torsdag den 19. februar 2015

2. Søndag i fasten, første række

2. søndag i fasten, første række

Må kvinder og hunde sidde med ved bordet?
(Hvad fanden ved man, når man er født i en krybbe).

Tekst:
21 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. 22 Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« 23 Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« 24 Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« 25 Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« 26 Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« 27 Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« 28 Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Text slut
Matt 15, 21-28

Der foregår en overskridelse i dagens evangelium om den kanaanæiske kvinde, der får sin vilje (og Guds) ved at argumentere med Jesus.

Bevægelsen består af flere lag:
Geografisk bevægelse til kritisk område: Tyrus og Sidon (bibelsk skældeudland med onde dronninger)
En bevægelse fra skam til accept: kvinden adresserer en mand i det offentlige rum, hindres men lykkes.
En bevægelse fra hedensk til jødisk (fra no go til go område). Først hindret med hundeargument, derefter lykkes ved accept af metaforen.
En bevægelse af en ond kraft (dæmon) ud af datteren.

Enhver, der sidder på en kirkebænk og hører denne fortælling, må have svært ved ikke at rejse sig med frydeskrig og høje hop på stedet i jubel over, at Guds forjættelse nu er kommet til os, hundefolk, udenfor, fordi denne kvinde knækkede koden og accepterede rollen som kæle/husdyr, hvorved hendes datter blev befriet fra dæmonen, et billede på vores befrielse fra død og djævel ind i det evige liv!

Imidlertid er problematikken blevet fjern, sløret og glemt i en selvfølgelighed, hvorved det er de andre, der er blevet hundene - vi er jo kristne. Tiden har fået os til at glemme, hvad vi har fået.

Disposition

Fortælling
Der findes tider og steder, hvor mennesker ikke må henvende sig til mennesker på grund af skam.
Hvem har set det? Hvem kan huske det? Kender vi nogen, som ikke må henvende sig til os - selv i den værste nød?

Forvandling
Jeg er blevet forvandlet af en mor. Hun var udenfor, men insisterede på at komme ind. Da hun kom ind, kom jeg ind. Ellers havde jeg været udenfor. Et mørke forsvandt fra hendes liv. Lyset kom ind i mit.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke og lede efter dem, der er udenfor, dem jeg synes er for klamme til at ha' med til bords. Jeg vil huske hvordan det var selv at være ude.

----

Andre ideer: overskridelser inde i mig selv. Zoner, som er urørlige og forbliver det, selvom de nu er inddraget? Sam og vittighed mødes..

En mors kærlighed til sit barn er den kærlighed, der lukker mig ind i guds rige.

---

21 Καὶ ἐξελθὼν ἐκεῖθεν ὁ Ἰησοῦς ἀνεχώρησεν εἰς τὰ μέρη Τύρου καὶ Σιδῶνος. 22 καὶ ἰδοὺ γυνὴ Χαναναία ἀπὸ τῶν ὁρίων ἐκείνων ἐξελθοῦσα ἔκραζεν λέγουσα• ἐλέησόν με, κύριε υἱὸς Δαυίδ• ἡ θυγάτηρ μου κακῶς δαιμονίζεται. 23 ὁ δὲ οὐκ ἀπεκρίθη αὐτῇ λόγον. καὶ προσελθόντες οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ ἠρώτουν αὐτὸν λέγοντες• ἀπόλυσον αὐτήν, ὅτι κράζει ὄπισθεν ἡμῶν. 24 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἀπεστάλην εἰ μὴ εἰς τὰ πρόβατα τὰ ἀπολωλότα οἴκου Ἰσραήλ. 25 ἡ δὲ ἐλθοῦσα προσεκύνει αὐτῷ λέγουσα• κύριε, βοήθει μοι. 26 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐκ ἔστιν καλὸν λαβεῖν τὸν ἄρτον τῶν τέκνων καὶ βαλεῖν τοῖς κυναρίοις. 27 ἡ δὲ εἶπεν• ναὶ κύριε, καὶ γὰρ τὰ κυνάρια ἐσθίει ἀπὸ τῶν ψιχίων τῶν πιπτόντων ἀπὸ τῆς τραπέζης τῶν κυρίων αὐτῶν. 28 τότε ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῇ• ὦ γύναι, μεγάλη σου ἡ πίστις• γενηθήτω σοι ὡς θέλεις. καὶ ἰάθη ἡ θυγάτηρ αὐτῆς ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.








Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar