lørdag den 7. maj 2016

5. Søndag efter påske, anden række

5. Søndag efter påske

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11

---

Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.

Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.

Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.

Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.

Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.

At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).

Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.

Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.

Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.

Disposition:

Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.

Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.

Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...

---

Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar