søndag den 11. september 2016

17. Søndag efter Trinitatis, anden række

17. Søndag efter Trinitatis

14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut

----

Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?

Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.

Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?

Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.

Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.

Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...

Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.

Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.

Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).

Vi fik sødmen, han fik eddiken.

---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.

Fortælling/forvandling/landsætning

Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.

- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)




14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar