tirsdag den 29. september 2015

18. Søndag efter Trinitatis, første række

18. Søndag efter Trinitatis, første række

34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, 35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: 36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« 37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ 38 Det er det største og det første bud. 39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ 40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: 42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« 43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« 46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

(Matt 22,34-45)

Dig og mig og Gud og os.
Et kors består af to streger. Den vandrette mellem dig og mig. Den lodrette mellem
Gud og os. Dagens tekst handler om mennesker, som ikke kan nå hinanden, fordi de ikke kan nå Gud sammen.

Kontekst.
Dagens tekst ser ud til at være en overgang mellem to taletyper. Umiddelbart før dagens perikope, ligger striden om opstandelsen (hvilken saddukæere ikke tror på) og om at give kejseren skat - og umiddelbart efter perikopen, kommer verdensdom, mattæusapokalypsen (synoptisk apokalypse med brudejomfrulignelsen og de betroede talenter i) hvorefter følger starten på Jesu død.

Vi er altså inde i et flow, hvor Jesus battle'r med forkellige grupper af lærde og hvor læseren sidder inde med en merviden, som går ud på, at Jesus er Himlens herre og endetidens fuldender.

-----

Jesus får lov til uimodsagt at lade kærligheden til Gud og til medmennesket være Lovens største bud i sin samtale med farisæerne, nu da saddukæerne er sat på plads. I Lukasevangeliet får Jesus ikke umiddelbart det sidste ord, hvilket forlænger samtalen med Den Barmhjertige Samaritaner.

Den efterfølgende "lærdomsfælde" om Kristus' (Messias') forhold til David er på mange måder interessant. Den giver kun mening, hvis man antager, at Jesus har præmisserne i orden hos/med sin samtalepartner.

Blandt disse præmisser kan jeg bl.a. iagttage.

Man venter en Messias (Kristus, den salvede).
Messias forventes at være søn (efterkommer?) af David.
En søn kan ikke være herre.
David taler i Ånden gennem citatet "Herren sagde til min Herre..." og det skal forstås Messiansk.

(For en moderne læser er der ikke så meget sjov i striden, idet "Herren sagde til min herre..." ikke er talt af David og ikke skal forstås Messiansk i sin oprindelse).

Tilsyneladende er det den 3. præmis, der ligger uden for farisæernes horisont og som er det mørke, der rulles op i den efterfølgende apokalypse.

Som læser vil jeg gerne være på det rigtige hold:

(Tro på opstandelsen)
Elske Gud.
Elske medmennesket.
Vente Messias
Vide at Jesus er både Davids søn og alles herre
(Ikke være i mørke)

Spørgsmålet er, hvordan Gud/medmenneske, Messias/opstandelse hænger sammen...

Messias (Kristus) er herre, ikke i kraft af slægtskabet, men i kraft af opstandelsen. Opstandelsen skaber et nyt forhold til Gud og næsten.

---
Ideer til dispositioner:

Luk røven! Jesus lukker munden på saddukæerne, hvilket får farisæerne til at lugte blod.
Kærlighed er at åbne andres mund, så andre kan åbne deres hjerte pg fortælle hvem de er og hvad de tror. På hver side af kærligheden er der strid. Striden skyldes teologer, hvis første forekomst er slangen: det var slangen, der for første gang satte spørgsmålstegn ved et andet menneskes gudsforhold (mon?).

Dagens evangelium lægger op til lige linier i korset: kærlighed mellem gud og menneske - kærlighed mellem menneske og menneske. Striden opstår, når nogen vil knække disse linier og gøre gudsforholdet til et magtforhold, knække linien, "der er en hage ved det", løbe om hjørner med hinanden.

Lad os ikke sætte hager på hinandens kors...

(Lad os være stille sammen i beundring over den kærlighed (davidsforjættelsen/tonen fra himlen) som er til os - kun sammen kan vi lukke munden).


34 Οἱ δὲ Φαρισαῖοι ἀκούσαντες ὅτι ἐφίμωσεν τοὺς Σαδδουκαίους συνήχθησαν ἐπὶ τὸ αὐτό, 35 καὶ ἐπηρώτησεν εἷς ἐξ αὐτῶν [νομικὸς] πειράζων αὐτόν• 36 διδάσκαλε, ποία ἐντολὴ μεγάλη ἐν τῷ νόμῳ; 37 ὁ δὲ ἔφη αὐτῷ• ἀγαπήσεις κύριον τὸν θεόν σου ἐν ὅλῃ τῇ καρδίᾳ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ ψυχῇ σου καὶ ἐν ὅλῃ τῇ διανοίᾳ σου• 38 αὕτη ἐστὶν ἡ μεγάλη καὶ πρώτη ἐντολή. 39 δευτέρα δὲ ὁμοία αὐτῇ• ἀγαπήσεις τὸν πλησίον σου ὡς σεαυτόν. 40 ἐν ταύταις ταῖς δυσὶν ἐντολαῖς ὅλος ὁ νόμος κρέμαται καὶ οἱ προφῆται.
41 Συνηγμένων δὲ τῶν Φαρισαίων ἐπηρώτησεν αὐτοὺς ὁ Ἰησοῦς 42 λέγων• τί ὑμῖν δοκεῖ περὶ τοῦ χριστοῦ; τίνος υἱός ἐστιν; λέγουσιν αὐτῷ• τοῦ Δαυίδ. 43 λέγει αὐτοῖς• πῶς οὖν Δαυὶδ ἐν πνεύματι καλεῖ αὐτὸν κύριον λέγων•
44 εἶπεν κύριος τῷ κυρίῳ μου•
κάθου ἐκ δεξιῶν μου,
ἕως ἂν θῶ τοὺς ἐχθρούς σου
ὑποκάτω τῶν ποδῶν σου;
45 εἰ οὖν Δαυὶδ καλεῖ αὐτὸν κύριον, πῶς υἱὸς αὐτοῦ ἐστιν; 46 καὶ οὐδεὶς ἐδύνατο ἀποκριθῆναι αὐτῷ λόγον οὐδὲ ἐτόλμησέν τις ἀπʼ ἐκείνης τῆς ἡμέρας ἐπερωτῆσαι αὐτὸν οὐκέτι.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar