fredag den 8. november 2013

25. Søndag efter Trinitatis, første række

Nu står verden ikke længere...

Teksten, Matt 24,15-28

15 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – 16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; 17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; 18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. 19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. 20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. 21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. 22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.
23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; 24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. 25 Nu har jeg sagt jer det forud. 26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. 27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. 28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

-tekst slut- (men den fortsætter med følgende ord)

29 Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. 30 Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. 31 Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.

----

Mit forhold til apokalyptik.
Jeg har et nobelt distanceret og samtidig eksotisk forhold til apokalyptik. Apokalyptik betyder afsløring og er en genre, hvor en eller flere personer får afsløret store sammenhænge, fx tidernes ende (eskatologi).
Apokalyptik og eskatologi rummer forestillinger og udtryksmåder, som er så fjerne fra min måde at tænke og tro, at jeg næsten betragter dem som en fremmed religion, hvilket giver mig en stor frimodighed til at hente det ind i mit liv.

Jeg øver mig således i at tænke lys og herlighed i et clash med den verden jeg kender og mit liv i en fortsættelse fuld af lys og herlighed efter dette clash.

Jeg sætter mig efter bedste evne ind i, hvordan det må være at være apokalyptisk stemt og have sine tanker rettet mod endetidsbegivenheder.

Større eller mindre end mig?

Når jeg således kigger på den apokalyptiske genre udefra, er det altså en genstand, jeg behandler. Dermed er den mindre end mig - også selv om jeg skulle bruge mere end min livslængde på at undersøge og forstå den. Apokalyptik er en genstand og dermed mindre end mig. Den apokalyptiske litteratur i Det Ny Testamente (de små apokalypser "synoptiske apokalypse" hos Matt og parr samt den store apokalypse, johannes åbenbaring) er samtidig bærere af et budskab, som er større end mig (evangeliet) idet dette budskab forløser mig.

Jeg står altså i et dobbelt forhold til apokalyptikken. Den er genstand for min nysgerrighed og jeg er genstand for dens budskab (forløsning, blive puttet ind i en anden dimension).

-----

Hvad er Ødelæggelsens Vederstyggelighed?

Historisk set er Ødelæggelsens Vederstyggelighed en begivenhed: Den onde, hellenistiske (efterkommer af en af Alexander d stores generaler) konge, Antiokus den fjerde Epifanes opstillede en gang i 160'erne f. Kr. en statue af Zeus (foretillende ham selv) inde i jøderne tempel.

Hvis tempelkulten meget forenklet sagt har til formål at tilsikre hele universets regelmæssige velbefindende, er en sådan skændselsgerning verdensødelæggende. Danielsbogen beskriver ikke episoden historisk, men putter scenariet ind i en konges drøm 250 år tidligere.

Hændelsen blev Antiokus' endeligt. Nu stod verden ikke længere.

(Grundtvig fortæller Danmarkshistorie på samme måde: se Fæderneland! I højskolesangbogen).

Efter min bedste overbevisnibg har den historiske Jesus været en apokalyptisk/eskatologisk prædikant. Jerusalems og dermed Templets ødelæggelse i år 70 har haft endnu større teologihistorisk virkning end Antiokus' skænding 240 år tidligere. Hvad Jesus måtte have ytret af endetidsforestillinger bliver med tilblivelsen af evangelieskrifterne drejet i retning af år 70-begivenhederne.

Den lille apokalypse står på en gådefuld måde i de synoptiske evangelier. På den ene side kan de opfattes som drivkraften bag det hele, på den anden side står de isoleret (som om den apoklayptiske fase er et overstået stadie i den kristne forkyndelse).

-----

Jeg er arving til en forestillingsverden...

Jeg står altså med et klenodie i hænderne på søndag. Et skrift, som genbruger antiokusskandalen i lyset af templets ødeløggelse sammen med Danielsbogen. Som virkemidler bruges tidspres og en genskabelse af den panik, som altid præger verdens undergang (i Filippinerne for tiden fx)

Endvidere bruges tegn. Fx billedet om gribbe, der flokkes om ådslet. Hvis man vil vide, hvor det døde dyr ligger, skal man se efter en fugleflok. Tegnkending. På samme måde vil man kunne se tegn på verdens undergang.

Men så sker der noget mærkeligt: Kristi genkomst vil højst sandsynligt være en misforståelse! Falske messiasser er altid fremstået i turbulente tider og talen advarer herimod. Med hvilket resultat? At læseren ikke vil kunne skelne rigtig fra falsk, hvilket gør alle til falske, hvilket er smart, eftersom genkomsten er en forestilling, der er udskudt på ubestemt tid.

Så står jeg altså med et skrift i hånden, som forudsiger verdens undergang og min frelsers genkomst, men som diskvalificerer min deltagelse i tegntydning. Jeg skal højst sandsynlig være bange nu på et højere plan.

Men det er jeg ikke.

Evangeliet handler om en forløsning, og det ved jeg hvad er. Det er en slags fødsel. Den går gennem veer til nyt liv.

Evangeliet vil genføde mig. Hvis jeg var en original apokalyptiker, ville jeg kunne forestille mig hele den fysiske verdens genfødsel ud af endetidens trængsler. Men jeg er ikke en original apokalyptiker. Jeg er arving til et klenodie og bærer af et budskab.

Jeg er genfødt ud af dåben. Trængslerne har min frelser taget.

----

Disposition

Fortælling
Jeg står med et klenodie i hånden. Det er en apokalypse. Den er fuld af energi. Der er panik. Der er himle, der falder ned, der er veer ligesom en fødsel. Der er forløsning. En blasfemi får verden til ikke at stå længere.

Forvandling.
Jeg kigger med fryd og nysgerrighed på klenodiet. Jeg husker alle episoder i mit liv, som handler om at komme ud på den anden side. Jeg ved, det er det, Gud vil mig. Jeg husker der, hvor jeg græd, fordi mit liv var en apokalypse, der, hvor noget fik verden til ikke at stå længere. Klenodiet ligesom synger om, at hele verden skal fødes igen gennem veer. Jeg skal ud i en ny virkelighed. Klenodiets skræk skal forære mig frikendelsens lys.

Landsætning
Nu står jeg i lyskeglen. Det hedder at være hellig. Jeg er hellig, fordi jeg er indenfor i det guddommelige frikendelsens rum - udenom er tab. Jeg vil bære lyset med mig og give det til den, hvis verden er væltet. Du er elsket selvom din verden er i ruiner.

-----

Eller:

Lad os forestille os at hele verden er en menneskekrop. Hvor skal du rammes af en krænkelse, som svarer til Ødelæggelsens vederstyggelighed? Hvor sidder det tempel i dig, som kan møbleres så forkert, at hele kroppen ryster og øjets hvælving, himmelbuen, brister? Hvilken erfaring sidder i dit hjerte, så du ikke kan klare det mere?

Hvad er da forløsning? At krænkelsen finder sin plads. At den fiser der hen, hvor den skal og bliver der og hele kroppen bliver rusket af gråd og øjet flyder over og munden bekender, at det hele bare er for meget og maven bliver helt slap, der hvor den tidligere øvede sig i at spænde (ophobe skyld og fortræd)

Det er apokalyptik oversat til krop. Det er frikendelse, forløsning.





Kaoskamp og apokalyptik er samme udfriende bevægelse i det indre...
Hvælvingen, øjet... Templet, verden.. (Fortsættes om få timer...)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar