Palmesøndag, anden række

Salmer: 172, 448, 442 -- 151, 190, 176

Endnu en kvindesag

Teksten:

3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut

En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)

En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.

Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...

(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).

3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.