søndag den 22. juni 2014

2. Søndag efter Trinitatis, anden række

Teksten:

25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? 29 – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham 30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! 31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? 32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. 34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Tekst slut, Lukas 14,25-35

---

Velkommen til en tilsyneladende pæn religion, som i sit væsen er fanatisk. De krav, der stilles i dagens tekst, ligger langt fra Lukasevangeliets hyggenygge således som engle og hyrder klinger om kap med Rudolf i et butiksvindue.

Kravet om at være discipel og bibeholde saltets rensende kraft, er på en gang gældende og samtidig ophævet - kun han kunne gøre det. ...

Hvis vi kunne frelse os selv, behøvede vi ingen frelser, så opfordringen til efterfølgelse kan ikke have til formål, at vi skal frelses. Det må være en slags følge.

Hadet, som udsiges i vers 25, er ikke det, jeg kalder det Strindbergske had, dvs denne psykologiske tilstand af tilintetgørelsestrang, der kun kan øges. μισεῖ kendes også fra låneordssammensætninger med miso- (fx kvindehader, misogyn) . I denne sammenhæng er miso mere at sky eller forsage, have et teflonagtigt forhold til eller som to BRIO-tog, der vender polerne mod hinanden.

Uanset, om det er er had eller afsky, er det overraskende, at Jesus modsiger Moseslovens bud om at ære far og mor.

Santa Lucia er et eksempel på en, der skyede forældre for troens sag. Stor skandale på Sicilien det år.

Det de to verber στραφεὶς εἶπεν, hvoraf det første teknisk set forholder sig adverbielt til det andet, kunne blive til en disposition til en prædiken, hvor bevægelsesmetaforen er dispositionen: han vender sig mod skaren, mens den og han er på vej, og taler. Bevægelsen med skaren hedder Mainstream. στραφεὶς er udgangspunktet for talen, som er mod mainstream. Kristendom begynder der. Overraskende nok.

-----

Parafrase.

25. Transportsituation og talesituation, afbrudt transport, modbevægelse til ὄχλοι.
26 talens indhold generelt: ingen kan være discipel til jesus uden afkald på nærmeste relation.
27 specifikt: bære kors og følge efter

28-29: Eksemplificeret ved lignelse 1: tårnbyggeri. 28 beregningen af tårnet, 29 eventuel gennemførelse af byggeriet og eventuel undgåelse af omtale af mislykket byggeprojekt.

30-31 Eksemplificeret ved lignelse 2: En militær situation på kongeniveau: 30 beregning af styrkeforhold titusinde mod tyvetusinde. 31 fredsforhandling ved umage styrkeforhold

33. Genoptagelse af talens hovedformål: Discipel, afkald.

34-35a Lignelse 3: Saltbillede: 34a Salt er en god ting. 34b spørgsmål om saltets irreversible gensaltning. 35: om saltets uanvendelighed ved tab af salthed.

35b Opfordring til at høre.

---

Kontekst: en del af stort taleafsnit. Perikopen er naturlig, dvs ikke afbrudt i forhold til Lk teksten.

---

Situationen er en mod-tale til skaren med en opfordring til at høre og fatte en alvor. Den, der kommer til Jesus og vil være discipel skal bære kors, hvilket må forstås som at acceptere lidelsen i yderste konsekvens, samt være klar til, ja allerede har, cuttet båndene til de ellers kendteste og kæreste relationer. Der kræves afkald på ens eget.

Eksemplerne, billedtalen er ikke helt klar. Billedtale er ellers til, for at skære et budskab ud i pap, men her kræves mere pap for at skære selv billedet ud. De to mislykkede entrepaneurbilleder (tårnet og krigen) kan enten betyde det mislykkede discipelskab eller det fravalgskvalificerede liv, der hører til discipelskabet. Jeg vælger den sidste tolkning. Den første vil betyde, at den der ikke lykkes med sine fravalg ligner den, der måtte opgive byggeriet og blev til grin og blev nedkæmpet på grund af uigennemtænkt styrkeforhold. Det andet vil betyde, at den, der vælger discipelskabet ligner den, der fravalgte byggeriet og fravalgte militæraktionen. Den sidste tolkning passer til de fravalg, der nævnes i v26 og 33.

Saltbilledet er endnu sværere. Salt er muligvis et konserveringsmiddel eller noget, der holder noget andet rent eller friskt. Erfaringen af, at salt mister sin kraft, virker som en almindelig erfaring i tekstens eget forståelsesfelt, men ligger uden for en nutidig læsers horisont. Jeg kender ikke til kassabelt salt. Imidlertid er der et forkastelsesbillede knyttet til en erfaring af salt uden kraft, hvilket fører til en opfordring til at høre. Meningen må altså være den (evt støttet af synoptisk parr) at tilhøreren er salt med kraft, dersom tilhøreren hører (og hører hvad der hører til at være discipel) men tilhøreren er salt uden kraft (kassabel, forkastet) hvis ikke.

----

Ordene er skrevet af ham, der kaldes Lukas, på et tidspunkt, hvor discipelskab og martyrium kunne blive en kombination (slutn 1.årh). De relationelle fravalg og parathed til forfølgelse er altså aktuelle for forfatter og læser i affatelsestiden.

En tolkning af teksten kunne således være: Godt vi ikke lever i den tid, hvor man skal træffe disse valg, tak til dem, der gjorde det, så budskabet kunne nå frem til os. Lad os hjælpe dem, der andetsteds oplever det samme nu om stunder.

Man kan også bruge mainstream metaforen og sige: Kristendom er altid modsigelse, er altid ny, er altid overraskende - og tilføje som protestant, at alle (katolske) forsøg på at sætte selvopofrelsen, de relationelle fravalg i system har kun medført nye mainstreames, som krævede fornyet στραφεὶς.

Hvis man vil finde Kristus som herre og frelser i teksten, må det være ved at bruge teksten som syndespejl og sige: hvor meget jeg end stræber, kan jeg ikke leve op til det, hjælp mig, giv mig lov til at være mig med mit ordentlige liv og mine relationer. Kristus er den konge, der vinder ved at være i undertal og den bygning, der rejses ved at være en ruin. Hans hæder er at være til grin. Det er den nye begyndelse, vender sig imod mig og kalder mig og giver mig kræfter til at tage de kampe jeg skal i den tid jeg er sat....




(Fortsættes)

25 Συνεπορεύοντο δὲ αὐτῷ ὄχλοι πολλοί, καὶ στραφεὶς εἶπεν πρὸς αὐτούς• 26 εἴ τις ἔρχεται πρός με καὶ οὐ μισεῖ τὸν πατέρα ἑαυτοῦ καὶ τὴν μητέρα καὶ τὴν γυναῖκα καὶ τὰ τέκνα καὶ τοὺς ἀδελφοὺς καὶ τὰς ἀδελφὰς ἔτι τε καὶ τὴν ψυχὴν ἑαυτοῦ, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής. 27 ὅστις οὐ βαστάζει τὸν σταυρὸν ἑαυτοῦ καὶ ἔρχεται ὀπίσω μου, οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
28 Τίς γὰρ ἐξ ὑμῶν θέλων πύργον οἰκοδομῆσαι οὐχὶ πρῶτον καθίσας ψηφίζει τὴν δαπάνην, εἰ ἔχει εἰς ἀπαρτισμόν; 29 ἵνα μήποτε θέντος αὐτοῦ θεμέλιον καὶ μὴ ἰσχύοντος ἐκτελέσαι πάντες οἱ θεωροῦντες ἄρξωνται αὐτῷ ἐμπαίζειν 30 λέγοντες ὅτι οὗτος ὁ ἄνθρωπος ἤρξατο οἰκοδομεῖν καὶ οὐκ ἴσχυσεν ἐκτελέσαι. 31 Ἢ τίς βασιλεὺς πορευόμενος ἑτέρῳ βασιλεῖ συμβαλεῖν εἰς πόλεμον οὐχὶ καθίσας πρῶτον βουλεύσεται εἰ δυνατός ἐστιν ἐν δέκα χιλιάσιν ὑπαντῆσαι τῷ μετὰ εἴκοσι χιλιάδων ἐρχομένῳ ἐπʼ αὐτόν; 32 εἰ δὲ μή γε, ἔτι αὐτοῦ πόρρω ὄντος πρεσβείαν ἀποστείλας ἐρωτᾷ τὰ πρὸς εἰρήνην. 33 οὕτως οὖν πᾶς ἐξ ὑμῶν ὃς οὐκ ἀποτάσσεται πᾶσιν τοῖς ἑαυτοῦ ὑπάρχουσιν οὐ δύναται εἶναί μου μαθητής.
34 Καλὸν οὖν τὸ ἅλας• ἐὰν δὲ καὶ τὸ ἅλας μωρανθῇ, ἐν τίνι ἀρτυθήσεται; 35 οὔτε εἰς γῆν οὔτε εἰς κοπρίαν εὔθετόν ἐστιν, ἔξω βάλλουσιν αὐτό. ὁ ἔχων ὦτα ἀκούειν ἀκουέτω.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar