tirsdag den 19. maj 2015

Pinsedag

Pinsedag

Vi grammatikere, fonetikere, hermeneutikere og semioter. Vi fra adfærdsvideskaberne, socialvidenskaberne og egnene omkring medicinsk tilgang til hjernen - vi prøver alle at forstå, hvad sprog er. Men det er større end os. Og vi forstår kun dette større, når vi når hinanden. Når vi når hinanden er vi sammen med det, der er større end sproget. Ånd, Gud.

Pinsedag prædiker jeg over teksten fra Apostlenes Gerninger og læser evangeliet fra alteret som et varsel.

Hvis man vælger at prædike over Johannesteksten, er det på sin plads at opsummere hele Jesu afskedstale (som vi altså får begyndelsen af til sidst til pinse). Denne tale er komponeret som en afskedstale fra sin samtid (noget man lægger i munden på store personer, der derved får lejlighed til at fremstå som betydningfulde for eftertiden), men adskiller sig fra alle andre afskedstaler ved at love et ligeså om end ikke ligefrem mere fuldendt fællesskab i fraværet.

Til en pi-prædiken vil fortælledelen være en beskrivelse af kærlighed, måske ligefrem forelskelse og hvad adskillelse gør ved denne tilstand. Den forstærker og binder. Næsten overnaturlige oplevelser af fælles krop og lange afstande er almindelige.

Forvandlingsdelen vil være en understregning af hele afskedstalens næsten hypnotiske gentagelse af talsmandens gerning, som i kvalitet og virke smelter sammen med Sønnens gerning. Det hele er et samvær med Gud gennestrømmet af kærlighed. Sanset og forstået af den der elsker og savner.

Landsætningsdelen vil være være klar johannæisk: når Gud har elsket os således, elsker vi hinanden.

Vælger man Apostlenes Gerninger, er der mulighed for at lave et Babelstårn på hovedet, der har fundamentet i himlen og spidsen stikkende ned på jorden som et kys.

Manglende sprog kan malende være både det positive billede og det negative. Negativt, at man ikke når hinanden, fx når fag bliver til båse. Positive: ordløs, målløs, in-fant. Børn har sprog før de kan tale. Før ordene lejres melodien i dem og alligevel kaldes de infantile. ...

Jeg kunne tænke mig en pinseprædiken, hvor ånd er at nå hinanden og nå Gud og hvor sprogets store system af lyde og gebærder forsvinder som fundament og lægges i himlen, mens det lille kys bliver tilbage hos os...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar