lørdag den 20. december 2014

Julesøndag, Første række

Julesøndag, første tekstrække
Vi lever i lysets tid

25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:


29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.

33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

----

Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.

Simeon har mindst tre roller.

For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".

For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.

For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).

Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....




Udad og indad

Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...

Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.

I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.

Poesi

Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.

Disposition 1 At se lys

Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...

Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.

Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)

Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.

Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.






















Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar