mandag den 8. april 2013

2. Søndag efter påske

ER!

Johannes 10,11-16

Den lykkelige, guddommelige følelse af at være til i evighed allerede nu har et fokuspunkt i Guds navn, som hedder ER! i følge stemmen fra den brændende busk i anden mosebog.

Navnet betyder ren væren og kommer netop fra en busk, som burde forgå, men som ikke gør det.

Dette navn ER! er tilstede, hver gang Jesus siger Jeg er...

Der er altså en sammenhæng mellem det, han siger, han er, og kontakten til den væren i ren form, som han har skaffet mig.

I dag er det en hyrde, som er billedet på Guds Søns gerning, som giver mig evigt liv.

Jesus taler om sig selv som hyrde i 3 bølger

1 Han sætter sig liv til, fordi det ikke bare er et job. Han jager det onde (splittende) væk.

2 Han kender fårene. Hans far kender ham. Den guddommelige forbindelse (kontakt) hedder: kender, den går mellem hyrden og fårene og mellem hyrden og faderen. Sætte livet til bliver gentaget.

3 Hjorden er udviddet. Den består både af dem, han taler til og nogle andre, som skal blive eet med høreren. Alle skal blive ledt og høre hans stemme.

----

Ligesom Maria ved graven overgik de andre i kapløbet om at erkende den opstandne ved at høre han stemme og genkende den, er det her stemmen, der er højdepunktet: de skal høre min stemme. Evighedsenergi i ørerne.

Der er mange gode billeder at bruge til en pi-prædiken. Dels oplevelsen af at være eet med ER! Dels oplevelsen af at kende en dejlig stemme, en stemme som gør, at nu ved jeg, jeg er i gode hænder. Dels oplevelsen af ikke at blive splittet, fordi der er noget, der hænger sammen. Flokken, der bliver splittet af ulve er kirken i fraktioner og samtidig er det det enkelte menneskes erfaring af at være splittet og stritte i alle retninger. Den gode erfaring findes: en stemme der gør mig helt rolig, som giver mig retning og væren, sammen.

Disposition:

Fortælling
Jeg sidder og tænker på at være til. Jeg tænker på, hvem jeg er og hvad der får mig til at være netop den og hvem jeg hører sammen med og hvad det er, der binder os sammen, hvad det kendes på.

Forvandling
Så kommer jeg til at tænke på, at det at være til, er noget evigt. Min væren lige nu er ikke begrænset. Jeg hænger sammen med dem og med det, jeg kender, men det er et billede på noget større. Jeg hænger sammen med væren i ren form og jeg hænger sammen med andre der tænker dette og jeg hænger sammen med alt dette, fordi der er noget der hedder Liv og Kender. Ligesom jeg lever og kender, er der en der har sat livet til, fordi han kender mig og selv er kendt i evighed.

Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke og leve og kende. Jeg vil lytte efter stemmer, jeg kender, stemmer, som gør mig glad, stemmer der giver mig vished om hvem jeg er. Måske er der også andre, der kan kende min stemme... Sikke meget man kan give, når man er evig, nu.


















Ingen kommentarer:

Send en kommentar