søndag den 2. juni 2013

2. Søndag efter Trinitatis, første række

Relationer, reaktioner, resultater og invitationer...


(15 Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!«) 16 Jesus svarede: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. 17 Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! 18 Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19 En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20 Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. 22 Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. 23 Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. 24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

Den nære kontekst


Den nære kontekst er væsentlig til forståelse af nærværende lignelse. Omkring lignelsen handler det om at ydmyge sig ved gæstebud, at tilsidesætte protokollen og invitere socialt svage samt at kendte relationer er værd at annullere, hvis det gælder Guds rige.

Dette siger noget om, hvem vi skal være for hinanden og hvad riget koster og går ud på.

Dagens tekst handler om om spørgsmålet: hvorfor er jeg med til denne fest?

Det er nemlig ikke indlysende, at vi som europæiske nordboere er arvinger til en mellemøstlig religions tanker om opfyldelse.

Pointen er tydelig: Det folk, som havde forjættelsen hos sig, undskyldte sig, hvorved forjættelsen blev andres. Vi er altså set over de brede strøg med på et afbud, hvilket bliver hovedfortællingen i "Lukas II" (Apostlenes gerninger).

Gud og os - mig og medmennesket. To modeller:

Jeg kan ikke


En v-prædiken (som vil anskueliggøre synden for at postulere nåden - i stedet for at anskueliggøre nåden for at vække kærligheden) kunne lave en dobbelt undskyldning: Ligesom Guds folk undskyldte sig og skulle noget andet (pløje, en ny kæreste, ha' noget i ovnen, eller hvad det var) således siger vi ækle syndere hele tiden nej til Guds invitation: at feste med de fattige. Herefter kan prædikenen nulstille den negative energi ved at invitere til nadver og gentage den sonende død på Golgata.

II
Wow jeg er til fest!

Fortælling
En pi-prædiken (som vil løfte med fortælleingen, føre gennem forvanlingen og landsætte til ny gerning) kunne tage udgangspunkt i de oplevelser af fest, som kommer bag på os. Det kan enten være dem, hvor man virkelig ikke gider (relationer er svære) og hvor man så pludselig får et brag af en oplevelse - eller dem, hvor noget, der ikke skulle være en fest, udviklede sig til det. Jeg så en gang billeder fra dem, der ikke skulle med til bryllupsfesten, men kun skulle med til receptionen: De tømte alle slatterne og fortsatte i byen til den lyse morgen. Det var de inviterede, der kom tidligst i seng. 

Forvandling:
Oplevelsen af pludselig at være til fest uden at man var klar over det, kan føre til en besindelse på, at vi er med på et afbud. Et råb om befrielse fra Mesopotamien er blevet til en fest i Skandinavien. Det er noget af en bytur. Jeg er lige nu til fest hos Gud. Det er en kunst at mærke denne glædelige, ukomplicerede relation. Det kræver at jeg dygtigt henter alle erfaringer af fest ind - og at undskyldningernes land fortbar sig i tågerne.

Landsætning
Når jeg går fra kirke, er jeg stadig til fest. Musikken er omkring mig. Måske er jeg heldig at blive ledt hen til en, som er med på et afbud eller en, som aldrig ellers bliver inviteret. Måske er der en, der crasher min generthed og ser mig som et elsket menneske...


.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar