.
Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.

Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).
Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.

Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?


Alternative dispositioner:

v32: Friskhed

Fortælling:
De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?

Forvanding:
Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre.


v34: Hverdag og fest forstået som junk.

Fortælling:
Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.

Forvandling:
Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre.



25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar